TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om indsendelse af prøver og andre oplysninger om Danmarks undergrund

BEK nr 13 af 07/01/1991

DanmarkBekendtgørelse1991

§ 1

Ved rettighedshaveren forstås i denne bekendtgørelse rettighedshaverne i henhold til § 3 eller §§ 5 og 13 i lov nr. 293 af 10. juni 1981 om anvendelse af Danmarks undergrund (Undergrundsloven) og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962, der er meddelt efter lov nr. 181 af 8. maj 1950 om efterforskning og indvinding af råstoffer i kongeriget Danmarks undergrund, jf. § 40 i Undergrundsloven.

§ 2

Rettighedshaveren skal efter reglerne i denne bekendtgørelse vederlagsfrit indsende prøver og andre oplysninger, der tilvejebringes under udøvelsen af virksomhed omfattet af Undergrundsloven.

Stk. 2

Forpligtelsen efter stk. 1 omfatter enhver virksomhed omfattet af Undergrundsloven, herunder såvel aktiviteter, der er pålagt af energimyndighederne, f.eks. som vilkår for en tilladelse, som eventuelle aktiviteter herudover.

Stk. 3

Oplysningerne efter stk. 1 og stk. 2 skal indsendes til Energistyrelsen og Danmarks Geologiske Undersøgelse, så snart de foreligger hos rettighedshaveren, medmindre andet særligt er fastsat i denne bekendtgørelse med bilag.

§ 3

Udover de i bekendtgørelsen nævnte indberetninger kan Energistyrelsen og Danmarks Geologiske Undersøgelse kræve andre væsentlige prøver og oplysninger indsendt. Forundersøgelser

§ 4

Rettighedshaveren skal indsende de i stk. 2 - 5 nævnte prøver og oplysninger.

Stk. 2

Ved geofysiske undersøgelser:

  1. Mens undersøgelserne foregår, indsendes med telex eller telefax oplysninger om udførte linier, antal km pr. linie og det totale antal km, der er udført i den forudgående uge.
  1. Oplysninger om seismiske målinger indsendes som angivet i bilaget, afsnit I A. Magnetbånd med seismiske data skal kun indsendes, såfremt Energistyrelsen eller Danmarks Geologiske Undersøgelse anmoder herom. Rettighedshaveren skal opbevare båndene i mindst 5 år, og tilbud om overtagelse af båndene skal herefter gives til Energistyrelsen og Danmarks Geologiske Undersøgelse, hvorefter eventuel destruktion eller afhændelse af båndene kan finde sted.
  1. Oplysninger om tyngdemålinger og magnetiske målinger indsendes som angivet i bilaget, afsnit I B.
Stk. 3

Ved boringer:

  1. Mens borearbejdet foregår, indsendes hver 8. dag rapporter som angivet i bilaget, afsnit II A.
  1. Ved udtagning af skylleprøver skal rettighedshaveren så vidt muligt under borearbejdet fra borevæsken på udløbssiden udtage skylleprøver af alle bjergartstyper fra alle geologiske formationer, som gennembores. Prøverne sendes til Danmarks Geologiske Undersøgelse.
  1. Ved udtagning af kerner indsendes prøver. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler for håndtering af og prøvetagning fra kerner.
  1. Når boringen er afsluttet, indsendes de i bilaget, afsnit II B, angivne prøver og oplysninger. Mængden af prøver og emballering aftales med Danmarks Geologiske Undersøgelse.
Stk. 4

Ved bund- og grundundersøgelser indsendes de i bilaget, afsnit III, angivne rapporter, kortmateriale, data og prøver. Omfang af prøver og disses emballage aftales med Danmarks Geologiske Undersøgelse. De udtagne prøver skal være forsynet med de nødvendige identifikationer, herunder lokalitetsangivelse.

Stk. 5

Ved geokemiske undersøgelser indsendes de i bilaget, afsnit IV, angivne rapporter, kortmateriale, data og prøver. Omfang af prøver og disses emballage aftales med Danmarks Geologiske Undersøgelse. De udtagne prøver skal være forsynet med de nødvendige identifikationer, herunder lokalitetsangivelse. Efterforskning og produktion

§ 5

Rettighedshaveren skal indsende de i stk. 2 - 4 nævnte prøver og oplysninger.

