Bekendtgørelse af forretningsorden for Miljøklagenævnet
BEK nr 862 af 16/12/1991
§ 1
Bekendtgørelsen gælder for Miljøklagenævnets behandling af sager efter miljøbeskyttelsesloven, lov om miljø og genteknologi, lov om kemiske stoffer og produkter, havmiljøloven og vandforsyningsloven samt anden lovgivning, der tillægger nævnet kompetence.
§ 2
Miljøklagenævnet består af en formand, en eller flere stedfortrædere for denne og et antal beskikkede, sagkyndige medlemmer.
Afgørelsen i den enkelte sag træffes af formanden eller en stedfortræder (ankechef) samt 2 eller 4 beskikkede medlemmer.
Når formanden under hensyn til nævnets arbejde finder det påkrævet, kan han bestemme, at en fuldmægtig, der er knyttet til nævnet, og som opfylder de almindelige betingelser for at være dommer, midlertidig skal deltage i afgørelsen af klager, som stedfortræder for formanden.
Afgørelser i Miljøklagenævnet træffes ved stemmeflerhed.
Formanden kan i særlige tilfælde træffe afgørelse på nævnets vegne, jf. miljøbeskyttelseslovens § 106, stk. 3. Formanden kan herunder afvise realitetsbehandling,
- hvis klagen er indkommet efter klagefristens udløb,
- hvis der ikke foreligger klageberettigelse,
- hvis det er utvivlsomt, at nævnet ikke har kompetence til at behandle sagen, herunder hvis en sag efter miljøbeskyttelsesloven ikke kan antages at være større eller principiel, jf. lovens § 103, stk. 1, nr. 2, eller
- hvis der anmodes om genoptagelse af en sag, der allerede er afgjort af nævnet.
§ 3
Intet medlem af Miljøklagenævnet må deltage i behandlingen af en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed, jf. forvaltningslovens § 3.
Et medlem, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold som nævnt i stk. 1, skal snarest underrette Miljøklagenævnets formand.
Spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af Miljøklagenævnets formand.
§ 4
Formanden bestemmer under hensyn til sagens karakter, hvilke beskikkede medlemmer, der skal deltage i en sags behandling, herunder om antallet skal være 2 eller 4.
§ 5
Fordelingen af sager mellem formanden og ankecheferne bestemmes af formanden i samråd med ankecheferne.
I sager, der efter stk. 1 er fordelt til en ankechef, varetager denne de beføjelser, der ifølge bekendtgørelsen er henlagt til formanden.
§ 6
Klage skal indgives skriftligt til Miljøklagenævnet, og i skrivelsen bør angives de synspunkter, som klagen støttes på.
§ 7
Formanden giver meddelelse om klagens indgivelse til de personer, virksomheder eller andre, der tidligere har været part i sagen, samt til de myndigheder, som har truffet afgørelse i denne.
§ 8
Den eller de myndigheder, der har behandlet sagen i en tidligere instans, skal omgående stille det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse, til rådighed for Miljøklagenævnet.
§ 9
Oplysninger, som en klager ønsker tilført sagen og taget i betragtning ved Miljøklagenævnets behandling af denne, skal indgives samtidig med klageskrivelsen eller inden for en af formanden fastsat frist.
Formanden bestemmer i øvrigt, hvilke oplysninger og udtalelser der bør indhentes, før sagen forelægges de beskikkede medlemmer.
§ 10
Formanden forelægger sagen for de beskikkede medlemmer, idet han stiller forslag om, hvorledes sagen videre skal behandles. Formanden kan stille forslag om, at sagen afgøres i overensstemmelse med et samtidig fremsendt udkast til afgørelse uden afholdelse af møde.
Såfremt et af de beskikkede medlemmer ønsker det, skal formanden indkalde til et møde i sagen.
§ 11
Nævnet bestemmer, om en sag bør forhandles mundtligt med deltagelse af sagens parter, og om der bør foretages besigtigelse, eventuelt ved et medlem af eller en medarbejder i nævnet.
§ 12
Miljøklagenævnet kan afgøre sagen, selv om der for nævnet er fremkommet oplysninger, der ikke har foreligget i en tidligere instans. Sagen bør dog hjemvises til fornyet behandling i en tidligere instans, hvis der fremkommer nye oplysninger eller påstande, der på afgørende måde ændrer sagens karakter.
En klager kan på et hvilket som helst tidspunkt, inden nævnets endelige afgørelse foreligger, frafalde sin klage. I så fald bortfalder sagen for nævnet, med mindre sagen er påklaget fra anden side.
§ 13
Nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt. Der kan med hensyn til sagens omstændigheder i det mulige omfang henvises til redegørelse i en tidligere instans, således at afgørelsen kun i summarisk form gengiver de oplysninger, der har foreligget ved en tidligere instans.
Nævnets formand kan til enhver tid berigtige åbenlyse skrivefejl, som vedrører ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører afgørelsens form. Den berigtigede afgørelse træder i stedet for den oprindelige.
§ 14
Det skal af afgørelsen fremgå, hvilke medlemmer der har medvirket ved sagens behandling.
Har et medlem af nævnet et standpunkt, der afviger fra flertallets, anføres navnet på den pågældende og begrundelsen for standpunktet i nævnets afgørelse.
§ 15
Miljøklagenævnets medlemmer og andre, der deltager i eller yder bistand ved sagsbehandlingen, er underkastet tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27.
§ 16
Personer, der beskikkes som medlemmer af Miljøklagenævnet, skal udtræde af nævnet fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år.
Medlemmet kan dog færdigbehandle verserende sager, som medlemmet er udpeget til at behandle.
Udløber et medlems beskikkelsesperiode, og genbeskikkes medlemmet ikke, kan medlemmet dog færdigbehandle verserende sager, som medlemmet er udpeget til at behandle.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 1992. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 728 af 28. december 1982 og bekendtgørelse nr. 18 af 11. januar 1980.
Endvidere ophæves bekendtgørelse nr. 304 af 17. juni 1983 og bekendtgørelse nr. 361 af 20. juli 1983. Disse bekendtgørelser finder dog fortsat anvendelse ved nævnets behandling af sager, der inden den 1. januar 1992 er indbragt for nævnet i medfør af lov om by- og landzoner og lov om sommerhuse og campering m.v., jf. § 66 i lov nr. 388 af 6. juni 1991 om planlægning.
pre_paragraph I henhold til § 104, stk. 3, i lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, § 35, stk. 3, i lov nr. 356 af 6. juni 1991 om miljø og genteknologi og § 55, stk. 6, i lov nr. 566 af 15. august 1989 om kemiske stoffer og produkter, fastsættes:
Miljøministeriet, den 16. december 1991, den 16. december 1991
/Per Stig Møller Hans Jurgen Stehr/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1991
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1991