Bekendtgørelse om ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd mfl. i folkeskolen (* 1)(*
BEK nr 2 af 03/01/1991
§ 1
Kommunalbestyrelsen ansætter efter indstilling fra skolebestyrelsen tjenestemænd ved kommunens skolevæsen, jf. folkeskolelovens § 39 a, stk. 2, nr. 2. Se i øvrigt kapitel 13.
Amtsrådet ansætter efter indstilling fra skolebestyrelsen tjenestemænd ved amtskommunens skole- og undervisningsvæsen, jf. folkeskolelovens § 39 h, stk. 2. Se i øvrigt kapitel 13.
Ansættelsesformer
Ansættelsesformer
§ 2
Ansættelse i en tjenestemandsstilling ved kommunens eller amtskommunens skole- og undervisningsvæsen sker som 1) varig ansættelse, 2) ansættelse på prøve med senere varig ansættelse for øje eller 3) ansættelse på åremål, jf. tjenestemandslovens § 2. Med hensyn til åremålsansættelse henvises til Undervisnings og Forskningsministeriets cirkulære om åremålsansættelse af skolekonsulenter i folkeskolen.
Formelle ansættelsesbetingelser
Formelle ansættelsesbetingelser
§ 3
Ansættelse som tjenestemand forudsætter, at vedkommende har dansk indfødsret og efter sin alder, helbredstilstand og uddannelse er i stand til at varetage tjenesten i stillingen, jf. tjenestemandslovens § 4. Med hensyn til helbredsbedømmelse henvises til kapitel 14. Uddannelseskravene til lærere mfl. i folkeskolen er fastsat i folkeskolelovens §§ 27, 28 og 29.
Det er endvidere en forudsætning, at ansøgeren opfylder betingelserne efter tjenestemandslovens § 10, jf. Undervisnings og Forskningsministeriets cirkulære herom.
Normeringskontrol
Normeringskontrol
§ 4
Før en stilling opslås ledig, skal den ansættende myndighed sikre sig, at det fornødne normeringsgrundlag foreligger, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulærer henholdsvis om normering af tjenestemandsstillinger mfl. i folkeskolen, om ledere og lærere ved den vidtgående specialundervisning i folkeskolen samt om leder- og lærerstillinger ved folkeskolens observationsskoler og heldagsskoler.
Er det fastsat, at en stilling ved ledighed skal klassificeres lavere, opslås stillingen med den lavere klassificering.
Opslag af stillinger
Opslag af stillinger
§ 5
Ansættelse som tjenestemand sker, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. l, efter offentligt opslag, jf. dog kapitel 6 og 7. Ledige tjenestemandsstillinger skal opslås.
Offentligt opslag skal således - medmindre andet er bestemt nedenfor - finde sted forud for enhver tjenestemandsansættelse, uanset om ansættelsen skal ske i form af ansættelse på prøve, som varig ansættelse eller ansættelse på åremål.
Offentligt opslag sker ved anvendelse af sådan form for avertering, som findes bedst egnet til at bringe opslaget til offentlig kundskab. Alt efter stillingens art og tjenestestedets beliggenhed kan avertering ske gennem Statstidende, dagspressen eller fagblade eller på anden måde, som findes formålstjenlig.
Opslag foretages af den ansættende myndighed, jf. § 1.
Undladelse af opslag
Undladelse af opslag
§ 6
Opslag undlades i følgende tilfælde:
- Ved varig ansættelse efter forudgående ansættelse på prøve i stillingen.
- Når en stilling besættes med en tjenestemand, som i medfør af tjenestemandslovens § 12, jf. § 32, eller § 59 i lønnings- og pensionsloven af 1958, får anvist eller tilbudt en anden stilling, eller en stilling besættes ved genansættelse af en pensioneret tjenestemand, der ifølge tjenestemandspensionslovens § 9, stk. l, har pligt til at lade sig genansætte.
- Ved regelbunden oprykning til højere lønramme, som finder sted efter anciennitet og under forudsætning af tilfredsstillende tjenstlige forhold, under ansættelse i en stilling, hvis lønforløb ifølge lov eller anden godkendt ordning går gennem flere lønrammer. Endvidere ved oprykning efter stedfunden omklassificering af en individualiseret tjenestemandsstilling samt forlænget åremålsansættelse i medfør af § 3, 2. punktum, i lov nr. 264 af 22. maj 1986 om åremålsansættelse af tjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende vilkår.
