Lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen
Børne- og Undervisningsministeriet
LOV nr 434 af 13/06/1990 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Almindelige bestemmelser
Almindelige bestemmelser
(Stk. 3)
§ 1. Undervisnings- og forskningsministeren tilrettelægger merkantile og tekniske erhvervsgymnasiale uddannelser. Stk. 2. Uddannelserne tilrettelægges således, at de giver egnede unge en erhvervsgymnasial uddannelse, der giver grundlag for videregående uddannelse, og som bidrager til de unges personlige udvikling og til deres forståelse af samfundet og dets udvikling med særlig vægt på erhvervslivets forhold. Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter regler om de erhvervsgymnasiale uddannelser efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet eller udvalget for hver af de erhvervsgymnasiale uddannelser, jf. §§ 16-18.
(Stk. 2)
§ 2. Uddannelserne udbydes af erhvervsskoler, der af undervisnings- og forskningsministeren er godkendt hertil. Stk. 2. Uddannelserne tilrettelægges som skoleundervisning og varer 2 år.
(Stk. 2)
§ 3. En uddannelse gennemføres enten inden for det merkantile område eller inden for det tekniske område, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Der kan tilrettelægges erhvervsgymnasial enkeltfagsundervisning for unge med henblik på, at elever individuelt kan sammensætte en uddannelse af elementer fra forskellige gymnasiale uddannelser. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler herom.
Adgang til uddannelserne
Adgang til uddannelserne
(Stk. 3)
§ 4. Elever kan begynde en erhvervsgymnasial uddannelse efter gennemførelse af en 2. skoleperiode i erhvervsuddannelserne. Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren godkender efter indstilling fra de udvalg, der er nævnt i § 17, hvilke 2. skoleperioder der kan danne grundlag for optagelse efter § 5. Stk. 3. Hvis erhvervsuddannelsernes 1. og 2. skoleperiode inden for det merkantile område er sammenlagt til een periode efter bestemmelserne i lov om erhvervsuddannelser, kan ministeren efter indstilling fra udvalget godkende, at denne periode træder i stedet for 2. skoleperiode efter stk. 1 og 2.
(Stk. 3)
§ 5. Elever, der har afsluttet 9. klassetrin i grundskolen, optages efter ansøgning i en erhvervsgymnasial uddannelse og i den ønskede 2. skoleperiode, jf. § 4, hvis de efter erhvervsskolens vurdering forventes at kunne følge undervisningen i den erhvervsgymnasiale uddannelse på tilfredsstillende måde og fuldføre uddannelsen på normal tid. Stk. 2. Optagelsen i den erhvervsgymnasiale uddannelse er betinget af, at skolen på grundlag af gennemførelsen af erhvervsuddannelsens 2. skoleperiode fortsat forventer, at eleven kan følge undervisningen på tilfredsstillende måde og fuldføre uddannelsen på normal tid, og at skolen har plads, jf. § 7. Stk. 3. Elever, der har gennemført 2. skoleperiode efter stk. 1, kan vælge at fortsætte i den pågældende erhvervsuddannelse.
(Stk. 2)
§ 6. Elever, der har gennemført 2. skoleperiode i en erhvervsuddannelse, eller som har mindst tilsvarende kvalifikationer, optages efter ansøgning i en erhvervsgymnasial uddannelse, hvis de efter erhvervsskolens vurdering forventes at kunne følge undervisningen på tilfredsstillende måde og fuldføre uddannelsen på normal tid, og hvis skolen har plads, jf. § 7. Stk. 2. Skolen kan gøre optagelse efter stk. 1 betinget af, at eleven følger bestemte valgfag eller gennemfører supplerende undervisning.
§ 7. Undervisnings- og forskningsministeren kan bestemme, hvor mange elever hver skole kan optage efter § 5, stk. 1, og fastsætte antallet af pladser i de erhvervsgymnasiale uddannelser. Ved afgørelsen efter § 5, stk. 2, og § 6 af, om skolen har plads til de kvalificerede elever, er eleverne ligestillede. Ministeren fastsætter efter indstilling fra udvalget for hver uddannelse nærmere regler om adgangskrav og om optagelse i de erhvervsgymnasiale uddannelser og i den ønskede 2. skoleperiode.
