TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om realkreditinstitutters kapitaldækning

BEK nr 530 af 10/07/1990

DanmarkBekendtgørelse1990

§ 1

Et realkreditinstitut skal til enhver tid have en egenkapital, herefter benævnt ansvarlig kapital, der mindst udgør 8 pct. af instuttets risikovægtede aktiver og ikke-balanceførte poster, jf. dog § 17, stk. 1-2.

Stk. 2

Den ansvarlige kapital skal mindst udgøre 150 mio. kr. Opgørelse af ansvarlig kapital

§ 2

Realkreditinstittuttets ansvarlige kapital beregnes som summen af kernekapitalen opgjort i henhold til § 3, den supplerende kapital opgjort i henhold til §§ 4-6, og med de i § 7 nævnte fradrag.

§ 3

Kernekapitalen består af realkreditinstituttets seriereservefonde i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt til låntagerne, realkreditinstituttets andel af midler i seriereservefonden med tilbagebetalingpligt, som ikke kan komme til udbetaling, indbetalt aktiekapital, samt overkurs ved emission og reserver.

Stk. 2

Kernekapitalen reduceres med realkreditinstituttets beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver og årets løbende underskud.

Stk. 3

Realkreditinstituttets kernekapital skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset, i det omfang skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.

§ 4

Den supplerende kapital består af:

  1. Opskrivningshenlæggelser.
  1. Lovpligtige seriereserver, jf. § 58, stk. 2, i realkreditloven, der er tilbagebetalingspligtige.
  1. Værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 6, stk. 1 og stk. 2.
Stk. 2

Den supplerende kapital må ikke udgøre mere end 100 pct. af kernekapitalen opgjort efter fradrag i henhold til § 3, stk. 2.

Stk. 3

Opskrivningshenlæggelser skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset i det omfang, skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.

§ 5

Udover elementerne i § 4, stk. 1., pkt. 1-3, kan der i en overgangsperiode i den supplerende kapital indregnes:

  1. Ansvarlig indskudskapital, jf. dog § 17, stk. 7 og 8.
  1. Solidarisk hæftelse, jf. dog § 17, stk. 5 og 6.
Stk. 2

Realkreditinstituttet kan højst medregne ansvarlig indskudskapital og solidarisk hæftelse med et beløb svarende til 50 pct. af kernekapitalen opgjort efter fradrag i henhold til § 3, stk. 2.

Stk. 3

Realkreditinstituttet kan højst medregne ansvarlig indskudskapital med et beløb svarende til 40 pct. af kernekapitalen opgjort efter fradrag i henhold til § 3, stk. 2.

§ 6

Værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud medregnes ved opgørelsen af den ansvarlige kapital, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

  1. De må ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden Finanstilsynets godkendelse.
  1. Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse skal give realkreditinstituttet mulighed for at udskyde betaling af renter på gælden.
  1. Långiverens krav mod realkreditinstituttet skal efterstilles al anden ikke-efterstillet gæld.
  1. De for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld og ikke-betalte renter skal kunne medgå til dækning af tab, uanset om det tillades realkreditinstituttet at fortsætte sine aktiviteter.
  1. Beløbet skal være indbetalt.
  1. Når kapitalindskuddet har fast løbetid indskrænkes det beløb, hvormed kapitalindskuddet medregnes, årligt med 25 pct. af den oprindelige kapital de sidste 3 år inden den aftalte forfaldsdato.
Stk. 2

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for ovennævnte kapitalindskud, herunder fastlægge tidspunkter for kapitalindskuddets nedskrivning og principper for konstatering af nedskrivningsbeløbets størrelse.