§ 7
Undervisnings- og Forskningsministeriet kan i særlige tilfælde tillade, at en stilling besættes uden opslag.
Internt opslag
Internt opslag
§ 8
Foretages inden for en stillingsgruppe omklassificering af en eller flere stillinger, der er besat, sker ansættelse i den omklassificerede stilling efter internt opslag.
Internt opslag sker ved, at opslaget bringes til kundskab for alle, der kan komme i betragtning ved besættelse af stillingen.
Opslagets indhold
Opslagets indhold
§ 9
I opslaget angives stillingens betegnelse, fx »lærer/overlærer« eller »skoleinspektør«. Samme stillingsbetegnelse skal anføres i tjenestemandens ansættelsesbrev.
I opslaget anføres tillige ansættelsesområdet, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulære om ansættelsesområder for folkeskolens tjenestemænd. Opslaget skal endvidere angive den for tiden for stillingen gældende lønramme (evt. lønforløb) og det for tiden gældende tjenestested. Er der til stillingen knyttet særligt tillæg, anføres størrelsen.
Ønskes en af de i Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulære om åremålsansættelse af skolekonsulenter i folkeskolen nævnte stillinger besat på åremål, anføres dette i opslaget. Det skal i opslaget tillige anføres, at størrelsen af særligt løntillæg og indholdet af særlige pensionsmæssige vilkår vil blive fastsat ved aftale i henhold til åremålslovgivningen og under hensyntagen til, om den udpegede ansøger allerede er tjenestemand i folkeskolen. Opslag af åremålsstillinger kan foretages alternativt med henblik på, at stillingen kan besættes varigt eller på åremål afhængigt af, hvilken ansøger der udpeges.
Er der til en skolelederstilling knyttet tjenestebolig, jf. tjenestemandslovens § 38, skal dette anføres.
Ansøgningsfrist mv.
Ansøgningsfrist mv.
§ 10
Opslaget skal angive en frist (dvs. dato og klokkeslæt), inden hvis udløb ansøgninger om stillingen skal være modtaget af vedkommende myndighed, jf. stk. 2. Ansøgningsfristen skal normalt være 4 uger, men kan i særlige tilfælde forkortes. Fristen må dog ikke være kortere end 14 dage, medmindre betingelserne for internt opslag er til stede, jf. § 8.
Opslaget skal angive, til hvilken myndighed ansøgningen skal stiles og indsendes.
Skriftlig bedømmelse af tjenestemænd
Skriftlig bedømmelse af tjenestemænd
§ 11
Sender en tjenestemand i folkeskolen ansøgning om en anden stilling frem ad sædvanlig tjenstlig vej, skal tjenestemandens nærmeste overordnede chef afgive en skriftlig bedømmelse af tjenestemanden og derefter sende ansøgningen tillige med bedømmelsen direkte til den myndighed, til hvilken ansøgningen skal indsendes. Vedkommende chef skal samtidig udlevere en afskrift af bedømmelsen til tjenestemanden.
For ansøgere, der er ansat som tjenestemænd i staten, folkeskolen eller folkekirken, og for hvem der ikke foreligger en skriftlig bedømmelse som anført i stk. l, bør en sådan normalt indhentes hos tjenestemandens nærmeste overordnede chef, som samtidig udleverer en afskrift af bedømmelsen til tjenestemanden.
Fortegnelse over ansøgerne
Fortegnelse over ansøgerne
§ 12
Når ansøgningsfristen er udløbet, udarbejder ansættelsesmyndigheden en fortegnelse over alle ansøgere med angivelse af, hvilke af disse der ikke opfylder betingelserne for at kunne ansættes i stillingen, jf. § 3.
Når ansøgningsfristen er udløbet, udleveres der på begæring af ansøgere og organisationer, hvis medlemmer er naturlige ansøgere til stillingen, en liste med oplysning om navnene på alle ansøgere og eventuelt tillige andre personlige data, der er nødvendige for at identificere de enkelte ansøgere, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. 3.
Er der senest inden ansøgningsfristens udløb modtaget skriftlig anmodning fra en ansøger om, at de oplysninger, der skal udleveres i henhold til stk. 2, ikke gengives offentligt, skal oplysning herom påføres ansøgerlisten ved udleveringen, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. 4.
