Bekendtgørelse om dybfrosne levnedsmidler
BEK nr 906 af 21/12/1990
§ 1
Denne bekendtgørelse omfatter dybfrosne levnedsmidler, i det følgende benævnt »dybfrostvarer«.
Ved dybfrostvarer forstås levnedsmidler, der
- har undergået en særlig nedfrysningsproces, i det følgende benævnt »dybfrysning«, hvorved produktet gennemfryses så hurtigt som krævet for det pågældende produkt,
- efter dybfrysningen og temperaturudligning overalt og uafbrudt holder en temperatur på -18IC eller derunder, og
- markedsføres med benævnelsen »dybfrossen«.
Bekendtgørelsen omfatter ikke konsumis.
§ 2
Råvarer, som anvendes til fremstilling af dybfrostvarer, skal være af sund og sædvanlig handelskvalitet samt have den nødvendige friskhed.
Forbehandlingen af produkterne samt selve dybfrysningen skal foretages omgående ved hjælp af et egnet teknisk udstyr, således at de kemiske, biokemiske og mikrobiologiske ændringer begrænses til et minimum.
§ 3
Kun følgende frysemedier, jf. dog § 12, stk. 4, må komme i direkte berøring med dybfrostvarer:
- Atmosfærisk luft.
- Kvælstof.
- Kuldioxid.
§ 4
Temperaturen i dybfrostvarer skal være stabil og overalt i varen være -18 grader C eller derunder, jf. dog stk. 2-4.
Under transport er det dog tilladt med kortvarige temperaturstigninger på højst 3 grader C.
Under lokal distribution kan kravet i stk. 1 til varens temperatur endvidere fraviges under iagttagelse af god distributionspraksis, og såfremt disse afvigelser ikke overskrider 3 grader C.
I frysediske med henblik på salg til den endelige forbruger skal dybfrostvarer, bortset fra kortvarige afrimningsperioder og lignende, opbevares ved en temperatur på -18 grader C eller derunder.
§ 5
Dybfrostvarer bestemt til levering til den endelige forbruger skal på tilvirknings- eller pakkevirksomhed færdigpakkes i passende indpakning, der beskytter mod udefra kommende forureninger, herunder bakteriekontamination samt mod udtørring.
§ 6
Dybfrostvarer, som er bestemt til i uændret stand at blive leveret til den endelige forbruger samt til cateringsvirksomheder, restauranter, institutioner og lignende, er omfattet af lovgivningens bestemmelser om mærkning af færdigpakkede levnedsmidler.
Derudover skal de i stk. 1 nævnte varer suppleres med følgende oplysninger:
- Varebetegnelsen suppleret med oplysningen »dybfrossen«,
- »må ikke nedfryses igen efter optøning«,
- angivelse, der gør det muligt at identificere partiet i overensstemmelse med derom gældende regler, og
- datoen for mindste holdbarhed, der skal ledsages af det tidsrum, i hvilket varen kan opbevares af modtageren, og af angivelsen af opbevaringstemperatur eller krav til opbevaringsudstyr.
§ 7
Dybfrostvarer, der ikke er bestemt til levering til den endelige forbruger samt til cateringsvirksomheder, restauranter, institutioner og lignende skal mærkes med følgende oplysninger:
- varebetegnelsen, suppleret med oplysningen »dybfrossen«,
- nettoindhold udtrykt i masseenhed,
- angivelse, der gør det muligt at identificere partiet i overensstemmelse med derom gældende regler, og
- navn eller firmanavn og adresse på fabrikanten eller pakkevirksomheden eller en forhandler, der er etableret inden for Fællesskabet.
De i stk. 1 nævnte oplysninger skal anføres på emballagen, beholderen eller pakningen eller på en etiket fastgjort herpå.
§ 8
Oplysningerne i denne bekendtgørelse skal være:
- anført på dansk eller på andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk,
- let forståelige og let læselige,
- anført på et iøjnefaldende sted og være klart synlige og
- uudslettelige.
§ 9
Tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse føres af den myndighed, der i henhold til levnedsmiddellovgivningen iøvrigt fører tilsyn med den pågældende levnedsmiddelvirksomhed.
§ 10
Afgørelser truffet af tilsynsmyndigheden, jf. § 9, i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til den myndighed, som i henhold til levnedsmiddellovgivningen iøvrigt er klagemyndighed.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 11
Med bøde straffes den, der overtræder §§ 2-5, § 6, stk. 2, § 7 eller § 8.
For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar i henhold til § 63, stk. 4, i lov om levnedsmidler m.m., og § 3, stk. 2, i lov om administration af De Europæiske Fællesskabers retsakter om levnedsmidler m.m.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. januar 1991.
Samtidig ophæves:
- Bekendtgørelse nr. 414 af 21. august 1969 om dybfrosne levnedsmidler, og
- ordene »Dybfrosne frugter og grøntsager« i § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981 om mærkning af færdigpakkede levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger.
Indtil 31. december 1992 er det tilladt at anvende dichlordifluormethan (R 12) som frysemedium i henhold til de herom gældende regler.
pre_paragraph I medfør af §§ 18, 24, 25, 43, 44, og 63 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler, som ændret ved lov nr. 250 af 23. maj 1984, § 1, stk. 1 og 2, og § 3 i lov nr. 343 af 25. maj 1990 om administration af De Europæiske Fællesskabers retsakter om levnedsmidler m.m., og under hensyn til Rådets direktiv nr. 89/108/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om dybfrosne levnedsmidler samt efter forhandling med landbrugs- og fiskeriministeren fastsættes:
Sundhedsministeriet, den 21. december 1990, den 21. december 1990
/Ester Larsen J. Bartels Petersen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990