Bekendtgørelse om afgift og tilskud til velfærdsarbejde for søfarende
BEK nr 898 af 27/12/1990
§ 1
Fra den 1. januar 1991 betales en afgift på 100 øre pr. dag for hver søfarende, der er forhyret på et dansk handelsskib, herunder skibsførere, og som er forsikret i Ulykkesforsikringsforbundet for dansk Søfart mod følger af ulykkestilfælde i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring. Afgiften påhviler den søfarende og rederen med halvdelen til hver.
Afgiften opkræves af Ulykkesforsikringsforbundet for dansk Søfart hos den pågældende reder på samme måde som opkrævningen af præmier til arbejdsskadeforsikringen. Rederen skal tilbageholde 50 øre pr. dag i den søfarendes hyre. Forbundet indbetaler afgiften til Handelsflådens Velfærdsråd.
Ulykkesforsikringsforbundet har udpantningsret for de beløb, der påhviler rederen og den søfarende.
§ 2
Afgiften beregnes for de samme perioder som forsikringen mod følger af arbejdsskader. Afgiften beregnes herefter normalt for hele den tid, i hvilken den pågældnede oppebærer hyre, således også for tiden fra forhyringen indtil tjenesten tiltrædes om bord. I tilfælde af afmønstring efter opsigelse beregnes afgiften dog kun indtil fratrædelsesdagen. Afgiften beregnes ligeledes for søfarende, der er beskæftiget på dagløn.
§ 3
Staten yder et tilskud til velfærdsarbejdet, der højst kan svare til den afgift, som samlet er pålagt rederen og den søfarende, jf. § 1, stk. 1. Statens tilskud fremgår af finansloven.
§ 4
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1991.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 806 af 16. december 1988 om afgift til velfærdsforanstaltninger for søfarende.
pre_paragraph I medfør af lov nr. 253 af 25. april 1990 og efter bemyndigelse i bekendtgørelse nr. 570 af 26. september 1988, som ændret ved bekendtgørelse nr. 897 af 27. december 1990, fastsættes:
Søfartsstyrelsen, den 27. december 1990, den 27. december 1990
/T. R. Funder E. Vestergaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990