Bekendtgørelse om overgangsordninger vedrørende erhvervsuddannelserne
BEK nr 763 af 15/11/1990
§ 1
Der kan ikke indgås lærekontrakter og uddannelsesaftaler efter lov om lærlingeforhold og lov om erhvervsfaglige grunduddannelser (efg-loven) efter 31. december 1990, ligesom skoleuddannelser efter efg-loven ikke kan påbegyndes efter denne dato.
Elever, der er begyndt på en uddannelse i henhold til lærekontrakt eller uddannelsesaftale senest den 31. december 1990, kan fortsætte uddannelsen efter de hidtil gældende regler om lærlingeuddannelser og erhvervsfaglige grunduddannelser (efg-uddannelser) med de ændringer, der følger af denne bekendtgørelse og af regler om de enkelte uddannelser.
Elever, der pr. 31. december 1990 er i gang med en efg-basisuddannelse, kan fortsætte uddannelsen efter de hidtil gældende regler eller vælge at overgå til en erhvervsuddannelse fra den 1. januar 1991, jf. §§ 4-5, hvis skolen udbyder den pågældende erhvervsuddannelses 2 skoleperiode.
Elever, der er begyndt på en efg-uddannelse ved at have gennemført eller at være begyndt på en efg-basisuddannelse før den 1. januar 1991, kan indgå aftale efter erhvervsuddannelsesloven, lydende på en uddannelse, som eleven efter de hidtil gældende regler i efg-loven ville være berettiget til at indgå uddannelsesaftale om. Uddannelsen gennemføres da efter de hidtil gældende regler med de ændringer, der følger af denne bekendtgørelse og af reglerne om de enkelte uddannelser. Hel eller delvis fritagelse for basisuddannelsen, der er opnået før den 1. januar 1991, sidestilles med tilsvarende gennemførelse af uddannelsen.
En uddannelsesaftale, der indgås efter stk. 4, skal være indgivet til registrering, og praktikuddannelsen skal være påbegyndt senest den 31. december 1991.
En grundlæggende teknikeruddannelse kan ikke påbegyndes efter den 31. december 1990. Uddannelser, der er påbegyndt senest denne dato, kan fortsættes efter de hidtil gældende regler med de ændringer, der følger af denne bekendtgørelse eller reglerne om de enkelte uddannelser.
§ 2
Bestemmelserne i erhvervsuddannelsesloven, kap. 6 om praktikvirksomhederne og kap. 7 om elevernes retlige forhold, gælder for parterne i de i § 1, stk. 1-4, omhandlede lærekontrakter og uddannelsesaftaler.
For parterne i en lærekontrakt finder de hidtidge bestemmelser i lov om læreforholds § 4, med undtagelse af stk. 3, 1, og 2. pkt., samt § 6, § 9, stk. 2-8, § 20 og § 30 fortsat anvendelse, jf. bilaget.
§ 3
For uddannelser, der fortsættes efter § 1, kan skolen i samråd med det pågældende uddannelsesudvalg og inden for de rammer, som måtte være fastsat efter stk. 2, bestemme, at skoleundervisning for lærlinge og elever helt eller delvis gennemføres ved deltagelse i skoleundervisning for den tilsvarende erhvervsuddannelse.
Der kan i uddannelsesbekendtgørelsen for den tilsvarende erhvervsuddannelse efter det faglige udvalgs bestemmelse fastsættes nærmere regler for den skoleundervisning, som er omhandlet i stk. 1.
Skoleundervisning efter stk. 1, jf. § 1, stk. 1-5, skal såvidt muligt tilrettelægges således, at skoletiden for lærlingene og eleverne ikke forlænges væsentligt. Den samlede uddannelsestid vil ikke kunne forlænges bortset fra de tilfælde, som er omhandlet i erhvervsuddannelseslovens §§ 58 og 59.
Ved skoleundervisning efter stk. 1, jf. § 1, stk. 1-4, gælder de regler om bedømmelse, som er fastsat for de pågældende lærlinge- og efg-uddannelser med de eventuelt nødvendige tilpasninger. Der kan ikke ske skærpelse af bedømmelseskravene i forhold til, hvad der gælder for de pågældende lærlinge- eller efg-uddannelser, herunder krav om beståelse af eksaminer eller prøver eller opnåelse af bestemte karakterer.
