TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder

BEK nr 243 af 18/04/1991

DanmarkBekendtgørelse1991

§ 1

Amtsrådet kan yde tilskud til ejere og forpagtere af jordbrugsbedrifter eller dele af jordbrugsbedrifter, der er beliggende i miljøfølsomme områder. Ejere og forpagtere skal inden for rammerne af de i § 7 nævnte programmer forpligte sig til i en periode på 5 år at indføre eller opretholde produktionsmetoder i jordbruget, der er forenelige med kravet om beskyttelse af miljøet og naturressourcerne eller kravet om bevaring af naturen og landskabet.

Stk. 2

Stat, kommuner, kirker samt præsteembeder kan ikke modtage tilskud efter denne bekendtgørelse.

§ 2

Ved en jordbrugsbedrift forstås i denne bekendtgørelse en bedrift, der lovligt drives som en driftsenhed, og som anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, frugtavl, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed.

§ 3

Ved miljøfølsomme områder forstås områder, der er udpeget af amtsrådet efter reglerne i kapitel 2 og fastlagt af miljøministeren i et landsplandirektiv i henhold til § 4 i lov om lands- og regionplanlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 921 af 22. december 1989.

Udpegning af miljøfølsomme områder

Udpegning af miljøfølsomme områder

§ 4

Amtsrådet kan udpege miljøfølsomme områder, der omfatter indtil 4 procent af amtskommunens samlede landbrugsareal.

Stk. 2

Amtsrådet kan endvidere udpege supplerende miljøfølsomme områder. Disse områder vil kunne fastlægges i landsplandirektivet, jf. § 3, i det omfang, der i områdeudpegningen på landsbasis er grundlag herfor.

Stk. 3

Amtsrådets udpegning af miljøfølsomme områder skal ske efter forhandling med kommunalbestyrelsen.

§ 5

Miljøfølsomme områder skal med udgangspunkt i planlægningen for det åbne land, herunder frednings-, recipientkvalitets- og vandindvindingsplanlægningen, fortrinsvis udpeges inden for følgende områder:

  1. Strandenge, overdrev og ferske enge.
  1. Vandløbs- og sønære arealer, som er oplande til særligt følsomme recipienter.
  1. EF-fuglebeskyttelsesområder og andre fredningsmæssigt højt prioriterede områder.
  1. Arealer over særligt sårbare grundvandsressourcer.
  1. Andre områder, der er særligt følsomme over for intensiv landbrugsdrift.

§ 6

Amtsrådets forslag til miljøfølsomme områder skal indeholde:

  1. et oversigtskort over hele amtskommunen med angivelse af områdernes beliggenhed i målestoksforhold 1:100.000 eller 1:200.000,
  1. detailkort for hvert område med tydelig afgrænsning af området i målestoksforhold 1:25.000,
  1. programmer for de miljøfølsomme områder, jf. § 7,
  1. angivelse af den del af landbrugsarealet, som de udpegede områder efter § 4, stk. 1, udgør, og
  1. identifikation af eventuelle supplerende miljøfølsomme områder og angivelse af deres indbyrdes prioritering, jf. § 4, stk. 2.

§ 7

Amtsrådet skal for de miljøfølsomme områder efter forhandling med kommunalbestyrelsen udarbejde programmer, der angiver:

  1. navn og nummer for de af programmerne omfattede områder,
  1. områdetype,
  1. størrelsen af landbrugsarealet i de udpegede områder,
  1. områdernes miljøfølsomhed, herunder generelle status og bindinger i foreliggende planlægning m.v.,
  1. de formål, der ønskes fremmet,
  1. de ønskede produktionsmetoder, og
  1. det årlige tilskuds størrelse pr. hektar, jf. § 11, stk. 1.

§ 8

Amtsrådet indsender inden den 1. oktober 1989 forslag til miljøfølsomme områder med tilhørende programmer til Jordbrugsdirektoratet.