Stk. 2

Ved geofysiske undersøgelser indsendes de i § 4, stk. 2, de i bilaget, afsnit I, A og B, og de i bilaget, afsnit V, angivne oplysninger.

Stk. 3

Ved borestedsundersøgelser indsendes de i bilaget, afsnit VI, angivne rapporter, kortmateriale, data og prøver. Eventuelle magnetbånd med seismiske rådata og navigationsoplysninger skal kun indsendes, såfremt Energistyrelsen eller Danmarks Geologiske Undersøgelse anmoder herom. Rettighedshaveren skal opbevare magnetbåndene i mindst 5 år, og tilbud om overtagelse af magnetbåndene skal herefter gives til Energistyrelsen og Danmarks Geologiske Undersøgelse, hvorefter eventuel destruktion eller afhændelse af båndene kan finde sted. Omfang af prøver og disses emballage aftales med Danmarks Geologiske Undersøgelse. De udtagne prøver skal være forsynet med de nødvendige identifikationer, herunder lokalitetsangivelse.

Stk. 4

Ved efterforsknings- og produktionsboringer: Rettighedshaverens håndtering af og opbevaring af kerner

  1. Fra det tidspunkt da boreplatformen er placeret på borestedet, og indtil borestedet forlades, skal der daglig inden kl. 11.00 indsendes rapport over det foregående døgns operationer og resultater. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler for rapportens udformning.
  1. Oplysninger om overvågning af og undersøgelser i borehullet indsendes som angivet i bilaget, afsnit VII B.
  1. Ved udtagning af prøver (borespåner, borevæske, sidevægskerner, kerner og formationsvæskeprøver) indsendes prøver som angivet i bilaget, afsnit VII C. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler for håndtering af og prøvetagning fra kerner og i øvrigt for prøvemængder. De udtagne prøver skal være forsynet med en holdbar mærkning, der angiver boringens betegnelse og den dybde, hvorfra prøven stammer, således at prøven til enhver tid kan identificeres. Prøverne skal leveres i emballage, der tilgodeser sikker langtidsidentifikation og -opbevaring.
  1. Rapporter om undersøgelser af prøver fra borehullet indsendes som angivet i bilaget, afsnit VII D.
  1. Rapporter om rådata og bearbejdningsresultater vedrørende prøveproduktion indsendes som angivet i bilaget, afsnit VII E.
  1. Afsluttende rapportering indsendes senest 6 måneder efter boringens afslutning som angivet i bilaget, afsnit VII F.

§ 6

Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler for rettighedshaverens håndtering af og prøvetagning fra kerner. Kernematerialet, herunder sidevægskerner, deponeres senest et år efter boringens afslutning hos Danmarks Geologiske Undersøgelse. Energistyrelsen kan efter anmodning forlænge fristen for deponering og under ganske særlige omstændigheder dispensere fra kravet om deponering hos Danmarks Geologiske Undersøgelse, når deponering andetsteds i øvrigt kan foretages på fuldt betryggende måde. Dispensation

§ 7

Energistyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser. Straffebestemmelser m.v.

§ 8

Overtrædelse af §§ 2-6 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter § 38, stk. 1, nr. 2, i Undergrundsloven.

Stk. 2

Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 38, stk. 3, i Undergrundsloven pålægges selskabet som sådan bødeansvar.

§ 9

Efter § 30 i Undergrundsloven kan energiministeren tilbagekalde en tilladelse efter loven, såfremt de i loven eller de i medfør af loven fastsatte bestemmelser, vilkår eller påbud ikke overholdes og påbud om inden en nærmere fastsat frist at afhjælpe forholdet ikke er efterkommet. Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. januar 1991.

pre_paragraph I medfør af § 34, stk. 1, og § 38, stk. 2, i lov nr. 293 af 10. juni 1981 om anvendelse af Danmarks undergrund fastsættes: Almindelige regler


Energiministeriet, den 7. januar 1991, den 7. januar 1991

/Anne Birgitte Lundholt Carsten I. Pedersen/

Bilag

Prøver og andre oplysninger, der skal indsendes i henhold til bekendtgørelsens regler

Hvor intet andet er anført, skal de nedennævnte prøver og andre oplysninger indsendes til Energistyrelsen og Danmarks Geologiske Undersøgelse.