Hvis der er fremsat anmodning som nævnt i stk. 3, må offentlig gengivelse af ansøgerlisten eller dele deraf ikke finde sted, og overtrædelse heraf straffes med bøde, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. 5.
Skal stillingen besættes efter indstilling, sendes fortegnelsen bilagt ansøgningerne samt de i kapitel 10 nævnte erklæringer til den indstillende myndighed, jf. kapitel 13.
Fornyet opslag
Fornyet opslag
§ 13
Kun rettidigt indkomne ansøgninger, jf. § 10, stk. l, 1. pkt., kan indgå ved bedømmelsen af, hvem stillingen bør besættes med.
Skønner ansættelsesmyndigheden, at ingen af de ansøgere, der rettidigt har meldt sig til en opslået stilling, er tilstrækkeligt egnede til stillingen, eller at der ved fornyet opslag kan fremskaffes ansøgning fra mere kvalificerede ansøgere, skal stillingen opslås på ny, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. 7. Ønsker ansættelsesmyndigheden, at ansøgninger, der er modtaget for sent, skal kunne tages i betragtning, må stillingen ligeledes opslås på ny.
Indstilling om ansættelse mv.
Indstilling om ansættelse mv.
§ 14
Ansættelse i stillinger ved en kommunes skolevæsen med tjeneste ved en bestemt skole sker efter indstilling fra vedkommende skolebestyrelse.
Ansøgninger til stillinger med tjeneste ved en kommunal fast øvelsesskole skal vedkommende seminarierektor have lejlighed til at udtale sig om, jf. læreruddannelseslovens § 19, stk. l, inden skolebestyrelsen foretager indstilling.
Ansættelse i stillinger ved en amtskommunes skole- og undervisningsvæsen med tjeneste ved en bestemt skole sker efter indstilling fra vedkommende skolebestyrelse.
§ 15
Hvis der er flere ansøgere til en stilling, bør indstillingen fra skolebestyrelsen normalt omfatte mindst 2 ansøgere, opstillet i enten alfabetisk eller prioriteret orden.
§ 16
Indstillingen sendes sammen med fortegnelsen over ansøgerne og ansøgningerne tilbage til den ansættende myndighed. Ansættelsesmyndigheden er ikke bundet af skolebestyrelsens indstilling.
§ 17
Trækker en af de indstillede ansøgere ansøgningen tilbage, før ansættelsesbrev er udfærdiget, kan ansættelsesmyndigheden forlange ny indstilling eller eventuelt foretage fornyet opslag af stillingen.
§ 18
Ønsker ansættelsesmyndigheden at ansætte en ansøger, der ikke opfylder uddannelseskravene i folkeskoleloven, jf. § 3, stk. l, men som med Undervisnings- og Forskningsministeriets tilladelse vil kunne ansættes i stillingen, sendes sagen til ministeriet. Hvis ministeriet ikke godkender, at den pågældende ansættes i stillingen, følges reglerne i § 17.
Helbredsattest mv.
Helbredsattest mv.
§ 19
Forud for enhver førstegangsansættelse eller genansættelse i en tjenestemandsstilling skal der foretages en bedømmelse af den pågældendes helbredstilstand bortset fra tilfælde, hvor den pågældende overgår direkte fra en anden stilling, der er forbundet med tjenestemandspensionsret, og hvor der ved ansættelsen er sket helbredsbedømmelse. Bedømmelsen foretages af Nævnet for Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager på grundlag af en helbredserklæring/helbredsattest.
Fastsættes der særlige vilkår for tjenestemandens pensionsret, jf. tjenestemandspensionslovens § 7, stk. 2, foretages notering herom på tjenestemandens sygedagsliste.
Ansættelsesbrev
Ansættelsesbrev
§ 20
Før ansættelsesmyndigheden udfærdiger ansættelsesbrev, skal for den udpegede ansøger foreligge:
- Dokumentation for fornøden uddannelse.
- Personnummer- eller sygesikringsbevis.
- Oplysning om helbredsvilkår, jf. § 19.
- Andre fornødne oplysninger, jf. § 3.
Er den, der ansættes, allerede tjenestemand i staten, folkeskolen eller folkekirken, skal der foreligge ansættelsesbrev for denne tjenestemandsansættelse, og oplysning om ansættelsesvilkår indhentes fra den hidtidige ansættelsesmyndighed.