Stk. 3

For at ansvarlig indskudskapital kan medregnes i den ansvarlige kapital, skal følgende betingelser være opfyldt:

  1. Det skal fremgå af låneaftalen, at kapitalen kun kan forfalde til betaling før den aftalte forfaldsdato, såfremt realkreditinstuttet træder i likvidation eller erklæres konkurs.
  1. Långiverens krav mod realkreditinstituttet skal efterstilles al anden ikke-efterstillet gæld. Ansvarlig indskudskapital, der er opsagt til udbetaling, hæfter uanset opsigelsen, når opsigelsesfristen udløber efter anmeldelse af betalingsstandsning, beslutning om likvidation eller afsigelse af konkursdekret.
  1. Kapitalen skal have en oprindelig løbetid eller et opsigelsesvarsel på mindst 5 år. Finanstilsynet kan efter anmodning fra realkreditinstituttet tillade, at ansvarlig indskudskapital tilbagebetales før tiden.
  1. Beløbet skal være indbetalt.
  1. Det beløb, hvormed den ansvarlige indskudskapital medtages, indskrænkes årligt med 20 pct. af den oprindelige kapital de sidste 5 år inden den aftalte forfaldsdato.
  1. Beholdningen af egne beviser samt egne beviser, der tjener som sikkerhed for lån eller garantier, som er ydet af instituttet, modregnes i realkreditinstituttets ansvarlige indskudskapital med et beløb beregnet efter de under nr. 5 fastsatte regler.

§ 7

Såfremt realkreditinstituttet har en kapitalandel i et andet kredit- eller finansieringsinstitut, der overstiger 10 pct. af sidstnævntes aktie-, garanti- eller andelskapital, skal andelen fradrages ved beregningen af realkreditinstituttets ansvarlige kapital. Endvidere fradrages realkreditinstituttets efterstillede kapitalindskud i det pågældende kredit- eller finansieringsinstitut.

Stk. 2

Såfremt realkreditinstituttet har andre end de i stk. 1 nævnte kapitalandele samt efterstillede kapitalindskud i kredit- og finansieringsinstitutter, der tilsammen overstiger 10 pct. af realkreditinstituttets ansvarlige kapital før fradrag i henhold til stk. 1 og 4, fradrages den overskydende del.

Stk. 3

Realkreditinstituttet skal ikke fradrage kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre kredit- og finansieringsinstitutter samt i datterselskaber, der driver accessorisk virksomhed, som sammen med realkreditinstituttet er omfattet af konsolidering.

Stk. 4

Realkreditinstituttets aktieandel og efterstillede kapitalindskud i et datterselskab, der driver accessorisk virksomhed, fradrages ved beregningen af realkreditinstituttets ansvarlige kapital. Risikovægtning af aktiver

§ 8

Ved opgørelse af, hvorvidt realkreditinstituttet opfylder kravet i § 53, stk. 1 i realkreditloven, risikovægtes realkreditinstituttets aktiver efter reglerne i stk. 2-9, samt §§ 9-12.

Stk. 2

Lån mod pant i beboelsesejendomme, herunder stuehuse til landbrugsejendomme, jf. §§ 26-32 i realkreditloven, vægtes med 50 pct.

Stk. 3

Lån mod pant i industri- og håndværksejendomme, jf. § 33 i realkreditloven, vægtes med 100 pct.

Stk. 4

Lån mod pant i kollektive energiforsyningsanlæg, jf. § 34, i realkreditloven, vægtes med 100 pct.

Stk. 5

Lån mod pant i kontor- og forretningsejendomme, jf. § 35 i realkreditloven, vægtes med 100 pct., jf. dog § 17, stk. 3.

Stk. 6

Lån mod pant i landbrugsejendomme mv., jf. § 36 i realkreditloven, vægtes med 100 pct.

Stk. 7

Lån mod pant i ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål, jf. § 37 i realkreditloven, vægtes med 100 pct.

Stk. 8

Lån mod pant i andre ejendomme, herunder ubebyggede grunde, jf. § 38 i realkreditloven, vægtes med 100 pct.

Stk. 9

Lån mod pant i ejendomme, der består af flere ejendomskategorier, vægtes særskilt for de enkelte ejendomskategorier efter risikovægtene i stk. 2-8. Den del af lånet, der er udmålt til en særskilt ejendomskategori, vægtes med den risikovægt, der er tildelt samme ejendomskategori. Såfremt en ejendomskatogori, udgør mindst 80 pct. af ejendommens samlede bruttoetageareal, kan hele lånet vægtes med risikovægten for denne ejendomskategori.

