Bekendtgørelse om overfladebehandling af skibe
BEK nr 311 af 14/05/1991
§ 1
Denne bekendtgørelse omfatter
- virksomheder, der foretager udendørs overfladebehandling af stålskibe,
- virksomheder, der foretager udendørs overfladebehandling af skibe af andre materialer end stål med en totallængde på 25 meter eller derover, som defineret i ISO 8666, og
- særskilte udledninger til vandløb, søer eller havet fra de i nr. 1) og 2) nævnte virksomheder.
§ 2
Ved overfladebehandling forstås i denne bekendtgørelse følgende former for behandling af et skibs udvendige overflader: Højtryksspuling med eller uden tilsætning af blæsemiddel med henblik på fjernelse af gammel maling, sandblæsning med eller uden vandtilsætning samt metallisering og sprøjtemaling.
Skibe på vandet udenfor værftsområder
Skibe på vandet udenfor værftsområder
§ 3
Udvendig overfladebehandling af skibe beliggende på vandet udenfor værftsområder er forbudt.
Amtsrådet fører tilsyn med overholdelsen af forbudet i stk. 1.
Skibe i dokke, på beddinger eller indenfor værftsområder
Skibe i dokke, på beddinger eller indenfor værftsområder
§ 4
Fra 1. oktober 1991 skal der ved overfladebehandling af skibe i dokke, på beddinger eller indenfor værftsområder foretages effektiv forebyggelse, herunder nødvendig afskærmning i forbindelse med arbejdets udførelse, imod væsentlig forurening.
Tilsynsmyndigheden meddeler påbud eller forbud, såfremt de i stk. 1 nævnte foranstaltninger ikke findes tilstrækkelige.
§ 5
Inden uddokning eller søsætning af et skib skal dokken / beddingen rengøres for materialer eller stoffer, som kan forurene vandmiljøet, herunder brugt blæsemiddel, afblæst maling, spild, olieholdige klude m.v. Materialerne skal håndteres og bortskaffes, herunder efter de til enhver tid gældende regler for håndtering og bortskaffelse af kemikalieaffald, således at der ikke opstår fare for, at de tilføres vandmiljøet.
Tilsynsmyndigheden meddeler påbud eller forbud, såfremt kravene i stk. 1 ikke overholdes.
Særskilt udledning af spildevand
Særskilt udledning af spildevand
§ 6
Medmindre der stilles strengere krav i planlægningen af kvaliteten af vandområderne, skal udledninger, der er omfattet af denne bekendtgørelse, renses for tungmetaller ved anvendelse af bedste, tilgængelige teknologi.
Ved bedste, tilgængelige teknologi forstås den teknologi, som er teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig for den pågældende virksomhedstype.
Ved spildevand forstås i denne bekendtgørelse vand fra våd fristråleblæsning og højtryksspuling, regnvand fra dokke og beddinger samt vand fra rengøring af dokke og beddinger.
§ 7
For eksisterende udledninger skal der indgives ansøgning om tillladelse til udledning af spildevand.
Ansøgningen skal indgives til amtsrådet. Ansøgningen skal være amtsrådet i hænde senest den 1. januar 1992.
Amtsrådet træffer inden 1. juli 1992 afgørelse om tilladelse til udledning i overensstemmelse med bestemmelsen i § 6.
Tilsyn
Tilsyn
§ 8
For tilsynet gælder bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 7, jfr. § 48-51.
Afgørelser og klage
Afgørelser og klage
§ 9
For tilsynsmyndighedens afgørelser efter denne bekendtgørelse gælder reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 og 11.
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 10
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
- overtræder § 3 og § 7, stk. 1 og 2 eller
- tilsidesætter påbud eller forbud efter bekendtgørelsen.
Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 83, stk. 2, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Begås en af de i stk. 1 og 2 nævnte overtrædelser af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 11
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 1991.
Miljøministeriet, den 14. maj 1991, den 14. maj 1991
/Per Stig Møller Hans Jurgen Stehr/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1991
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1991