Bekendtgørelse om anmeldelser m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde
BEK nr 845 af 13/12/1991
§ 1
Alle anmeldelser til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal ske ved benyttelse af de dertil af styrelsen foreskrevne blanketter.
§ 2
Anmeldelse om stiftelse af en fond eller omdannelse af en fond efter lov om erhvervsdrivende fonde § 51 skal i det mindste angive:
- fondens navn og adresse, herunder eventuelt binavn og særskilt postadresse,
- fondens første regnskabsperiode,
- grundkapitalens størrelse, og hvorvidt den er indbetalt kontant eller i andre værdier,
- fulde navn, stilling og bopæl for bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer og eventuelle suppleanter for bestyrelsesmedlemmer og revisorer, og
- fondsmyndigheden, hvis denne er kendt.
Med anmeldelsen skal følge i original eller af bestyrelsen bekræftet kopi:
- det retlige grundlag for fondens oprettelse (testamente, gavebrev eller andet),
- vedtægt og andre i anledning af stiftelsen oprettede dokumenter,
- bevis for, at bestyrelsesmedlemmer og eventuelle suppleanter for disse opfylder betingelserne i §§ 13 og 17 i lov om erhvervsdrivende fonde,
- bevis for, at direktører opfylder betingelserne i § 13 i lov om erhvervsdrivende fonde,
- bevis for, at revisorer og eventuelle suppleanter for disse opfylder betingelserne i § 29, stk. 3 i lov om erhvervsdrivende fonde, § 61b, stk. 2 og 3 i årsregnskabsloven, § 13, stk. 2 i lov om statsautoriserede revisorer henholdsvis § 5, stk. 2 i bekendtgørelse om registrerede revisorers virksomhed og forretningsbetingelser,
- bevis for, at den fastsatte grundkapital er indbetalt til fonden,
- eventuelt bevis for samtykke fra fondsmyndigheden, og
- det seneste årsregnskab i tilfælde af omdannelse efter § 51 i lov om erhvervsdrivende fonde.
Samtidig med anmeldelsen betales den herfor fastsatte afgift.
§ 3
Ændres en fonds vedtægt eller ændres forhold, hvorom anmeldelse er sket, skal anmeldelse herom indsendes inden en måned til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Med anmeldelsen skal følge bevis for ændringens lovlige vedtagelse. Ved enhver vedtægtsændring skal der indsendes dateret vedtægt med den fuldstændige ordlyd i den nye affattelse.
§ 4
Anmeldelsen, der skal være underskrevet af alle bestyrelsesmedlemmer, hvis underskrifter skal bekræftes af en notar, en advokat eller 2 vitterlighedsvidner, indleveres med bilag samt 2 bekræftede kopier af disse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Dokumenterne skal være affattet på dansk.
Indsendelse af årsregnskaber m.v.
Indsendelse af årsregnskaber m.v.
§ 5
Godkendt årsregnskab, herunder eventuelt koncernregnskab, årsberetning samt revisionspåtegning indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Disse dele udgør en helhed og indsendes inden 6 måneder efter regnskabsårets udgang.
I fonde, der anvender årsregnskabslovens §§ 2 c, 25 eller 55, skal det af årsregnskabet, årsberetningen eller koncernregnskabet fremgå, at bestyrelse og eventuel direktion anser betingelserne for at anvende de omhandlede undtagelser for opfyldt.
Fondsmyndigheden kan forlange indsendt en særskilt fortegnelse over de legatmodtagere, der efter bestyrelsens beslutning har modtaget ydelser af fondens overskud i henhold til formålet.
§ 6
Dokumenterne indsendes i original eller i bekræftet kopi eller genpart, der gengiver samtlige underskrifter og ledelsesmedlemmers eventuelle påtegninger. Indsendes et dokument i kopi eller genpart, skal navn, stilling og bopæl for den person, der har bekræftet kopien eller genparten, fremgå af bekræftelsen. Er flere dokumenter i kopi (genpart) sammenhæftede, skal det af bekræftelsen fremgå, hvorvidt den omfatter alle de sammenhæftede kopier (genparter).
Dokumenterne skal være egnet til gengivelse ved mikrofotografering. På de enkelte sider skal der være bred margen til den hæftede side. De enkelte sider i dokumenterne må ikke være klæbet sammen, men skal blot hæftes sammen, medmindre dokumentet er trykt på falsede ark. Skønnes det, at et dokument ikke opfylder ovenstående krav, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forlange et nyt dokument, der opfylder kravene, indsendt i stedet. Det kan forlanges, at dokumentet udfærdiges på ensfarvet hvidt papir i A-4 format, trykt eller maskinskrevet med tydelig sort skrift.