Stk. 2

Efter fastlæggelse i et landsplandirektiv af et miljøfølsomt område, jf. § 3, og Jordbrugsdirektoratets godkendelse af det tilhørende program kan der indgås tilskudsaftaler inden for rammerne af programmet.

Tilskudsaftaler og betingelser for tilskud

Tilskudsaftaler og betingelser for tilskud

§ 9

Tilskud efter § 1 ydes på grundlag af en tilskudsaftale indgået mellem amtsrådet og den enkelte jordbruger.

Stk. 2

Tilskudsaftalen skal angive:

  1. det miljøfølsomme områdes navn og nummer,
  1. tilskudsmodtagerens navn, adresse og CPR-nummer,
  1. bedriftens areal, udnyttede landbrugsareal, hovedproduktion og arbejdsforbrug,
  1. aftalens ikrafttrædelsesdato,
  1. arealet omfattet af tilskudsaftalen,
  1. de forpligtelser, der påhviler tilskudsmodtageren, herunder adgangen til kontrolbesøg uden retskendelse i medfør af lovens § 27,
  1. det årlige tilskud og bestemmelser vedrørende tilskuddets udbetaling,
  1. bestemmelserne om tilskuddets bortfald og tilbagebetaling af tilskud, jf. §§ 15-17, og
  1. tilskudsmodtagerens klageadgang.
Stk. 3

Udbetaling af årlige tilskud skal finde sted senest den 1. oktober.

Stk. 4

Amtsrådet kan fastsætte nærmere retningslinier om indgåelse af aftaler.

Stk. 5

I forpagtningstilfælde skal tilskudsaftalen tiltrædes af ejeren.

§ 10

Det er en betingelse for ydelse af tilskud, at det af aftalen omfattede areal udgør mindst 1 hektar og har været landbrugsmæssigt udnyttet inden for perioden 1. juni 1986 til 1. juni 1989.

Stk. 2

Der kan ikke ydes tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder, hvis der for de pågældende arealer modtages tilskud efter lovens § 20 c, § 20 d eller § 20 e.

Stk. 3

Der kan ikke gives tilskud til at indføre eller opretholde en tilstand, der i henhold til anden lov, fredning eller lignende allerede er påbudt.

Stk. 4

Det er en betingelse for ydelse af tilskud til offentligt ejede arealer, der er bortforpagtede, at forpagtningsaftalen er indgået senest den 1. juli 1989.

Stk. 5

Amtsrådet påser, at jordbrugeren opfylder betingelserne for at modtage tilskud.

Tilskuddets størrelse og beløbsrammer

Tilskuddets størrelse og beløbsrammer

§ 11

Amtsrådet fastsætter størrelsen af det årlige tilskud pr. hektar under hensyn til de forpligtelser, som jordbrugerne påtager sig inden for rammerne af programmet.

Stk. 2

Jordbrugsdirektoratet refunderer 85 procent af amtsrådets udgifter til årlige tilskud.

Stk. 3

Jordbrugsdirektoratet fastsætter det maksimale beløb, som det refusionsberettigede årlige tilskud pr. hektar kan udgøre.

§ 12

Amtsrådet kan indtil den 31. december 1991 indgå tilskudsaftaler, hvor de årlige tilskudsbeløb indebærer statslige udgifter til refusion, inden for en af Jordbrugsdirektoratet fastlagt beløbsramme.

Stk. 2

Jordbrugsdirektoratet meddeler amtsrådet beløbsrammer for udbetaling af den årlige statslige refusion.

Kontrol

Kontrol

§ 13

Amtsrådet fastlægger et kontrol-/tilsynsprogram, der omfatter kontrol af alle de elementer, som er omfattet af tilskudsmodtagerens forpligtelse.

Stk. 2

Kontrollen skal omfatte en stikprøvevis kontrol af mindst 5 procent af tilskudsaftalerne.

§ 14

Amtsrådet og Jordbrugsdirektoratet kan foretage det eftersyn, der er nævnt i lovens § 27.

