Bekendtgørelse om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område
BEK nr 87 af 18/02/1991
§ 1
Revisionen omfatter regnskaber for de udgifter, som ifølge de ovenfor nævnte love er omfattet af ordninger om refusion eller tilskud i øvrigt fra staten.
§ 2
Revisionen udføres af vedkommende kommunes revision.
§ 3
Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., dvs. at det ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Endvidere foretages en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af de virksomheder, der er omfattet af regnskabet.
Ved revisionsbesøg i løbet af året må revisor efterprøve, om kommunens forretningsgange og sagsbehandling inden for de berørte områder, herunder for anvendelse af edb-systemer, er hensigtsmæssige og betryggende.
Revisionen må tilrettelægges under hensyn til dens betydning for de statslige myndigheder.
§ 4
Revisionen af personsager skal omfatte et antal sager inden for hvert enkelt hovedområde af de sociale ydelser, samt for hver enkelt af bistandslovens konti, for hvilke der skal føres registrant, jf. § 9 i Socialministeriets bekendtgørelse af d.d. om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område.
Ved udvælgelsen af stikprøver må der lægges særlig vægt på nyetablerede personsager og på sagsområder og sager, hvor tilkendelse eller beregning af ydelser beror på et skøn.
Revisor må bl.a. efterprøve, om der ved sagsetableringen, og i fornødent omfang ved salgsopfølgninger, er indhentet oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser m.v., jf. lov nr. 387 af 13. juni 1990 om ændring af forskellige lovbestemmelser om kontrol med udbetaling af offentlige ydelser m.v. (»kontrolloven«).
Revisor må endvidere efterprøve, om der ved sagsbehandlingen er taget hensyn til principielle afgørelser, der træffes af decisionsmyndigheden og ankeinstanser.
I sager om inddrivelse af underholdsbidrag og om ydelser med tilbagebetalingspligt må revisor påse, at der foretages inddrivelse i overensstemmelse med love og administrative forskrifter herom.
§ 5
Kommunalbestyrelsen skal give revisionen adgang til at foretage de undersøgelser m.v., som denne finder nødvendige. Kommunalbestyrelsen skal tillige sørge for, at revisionen i øvrigt får de oplysninger, herunder sådanne oplysninger om økonomiske forhold, som kan indhentes med hjemmel i kontrolloven, og som skønnes nødvendige for at sikre, at ydelsesmodtagere ikke modtager uforenelige ydelser fra flere systemer. Kommunalbestyrelsen skal endvidere sørge for, at revisionen får den bistand, som revisionen anser for påkrævet for udførelsen af hvervet.
§ 6
Den endelige årlige refusionsopgørelse og opgørelse af tilskud efter bistandslovens § 136 med tilhørende specifikationer skal af revisionen forsynes med påtegning om, at opgørelsen er revideret, og at revisionen er udført i overensstemmelse med reglerne i kommunens revisionsregulativ og denne bekendtgørelse.
Den i stk. 1 omhandlede påtegning skal indeholde revisors erklæring om, at opgørelsen er foretaget i overensstemmelse med gældende bestemmelser.
§ 7
Såfremt revisionen har påpeget, at beløb med urette er anmeldt til refusion, eller at der er hjemtaget for store tilskud fra staten efter bistandslovens § 136, må revisor påse, at der foretages tilsvarende fradrag i beløb, der senere anmeldes til refusion, henholdsvis kommer til udbetaling efter bistandslovens § 136.
§ 8
Revisor afgiver hvert år, senest samtidig med afgivelse af beretninger om revisionen af kommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen i henhold til denne bekendtgørelse.
Der redegøres for, i hvilket omfang kommunen har fulgt kontrolloven og i øvrigt sikret, at ydelsesmodtagere ikke modtager uforenelige ydelser fra flere systemer.
I beretningen redegøres tillige for den udførte revision samt for alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Desuden redegøres der for forhold af principiel eller økonomisk betydning, som revisor finder anledning til at fremdrage, derunder tilfælde, hvor fortolkning af gældende regler giver anledning til tvivl.
§ 9
Senest samtidig med indsendelsen af revisionsberetninger m.v. for kommunens regnskaber til vedkommende kommunale tilsynsmyndighed sender kommunalbestyrelsen den i § 8 nævnte beretning sammen med besvarelsen af eventuelle revisionsbemærkninger, begge dele i 2 eksemplarer, til Socialministeriet. Samtidig sendes 1 eksemplar af besvarelsen til revisor.
Socialministeriet gennemgår revisionsberetningerne og tager stilling til revisionsbemærkninger vedrørende de i § 1 nævnte områder og meddeler kommunalbestyrelse og revision de afgørelser af spørgsmål af betydning for statsrefusionen og tilskud efter bistandslovens § 136 samt den vejledning, som gennemgangen måtte give anledning til.
§ 10
Rigsrevisor udøver tilsyn med de i § 1 nævnte områder i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 og 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Rigsrevisor kan af kommunalbestyrelsen forlange sig meddelt alle sådanne oplysninger, som efter hans skøn er af betydning for tilsynet, jf. § 12 i nævnte lov.
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1991 og finder anvendelse fra revisionen af regnskaberne for 1991.
Socialministeriets cirkulære af 10. december 1986 om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område finder fortsat anvendelse for revisionen af regnskaber for tidligere år, dog gælder § 9 i nærværende bekendtgørelse for revisionsberetninger, der indsendes efter 1. januar 1991.
pre_paragraph I medfør af § 137 i lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990, § 52, stk. 2, i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 4. juli 1989, § 20, stk. 3, i lov om delpension, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 6. januar 1987, § 25, stk. 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lov nr. 350 af 4. juni 1986, og § 30, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lov nr. 852 af 20. december 1989, fastsættes herved bestemmelser om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område.
Socialministeriet, den 18. februar 1991, den 18. februar 1991
/Else Winther Andersen Knud Hagensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1991
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1991