TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Konkurrenceankenævnet

BEK nr 738 af 06/11/1991

DanmarkBekendtgørelse1991

§ 1

Konkurrenceankenævnet behandler klager over afgørelser, der er truffet af Konkurrencerådet, Elprisudvalget og Gas- og Varmeprisudvalget, i det omfang det er fastsat i:

  1. konkurrencelov,
  1. lov om elforsyning, og
  1. lov om varmeforsyning.
Stk. 2

Ankenævnet kan i øvrigt behandle klager over afgørelser, hvor der ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelser om klageadgang til nævnet.

§ 2

Konkurrenceankenævnet består af en formand, som skal opfylde betingelserne for at være højesteretsdommer, samt 2 andre medlemmer, som skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.

Stk. 2

Formanden og medlemmerne udpeges af industriministeren. De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.

Stk. 3

For hvert medlem udpeger industriministeren en suppleant.

§ 3

Formanden tilrettelægger ankenævnets arbejde og leder forhandlingerne på nævnets møder.

§ 4

Ankenævnets sekretariatsopgaver varetages af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Sagens forberedelse

Sagens forberedelse

§ 5

Klage indgives skriftlig til Konkurrenceankenævnet, sekretariatet, Kampmannsgade 1, 1780 København V.

Stk. 2

Med klagen skal følge et gebyr på 5.000 kr. Ved klager i henhold til elforsyningsloven og varmeforsyningsloven er gebyret dog 1.000 kr., hvis den påklagede sag vedrører en ydelse, der hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for klageren. Medfølger gebyret ikke, og betales dette ikke inden en af formanden fastsat frist, afvises klagen.

Stk. 3

Ved klage over afslag på begæring om aktindsigt opkræves ikke gebyr.

§ 6

Ankenævnet eller formanden på dets vegne kan afvise klager, der ikke er omfattet af nævnets kompetence, er indgivet for sent, eller som er indgivet af en, som ikke er klageberettiget.

Stk. 2

Afvises en klage tilbagebetales gebyret.

§ 7

Klage har kun opsættende virkning i det omfang, dette er fastsat i lovgivningen. Ankenævnet eller formanden på dets vegne kan dog bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning.

§ 8

Ankenævnet kan iværksætte undersøgelser angående de enkelte sager og kan hos den indklagede myndighed eller hos vedkommende klager indhente de nødvendige oplysninger til sagernes bedømmelse. Nævnets formand kan bestemme, at klageren skal give personligt møde for nævnet for nærmere at redegøre for klagen.

Stk. 2

Der skal gives klageren og den indklagede myndighed adgang til at gøre sig bekendt med det for nævnet foreliggende materiale, medmindre adgangen til aktindsigt er begrænset i lovgivningen. De pågældende skal have adgang til ved møde for nævnet mundtligt nærmere at redegøre for sagen.

Sagens afgørelse

Sagens afgørelse

§ 9

I tilfælde, hvor der finder procedure sted for ankenævnet, er proceduren offentlig, medmindre nævnets formand efter forhandling med parterne træffer anden afgørelse af hensyn til hemmeligholdelse af oplysninger i medfør af lovgivning herom.

Stk. 2

Hvor proceduren foregår offentligt, skal der med mindst 3 dages varsel ske bekendtgørelse ved opslag på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opslagstavle. I særlige tilfælde, hvor formanden skønner det nødvendigt, kan proceduren finde sted efter bekendtgørelse på samme måde med dags varsel.

§ 10

Ankenævnets afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. For at beslutning kan træffes, skal alle medlemmer eller deres respektive suppleanter være til stede. Hvert medlem har 1 stemme.

Stk. 2

Såfremt mindretallet ønsker det, skal afgørelsen indeholde oplysning om mindretallets stilling.

Stk. 3

Afgørelsen indføres i en protokol, der underskrives af hvert af nævnets medlemmer.

Stk. 4

Gives der klageren helt eller delvis medhold i den indbragte klage, eller ændrer den indklagede myndighed sin afgørelse i overensstemmelse med klagerens påstand, kan nævnet eller formanden på dets vegne træffe bestemmelse om hel eller delvis tilbagebetaling af det indbetalte gebyr.

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelse

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 229 af 6. april 1990 om Konkurrenceankenævnet ophæves.


Industriministeriet, den 6. november 1991, den 6. november 1991

/Anne Birgitte Lundholt Annelise Fenger/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1991
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1991