Forundersøgelser

I. Geofysiske undersøgelser

A. Seismiske målinger:

  1. En transparent og en foldet papirkopi af TVF stakkede og migrerede seismiske linier. En transparent og en foldet papirkopi af andre specielle processeringer, og evt. senere reprocesseringer. Alt leveres i vertikal og horisontal skala på 1 sec/10 cm, 1:25.000, samt andre relevante/tilgængelige skalaforhold.
  1. Skudpunktskort: Der leveres en transparent i skala 1:50.000 eller 1:25.000.
  1. Navigationsbånd i UKOOA format med præcis formatspecifikation og angivelse af centralmeridian sendes til Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU). Endelig liste over de seismiske sektioners skudpunktsintervaller.
  1. Magnetbånd med seismiske data såfremt Energistyrelsen eller DGU anmoder herom, jf. § 4, stk. 2, nr. 2, i bekendtgørelsen.

Pakkede bånd i SEG-Y format med »Migrated stack med TVF« sendes til DGU. Efter anmodning sendes yderligere »Raw Stack« og »Migrated Stack«. Hvis data findes skaleret til en seismisk arbejdsstation, som anvendes af DGU, afleveres denne udgave ligeledes. Foretages senere reprocesseringer sendes disse også på bånd som ovenfor specificeret.

Til DGU sendes bånd i Esso V2 format med »Stacking«/»Migration« hastigheder.

  1. Optagelsesrapport fremstillet af entreprenøren (Aqusition Report) indeholdende de for reprocessering nødvendige oplysninger sendes til DGU.
  1. Processeringsrapport sendes til DGU.
  1. Senere tolkningsrapporter.

B. Tyngdemålinger og magnetiske målinger:

  1. Transparent af frilufts- og Bouguer tyngdekort samt totalmagnetisk feltkort.
  1. Digitalbånd med målingerne sendes til DGU i MGD 77 format (US Department of Commerce, NOOA, sept. 77).

II. Boringer

A. Under borearbejdet rapporter indeholdende:

  1. Beskrivelse af de i rapporttidsrummet gennemborede geologiske lagserier med angivelse af dybde, litologi, farve, kornstørrelse samt porøsitet, herunder detaljerede resultater fra foreløbige kernebeskrivelser. Beskrivelsen ledsages, når muligt, af oplysninger om formodet geologisk alder.
  1. Hovedresultater fra de udførte logs.

B. Når boringen er afsluttet:

  1. Rapporter om overvågning af og undersøgelser i borehullet, herunder:

a) Geologisk rapport (incl. evt. kernerapporter) udarbejdet under boreoperationer (Well Site Geological Report).

b) Målinger i boringen. 1 transparent og 1 papirkopi af hver trykt målestok fra hver logkørsel. Hvor rådata er optaget på magnetbånd sendes disse til DGU i et for DGU umiddelbart læseligt og veldokumenteret standardformat (normalt Schlumberger L.I.S. format) med tilhørende indholdsfortegnelse. Redigerede magnetbånd sendes til DGU i format som svarer til ovenstående. De redigerede bånd ledsages af verifikationsliste samt en udtegnet kopi af båndet.

c) Sammenstillede, processerede og tolkede logs med parameterangivelser sammen med processeringsrapport og begrundelse for parametervalg.

  1. Prøver (skylleprøver, kerner og væskeprøver), jf. § 4, stk. 3, nr. 2 og nr. 3, i bekendtgørelsen, sendes til DGU.
  1. Rapporter om udførte undersøgelser af prøver fra borehullet, herunder:

a) Litologiske, stratigrafiske og palæontologiske rapporter

b) Kernebeskrivelser

c) Kerneanalyser og -målinger

d) Analyse af formationsvand

e) Moderbjergartsanalyser

f) Borevæskespecifikation.

