Bekendtgørelse om betingelserne for optagelse til notering af mindre og mellemstore selskaber på aktiemarked III
BEK nr 708 af 18/10/1990
§ 1
Aktier i selskaber, hvis aktiekapital er mindst 2 mio. kr., men ikke overstiger 15 mio. kr., kan optages til notering på Københavns Fondsbørs på aktiemarked III, hvis der senest ved optagelsen til notering udbydes mindst 15 pct. af aktiekapitalen, dog mindst 1 mio. kr. til offentligt salg.
Udvides aktiekapitalen til et beløb over 15 mio. kr., skal selskabet søge optagelse til officiel notering på Københavns Fondsbørs.
Overstiger selskabets egenkapital 30 mio. kr., kan fondsbørsbestyrelsen bestemme, at selskabet skal søge optagelse til officiel notering på Københavns Fondsbørs.
§ 2
Ved ansøgningen om optagelse til notering må der til rådighed for offentligheden foreligge en efter fondsbørsbestyrelsens skøn acceptabel beskrivelse af selskabet, indeholdende dets historie og nuværende virkeområde samt dets resultatopgørelse og balance i en 3-årig periode.
Fondsbørsbestyrelsen kan undtagelsesvis fravige denne bestemmelse, i overensstemmelse med reglerne i skema A, punkt I, nr. 3, i bekendtgørelse om betingelserne for optagelse til officiel notering af værdipapirer på Københavns Fondsbørs.
Forhøjelse af aktiekapitalen skal, medmindre generalforsamlingen ved særlig beslutning træffer anden bestemmelse, eller forhøjelsen sker ved en fondsaktieemission eller som betaling for hel eller delvis overtagelse af en bestående virksomhed, foregå ved offentlig tegningsindbydelse og således, at de nye aktier forlods tilbydes selskabets aktionærer. Tegningsindbydelsen skal indeholde meddelelse om baggrunden for kapitaludvidelsen samt en redegørelse for driftens forløb siden det sidst afsluttede og offentliggjorte regnskab.
§ 3
§§ 1-3, § 5, § 13, §§ 16-25 og §§ 27-30 i bekendtgørelse om betingelserne for optagelse til officiel notering af værdipapirer på Københavns Fondsbørs finder tilsvarende anvendelse.
§ 4
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 1990. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 814 af 13. november 1986 om betingelserne for optagelse til notering af mindre og mellemstore selskaber på aktiemarked III.
pre_paragraph I medfør af § 40, nr. 7, i lov om Københavns Fondsbørs, jf. lovbekendtgørelse nr. 536 af 8. september 1988, fastsættes:
Finanstilsynet, den 18. oktober 1990 Eigil Mølgaard / Jeanne Blyt
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990