§ 9

Obligationer udstedt af den danske stat og obligationer udstedt af lokale danske myndigheder, samt realkreditinstitutters beholdning af egne obligationer vægtes nul.

Stk. 2

Udlån til eller garanteret af den danske stat, danske amtskommuner, danske kommuner samt Grønlands Hjemmestyre og Færøernes Landsstyre vægtes nul.

Stk. 3

Kassebeholdning, girobeholdning og tilsvarende poster vægtes nul.

Stk. 4

Fordringer på de Europæiske Fællesskabers institutioner, centralregeringer, eller centralbanker, i zone A lande, jf. § 13, stk. 1, samt på regionale eller lokale myndigheder i lande, der er medlemmer af De Europæiske Fællesskaber, som de kompetente myndigheder i medlemslandet har givet nulvægt, vægtes nul.

Stk. 5

Fordringer, der er garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A lande, jf. § 13, stk. 1, samt af regionale eller lokale myndigheder i lande, der er medlemmer af De Europæiske Fællesskaber, som de kompetente myndigheder i medlemslandet har givet nulvægt, vægtes nul.

Stk. 6

Fordringer på centralregeringer eller centralbanker i zone B lande, jf. § 13, stk. 1, i disses nationale valuta vægtes nul, såfremt realkreditinstituttet har finansieret sig i samme valuta.

Stk. 7

Fordringer garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone B lande, jf. § 13, stk. 1, i den nationale valuta, der er fælles for garantistiller og låntager, vægtes nul, såfremt realkreditinstituttet har finansieret sig i samme valuta.

Stk. 8

Fordringer, der er sikret ved værdipapirer udstedt af en centralregering eller centralbank i zone A lande, jf. § 13, stk. 1, eller af EF-institutioner vægtes nul inden for 75 pct. af værdipapirets markedsværdi.

§ 10

Fordringer på kreditinstitutter i zone A lande, jf. § 13, stk. 1, og fordringer, herunder forhåndslån, garanteret af kreditinstitutter i zone A lande, jf. § 13, stk. 1, ekskl. tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, vægtes med 20 pct., jf. dog § 17, stk. 4.

Stk. 2

Fordringer på, og fordringer, der er garanteret af Den Europæiske Investeringsbank eller multilaterale udviklingsbanker, jf. § 13, stk. 2, vægtes med 20 pct.

Stk. 3

Fordringer med en løbetid på til og med et år på kreditinstitutter i zone B lande, jf. § 13, stk. 1, samt fordringer med en løbetid på til og med et år, der er garanteret af kreditinstitutter i zone B lande, jf. § 13, stk. 1, ekskl. tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, vægtes med 20 pct.

Stk. 4

Aktivposter, sikrede ved sikkerhedsstillelse af værdipapirer udstedt af Den Europæiske Investeringsbank eller af multilaterale udviklingsbanker, jf. § 13, stk. 2, vægtes med 20 pct. inden for 75 pct. af værdipapirets markedsværdi.

Stk. 5

Aktivposter, sikrede ved værdipapirer udstedt af regionale regeringer eller lokale myndigheder i zone A lande, jf. § 13, stk. 1, vægtes med 20 pct. inden for 75 pct. af værdipapirets markedsværdi.

Stk. 6

Fordringer på, og fordringer, der er garanteret af regionale regeringer eller lokale myndigheder i zone A lande, jf. § 13, stk. 1, ekskl. de i § 9, stk. 4 og 5 nævnte, vægtes med 20 pct.

§ 11

Realkreditinstituttets beholdning af aktier og anparter vægtes med 100 pct. Kapitalandele, der fradrages ved beregning af realkreditinstituttets ansvarlige kapital vægtes dog nul. Beholdningen opgøres efter kursværdien på opgørelsestidspunktet.