Svendeprøver eller faglige prøver skal afholdes efter de regler, som gælder for de pågældende uddannelser. De faglige udvalg kan dog tilbyde eleverne at gå til svendeprøve efter reglerne for den tilsvarende erhvervsuddannelse, hvis de stillede opgaver ligger inden for målene for den pågældende lærlinge eller efg-uddannelse.
Skolen kan tilbyde lærlinge og elever at deltage i prøver eller eksaminer, som er knyttet til undervisningen for den tilsvarende erhvervsuddannelse efter stk. 1, jf. § 1, stk. 1-4. Skolen udsteder i så fald særskilt bevis herfor.
Ved anvendelse af bestemmelsen i stk. 1 på undervisning af elever, der er omfattet af § 1, stk. 6, kan der ikke ske fravigelse af regler om eksamen, som er fastsat i den hidtil gældende bekendtgørelse for den pågældende uddannelse.
§ 4
Elever, der har gennemført de første 20 uger af en efg-basisuddannelse, er fritaget for 1. skoleperiode i en erhvervsuddannelse, således at den samlede uddannelsestid for erhvervsuddannelsen afkortes tilsvarende.
Spørgsmålet om, hvorvidt de i stk. 1 nævnte elever kan fritages for dele af en erhvervsuddannelse, der har sammenlagt 1. og 2. skoleperiode, jf. erhvervsuddannelseslovens § 11, stk. 3, afgøres efter § 8 i bekendtgørelsen om erhvervsuddannelser (hovedbekendtgørelsen).
§ 5
Med hensyn til elever, der har afsluttet en efg-basisuddannelse, lærlinge og elever, der har påbegyndt en grundlæggende teknikeruddannelse, gælder følgende regler, hvis de - efter ophør af eventuel uddannelsesaftale, lærekontrakt eller praktikaftale - overgår til en erhvervsuddannelse:
- Det fastsættes i vedkommende uddannelsesbekendtgørelse, i hvilket omfang det hidtidige uddannelsesforløb - ud over hvad der følger af § 4 - skal føre til fritagelse for dele af erhvervsuddannelsen.
- Med hensyn til fastsættelsen af disse regler finder § 7 i hovedbekendtgørelsen anvendelse.
- For så vidt der er tale om overgang til en erhvervsuddannelse, der i væsentlig grad svarer til den uddannelse, den pågældende forlader, skal det ved overgangsreglernes fastsættelse tilstræbes, at overgangen kan ske uden forlængelse af skoletid og uddannelsestid.
- For elever, der gennemfører en efg-basisuddannelse, skal der i uddannelsesbekendtgørelsen for vedkommende uddannelse - under hensynstagen til princippet i nr. 3 - tages stilling til, hvorvidt basisuddannelsen fører til fritagelse for 2. skoleperiode i erhvervsuddannelsen.
- I øvrigt finder §§ 8 og 9 i hovedbekendtgørelsen anvendelse. Ved afgørelse efter disse regler finder princippet i nr. 3 ovenfor tilsvarende anvendelse.
Overgangsordninger for råd og udvalg m.v.
Overgangsordninger for råd og udvalg m.v.
§ 6
Lærlingerådet, det erhvervsuddannelsesråd, der er nedsat i henhold til efg-loven, og erhvervsuddannelsesudvalgene ophører deres virksomhed fra den 1. januar 1991.
Det ankenævn vedrørende lære- og praktikvirksomheder, der er nedsat i henhold til loven om foranstaltninger vedrørende lære- og praktikpladser m.v., ophører med sin virksomhed fra den 1. januar 1991.
Der kan ikke nedsættes lærlingevoldgiftsretter efter lov om lærlingeforhold efter den 31. december 1990.
Det tvistighedsnævn, som er nedsat i henhold til efg-loven, ophører med sin virksomhed fra den 1. januar 1991.
For igangværende uddannelsesforhold efter den hidtidige lovgivning videreføres efter 31. december 1990 de opgaver, som hidtil har været varetaget af de organer, der er nævnt i stk. 1, efter reglerne i §§ 7 - 9.
