Bekendtgørelse om vedtægt for fiskeriet i farvandet omkring København og Nordlige Øresund
BEK nr 639 af 17/09/1990
§ 1
Vedtægten omfatter dansk fiskeriterritorium i Øresund mod nord afgrænset af Kronborg Slot, og mod syd af kompaslinien fra Karlslunde Bæks udløb til Køge Bugt (55 grader 33 minutter 6 sekunder N - 12 grader 42 minutter 9 sekunder Ø) i retning retvisende 106 grader til skæringspunktet med den dansk-svenske grænselinie (55 grader 29 minutter 3 sekunder N - 12 grader 42 minutter 9 sekunder Ø).
Ved »Kalvebod Strand« forstås i denne vedtægt det vandområde, der mod nord afgrænses af Langebro, mod syd af vedtægtens sydgrænse, og mod øst af meridianen gennem Aflandshage (12 grader 35 minutter 6 sekunder Ø).
Ved »Sundet« forstås i denne vedtægt den del af vedtægtsområdet, mod nord afgrænset af nordgrænsen for Københavns Amt ved Smidstrup (55 grader 51 minutter 8 sekunder N), mod syd af vedtægtens sydgrænse, mod vest af meridianen gennem Aflandshage (12 grader 35 minutter 6 sekunder Ø), og imod øst af grænsen for dansk fiskeriterritorium.
Ved »Nordlige Øresund« forstås i denne vedtægt den del af vedtægtsområdet, mod syd afgrænset af nordgrænsen for Københavns Amt ved Smidstrup (55 grader 51 minutter 8 sekunder N), mod nord af Kronborg Slot, og mod øst af grænsen for dansk fiskeriterritorium.
Som bilag til vedtægten er trykt en kortskitse, der viser de i § 1 nævnte områder.
§ 2
Uden for en vanddybde på 7 meter ved kysten, herunder kysten Saltholm rundt, gælder vedtægtens bestemmelser dog kun i det omfang, den ikke er i strid med den i medfør af lov nr. 101 af 25. marts 1933 om frednings- og ordensbestemmelser for fiskeriet i de til kongerigerne Danmark og Sverige grænsede farvande udstedte kongelige anordning.
§ 3
For fiskeriet i det i § 1, stk. 4 nævnte område »Nordlige Øresund« gælder kun bestemmelserne i vedtægtens §§ 10-11. Indbyrdes ordensregler for fiskeriet
§ 4
For erhvervelse og benyttelse af bundgarnspladser gælder bestemmelserne i den til enhver tid gældende saltvandsfiskerilov dog med den ændring, at kun efterårsfiskeriet hævder fortrinsretten jf. § 16, således at afmærkning af pladsen for redskabets hovedpæl (yderpæl) eller anbringelse af selve hovedpælen skal foretages hvert år senest den 31. juli og garnet herefter være udsat i fiskedygtig stand senest den 1. oktober.
Ønsker rettighedshaveren jf. § 16 selv at benytte pladsen til forårsfiskeri, skal garnet være udsat i fiskedygtig stand senest den 15. april, for så vidt isforholdene ikke har hindret arbejdets udførelse.
Såfremt andre end rettighedshaveren benytter pladsen til forårsfiskeri, skal pladsen være ryddet for såvel garn som pæle senest den 30. juni.
§ 5
I Kalvebod Strand og i Sundet på strækningen fra Aflandshage til breddeparallellen gennem Nordre Røse (55 grader 38 minutter 2 sekunder N) samt kysten Saltholm rundt skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber, eller lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen uanset størrelse, være 750 meter.
På den del af vedtægtsområdet, der ikke er omfattet af stk. 1, skal sideafstanden indbyrdes mellem bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber, eller lignende redskaber indrettet til at klæde vandskorpen, uanset redskabets størrelse, være 850 meter.
Intet redskab, der klæder vandskorpen, og som er fastgjort til pæle, må anbringes mellem de i stk. 1, omhandlede redskaber udsat i Kalvebod Strand.