Bortfald og tilbagebetaling af tilskud

Bortfald og tilbagebetaling af tilskud

§ 15

Ændres ejer- eller brugerforholdene for hele eller en del af bedriften i aftaleperioden, kan den nye ejer eller bruger efter aftale med amtsrådet indtræde i aftalen. Indtræder den nye ejer eller bruger ikke i aftalen, forbliver tilskudsmodtageren eller de, der måtte indtræde i hans rettigheder, ansvarlige for, at aftalen overholdes.

Stk. 2

Overholdes aftalen ikke i forbindelse med ændrede ejer~ eller brugerforhold, kan amtsrådet bestemme, at tilskud skal tilbagebetales.

Stk. 3

Bestemmelserne i denne paragraf finder ikke anvendelse ved ekspropriation eller anden tvangsafståelse.

§ 16

Amtsrådet kan bestemme, at tilskud bortfalder, hvis:

  1. tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, eller
  1. tilskudsmodtageren ikke opfylder sine forpligtelser efter aftalen.

§ 17

Amtsrådet kan bestemme, at tilskud skal tilbagebetales, hvis der foreligger væsentlige fejl eller forsømmelser fra tilskudsmodtagerens side, herunder hvis tilskudsmodtageren har overtrådt bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 2

En tilskudsmodtager er forpligtet til at give amtsrådet meddelelse om forhold, der kan medføre tilbagebetaling af tilskud efter § 15 eller tilskuddets bortfald efter § 16.

Rapport om ordningens

Rapport om ordningens

§ 18

Hvert år inden den 1. november indsender amtsrådet en rapport til Jordbrugsdirektoratet vedrørende administrationen af ordningen.

Stk. 2

Rapporten skal indeholde følgende:

  1. Antal nye og videreførte tilskudsaftaler og antal nye og videreførte hektarer, der danner grundlag for kalenderårets udbetalte tilskud.
  1. Amtsrådets samlede udbetaling af tilskud og det samlede refusionsberettigede tilskud i kalenderåret, idet beløbene fordeles på nye og videreførte tilskudsaftaler, samt for hver enkelt tilskudsaftale en angivelse af journalnummer, tilskudsmodtagerens navn, adresse, CPR-nummer og det udbetalte tilskudsbeløb.
  1. Oplysninger om ordningens anvendelse.
  1. Redegørelse for den af amtrådet gennemførte kontrol og tilsynsvirksomhed, herunder tilfælde hvor tilskud er bortfaldet.
Stk. 3

På grundlag af amtsrådets opgørelse over kalenderårets afholdte refusionsberettigede udgifter, jf. stk. 2, nr. 2, udbetaler Jordbrugsdirektoratet den statslige refusion senest den 31. december.

§ 19

Inden den 20. i måneden efter hver kvartals udløb indsender amtsrådet oplysninger til Jordbrugsdirektoratet vedrørende alle tilfælde, hvor amtsrådet har krævet tilbagebetaling af tilskud.

§ 20

Efter Jordbrugsdirektoratets anmodning indsender amtsrådet oplysninger om den enkelte tilskudsmodtager.

§ 21

Jordbrugsdirektoratet kan efter forhandling med Amtsrådsforeningen fastlægge retningslinier for udformningen af den i § 18 nævnte rapport og de i §§ 19 og 20 nævnte oplysninger.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 22

Amtsrådet kan tillade, at kommunalbestyrelsen i et nærmere angivet omfang indgår tilskudsaftaler og udbetaler tilskud på amtsrådets vegne.

§ 23

Afgørelser, der i henhold til § 22 er truffet af kommunalbestyrelsen, kan påklages til amtsrådet. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 24

Amtsrådets afgørelser om bortfald og tilbagebetaling af tilskud efter §§ 15-17 kan påklages til Jordbrugsdirektoratet. Jordbrugsdirektoratets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2

Amtsrådets øvrige afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 25

Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. april 1991.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 564 af 21. august 1989 om tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder ophæves.


Landbrugsministeriet, den 18. april 1991, den 18. april 1991

/Laurits Tørnæs Mogens Nagel Larsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1991
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1991
Bekendtgørelse om tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder | TheLawyer.sh