  1. Afsluttende teknisk/geologisk rapportering sendes senest 6 måneder efter boringens afslutning, herunder oversigt over:

a) Boringens hoveddata

b) Sammenfatning af borearbejdets forløb

c) Sammenfatning af geologiske informationer

d) Oversigt over anvendte foringsrør og resultater af cementering.

C. Udtagning og opbevaring af prøver:

Skylleprøver og kerner, jf. § 4, stk. 3, nr. 2, og nr. 3, i bekendtgørelsen.

III. Bund- og grundundersøgelser

A. Rapporter:

Resultater fra undersøgelserne indeholdende oplysninger om nøjagtig lokalisering, benyttede analysemetoder, resultater og tolkninger.

B. Kort, data og prøver:

  1. Kortmateriale i en normal anvendt skala.
  1. Data sendes til DGU. Såfremt de fremsendes i magnetbånd, skal de være i et for DGU umiddelbart læsbart og veldokumenteret format samt ledsages af papirkopi.
  1. Ved prøveudtagning sendes et sæt til DGU, jf. i øvrigt § 4, stk. 4, i bekendtgørelsen.

IV. Geokemiske undersøgelser

A. Rapporter:

Resultater fra geokemiske undersøgelser indeholdende oplysninger om nøjagtig lokalisering, benyttede analysemetoder og -normer, herunder anvendte referencestandarder. Desuden en systematisk gengivelse af resultaterne med oplysninger om alle undersøgte stoffer, specielt lette og tunge kulbrinter.

B. Kort, data og prøver:

  1. Kortmateriale i en normal anvendt skala.
  1. Data sendes til DGU. Såfremt de sendes i magnetbånd, skal de være i et for DGU umiddelbart læsbart og veldokumenteret format samt ledsages af papirkopi.
  1. Ved prøveudtagning sendes et sæt til DGU, jf. i øvrigt § 4, stk. 5, i bekendtgørelsen.

Efterforskning og produktion

V. Geofysiske undersøgelser

De i § 4, stk. 2, og de under afsnit I, A og B angivne oplysninger, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen. Ved 3D undersøgelse sendes kort over 3D datanettet.

VI. Borestedsundersøgelse

A. Rapporter:

Rapporter med data fra undersøgelserne samt udførte tolkninger og vurderinger.

B. Seismiske målinger:

  1. En foldet papirkopi af alle seismiske linier (samt fra eventuelle andre typer undersøgelser) fremsendes til DGU, ledsaget af skudpunktskort/navigationskort.
  1. Eventuelle magnetbånd med seismiske rådata og navigationsoplysninger såfremt Energistyrelsen eller DGU anmoder herom, jf. § 5, stk. 3, i bekendtgørelsen.
  1. Ved prøveudtagning sendes et sæt til DGU, jf. i øvrigt § 5, stk. 3, i bekendtgørelsen.

VII. Boringer

A. Daglige oplysninger under borearbejdet:

Rapporter, jf. § 5, stk. 4, nr. 1, i bekendtgørelsen.

B. Oplysninger om overvågning af og undersøgelser i borehullet:

  1. Borevæske, tryk- og temperaturlogs sendes løbende.
  1. Geologisk rapport (inkl. evt. kernerapporter) udarbejdet under boreoperation sendes løbende.
  1. Borevæske rapport sendes efter afslutning af borearbejdet til DGU.
  1. Målinger i boringen. 1 transparent og 1 papirkopi af hver trykt målestok fra hver logkørsel. Hvor rådata er optaget på magnetbånd skal disse sendes til DGU i et for DGU umiddelbart læsbart og veldokumenteret standardformat (normalt Schlumberger L.I.S. format).

Redigerede magnetbånd skal sendes til DGU i format, som svarer til ovenstående. De redigerede bånd skal ledsages af verifikationsliste samt en udtegnet kopi af båndet.

  1. Retningsmåling. Rapport herover sendes snarest efter udarbejdelsen.
  1. Sammenstillede, processerede og tolkede logs med parameterangivelser skal sammen med processeringsrapport og begrundelse for parametervalg sendes umiddelbart efter fremstillingen.
  1. Vertikal seismisk profil. Der afleveres et sæt standard processeringer. Data på magnetbånd sendes til DGU.

