TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Center for Mikroelektronik ved Danmarks Tekniske Højskole

BEK nr 727 af 01/11/1990

DanmarkBekendtgørelse1990

§ 1

Ved Danmarks Tekniske Højskole (DTH) etableres et Center for Mikroelektronik.

§ 2

Centret har som andre institutter på højskolen til opgave at drive forskning og varetage undervisningsopgaver inden for sit fagområde og skal herudover udføre særlige opgaver i samarbejde med dansk industri.

§ 3

Centret ledes af en bestyrelse bestående af en formand og 8 medlemmer.

Stk. 2

Formanden for bestyrelsen udpeges for 3 år ad gangen af undervisnings- og forskningsministeren.

Stk. 3

4 medlemmer med forskningsmæssig indsigt udpeges for 3 år ad gangen af undervisnings- og forskningsministeren efter samråd med industriministeren og efter høring af Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Teknologirådet og Elektronikfabrikantforeningen.

Stk. 4

Herudover består bestyrelsen af: DTH's rektor eller en af rektor udpeget stedfortræder, 1 medlem, som konsistorium udpeger for sin funktionsperiode blandt højskolens videnskabelige medarbejdere, og 2 medlemmer, som centerrådet, jf. § 5, udpeger for 1 år ad gangen blandt henholdsvis de akademiske og de tekniske og administrative medlemmer af centerrådet, idet direktøren og souschefen ikke er valgbare.

Stk. 5

Bortset fra DTH's rektor kan ingen være medlem af bestyrelsen i mere end 6 år.

Stk. 6

Bestyrelsen udarbejder selv sin forretningsorden.

Stk. 7

Hvervet som formand for og som medlem af bestyrelsen er ulønnet.

Stk. 8

Sekretariatsfunktionerne for bestyrelsen varetages af centret.

§ 4

Bestyrelsen vedtager centrets forskningsplan og budget inden for den økonomiske ramme, der er fastsat for centret, og træffer beslutning i alle væsentlige anliggender, der ikke er henlagt til direktøren eller andre organer. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§ 5

Ved centret oprettes et centerråd, som består af samtlige heltidsansatte akademiske medarbejdere, repræsentanter for det tekniske og administrative personale og repræsentanter for de studerende, der modtager undervisning ved centret. Antallet af repræsentanter for det tekniske og administrative personale og for de studerende må tilsammen højst udgøre halvdelen af centerrådet. Direktøren er født formand for centerrådet.

Stk. 2

Centerrådet skal have forelagt centrets forskningsplan og budgetforslag til udtalelse, inden de vedtages af bestyrelsen. Centerrådets udtalelse skal indhentes i væsentlige sager vedrørende centrets virksomhed, herunder sager om økonomi, undervisningsopgaver, fordeling af ressourcer og af lokaler.

Stk. 3

Der afholdes valg til centerrådet samtidig med afholdelsen af valg til institutrådene på højskolen.

§ 6

Der ansættes en direktør for centret. Bestyrelsen afgiver efter samråd med DTH's rektor indstilling til Undervisnings- og Forskningsministeriet om besættelsen af stillingen. Efter direktørens indstilling, der indsendes til ministeriet af bestyrelsen med dennes eventuelle kommentarer, ansættes endvidere en souschef, der skal bistå direktøren i den daglige ledelse og være dennes stedfortræder i tilfælde af fravær.

Stk. 2

Direktøren varetager den daglige ledelse af centret og kan i denne forbindelse give bindende anvisninger. Direktøren er overfor bestyrelsen ansvarlig for udførelsen af de opgaver, som centret er pålagt eller forpligter sig til, jf. dog § 11. Direktøren tilrettelægger og koordinerer den uddannelsesmæssige indsats inden for de retningslinier, der er fastsat for studierne.

Stk. 3

Besættelse af ordinære stillinger som professor, lektor, adjunkt, ekstern lektor og undervisningsassistent sker efter gældende bekendtgørelser. Opslag af ledige ordinære stillinger og nedsættelse af bedømmelsesudvalg sker efter samråd med centrets ledelse. Beslutning om afsked fra sådanne stillinger træffes ligeledes efter de herom i øvrigt gældende regler. Direktøren træffer bestemmelse om ansættelse og afsked i andre stillinger, herunder videnskabelige stillinger, der besættes midlertidigt med henblik på konkrete projekter. Det tekniske og administrative personale, der ved centrets etablering overføres til centret, kan dog kun afskediges med rektors godkendelse.

§ 7

I tilknytning til centret nedsættes en følgegruppe (»halvlederklub«) bestående af interesserede virksomheder/organisationer m.v. Følgegruppen orienteres om centrets forskning og kan stille forslag til valg af forskningsopgaver. Medlemskabet af følgegruppen er betinget af betaling af et kontingent til driften af centret.

Stk. 2

Følgegruppen udarbejder en forretningsorden, som skal godkendes af bestyrelsen.

Stk. 3

Bestyrelsen tager initiativ til etablering af følgegruppen.

§ 8

Inden for det antal årsværk, der er bevilget til undervisning, skal de medarbejdere, som er knyttet til centret, deltage i undervisningsopgaver.

§ 9

Centrets budgetforslag indsendes af bestyrelsen gennem rektor til Undervisnings- og Forskningsministeriet sammen med højskolens øvrige bidrag i forbindelse med udarbejdelse af forslag til finanslov.

§ 10

Centret udarbejder en årsberetning, som indeholder oplysninger om centrets samlede virksomhed.

§ 11

Klager over afgørelser vedrørende legalitetsspørgsmål kan indbringes for rektor og Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Stk. 2

Klager over afgørelser vedrørende centrets varetagelse af undervisningsopgaver behandles af de relevante organer på DTH i overensstemmelse med reglerne i statutten.

Stk. 3

Klager over andre afgørelser kan indbringes for bestyrelsen.

§ 12

Det personale, der er ansat ved centret, og hvis ansættelse er finansieret af DTH's ordinære bevillinger, har valgret og valgbarhed til kollegiale organer efter de for DTH gældende regler. Det øvrige personale kan gives valgret efter konsistoriums nærmere bestemmelse.

§ 13

Hvor denne bekendtgørelse ikke bestemmer andet, følger centret de regler, der gælder for DTH's institutter og medarbejdere i forholdet til rektor, administrationen, konsistorium, fagråd og studienævn.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. november 1990.

Stk. 2

Centerrådets første udpegning af bestyrelsesmedlem gælder for perioden indtil 15. februar 1991.

pre_paragraph I henhold til § 31 i lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner, jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 26. maj 1989, fastsættes:


Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 1. november 1990, den 1. november 1990

/Jens Thuesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1990
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1990
Bekendtgørelse om Center for Mikroelektronik ved Danmarks Tekniske Højskole | TheLawyer.sh