Bekendtgørelse om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer
BEK nr 1175 af 16/12/1992
§ 1
Ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling er ikke tilladt.
Legemlig afstraffelse er ikke tilladt.
Fiksering er ikke tilladt. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, eller livstykke, samt anden form for mekanisk fastspænding.
Fysisk magtanvendelse er, bortset fra de i § 2 nævnte tilfælde, ikke tilladt.
Isolation er, bortset fra de i § 7 nævnte tilfælde, ikke tilladt. Ved isolation forstås afsondring i aflåst rum i kortere eller længere perioder.
Kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med personer uden for institutionen må, bortset fra de i § 10 nævnte tilfælde, ikke finde sted. Kontrol af breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel advokat, jf. lovens § 124, stk. 3, må ikke finde sted.
Over for unge, der efter reglerne i retsplejeloven er anbragt i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling, kan politiet, hvor hensynet til efterforskningen gør det påkrævet, modsætte sig, at den unge modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den unge har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer. Hvor hensyn til efterforskningen gør det påkrævet, kan politiet endvidere forlange at gennemse og, hvis det findes påkrævet, standse den unges breve inden modtagelsen eller afsendelsen samt forbyde den unge at foretage telefonsamtaler eller anden kommunikation med personer uden for institutionen eller betinge telefonsamtaler og anden kommunikation af, at samtalen overhøres. Den unge har ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren og Folketingets Ombudsmand. Den unge skal underrettes om politiets beslutning og kan forlange den forelagt for retten til afgørelse. Retten kan efter retsplejelovens regler bestemme, at unge, der er anbragt i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling, helt eller delvis afskæres fra kontakt med andre.
Undtagelser fra forbudet mod fysisk
Undtagelser fra forbudet mod fysisk
§ 2
Fysisk magtanvendelse i form af, at barnet eller den unge fastholdes, eller føres til andet opholdssted, er tilladt, såfremt barnet eller den unge enten udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, eller såfremt barnet eller den unge derved forhindres i at skade sig selv. Denne magtanvendelse skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige.
Handlinger, som har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, omfattes af straffelovens bestemmelser om nødværge, hvorefter der kan blive tale om at gå videre i forsvaret end anført i stk. 1. En medarbejder kan således også gribe ind og hjælpe i udøvelsen af nødværge.
Sikret afdeling
Sikret afdeling
§ 3
Ved en sikret afdeling forstås en afdeling, hvis yderdøre og vinduer kan være konstant aflåst. Amtsrådet kan tillade aflåsning om natten af værelser i sikrede afdelinger, uden at dette betragtes som isolation, jf. lovens § 14, stk. 6. Sikrede afdelinger skal godkendes af Socialministeriet efter indstilling fra amtsrådet. Socialministeriet følger udviklingen inden for anvendelsen af de sikrede afdelinger og aflægger lejlighedsvis besøg på institutionerne.
§ 4
Kommunalbestyrelsen, henholdsvis børn og unge-udvalget, kan i overensstemmelse med reglerne i lovens § 66 d beslutte at anbringe unge, der er fyldt 15 år, i sikret afdeling, når
- dette er absolut påkrævet for at afværge, at den unge skader sig selv eller andre, og faren herfor ikke på forsvarlig måde har kunnet afværges ved andre og mere lempelige forholdsregler, eller
- det i den indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, eller
- anbringelsen træder i stedet for varetægtsfængsling.
Forældremyndighedens indehaver skal altid underrettes om anbringelsen, så vidt muligt inden denne sker.
Nægter forældremyndighedens indehaver at give samtykke til en beslutning efter stk. 1, nr. 1 og 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde vederlagsfri advokatbistand, jf. lovens § 124, stk. 1, nr. 7.
En ung, der er fyldt 15 år, og som nægter at give samtykke i en sag om beslutning efter stk. 1, nr. 1 og 2, skal have tilbud om vederlagsfri advokatbistand, jf. lovens § 124, stk. 3.
§ 5
Børn og unge-udvalgets beslutning om anbringelse i sikret afdeling efter § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. lovens § 35, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse i henhold til lovens § 128.
§ 6
I ganske særlige tilfælde kan amtsrådet dispensere fra den i § 4, stk. 1, nævnte 15 års grænse.
Under de i § 4, stk. 1, nævnte betingelser kan lederen af en døgninstitution for unge, hvortil der er knyttet en sikret afdeling, træffe en midlertidig beslutning om overførsel til sikret afdeling af en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på den pågældende institution. Den midlertidige beslutning kan iværksættes, men skal straks forelægges kommunalbestyrelsen, henholdsvis børn og unge-udvalget, til afgørelse i overensstemmelse med reglerne i § 4, stk. 1.
Ophold i sikret afdeling ud over 4 døgn skal være godkendt af amtsrådet. Ophold i sikret afdeling må højst vare 2 måneder. I opholdstiden medregnes ikke den tid, den unge uden tilladelse har været fraværende fra afdelingen ud over 24 timer i træk.