Dokumenterne skal være affattet på dansk og med beløbene angivet i danske kroner.
Fondens fulde navn og registreringsnummer samt regnskabsåret, der skal være i overensstemmelse med fondens registrerede vedtægter, jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 7, stk. 1, nr. 9, skal fremgå af dokumenterne.
Registrering og offentliggørelse m.v.
Registrering og offentliggørelse m.v.
§ 7
Oplysninger om et anmeldt forhold optages i registeret over erhvervsdrivende fonde (registreres), hvis det anmeldte ikke er i strid med lov om erhvervsdrivende fonde, med bestemmelser fastsat i medfør af denne lov med vedtægten eller med bestemmelser i eller bestemmelser fastsat i medfør af andre love, hvis overholdelse Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder nødvendig for at kunne gennemføre registrering. Tilsvarende gælder meddelelser, årsregnskaber m.v., der indgives med henblik på registrering eller offentliggørelse efter bestemmelser i eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.
Indeholder en anmeldelsesblanket ændringer i flere anmeldte forhold, kan registrering ske særskilt for hvert forhold.
§ 8
Registeret over erhvervsdrivende fonde føres efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bestemmelse. Enhver fond får et registreringsnummer. Datoen for registreringen og for nye eller omdannede fondes vedkommende registreringsnummer indføres i registeret.
§ 9
Er det bekendtgjort, at et årsregnskab m.v. er modtaget, kan nyt, omgjort årsregnskab m.v. ikke antages til offentliggørelse, medmindre Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skønner at offentliggørelse af det nye årsregnskab m.v. er i regnskabsbrugernes interesse som en nødvendig rettelse af væsentlige eller åbenbare fejl eller som berigtigelse af ulovlige forhold. Et omgjort årsregnskab m.v., der modtages efter udløbet af det følgende regnskabsår, kan ikke antages til offentliggørelse.
Kan et omgjort årsregnskab m.v., ikke antages til offentliggørelse, og svarer dettes balance ikke til balancen for det oprindeligt offentliggjorte årsregnskab, foretages de nødvendige tilpasninger i årsregnskabet for det følgende regnskabsår. Årsregnskabslovens § 26, stk. 2, 2. pkt., jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 28, stk. 2 finder anvendelse.
Kan et omgjort årsregnskab m.v. antages til offentliggørelse, skal det oprindeligt offentliggjorte årsregnskab m.v. være offentligt tilgængeligt tillige med det omgjorte.
Offentlighed m.v.
Offentlighed m.v.
§ 10
Dokumenter i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er offentligt tilgængelige. Dette gælder dog ikke attester om personlige forhold samt dokumenter, der indeholder oplysninger om modtagelse af midler fra fonden.
Årsregnskaber, årsberetninger eller koncernregnskaber, jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 28, stk. 1, samt revisonspåtegning på disse dokumenter, er dog, uanset de deri indeholdte oplysninger, offentligt tilgængelige.
Bestemmelsen i stk. 1, 1. punktum, gælder kun i det omfang Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bestemmer det for:
- de oplysninger, styrelsen pålægger revisor at give om fondens forhold efter lov om erhvervsdrivende fonde § 37,
- de oplysninger, styrelsen forlanger efter lov om erhvervsdrivende fonde § 57, stk. 3, og
- den beretning, granskningsmændene skal afgive efter lov om erhvervsdrivende fonde § 59, stk. 3.
§ 11
Dokumenter, der er offentligt tilgængelige i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan på forlangende gennemses i styrelsens ekspedition.
Udskrifter af styrelsens oplysninger om fonde samt fotokopier eller aftryk af eventuelle mikrofilm af de dokumenter, der er offentligt tilgængelige, kan fås i styrelsen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan bestemme, at fotokopi eller aftryk af mikrofilm også kan tages ved selvbetjening af kopieringsapparater opstillet i styrelsen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan bestemme, at alle eller bestemte offentligt tilgængelige oplysninger om flere fonde kan fås maskinelt efter særlig aftale eller i henhold til eventuelle af styrelsen fastsatte almindelige bestemmelser.
For de i denne bestemmelse omhandlede oplysninger betales det fastsatte gebyr.
§ 12
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1992. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 104 af 19. februar 1990 om anmeldelser m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde.
§ 14
For fonde, som er oprettet inden 1. januar 1985 finder § 2 tilsvarende anvendelse. Med anmeldelsen af disse fonde indsendes det seneste årsregnskab.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 13. december 1991, den 13. december 1991
/Ole Bløndal Jytte Heje Mikkelsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1991
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1991