Bekendtgørelse om ydelse af særlig præmie til oksekødsproducenter
BEK nr 497 af 24/06/1991
§ 1
Bekendtgørelsen vedrører ydelse af præmie i henhold til Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs bestemmelser om indførelse af en særlig præmieordning til fordel for oksekødsproducenter, jfr. forordningerne (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968, 468/87 af 10. februar 1987 og 714/89 af 20. marts 1989.
§ 2
Præmieordningen omfatter handyr med en slagtet vægt på mindst 200 kg.
Præmie ydes til den producent, der opfedede dyret inden slagtning.
§ 3
Det er en betingelse for ydelse af præmie, at handyret ved levering til slagtning bærer et 9-cifret CKR-øremærke eller et 5-cifret DK-MARK-øremærke, hvoraf producentens 5-cifrede ejendomsnummer i CKR-registret fremgår. Det 5-cifrede ejendomsnummer anvendes til at identificere producenten.
Øremærkning kan erstattes af en erklæring fra producenten med oplysning om producentens 5-cifrede ejendomsnummer i CKR-registret og oplysning om antallet af handyr, der er omfattet af leveringen. Erklæringen afgives på en særlig formular, der fås på slagtestedet, eller ved henvendelse til EF-direktoratet, Frederiksborggade 18, 1360 København K.
Den i stk. 2 nævnte erklæring skal medfølge de af erklæringen omfattede handyr ved levering af disse til slagtestedet. I særlige tilfælde kan fremlæggelse af erklæring dog accepteres 3 arbejdsdage efter levering af de af erklæringen omfattede handyr. Veterinærdirektoratet kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 4
Ansøgning om præmie indsendes een gang om året. Ansøgningen gælder for handyr, der slagtes i perioden fra ansøgningens modtagelse i EF-direktoratet til kalenderårets udløb.
Ansøgningen skal indeholde oplysning om producentens 5-cifrede ejendomsnummer i CKR-registret, samt en erklæring om, at producenten opfeder handyr på sin bedrift og råder over produktionsmidler, der gør det muligt i 4 måneder i gennemsnit at opfede det antal handyr, der leveres til slagtning fra bedriften i det pågældende år.
Ansøgning indgives på et særligt skema, der fås hos EF-direktoratet, Frederiksborggade 18, 1360 København K.
Præmie udbetales af EF-direktoratet, der endvidere forestår hel eller delvis inddragelse af uberettiget præmie.
§ 5
Slagtestedet skal dagligt registrere slagtninger af handyr, der har en slagtet vægt på mindst 200 kg. Registreringen skal omfatte slagtenummer, slagtet vægt samt producentens 5-cifrede ejendomsnummer i CKR-registeret aflæst fra producenterklæring, 5-cifret DK-MARK-øremærke eller 9-cifret CKR-øremærke.
Slagtestedet indberetter ugentligt de foretagne registreringer til EF-direktoratet.
Indberetninger må kun indeholde oplysninger fra eet kalenderår. Såfremt en uge er omfattet af to kalenderår, skal slagtestedet foretage to særskilte indberetninger til EF-direktoratet for den pågældende uge.
§ 6
Med henblik på kontrol med ordningens overholdelse påhviler det eksportautoriserede slagterier at opbevare samtlige originale fortegnelser over de i § 5, stk. 1, nævnte registreringer i 5 år.
§ 7
Ikke-eksportautoriserede slagterier skal med henblik på kontrol med ordningens overholdelse i 5 år opbevare forretningsbøger, herunder slagteprotokol og regnskaber, vedrørende samtlige indberettede handyr.
§ 8
Kontrol med ordningens overholdelse varetages af EF-direktoratet, Veterinærdirektoratet og af overinspektøren godkendt i henhold til Landbrugsministeriets bekendtgørelse om klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af kvæg. Der fastsættes nærmere bestemmelser for kontrollens udførelse.
Slagtestedet skal yde den for kontrollens udførelse nødvendige bistand.
§ 9
Kontrol med, at producenten råder over produktionsmidler, der har muliggjort opfedning af det antal dyr, som er leveret fra producentens bedrift, foretages ved stikprøve af Veterinærdirektoratet.
Producenten skal yde den for kontrollens udførelse nødvendige bistand.
Det påhviler producenten i 5 år at opbevare regnskaber med bilag i det omfang, der er nødvendigt for at føre kontrol med ordningen.
§ 10
Overtrædelse af § 3, stk. 2, § 4, stk. 2, § 5, § 6, § 7 og § 9, stk. 2 og stk. 3, straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt i henhold til kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jfr. lov nr. 414 af 13. juni 1990.
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1991.
Bekendtgørelse nr. 282 af 3. maj 1989 om ydelse af en særlig præmie til oksekødsproducenter ophæves.
pre_paragraph I medfør af § 1, § 4 og kap. 5 i lov nr. 414 af 13. juni 1990 om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. fastsættes:
Landbrugsministeriet, den 24. juni 1991, den 24. juni 1991
/Laurits Tørnæs A. Buch Kristensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1991
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1991