Såfremt de i § 4, stk. 1, nævnte betingelser i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, kan amtsrådet efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, henholdsvis børn og ungeudvalget, dispensere fra 2 måneders grænsen for nye perioder på højst 2 måneder.
§ 7
For en ung anbragt i sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge kan institutionens leder undtagelsesvis træffe bestemmelse om anbringelse af den unge i særlige isolationsrum, når der er overhængende fare for, at denne skader sig selv eller andre. Isolationen må kun vare i indtil 2 timer.
§ 8
Unge, der er anbragt i sikret afdeling ud over 24 timer, skal have adgang til at opholde sig i fri luft mindst 1 time dagligt.
Under ophold i sikret afdeling kan den unge beskæftiges uden for afdelingen.
Til unge, der i henhold til § 4, stk. 1, nr. 3, er anbragt i sikret afdeling i stedet for varetægtsfængsling, kan udgangstilladelse af kort varighed meddeles af institutionens leder, når den unge har et uafviseligt behov herfor. Politiet skal i disse tilfælde så vidt muligt omgående orienteres om, at den unge har fået udgangstil-ladelse.
Aflåsning
Aflåsning
§ 9
Afdelinger, der ikke er godkendt som sikrede, kan aflåses om natten og undtagelsesvis i kortere perioder af dagen. En afdeling, der er aflåst hele eller næsten hele døgnet, skal være godkendt som sikret afdeling.
Brev- og telefonkontrol
Brev- og telefonkontrol
§ 10
Under ophold i døgninstitutioner for børn og unge, jf. lovens § 96, kan børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, uden retskendelse træffe beslutning om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen. Kontrol af breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel advokat, jf. lovens § 124, stk. 3, må ikke finde sted. En beslutning efter 1. pkt. kan træffes foreløbigt efter reglerne i lovens § 35 c, når betingelserne herfor er opfyldt.
Åbning af udgående og indgående breve kan kun finde sted med samtykke fra og i overværelse af barnet eller den unge. Kontrol af telefonsamtaler i form af medhør kan kun finde sted med samtykke fra barnet eller den unge. Såfremt medhør finder sted, skal den person, med hvem telefonsamtalen føres, gøres opmærksom herpå.
Ønsker barnet eller den unge ikke, at et indgående brev åbnes, kan dette uåbnet returneres til afsenderen med forklarende ledsageskrivelse. Ønsker barnet eller den unge ikke, at der sker medhør ved en indgående telefonsamtale, kan telefonsamtalen afbrydes med en forklaring til den, der har ringet op.
Ønsker barnet eller den unge ikke, at et udgående brev åbnes, tilintetgøres brevet. Ønsker barnet eller den unge ikke, at der sker medhør ved en udgående telefonsamtale, føres samtalen ikke.
Under en sag om brev- og telefon-kontrol efter lovens § 14, stk. 7, med forældremyndighedens indehaver skal denne have tilbud om vederlagsfri advokatbistand, jf. lovens § 124, stk. 1, nr. 1.
Under en sag om brev- og telefonkontrol efter lovens § 14, stk. 7, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om vederlagsfri advokatbistand, jf. lovens § 124, stk. 1, nr. 4.
Børn og unge-udvalgets beslutning efter lovens § 14, stk. 7, kan i henhold til lovens § 128, indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.
Stk. 2-4 finder ikke anvendelse ved kontrol efter § 1, stk. 7.
Skematilførsler og indberetninger
Skematilførsler og indberetninger
§ 11
Ved anvendelse af sikret afdeling, aflåsning om natten af værelser i sikret afdeling, isolation samt den i § 2, stk. 1, beskrevne form for fysisk magtanvendelse skal institutionens leder samme dag indføre følgende oplysninger på et særligt udarbejdet skema: Kopi af skemaet skal bero i institutionen i en særlig dertil beregnet protokol.
- Barnets eller den unges navn og alder,
- tidspunktet for indgrebet,
- indgrebets varighed,
- indgrebets art,
- begrundelse for indgrebet.
Institutionens leder indsender ved månedens udgang med sine kommentarer skemaerne til amtsrådet, der gennemgår skemaerne.
§ 12
Overtrædelse af reglerne i kap. 1-5 samt anvendelse af nødværge indberettes til amtsrådet. Den i § 2, stk. 1, beskrevne form for fysisk magtanvendelse skal ikke indberettes, men episoden skal protokolleres, jf. § 11, stk. 1.
Den implicerede medarbejder skal senest dagen efter episoden afgive skriftlig indberetning derom til institutionens leder, der med sine kommentarer samt forklaringer fra personer, der har overværet episoden, inden 3 dage videresender indberetningen til amtsrådet. Så vidt muligt skal indberetningen ledsages af barnets eller den unges redegørelse for episoden. Indberetningen skal indeholde følgende oplysninger:
- De særlige forhold, der begrunder indgrebet,
- tidspunktet for den handling, der har givet anledning til indgrebet,
- tidspunktet for indgrebet,
- indgrebets varighed,
- beskrivelse af indgrebets art,
- beskrivelse af indgrebets formål,
- hvem, der foretog indgrebet,
- barnets eller den unges tilstand i den tid, indgrebet fandt sted.