Ved Saltholm må de i stk. 1, omhandlede redskaber ikke sættes med den inderste radpæl nærmere land end ved 2 meters vanddybde.
Det er ikke tilladt at sætte næringer herunder næringer på svaj inden for og imellem de i stk. 1 og 2, omhandlede redskaber eller redskabsrækker med mindre mindsteafstanden mellem disse redskaber og næringerne i enhver stilling er 190 meter.
§ 6
Plads til fiskeri med rejeruser skal anses for vedtægtsmæssigt indtaget, når der den 15. april kl. 12.00 på pladsen for hovedsættets hovedpæl findes anbragt en mærkepæl. Denne mærkepæl skal være mærket med den fiskers navn, der agter at benytte pladsen.
Hver fisker må kun indtage een plads, det vil sige plads til et hovedsæt.
Dersom der den 15. april kl. 12.00 middag på den samme plads findes anbragt to eller flere mærkepæle, må de pågældende fiskere om fornødent selv foretage lodtrækning om, hvem pladsen skal tilfalde. Ønsker deltagere i lodtrækningen, at denne skal foretages af Fiskerikontrollen, må dette ønske indbringes for Fiskerikontrollen inden et døgn efter den nævnte dato. Såfremt Fiskeriinspektoratet er lukket som følge af week-end eller af anden årsag, skal ønske om lodtrækning fremsættes senest den førstkommende hverdag.
Den fisker, der til det angivne tidspunkt den 15. april kl. 12.00 middag har anbragt sin mærkepæl til rejeruser på førstnævnte måde, eller som ved lodtrækningen har fået tilkendt en plads til rejeruser, har, når efternævnte regler i øvrigt iagttages, erhvervet fortrinsret til den pågældende plads indtil 31. august sammen år.
For at bevare fortrinsretten til en vedtægtsmæssigt indtaget rejeruseplads skal følgende regler for pladsens benyttelse iagttages:
- Redskabet skal være udsat senest den 20. april.
- Pladsen må i tidsrummet 20. april - 31. august ikke stå ubenyttet i to på hinanden følgende døgn, helligdage ikke medregnet, for så vidt vejret ikke hindrer redskabets udsættelse.
- Når en indtaget rejeruseplads ønskes benyttet, skal brugeren være til stede på pladsen senest een time før solens nedgang for at sætte redskabets ud, såvidt ikke lovligt forfald, sygdom eller fartøjshavari forhindrer dette.
- På vedtægtsmæssigt indtaget rejeruseplads må kun benyttes indtil 25 rader med tilhørende ruser, (hovedsæt).
- Rejebundgarn ligestilles med rejeruser og må ikke optage mere end eet sæt. Rejebundgarn må ikke sættes længere ud end til 2 meters dybde.
Benyttes pladsen ikke som foran anført, fortabes fortrinsretten.
Sideafstanden mellem rejerusepladserne ved Saltholm skal være mindst 200 meter mellem hovedsættene.
På de rejerusepladser, der er vedtægtsmæssigt indtaget den 15. april og derefter benyttet som foreskrevet i denne paragrafs stk. 5, har rejeruser fortrinsret over for alt andet fiskeri i rejefisketiden, det vil sige i perioden fra den 15. april til den 31. august, dog undtaget fiskeri med ålegårde og andet fiskeri, der udøves i kraft af særlige rettigheder.
Alle pæle til rejeruser skal være fjernet senest den 31. august.
§ 7
De i denne vedtægt fastsatte afstande mellem redskaber skal overholdes, således at mindre indbyrdes afstand ikke må anvendes.
De i denne vedtægt fastsatte afstande mellem redskaber må ikke overskrides på steder, hvor flere fiskere ønsker at indtage fiskepladser, og forholdene i øvrigt egner sig til anbringelse af flere redskaber eller af rækker af redskaber. I tvivlstilfælde kan det efter fiskernes begæring afgøres af Fiskerikontrollen, om forholdene berettiger til større afstand mellem redskaberne.
