TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om elevers/kursisters betaling for visse undervisningsmidler i gymnasiet, på studenterkursus og på kursus til højere forberedelseseksamen, samt om gebyr ved studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne og ved tilmelding til prøve som selvstuderende

BEK nr 802 af 27/11/1990

DanmarkBekendtgørelse1990

§ 1

Amtsrådet, henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner, afholder udgifterne til undervisningsmidler på de offentlige gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen, jf. dog § 6.

Stk. 2

Amtsrådet, henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan dog bestemme, at elever/kursister ved de i stk. 1 nævnte skoler og kurser selv i begrænset omfang anskaffer en del af undervisningsmidlerne.

Stk. 3

Rektor/forstander træffer efter drøftelse med eleverne/kursisterne beslutning om, hvilke undervisningsmidler, jf. stk. 2, eleverne/kursisterne selv skal anskaffe.

§ 2

Amtsrådet kan beslutte, at der på de skoler og kurser, der er nævnt i § 1, også opkræves en elev-/kursistbetaling for fotokopier, der modsvarer skolens/kursets faktiske udgifter til de kopier, som eleverne/kursisterne modtager til undervisningsbrug. Den enkelte elevs/kursists betaling kan af skolen/kurset fastsættes som en forholdsmæssig andel af skolens/kursets samlede udgifter til fotokopier til undervisningsbrug. Betalingen kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for skolens/kursets elever/kursister eller for grupper af elever/kursister på skolen/kurset.

§ 3

Undervisningsmidler og fotokopier, som eleverne/kursisterne selv har afholdt udgifterne til, forbliver deres ejendom.

§ 4

Amtsrådet, henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner, opkræver for hvert kursusår et gebyr pr. deltager pr. fag i studieforberedende enkeltfagsundervisning.

Stk. 2

Gebyret udgør for det første fag, deltagerne optages på, 200 kr., og for hvert af de efterfølgende fag 100 kr. Gebyret betales i forbindelse med optagelsen.

Stk. 3

En deltager, der har betalt gebyr for deltagelse på almen voksenuddanelse, fritages for gebyr ved deltagelse i eet enkeltfag i henhold til lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne. For deltagelse i enkeltfag i henhold til loven herudover betales et gebyr på 100 kr. pr. fag.

§ 5

Det gebyr, der er nævnt i § 4, opkræves også af studerende, som tilmelder sig eksamen uden at have fulgt undervisningen (selvstuderende).

Stk. 2

Gebyret betales ved tilmeldingen til eksamen.

§ 6

Bekendtgørelsen finder tilsvarende anvendelse for statslige skoler og kurser og skoler og kurser med 100 pct. statstilskud, idet Undervisnings- og Forskningsministeriet træder i amtsrådets sted.

Stk. 2

§§ 4-5 finder tilsvarende anvendelse på andre uddannelsesinstitutioner, som tilbyder undervisning og eksamen i henhold til lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne, medmindre der er betalt gebyr eller depositum i henhold til andre regler.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1991, § 5 dog den 1. august 1991. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 173 af 15. marts 1989 om gebyr ved prøveforberedende enkeltfagsundervisning til højere forberedelseseksamen og bekendtgørelse nr. 30 af 22. januar 1990 om elevers betaling for visse undervisningsmidler i gymnasiet, på studenterkursus og på 2-årige kursus til højere forberedelseseksamen.

pre_paragraph I henhold til § 17, stk. 3 og 4 i lov nr. 431 af 13. juni 1990 om gymnasiet m.v., § 29, stk. 3, 4 og 5 i lov nr. 433 af 13. juni 1990 om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne og § 3 i lov nr. 827 af den 21. december 1988 om depositum ved ungdomsuddannelser og videregående uddannelser og gebyr ved prøveforberedende enkeltfagsundervisning til højere forberedelseseksamen fastsættes:


Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 27. november 1990, den 27. november 1990

/Bertel Haarder Helge Thomsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1990
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1990
Bekendtgørelse om elevers/kursisters betaling for visse undervisningsmidler i gymnasiet, på studenterkursus og på kursus til højere forberedelseseksamen, samt om gebyr ved studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne og ved tilmelding til prøve som selvstuderende | TheLawyer.sh