Opgaverne for det ankenævn, som er nævnt i stk. 2, videreføres efter de regler, som fastsættes i henhold til § 47, stk. 4, i erhvervsuddannelsesloven.
Opgaverne for lærlingevoldgiftsretterne og opgaverne for det tvistighedsnævn, som er nævnt i stk. 4, videreføres efter de regler, som fastsættes i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 64, stk. 4.
§ 7
Lærlingerådets opgaver varetages af det erhvervsuddannelsesråd, som er nedsat i henhold til erhvervsuddannelsesloven, med undtagelse af de opgaver, der er nævnt i stk. 2.
De faglige udvalg træffer den endelige administrative afgørelse i de spørgsmål, der er nævnt i lov om lærlingeforhold § 6 og § 9, stk. 4 og 8.
§ 8
De opgaver, som erhvervsuddannelsesrådet, nedsat i henhold til efg-loven, varetager i henhold til denne lov, samt de opgaver, som dette erhvervsuddannelsesråd varetager vedrørende lærlingeuddannelser og grundlæggende teknikeruddannelser, går over til det erhvervsuddannelsesråd, der er nedsat i henhold til erhvervsuddannelsesloven.
De opgaver, som erhvervsuddannelsesudvalgene, nedsat i henhold til efg-loven, varetager i henhold til denne lov, samt de opgaver, som erhvervsuddannelsesudvalgene varetager vedrørende lærlingeuddannelser og grundlæggende teknikeruddannelser, går over til de faglige udvalg, med undtagelse af spørgsmål om lærernes faglige kvalifikationer. Disse spørgsmål går over til det erhvervsuddannelsesråd, som er nedsat i henhold til erhvervsuddannelsesloven.
§ 9
Undervisnings- og Forskningsministeriet træffer afgørelse med hensyn til varetagelsen af de opgaver, som det erhvervsuddannelsesråd og de erhvervsuddannelsesudvalg, som er nedsat i henhold til efg-loven, i øvrigt har varetaget. Ministerens afgørelse træffes efter indstilling fra det erhvervsuddannelsesråd, der er nedsat i henhold til erhvervsuddannelsesloven.
§ 10
De opgaver, som varetages af de uddannelsesnævn, som er nedsat i henhold til bekendtgørelser om grundlæggende teknikeruddannelser, overføres til de faglige udvalg for de uddannelser, som afløser de pågældende grundlæggende teknikeruddannelser.
Afløses en grundlæggende teknikeruddannelse ikke af en uddannelse i henhold til erhvervsuddannelsesloven, videreføres opgaverne dog af det pågældende uddannelsesnævn.
§ 11
De faglige udvalg, som nedsættes i henhold til erhvervsuddannelsesloven, og som afløser faglige udvalg, som er nedsat i henhold til lov om lærlingeforhold og efg-loven, varetager opgaverne for de faglige udvalg, som de afløser.
Såfremt et fagligt udvalg, nedsat i henhold til lærlingeloven eller efg-loven, ikke afløses af et fagligt udvalg, nedsat i henhold til erhvervsuddannelsesloven, vil det pågældende faglige udvalg for de hidtidige lærlinge- eller efg-uddannelser, som har hørt under udvalget, fortsat kunne udøve sine beføjelser i henhold til lov om lærlingeforhold eller efg-loven, herunder udføre de opgaver, som i øvrigt ved denne bekendtgørelse er overført til de faglige udvalg.
§ 12
De lokale uddannelsesudvalg, som nedsættes i henhold til erhvervsuddannelsesloven, og som afløser fagkomiteer ved de tekniske skoler eller undervisningsudvalg ved grundlæggende teknikeruddannelser, varetager opgaverne for de organer, de afløser.
Afløses en fagkomite eller et undervisningsudvalg ikke af et lokalt uddannelsesudvalg, varetager komiteen eller udvalget fortsat opgaverne for de pågældende uddannelser.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1991.
Bekendtgørelse nr. 604 af 24. november 1982 om erhvervsuddannelsesrådets og erhvervsuddannelsesudvalgenes rådgivning ophæves.
Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 15. november 1990, den 15. november 1990
/Bertel Haarder Arne Andreasen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990