§ 12

Alle andre aktiver vægtes med 100 pct.

Stk. 2

Fordringer, der er fradraget ved opgørelsen af realkreditinstituttets ansvarlige kapital, vægtes dog nul.

§ 13

Ved zone A lande forstås i denne bekendtgørelse medlemsstaterne i De Europæiske Fællesskaber, andre lande, der er fulde medlemmer af Organisation for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) samt andre lande, der har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den almindelige Låneoverenskomst (GAB). Ved zone B lande forstås alle andre lande.

Stk. 2

Ved multilaterale udviklingsbanker forstås i denne bekendtgørelse Den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling (Verdensbanken), Den Internationale Finansieringsinstitution, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den Asiatiske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank, Europarådets Bosættelsesfond, Den Nordiske Investeringsbank og Den Caraibiske Udviklingsbank. Indberetning m.v.

§ 14

Realkreditinstituttet indberetter 4 gange årligt oplysninger til brug for Finanstilsynets kontrol af, om kravet til den ansvarlige kapital er opfyldt, jf. § 1. Indberetningen sker efter retningslinier fastsat af Finanstilsynet.

Stk. 2

Indberetningen skal være godkendt af realkreditinstituttets direktion.

Stk. 3

Finanstilsynet kan træffe bestemmelse om, at oplysningerne skal indberettes på edb-læsbart medium.

§ 15

Såfremt realkreditinstituttet ikke opfylder kravet til den ansvarlige kapital, jf. § 1, meddeler Finanstilsynet instituttet en frist på 6 måneder, indenfor hvilken, kravet til den ansvarlige kapital, jf. § 1, skal være opfyldt. Fristen gælder fra opgørelsestidspunktet.

Stk. 2

Opfylder realkreditinstituttet efter fristens udløb ikke kravet til den ansvarlige kapital, jf. § 1, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen til at drive realkreditvirksomhed. Straffebestemmelser, mv.

§ 16

Med bøde straffes den, der overtræder § 14.

Stk. 2

Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme påbud efter § 15, stk. 1.

Stk. 3

Er en overtrædelse efter stk. 1-2 begået af et realkreditinstitut, kan der pålægges realkreditinstituttet som sådant bødeansvar. Overgangsregler

§ 17

For regnskabsåret 1989/1990 medregnes ikke-balanceførte poster ikke ved opgørelsen af kravet til den ansvarlige kapital.

Stk. 2

For regnskabsåret 1989/1990 kan realkreditinstituttet anvende de hidtil gældende regler for opgørelsen af kravet til den ansvarlige kapital, jf. § 1.

Stk. 3

Lån mod pant i kontor- og forretningsejendomme kan indtil 1. januar 1996 vægtes med 50 pct.

Stk. 4

Realkreditobligationer kan indtil 1. januar 1998 vægtes med 10 pct.

Stk. 5

For de realkreditinstitutter, der ved lovens ikrafttræden var godkendt til at drive realkreditvirksomhed, kan solidarisk hæftelse, jf. § 5, indregnes frem til 1. januar 2003.

Stk. 6

Adgangen til at indregne solidarisk hæftelse aftrappes til det halve for årene 2000, 2001 og 2002.

Stk. 7

Ansvarlig indskuskapital, jf. § 5, kan indregnes fuldt ud frem til 31. december 1993.

Stk. 8

Fra den 1. januar 1994 nedsættes adgangen til at indregne ansvarlig indskudskapital, jf. § 5, med 20 pct. pr. år, således at adgangen til at indregne ansvarlig indskudskapital er bortfaldet helt pr. 1. januar 1998. Ikrafttræden mv.

§ 18

Bekendtgørelsen træder den 21. juli 1990. Boligministeriet den 10. juli 1990 Agnete Laustsen / Hanne Victor Hansen

pre_paragraph I medfør af realkreditloven, jf. lov nr. 841 af 20. december 1989, § 53, stk. 4 og § 101, stk. 3-4 med senere ændringer fastsættes:

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1990
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1990