C. Ved udtagning af prøver:

Følgende geologiske prøvetyper sendes til DGU, jf. i øvrigt § 5, stk. 4, nr. 3:

  1. Borespåner. Et sæt vaskede og tørrede prøver samt et sæt våde prøver. Disse udtages med samme intervaller som prøver til rettighedshaverens eget brug.
  1. Borevæske. Prøve fra indløbssiden af borevæsken efter kvalitativ additivændring og forud for prøveproduktion dog mindst for hver 300 m boret dybde.
  1. Sidevægskerner. Resterende materiale deponeres hos DGU senest et år efter boringens afslutning.
  1. Kerner, jf. § 5, stk. 4, nr. 3. Desuden finder reglen i § 4, stk. 3, nr. 2, anvendelse.
  1. Formationsvæskeprøver. Fra hvert prøveproduceret interval udtages så vidt muligt prøver af alle producerede væsker.

D. Rapporter om undersøgelser af prøver fra borehullet:

  1. Rapport om evt. stratigrafiske, sedimentologiske og palæontologiske undersøgelser.
  1. Kernebeskrivelser samt oversigtsfarvefotografier for samtlige kerner.
  1. Resultater fra målinger og analyser på kernemateriale.
  1. Kvalitativ og kvantitativ vandanalyse (såfremt formationsvand er produceret).
  1. Rapport vedrørende tryk-, volumen- og temperaturrelationer for eventuelle producerede kulbrinter (PVT rapport).
  1. Rapporter om eventuelle moderbjergartsanalyser.

E. Rapporter om rådata og bearbejdningsresultater vedrørende prøveproduktion:

  1. Rapporter vedrørende rådata, der indeholder tryk- og temperaturforløb såvel i boringen som ved overfladen samt separatorbetingelser, blændestørrelse, operationsforløb, produktionsrater og kumulativ produktion.
  1. For alle udførte prøveproduktioner sendes senest 6 måneder efter boringens afslutning en sammenfattende, konkluderende rapport herunder:

a) En redegørelse for de enkelte prøveproduktioners forløb. Herunder perforeringsmønster og -interval, beskrivelse af eventuelle stimuleringer og oprensning af boringen.

b) En oversigt over målte data, der benyttes ved analyse af prøveproduktion.

c) En oversigt over parametre, som benyttes ved analyse af prøveproduktion, men som ikke er fremkommet ved direkte målinger, samt dokumenteret begrundelse for valget heraf.

d) En oversigt over beregnede værdier fra prøveproduktionen, herunder bl.a. permeabilitet, ekstrapoleret tryk, påvirkningsradius og virkningsgrad.

e) Alle typekurver og plots, som er benyttet ved analyse af prøveproduktioner med angivelse af matchpunkt.

f) En detaljeret vurdering og konklusion med hensyn til de opnåede resultater og baggrunden for tolkninger heraf.

F. Afsluttende rapportering:

Sammenfattende, teknisk/geologisk rapport, jf. i øvrigt § 5, stk. 4, nr. 6, herunder:

  1. Oversigt over boringens hoveddata, navn, lokalitet i geografiske og UTM koordinater, borerig, vanddybde/kote, referenceniveau, operatør, entreprenør, tidspunkter for arbejdets udførelse, totalt tidsforbrug og slutdybde med angivelse af geologisk alder.
  1. Sammenfatning af borearbejdets forløb med angivelse af evt. tekniske problemer og vurdering heraf.
  1. Sammenfatning af geologiske informationer opnået under borearbejdet.
  1. Oversigt over anvendte foringsrør og resultater af cementering.
  1. Detaljeret beskrivelse inklusiv oversigtstegning af boringens status ved afslutning af arbejdet.
  1. En sammensat log over målingerne for boringen med indtegning af bl.a. kerne- og testintervaller, foringsrør og deres cementering, plugs, litologi samt udvalgte logs.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1991
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1991
Bekendtgørelse om indsendelse af prøver og andre oplysninger om Danmarks undergrund | TheLawyer.sh