TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v.

BEK nr 576 af 01/08/1991

DanmarkBekendtgørelse1991

§ 1

I nærværende bekendtgørelse forstås ved:

  1. Effektiv bekæmpelse af rotter: En bekæmpelse, der udøves af kvalificeret personale for at udrydde rotter eller opnå et efter sagkyndigt skøn tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden.
  1. By- og landzone: De zoner, der efter gældende lov er byzone og landzone.
  1. Levnedsmiddelvirksomheder: Virksomheder, der forarbejder, opbevarer, distribuerer eller forhandler spisevarer, drikkevarer, nydelsesmidler eller andre varer, der er bestemt til at fortæres af mennesker.
  1. Rottesikring af bygninger, at disse overalt er forsvarligt beskyttet mod rotternes indtrængen. Rottesikring af afløbssystemer anses for opfyldt, såfremt gældende bygningsbestemmelser er overholdt.

§ 2

Grundejere skal sikre og renholde deres ejendomme således, at rotters levemuligheder på ejendommene begrænses mest muligt, jf. Miljøstyrelsens vejledninger.

§ 3

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der foretages effektiv bekæmpelse af rotter (Rattus norvegicus og R. rattus).

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at kommunens borgere får fornøden orientering om, at konstaterede forekomster af rotter skal anmeldes til kommunen.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen skal undersøge alle ejendomme i landzone for rotter to gange årligt og efter anmeldelse. Kommunalbestyrelsen skal herefter bekæmpe rotterne effektivt. Bekæmpelsen skal enten ske ved kommunens eget personale eller ved et autoriseret firma. I byzone og sommerhusområder foretages bekæmpelsen efter anmeldelse, medmindre særlige forhold nødvendiggør et regelmæssigt tilsyn. I levnedsmiddelvirksomheder foretages eftersyn for rotter samtidig med de levnedsmiddelhygiejniske tilsyn af den offentlige myndighed, der efter gældende bestemmelser udøver tilsyn. Forekomst af rotter anmeldes straks til kommunalbestyrelsen.

Stk. 4

Bekæmpelsen af rotter skal foregå i overensstemmelse med de af Miljøstyrelsen udarbejdede retningslinier og under anvendelse af midler, hvis effektivitet er afprøvet og anerkendt af Statens Skadedyrlaboratorium.

Stk. 5

Kommunalbestyrelsen kan indgå kontrakt om bekæmpelsen med autoriserede personer eller virksomheder, der beskæftiger sig med rottebekæmpelse.

§ 4

Kommunalbestyrelsen skal påse, at grundejerne opfylder deres forpligtelser, og kan meddele grundejerne påbud om at udføre de fornødne foranstaltninger.

Stk. 2

Såfremt en grundejer ikke efterkommer et af kommunalbestyrelsen meddelt påbud inden for den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade de manglende foranstaltninger udføre for ejerens regning.

Stk. 3

Hvis det af hensyn til en effektiv rottebekæmpelse er nødvendigt, at en ejendom omgående sikres eller renholdes, kan kommunalbestyrelsen straks sætte sådanne foranstaltninger i værk for ejerens regning.

Stk. 4

Udgifter afholdt af kommunalbestyrelsen efter stk. 2 og 3, hæfter på ejendommen med fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter, jf. miljøbeskyttelseslovens § 4a, stk. 4. Beløbet kan inddrives ved udpantning.

§ 5

Kommunalbestyrelsen skal een gang årligt indsende beretninger om de foranstaltninger, der i det foregående år har været truffet i kommunen til bekæmpelse af rotter, og skal give sådanne andre oplysninger vedrørende bekæmpelsen, som Miljøstyrelsen måtte anmode om.

Autorisation

Autorisation

§ 6

Erhvervsmæssig bekæmpelse af rotter må kun foretages af personer, der er autoriserede, herunder personer, der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar.

§ 7

Autorisation meddeles, når ansøgeren over for Miljøstyrelsen ved en prøve har dokumenteret at besidde fornøden viden om rotters levevis og deres bekæmpelse. Denne viden skal omfatte kendskab til rottesikring af bygninger og afløbssystemer og anvendelse af bekæmpelsesmidler i overensstemmelse med de herom fastsatte regler. Miljøstyrelsen fastlægger nærmere omfanget og indholdet af den viden, der skal dokumenteres ved prøven.

§ 8

Miljøstyrelsen afholder kurser med henblik på aflæggelse af den i § 7 nævnte prøve. Kursusudgifterne afholdes af kursusdeltagerne.

§ 9

Miljøstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, hvis indehaveren heraf under udførelsen af rottebekæmpelsen gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed.

Stk. 2

Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan af autorisationens indehaver forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes overfor Miljøstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysning herom. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Gebyrer

Gebyrer

§ 10

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal opkræves gebyrer til dækning af omkostningerne ved den kommunale bekæmpelse af rotter.

Stk. 2

Gebyrer pålægges samtlige faste ejendomme i kommunen og opkræves som en andel af ejendomsværdien.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen fastsætter for hvert regnskabsår de nærmere bestemmelser om gebyrets størrelse.

§ 11

Gebyret kan opkræves sammen med de kommunale ejendomsskatter.

Konsulenter

Konsulenter

§ 12

Miljøstyrelsens konsulenter i rottesager fører tilsyn med, at kommunalbestyrelsen opfylder de foran anførte pligter. Miljøstyrelsen kan efter forhandling med kommunalbestyrelsen dispensere fra forpligtelsen til at undersøge alle ejendomme i landzone og kan påbyde en kommune at foretage hyppigere eller yderligere foranstaltninger end de allerede trufne. Konsulenterne skal i samarbejde med kommunalbestyrelsen rådgive såvel administration som borgere i bekæmpelsesarbejdet.

Stk. 2

Konsulenterne kan foretage rottebekæmpelse inden for bestemt afgrænsede områder efter særlige metoder med det formål at prøve midler eller fremgangsmåder til bekæmpelse.

Klage og straf m.m.

Klage og straf m.m.

§ 13

Kommunalbestyrelsens beslutninger i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 14

Kommunalbestyrelsen eller personer, der er bemyndiget hertil af kommunalbestyrelsen samt Miljøstyrelsens konsulenter i rottesager har adgang til enhver del af offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe oplysninger og foretage undersøgelser til brug for beslutninger i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 2

Legitimation skal forevises på forlangende.

§ 15

Med bøde straffes den, der

  1. foretager rottebekæmpelse i strid med § 6,
  1. undlader at efterkomme kommunalbestyrelsens eller Miljøstyrelsens påbud inden den angivne frist,
  1. hindrer de af kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen bemyndigede personer i at foretage de fornødne foranstaltninger til rottebekæmpelse, herunder kontrol med en foretaget bekæmpelse, eller
  1. tilsidesætter de i § 3 og § 5 omhandlede pligter.
Stk. 2

Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab, eller lignende, kan der i henhold til § 83 i miljøbeskyttelsesloven pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1991.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 666 af 16. december 1982 om bekæmpelse af rotter, bekendtgørelse nr. 517 af 3. december 1985 om autorisation til udøvelse af erhvervsmæssig rottebekæmpelse og bekendtgørelse nr. 10 af 16. januar 1984 om gebyrer til dækning af omkostningerne ved bekæmpelse af rotter.


Miljøministeriet, den 1. august 1991, den 1. august 1991

/Per Stig Møller Karen Aarøe/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1991
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1991