Såfremt der er begrundet mistanke om en strafbar handling, der er undergivet offentlig påtale, skal institutionens leder straks sende indberetning herom til amtsrådet.
En medarbejder, som har overværet episoden, og som ikke dagen efter er bedt om oplysninger til indberetningen, har pligt til at meddele sin forklaring til institutionens leder.
En medarbejder, der i øvrigt får begrundet viden om episoden, skal også meddele institutionens leder denne viden.
Institutionens leder giver samtidig med sin indberetning til amtsrådet kopi af denne til den implicerede medarbejder samt orienterer forældremyndighedens indehaver og kommunalbestyrelsen.
En medarbejder, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal samtidig gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.
Hvis den implicerede part er institutionens leder, skal der sendes indberetning direkte til amtsrådet. Medarbejderen giver i dette tilfælde institutionens leder genpart af sin indberetning. Amtsrådet sørger for, at forældremyndighedens indehaver og kommunalbestyrelsen orienteres.
Amtsrådet træffer afgørelse i sagen inden 6 uger.
Om tilsyn, klageadgang, sanktioner m.v.
Om tilsyn, klageadgang, sanktioner m.v.
§ 13
Amtsrådet fører tilsyn med institutionerne, herunder med anvendelsen af reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 14
Klager vedrørende overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse indbringes for amtsrådet.
§ 15
Forinden besvarelsen af en klage anmoder amtsrådet den ansvarlige institutionsleder om en udtalelse. Med udtalelsen indsendes en redegørelse fra den medarbejder, der har kendskab til de forhold, der klages over. Såfremt der er sket skematilførsel i henhold til § 11, skal en udskrift af tilførslen vedlægges.
Institutionens leder eller den, denne bemyndiger dertil, skal herudover hurtigst muligt foretage en undersøgelse, der omfatter samtale med barnet eller den unge, de medarbejdere, der har kendskab til de forhold, der klages over, og mulige vidner til episoden. Der udfærdiges rapport om de pågældende samtaler, og rapporten indsendes med institutionslederens indstilling til amtsrådet med de i stk. 1 nævnte oplysninger.
§ 16
Klager over amtsrådets beslutninger i medfør af denne bekendtgørelse, herunder afgørelser i henhold til § 6, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, jf. lovens § 15.
§ 17
Overfor den ansatte kan anvendes de reaktionsmuligheder, der følger af pågældendes ansættelsesvilkår.
§ 18
Denne bekendtgørelse indskrænker ikke det ansvar, medarbejderne kan pådrage sig i henhold til straffeloven, jf. navnlig straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden og kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme.
§ 19
Institutionens leder skal sikre sig, at såvel de anbragte børn og unge som forældremyndighedens indehaver gøres bekendt med reglerne i denne bekendtgørelse, herunder med adgangen til at klage til henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse, jf. § 5 og amtsrådet, jf. § 14.
§ 20
Der skal endvidere gives underretning om adgangen til at rette henvendelse til det af Folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn med personer, der er underkastet administrativ frihedsberøvelse, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 og 2.
§ 21
Denne bekendtgørelse udleveres til samtlige medarbejdere, der over for institutionens leder kvitterer for modtagelsen.
Opholdssteder for børn og unge
Opholdssteder for børn og unge
§ 22
Bestemmelserne i § 1, stk. 1 - 6, § 2, § 18 og § 21 finder tilsvarende anvendelse på de i lovens § 66 nævnte opholdssteder for børn og unge, som af den stedlige kommunalbestyrelse er godkendt som egnede til at modtage flere end 4 personer.
§ 23
Overtrædelse af reglerne i § 1, stk. 1-6, og § 2 samt anvendelse af nødværge indberettes til kommunalbestyrelsen. Ved indberetning til kommunalbestyrelsen finder bestemmelserne i § 12, stk. 2-3 tilsvarende anvendelse. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse i sagen inden 6 uger.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældremyndighedens indehaver og den anbringende kommunalbestyrelse orienteres om forhold, der er omfattet af stk. 1.
§ 24
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med anvendelsen af de regler i denne bekendtgørelse, der gælder på de i § 22 nævnte opholdssteder.
§ 25
Klager vedrørende overtrædelse af de regler i denne bekendtgørelse, der finder anvendelse på de i § 22 nævnte opholdssteder, indbringes for kommunalbestyrelsen.
§ 26
Klager over kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan indbringes for det sociale ankenævn, jf. lovens § 15.
§ 27
Opholdsstedet skal sikre sig, at såvel de anbragte børn og unge som forældremyndighedens indehaver gøres bekendt med de regler i denne bekendtgørelse, der finder anvendelse på de i § 22 nævnte opholdssteder, herunder med adgangen til at klage til kommunalbestyrelsen, jf. § 25.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 28
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1993.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 885 af 11. december 1986 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 283 af 26. april 1990.
Socialministeriet, den 16. december 1992, den 16. december 1992
/Else Winther Andersen Anders Lynge Madsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1992
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1992