§ 8
På vedtægtsområdet, uden for 7 meters vanddybde, skal der til afmærkning af fritstående ruser, garn og kroge der ikke er udsat ved pæle, i tiden fra 1. september til 31. oktober anvendes fiskefri stager.
Ethvert på vedtægtens område udsat fiskeredskab skal være afmærket efter reglerne i den til enhver tid gældende lov om saltvandsfiskeri.
§ 9
Ingen må på vedtægtsområdet over vandet forbinde pæle med metaltråd. Ejheller må der på pæle findes stræktove, der forbinder pælene på langs af bundgarnsrækken. Beskyttelse af fiskebestandene
§ 10
Fiskeri med not samt trawl- og vodredskaber - såvel spilede som ikke spilede - af enhver art og under en hvilken som helst form er forbudt overalt på vedtægtsområdet.
Fra forbuddet i stk. 1, gælder følgende undtagelser: På vedtægtsområdet er det tilladt at anvende: Agnvod (slæbevod), der spiles ved hjælp af bomme, hvis længde ikke overstiger 7 1/2 meter. Maskestørrelsen må intet sted i redskabet overstige 32 mm. Disse vod må kun anvendes om dagen, fra solopgang til solnedgang. Tobisvod, som dog kun må anvendes om dagen fra en time før solopgang til en time efter solnedgang og kun på sandrevler langs kysterne i en vanddybde på ikke over 3 meter.
§ 11
Enhver form for fiskeri med stangende redskab på vedtægtsområdet er forbudt, herunder undervandsfiskeri med håndredskaber.
§ 12
Intet faststående redskab, som kan hindre fiskens frie gang, må anbringes i stigbordene i slusen i dæmningen over Kalveboderne. Kontrolbestemmelser
§ 13
Ved tidsangivelser i denne vedtægt medregnes såvel første som sidste dag.
§ 14
Ved positionsangivelser i denne vedtægt er anvendt system E D (European Datum).
§ 15
Vanddybder er i denne vedtægt angivet til middelvandstand.
§ 16
Fortrinsrettigheder jf. § 4 til at benytte bundgarnspladser erhvervet i henhold til den tidligere for området gældende vedtægt bevares fra år til år til udgangen af kalenderåret 1994 under forudsætning af, at:
- de i § 4 fastsatte bestemmelser om afmærkning og benyttelse af pladserne hvert år overholdes.
- der hvert år anvendes garn, der måler mindst 38 meter i ringen, dog at det i Kalvebod Strand vest for Sorte Rende og indenfor en vanddybde på 3,5 meter er tilstrækkeligt, at garnet måler mindst 25 meter i ringen.
Herudover anvendes de i lov om saltvandsfiskeri gældende bestemmelser om fortrinsret for det i § 4 nævnte efterårsfiskeri. Straf og påtale m.v.
§ 17
Overtrædelse af bestemmelserne i § 4, stk. 2 og i §§ 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 straffes med bøde. Med samme straf anses den, der undlader at efterkomme de påbud og ordrer, som Fiskerikontrollen giver i henhold til denne vedtægt.
Overtrædelse af bestemmelserne i § 4, stk. 3 og i §§ 5, 6, 7 og 8 er undergivet privat påtale.
§ 18
For alle forhold, hvorom der ikke i denne vedtægt er givet nærmere bestemmelser, gælder bestemmelserne i den øvrige fiskerilovgivning.
§ 19
Vedtægten træder i kraft den 1. oktober 1990 og samtidig bortfalder vedtægt af 9. december 1982.
pre_paragraph I henhold til § 33, § 34, § 35, § 36 og § 42, stk. 2, i lov nr. 306 af 4. juni 1986 om saltvandsfiskeri har fiskeriministeren efter begæring stadfæstet følgende vedtægt:
Fiskeriministeriet, den 17. september 1990, den 17. september 1990
/KENT KIRK Jørn Laustrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990