(Stk. 3)
§ 8. Ansøgere optages på den skole, de ønsker, såfremt der er plads. Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om samarbejde mellem skolerne om fordeling af eleverne. Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde pålægge en skole at etablere erhvervsgymnasial uddannelse eller at optage et bestemt antal elever.
Indholdet af uddannelserne
Indholdet af uddannelserne
(Stk. 3)
§ 9. De erhvervsgymnasiale uddannelser indeholder fag fra en erhvervsgymnasial fagrække, der er godkendt af undervisnings- og forskningsministeren efter indstilling fra begge udvalgene for de erhvervsgymnasiale uddannelser, og eventuelt fag fra andre ungdomsuddannelser. Stk. 2. Uddannelserne sammensættes efter indstilling fra udvalget for uddannelsen således, at omkring to tredjedele af undervisningen er obligatoriske fag fra den erhvervsgymnasiale fagrække og resten af undervisningen er valgfag. Stk. 3. En væsentlig del af fagene fra den erhvervsgymnasiale fagrække udbydes på flere niveauer. Eleverne skal vælge mindst to fag på højt niveau.
(Stk. 3)
§ 10. De obligatoriske fag er fag fra den erhvervsgymnasiale fagrække. Stk. 2. Valgfagene er
- fag, der er overbygningsfag på obligatoriske fag,
- andre fag fra den erhvervsgymnasiale fagrække og
- fag, der kan tilgodese elevernes særlige interesseområder og behov. Stk. 3. Eleven kan inden for de efter § 11, stk. l, fastsatte regler vælge valgfag blandt fag, der tilbydes af en anden gymnasial uddannelsesinstitution.
(Stk. 2)
§ 11. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra udvalget for uddannelsen regler om sammensætningen af valgfag, herunder om, at elever, der er optaget efter § 5, stk. l, skal vælge bestemte valgfag i 2. skoleperiode, og at visse kombinationer af valgfag giver ret til særlige betegnelser på eksamensbeviset. Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra udvalget for uddannelsen regler om, at de enkelte skoler skal tilbyde bestemte valgfag til elever, der er optaget i en erhvervsgymnasial uddannelse.
(Stk. 2)
§ 12. Til handicappede elever gives der specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter regler herom. Stk. 2. Der tilbydes eleverne individuel uddannelses- og erhvervsvejledning efter regler, der fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet.
Eksamen
Eksamen
(Stk. 2)
§ 13. Elever, der har gennemført uddannelsen inden for det merkantile område, afslutter uddannelsen med højere handelseksamen. Elever, der har gennemført uddannelsen inden for det tekniske område, afslutter uddannelsen med højere teknisk eksamen. Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra udvalget for hver uddannelse nærmere regler om højere handelseksamen og højere teknisk eksamen, herunder om prøver, eksamensopgaver, censorer, karakterer, eksamensbeviser m.v, jf. § 18.
Tilskud
Tilskud
(Stk. 2)
§ 14. Staten yder tilskud til dækning af de direkte undervisningsudgifter, fraregnet indtægter ved uddannelserne. Tilskuddet til undervisningsudgifter bestemmes ud fra antal årselever ved uddannelserne og et gennemsnitligt tilskud pr. årselev fastlagt i de årlige finanslove. Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte særlige tilskudsregler i forbindelse med uddannelsesforsøg, for elever i enkeltfagsundervisning og for skoler med lille elevtilgang, hvis det ud fra regionale hensyn er vigtigt at bevare uddannelsen det pågældende sted.
(Stk. 4)
§ 15. Undervisningen er vederlagsfri. Stk. 2. De undervisningsmidler, der er nødvendige for undervisningen, skal af skolen stilles til rådighed for eleverne uden betaling, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan bestemme, at eleverne i begrænset omfang selv anskaffer undervisningsmidler. Betaling for fotokopier til undervisningsbrug kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for skolens elever eller for grupper af elever på skolen. Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren kan delegere sine beføjelser efter stk. 3 til skolerne.
Rådgivning m.v.
Rådgivning m.v.