§ 21
I ansættelsesbrevet angives stillingsbetegnelse og ansættelsesområde, jf. § 9, stk. 1 og 2, ansættelsesform (ansættelse på prøve, varig ansættelse eller ansættelse på åremål), jf. § 2, samt tidspunkt for ansættelsen (den 1. i en måned). Ansættelsesbrevet forsynes med dato for underskrivelsen.
Ansættelsesbrev udfærdiges, så snart den i § 20 anførte dokumentation mv. foreligger.
§ 22
Samtidig med fremsendelsen af ansættelsesbrevet meddeles det i en følgeskrivelse tjenestemanden, efter hvilken lønramme, evt. lønforløb, og med hvilken lønanciennitet den pågældende for tiden aflønnes, og ved hvilken skole den pågældende indtil videre skal gøre tjeneste, eller hvilket arbejdsområde den pågældende indtil videre skal varetage.
Ved ansættelse i en primærkommune gives meddelelse om ansættelsen til amtskommunen af hensyn til beregningen af den pågældendes pensionsalder.
§ 23
Er den, der ansættes, allerede tjenestemand i folkeskolen, staten eller folkekirken, sendes meddelelse om ansættelsen til den myndighed, under hvilken den pågældende er ansat. Samtidig rekvireres en kopi af sygedagslisten.
Meddelelse om ansættelsen bør gives senest en måned før ansættelsestidspunktet. Kan dette ikke overholdes, bør ansættelsen udsættes, medmindre særlig aftale kan træffes mellem de pågældende myndigheder.
Oprykning inden for samme stilling
Oprykning inden for samme stilling
§ 24
Når en lærer i 2 år har oppebåret løn i lønramme 21, og ansættelsesmyndigheden har taget stilling til vedkommendes oprykning til lønramme 23 med stillingsbetegnelsen overlærer, jf. § l, stk. 2 og 5, i Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulære om klassificering af tjenestemandsstillinger i folkeskolen, udfærdiges der ikke nyt ansættelsesbrev.
Tilsvarende gælder ved en lærers oprykning fra lønramme 18 til lønramme 26 med stillingsbetegnelsen overlærer, samt ved en småbørnslærerindes oprykning fra lønramme 13 til lønramme 17 og ved en børnehaveklasseleders oprykning fra lønramme 11 til lønramme 16, jf. § l, stk. 2, i ovennævnte cirkulære.
Ansættelsesmyndigheden underretter skriftligt den pågældende om, at vedkommende fra det tidspunkt, anciennitetsbetingelsen er opfyldt, er oprykket. Ved en lærers oprykning til lønramme 23 (26) meddeles tillige, at vedkommende fra samme tidspunkt benævnes overlærer.
§ 25
Ved en lærers overgang fra ansættelsei lønforløbet 13/21/23/24 til lønforløbet 18/26/28 eller ved en skoleleders oprykning til en højere lønramme uden ændring i ansættelsesområde udfærdiges der ikke nyt ansættelsesbrev, men tjenestemanden underrettes skriftligt om, hvilken lønramme, evt. lønforløb, vedkommende fremtidig vil blive lønnet efter, om eventuelt nyt tjenestested, samt ved en skoleleders oprykning om eventuel ny stillingsbetegnelse.
For tjenestemænd, der overflyttes efter § 2, stk. 3, i aftale af 15. august 1975 om ansættelsesområder for tjenestemænd, udfærdiges der ikke nyt ansættelsesbrev, men det skal af en skrivelse til tjenestemanden fremgå, i hvilken kommune og ved hvilket tjenestested den pågældende fremtidig gør tjeneste, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulære om ansættelsesområder for folkeskolens tjenestemænd.
Afsked
Afsked
§ 26
Afsked efter ansøgning foretages af ansættelsesmyndigheden. Uansøgt afsked foretages af Undervisnings- og Forskningsministeriet, bortset fra uansøgt afsked på grund af svagelighed eller ved opnået 70 års alder, der foretages af ansættelsesmyndigheden, jf. folkeskolelovens § 39 a, stk. 5, og § 39 h, stk. 2.
Tjenestemænd på prøve afskediges ligeledes af den ansættende myndighed, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse om ansættelse som tjenestemand på prøve i folkeskolen med senere varig ansættelse for øje.
