TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forbud mod salg og om mærkning af visse nikkelholdige produkter

BEK nr 854 af 16/12/1991

DanmarkBekendtgørelse1991

§ 1

Salg fra producent eller importør af følgende metalgenstande, fremstillet af nikkelholdige legeringer eller med nikkelholdig overfladebehandling, er forbudt, såfremt nikkelafgivelsen er større end 0,5µg pr. cm2 pr. uge, jf. bilaget:

  1. Øresmykker og ørestikkere.
  1. Halssmykker, armbånd og -lænker, fodlænker, fingerringe.
  1. Bagkapsel på armbåndsure, urremme og -spænder.
  1. Brillestel.
  1. Knapper, spænder, nitter, lynlåse og metalmærker i beklædningsgenstande, når de ved normale anvendelse af beklædningsgenstanden kommer i tæt i berøring med huden.

§ 2

Hårspænder skal ved salg til forbrugeren mærkes: »Indeholder nikkel«, såfremt nikkelafgivelsen er større end 0,5µg/cm2/uge.

Stk. 2

Den i stk. 1 nævnte mærkning skal være affattet på dansk, være let læselig, synlig og må ikke kunne udviskes.

§ 3

Tilsyn og kontrol med reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen.

§ 4

Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade at reglerne i bekendtgørelsen fraviges. Miljøstyrelsens afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 5

Overtrædelse af §§ 1 og 2 straffes med bøde hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 2

For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2

§ 2 træder i kraft den 1. april 1992.

Stk. 3

Samtidig med denne bekendtgørelses ikrafttræden ophæves bekendtgørelse nr. 472 af 27. juni 1989.


Miljøministeriet, den 16. december 1991, den 16. december 1991

/Per Stig Møller Morten Palle Hansen/

Analysemetode

Bilag 1

Den her beskrevne analysemetode anvendes til bestemmelse af nikkelafgivelse fra metalgenstande og overfladebehandlinger.

Der anvendes følgende reagenser:

En 1 pct. opløsning af dimenthylglyoxim i stærk i sprit.

En 10 pct. ammoniumhydroxyd-opløsning i vand.

To dråber af hver opløsning anbringes på en bomuldsvatpind, der med en jævn bevægelse gnides mod den undersøgte genstand i 30 sekunder.

Fremkomsten på bomuldsvatpinden eller genstanden er en rød farve, der kan gå fra svagt rosa til stærkt kirsebærrød, er udtryk for at nikkelafgivelsen overstiger 0,5µg pr. cm2 pr. uge. Nikkelafgivelsen anses for mindre end 0,5µg pr. cm2 pr. uge, hvis den beskrevne røde farve ikke fremkommer.

Ved malet eller lakeret overflade skal testen foretages både før og efter fjernelse af denne.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1991
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1991
Bekendtgørelse om forbud mod salg og om mærkning af visse nikkelholdige produkter | TheLawyer.sh