§ 16. Erhvervsuddannelsesrådet, der er nedsat efter lov om erhvervsuddannelser, er rådgivende for undervisnings- og forskningsministeren i spørgsmål om de erhvervsgymnasiale uddannelser i almindelighed, herunder om uddannelsernes sammenhæng med erhvervsuddannelserne og om koordinering af de erhvervsgymnasiale uddannelser.
(Stk. 4)
§ 17. Erhvervsuddannelsesrådet nedsætter et udvalg for uddannelsen til højere handelseksamen og et udvalg for uddannelsen til højere teknisk eksamen. Stk. 2. Udvalgene sammensættes med repræsentation for arbejdsmarkedet, for de videregående uddannelser, for de institutioner, der gennemfører uddannelserne, herunder for lærernes og elevernes organisationer inden for de erhvervsgymnasiale områder, og for undervisnings- og forskningsministeren. Stk. 3. I hvert udvalgs forretningsorden fastsættes antallet af medlemmer og tilforordnede, samt hvem der udpeger medlemmerne og de tilforordnede. Udvalgenes forretningsorden godkendes af undervisnings- og forskningsministeren efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet. Stk. 4. Udvalgenes sekretariatsfunktion varetages af Undervisnings- og Forskningsministeriet.
(Stk. 2)
§ 18. Udvalget for hver uddannelse afgiver indstilling til undervisnings- og forskningsministeren om uddannelsens formål, struktur, adgangskrav, optagelsesforhold, sammensætning, fagmål og eksamensforhold. Stk. 2. Udvalgene bistår Erhvervsuddannelsesrådet i spørgsmål, der vedrører uddannelserne.
Forskellige bestemmelser
Forskellige bestemmelser
(Stk. 3)
§ 19. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter regler om lærernes undervisningskompetence. Stk. 2. En betingelse for at opnå godkendelse af undervisningskompetence er, at læreren har en relevant uddannelsesbaggrund på niveau med et hovedfag. Stk. 3. Lærere skal senest 2 år efter ansættelsen bestå en af undervisnings- og forskningsministeren godkendt pædagogisk prøve. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra dette krav.
(Stk. 3)
§ 20. Undervisnings- og forskningsministeren har det overordnede ansvar for og fører tilsyn med skolernes undervisning og eksamen i henhold til denne lov. Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan give skolerne pålæg i pædagogiske anliggender samt fastsætte regler om klage over og omgørelse af trufne afgørelser i forbindelse med eksamen. Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan tilbagekalde godkendelsen af, at skolen kan udbyde erhvervsgymnasial uddannelse.
§ 21. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelser fra loven, hvis det sker for at fremme uddannelsesforsøg.
§ 22. Loven om arbejdsskadeforsikring finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår elevers eventuelle skader under uddannelserne, der skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold. Risikoen med hensyn til disse skader påhviler staten.
§ 23. Efter nærmere regler fastsat af undervisnings- og forskningsministeren kan klager over en skoles afgørelser indbringes for ministeren.
§ 24. Tilskud til befordring ydes i henhold til § 28 i lov om gymnasiet m.v.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
(Stk. 6)
§ 25. Loven træder i kraft 1. januar 1991. Stk. 2. §§ 16-18 og § 20 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 3. Når udvalgene for de erhvervsgymnasiale uddannelser er nedsat, overgår kompetencen til under de hidtil gældende regler at rådgive vedrørende uddannelserne til Erhvervsuddannelsesrådet og udvalgene for de erhvervsgymnasiale uddannelser efter denne lovs bestemmelser. Stk. 4. Godkendelse efter de hidtil gældende regler af, at en skole gennemfører kursus til højere handelseksamen eller uddannelse til højere teknisk eksamen, gælder som godkendelse efter denne lovs § 2. Stk. 5. Det 1-årige kursus til højere handelseksamen gennemføres efter de hidtil gældende regler. Stk. 6. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter, i hvilket omfang loven finder anvendelse på de uddannelser, der er påbegyndt før lovens ikrafttræden, herunder for de elever, der er begyndt på en erhvervsfaglig basisuddannelse før lovens ikrafttræden.
§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg Slot, den 13. juni 1990, den 13. juni 1990 MARGRETHE R.
Metadata
- Type
- docType.LOVH
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 2. januar 2007