§ 27
Tjenestemænd afskediges fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år, jf. tjenestemandslovens § 29. Det påhviler ansættelsesmyndigheden at give den pågældende meddelelse om afskedigelsen mindst 3 måneder forud for dette tidspunkt, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulæreskrivelse om afsked af tjenestemænd på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed eller alder. Undladelse af at overholde fristen medfører ikke, at tidspunktet for afskedigelsen udskydes.
§ 28
Tjenestemænd kan med 3 måneders varsel forlange sig afskediget til udgangen af en måned, jf. tjenestemandslovens § 27.
§ 29
En tjenestemand, der søger afsked på grund af alder, efter at vedkommende er fyldt 60 år, skal indgive ansøgning om afsked med mindst 3 måneders varsel.
§ 30
Hvis der i forbindelse med afsked af en tjenestemand opstår spørgsmål om ydelse af ventepenge eller rådighedsløn, forelægges sagen for Undervisnings- og Forskningsministeriet med oplysning om den pågældendes data (adresse, ansættelsesbrev med følgeskrivelse mv.) og pensionsretlige stilling samt en redegørelse for sagen i øvrigt.
Særlige regler vedrørende timelærere, faste vikarer,
Særlige regler vedrørende timelærere, faste vikarer,
§ 31
Ansættelse af timelærere, faste vikarer, vakancevikarer, årsvikarer (faglærere) samt månedslønnede og timelønnede vikarer ved kommunens skolevæsen, hhv. amtskommunens skole- og undervisningsvæsen, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulære om timelærere, vakancevikarer og vikarer i folkeskolen og cirkulære om timelærere og vikarer ved den vidtgående specialundervisning i folkeskolen, foretages af ansættelsesmyndigheden.
Ledige stillinger som timelærer, fast vikar og vakancevikar besættes efter offentligt opslag efter reglerne i kapitel 5.
Ansættelse af en timelærer eller en vakancevikar sker efter indstilling fra vedkommende skolebestyrelse efter reglerne i kapitel 13.
Før ansættelse af en timelærer, en fast vikar (med læreruddannelse) eller en vakancevikar finder sted, skal der foreligge bevis for den i medfør af folkeskolelovens § 27, stk. l, eller § 28 krævede uddannelse samt for, at den pågældende er helbredsbedømt.
§ 32
Der kan som timelærere endvidere ansættes personer med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag, jf. folkeskolelovens § 27, stk. 2.
Ansættelse som timelærer efter stk. 1 kræver mindst 2 års forudgående ansættelse i folkeskolen som årsvikar (faglærer).
Undervisnings- og Forskningsministeriet kan i særlige tilfælde tillade, at ansættelse sker, uden at kravet efter stk. 2 er opfyldt.
§ 33
Ansættelse af timelærere mfl., jf. § 31, stk. l, og § 32, sker ved en skrivelse, hvori også anføres, ved hvilke(n) skole(r) den pågældende indtil videre skal gøre tjeneste. For månedslønnede vikarer anføres tillige den periode, vikariatet forventes at ville strække sig over.
Ansættelsesmyndigheden meddeler vedkommende timelærer, faste vikar, vakancevikar eller årsvikar, hvilken lønanciennitet der er fastsat for den pågældende.
Ved ansættelse i en primærkommune af en timelærer, en fast vikar (med læreruddannelse) eller en vakancevikar gives meddelelse om ansættelsen til amtskommunen af hensyn til beregningen af den pågældendes pensionsalder.
§ 34
Afskedigelse af timelærere mfl., jf. § 31, stk. l, og § 32, foretages af ansættelsesmyndigheden. Timelærere mfl. afskediges fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år. Afskedigelse i øvrigt sker efter reglerne i de i § 31, stk. 1, nævnte regelsæt.
Ikrafttræden mv.
Ikrafttræden mv.
§ 35
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1991.
Undervisnings- og Forskningsministeriets cirkulære af 24. november 1977 om ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd m. fl. ved kommunernes og amtskommunernes skole- og undervisningsvæsen, som ændret ved cirkulære af 8. marts 1978 og cirkulære af 16. juni 1981, ophæves.
Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 3. januar 1991, den 3. januar 1991
/Sten Grambye Jens Kroman/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1991
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1991