TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om indsendelse m.v. af årsregnskaber m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

BEK nr 465 af 18/06/1991

DanmarkBekendtgørelse1991

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på alle selskaber m.v., der i henhold til årsregnskabslovens § 1, stk. 1, og § 63a skal indsende årsregnskaber m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Indsendelse af årsregnskaber m.v.

Indsendelse af årsregnskaber m.v.

§ 2

Årsregnskaber m.v. skal indsendes samlet. Hvis årsregnskab, årsberetning og et eventuelt koncernregnskab ikke er sammenfattet i eet dokument, skal de indsendelsespligtige dokumenter være sammenhæftede.

§ 3

Dokumenterne indsendes i original eller i bekræftet kopi eller genpart, der gengiver samtlige underskrifter og ledelsesmedlemmers eventuelle påtegninger. Indsendes et dokument i kopi eller genpart, skal navn, stilling og bopæl for den person, der har bekræftet kopien eller genparten, fremgå af bekræftelsen. Er flere dokumenter i kopi (genpart) sammenhæftede, skal det af bekræftelsen fremgå, hvorvidt den omfatter alle de sammenhæftede kopier (genparter).

Stk. 2

Dokumenterne skal være egnet til gengivelse ved mikrofotografering. På de enkelte sider skal der være bred margen til den hæftede side. De enkelte sider i dokumenterne må ikke være klæbet sammen, men skal blot hæftes sammen, medmindre dokumentet er trykt på falsede ark. Skønnes det, at et dokument ikke opfylder ovenstående krav, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forlange et nyt dokument, der opfylder kravene, indsendt i stedet. Det kan forlanges, at dokumentet udfærdiges på ensfarvet hvidt papir i A-4 format, trykt eller maskinskrevet med tydelig sort skrift.

§ 4

Indsendte årsregnskaber m.v. skal være affattet på dansk, og beløb skal være angivet i danske kroner. Indsendte dokumenter i henhold til årsregnskabslovens § 2a, § 63a og § 63b skal dog ikke angive beløb i danske kroner. Disse dokumenter kan af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forlanges indsendt i bekræftet dansk oversættelse, hvis dette er nødvendigt for forståelsen af de pågældende dokumenter.

§ 5

Af dokumenterne skal udover det af lovgivningen krævede indhold i det mindste fremgå selskabets eller filialens fulde navn samt styrelsens registreringsnummer. Endvidere skal selskabets regnskabsår anføres. Regnskabsåret skal være i overensstemmelse med selskabets registrerede vedtægter.

§ 6

Datoen for den ordinære generalforsamlings godkendelse af årsregnskabet m.v. skal være påført årsregnskabet ved indsendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Er anpartshavere i henhold til anpartsselskabslovens § 46 enige om en anderledes godkendelsesprocedure, er det datoen for indførsel af godkendelsesbeslutningen i selskabets forhandlingsprotokol, der skal påføres.

Notering i regnskabsregistret

Notering i regnskabsregistret

§ 7

Modtagelse af dokumenter, der kan antages til offentliggørelse, noteres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens regnskabsregister. Modtagelsen bekendtgøres i Registreringstidende eller i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens edb-informationssystem.

Stk. 2

Har styrelsen returneret mangelfulde dokumenter med henblik på berigtigelse, og indsendes de ikke omgående, eventuelt efter en af styrelsen meddelt kort frist, i berigtiget stand, anses indsendelsespligten for ikke opfyldt.

Stk. 3

Indsendes årsregnskab m.v. ikke indenfor lovens frister, afgør styrelsen, hvilke sanktioner der skal tages i anvendelse.

§ 8

Er det bekendtgjort, at et årsregnskab m.v. er modtaget, kan nyt, omgjort årsregnskab m.v. ikke antages til offentliggørelse, medmindre Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skønner, at offentliggørelse af det nye årsregnskab m.v. er i regnskabsbrugernes interesse som en nødvendig rettelse af væsentlige eller åbenbare fejl eller som berigtigelse af ulovlige forhold. Et omgjort årsregnskab m.v., der modtages efter udløbet af det følgende regnskabsår, kan ikke antages til offentliggørelse.

Stk. 2

Kan et omgjort årsregnskab m.v., ikke antages til offentliggørelse, og svarer dettes balance ikke til balancen for det oprindeligt offentliggjorte årsregnskab, foretages de nødvendige tilpasninger i årsregnskabet for det følgende regnskabsår. Årsregnskabslovens § 26, stk. 2, 2. pkt., finder anvendelse.

Stk. 3

Kan et omgjort årsregnskab m.v. antages til offentliggørelse, skal det oprindeligt offentliggjorte årsregnskab m.v. være offentligt tilgængeligt tillige med det omgjorte.

Offentlighed m.v.

Offentlighed m.v.

§ 9

Årsregnskaber m.v., der er i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er offentligt tilgængelige. Dette gælder dog ikke årsregnskaber for regnskabsår, der er udløbet senest 31. december 1972, og hvor årsregnskabet er indsendt inden 30. juni 1973 med gyldigt forbehold mod, at det gøres offentligt tilgængeligt.

Ikrafttrædelsesbestemmelser

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1991.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 40 af 12. januar 1989 om indsendelse og offentliggørelse af årsregnskaber m.v. ophæves.


Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 18. juni 1991, den 18. juni 1991

/Ole Bløndal Olaf Hasselager/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1991
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1991