TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om mindstebeholdninger af mineralolieprodukter

BEK nr 1184 af 19/12/1992

DanmarkBekendtgørelse1992

§ 1

Enhver, der her i landet importerer, producerer eller hos en anden virksomhed lader producere mineralolieprodukter, er lagringspligtig. Den lagringspligtige har pligt til - udover at opretholde de særlige beredskabslagre, der er foreskrevet ved Energiministeriets bekendtgørelse om beredskabslagre af mineralolieprodukter - at opretholde lagre af de i § 4 nævnte mineralolieprodukter i et omfang, der beregnes efter bestemmelserne i § 5.

Stk. 2

Som importør i henhold til stk. 1 anses den, i hvis navn fortoldningsbegæring afgives.

§ 2

En importør af en mængde af de i § 4 nævnte produkter, der i et kalenderår tilsammen udgør mindre end 50 tons råolieækvivalent, er ikke omfattet af bekendtgørelsen, såfremt importøren ikke selv eller gennem andre i tidligere år har foretaget import af lagringspligtige produkter i et større omfang end det nævnte.

§ 3

Nye importører eller producenter, som nævnt i § 1, af produkter, som nævnt i § 4, skal senest ved importens eller produktionens påbegyndelse give Energistyrelsen meddelelse herom med henblik på kontrollen med overholdelsen af bekendtgørelsen.

Lagringspligtige produkter

Lagringspligtige produkter

§ 4

Der er pligt til at opretholde lagre af følgende 3 kategorier mineralolieprodukter: Kategori 1: Benzin til motorkøretøjer og brændstof til flyvemaskiner (flyvebenzin og jet fuel af benzintypen) Kategori 2: Gasolie, dieselolie, petroleum og jet fuel af petroleumstypen Kategori 3: Fuelolie.

Stk. 2

Ved gas-/ dieselolie forstås råoliedestillat, hvoraf mindst 80 pct. har kogepunkt mellem 200I og 400I C, flammepunkt som for fareklasse III, jfr. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 161 af 26. april 1985, samt viskositet lavere end 20 centistokes ved 20I C, undtagen produkter, for hvilke det kan dokumenteres, at de er importeret eller fremstillet til andre formål end forbrænding (kemiske produkter, smøreolie etc.).

Beregning af lagringspligten

Beregning af lagringspligten

§ 5

Ved den lagringspligtige omsætning forstås den totale mængde lagringspligtige produkter, som den lagringspligtige har solgt eller forbrugt i referenceåret. I opgørelsen over den lagringspligtige omsætning medtages følgende salg eller forbrug ikke:

  1. Salg til andre lagringspligtige.
  1. Salg af en mængde, som den lagringspligtige har købt af en ikke-lagringspligtig.
  1. Salg til eksport, herunder salg til Færøerne og Grønland.
  1. Salg til skibe i udenrigs fragt- og passagerfart.
  1. Salg i ladninger til forsvarets myndigheder.
  1. Eget forbrug i raffinaderi.
Stk. 2

Ved lageråret forstås perioden fra den 1. juli i et kalenderår til den 30. juni i det efterfølgende kalenderår. Ved referenceåret forstås det kalenderår, som er afsluttet 6 måneder forud for lagerårets begyndelse.

Stk. 3

Lagringspligtige skal i lageråret af hver kategori opretholde lagre, som nævnt i § 4, der udgør en procentvis andel af den lagringspligtige omsætning i referenceåret af den pågældende kategori.

Stk. 4

Den procentvise andel for hver kategori, som nævnt i stk. 3, fastsættes af Energistyrelsen.

Opfyldelse af lagringspligten

Opfyldelse af lagringspligten

§ 6

Til opfyldelse af lagringspligten kan medregnes beholdninger, som tilhører den lagringspligtige, og som er oplagret hos lagringspligtige. Undtaget herfra er dog beholdninger, som befinder sig i forbindelsesledninger og i produktionsanlæg.

Stk. 2

Til opfyldelse af lagringspligten kan herudover medregnes følgende beholdninger, som tilhører den lagringspligtige:

  1. Beholdningerne i tankfartøjer, som med henblik på losning er ankommet til en havn, under forudsætning af, at havnemyndighederne har modtaget dokumentation for den ladning, der skal losses.
  1. De i lossehavne oplagrede mængder.
  1. Lagre i tankanlæg på land beliggende i terminaler for olierørledninger.
  1. Beholdninger i tankfartøjer i indenrigsfart.
Stk. 3

Følgende beholdninger kan ikke medregnes til opfyldelse af lagringspligten:

  1. Råolie og kondensat i oliefelter.
  1. Beholdninger bestemt til bunkring for skibsfarten.
  1. Beholdninger, der befinder sig i transit.
  1. Beholdninger, der befinder sig i olierørledninger, motortankvogne, jernbanetankvogne eller detailsalgstankanlæg.
  1. Beholdninger, der er reserveret militæret.

§ 7

Lagringspligtige kan opfylde deres lagringspligt helt eller delvis gennem medlemskab af »Foreningen Danske Olieberedskabslagre« (FDO). Enhver lagringspligtig har ret til at blive medlem af FDO. Ændringer i FDO's vedtægter skal godkendes af energiministeren. Energistyrelsen fastsætter for hvert lagerår den andel af medlemmernes lagringspligt, der skal opfyldes af henholdsvis FDO og de enkelte medlemmer. Forud for optagelse af et medlem retter FDO henvendelse til Energistyrelsen med henblik på fastlæggelse af den lagringspligt, som FDO skal opfylde på ansøgerens vegne.

Stk. 2

Energistyrelsen kan på nærmere vilkår godkende, at lagringspligtige virksomheder, hvis beholdninger af lagringspligtige produkter overstiger de til opfyldelse af lagringspligten til enhver tid krævede mængder, træffer aftale med andre lagringspligtige virksomheder om, at sådanne overskydende mængder helt eller delvis kan medregnes til opfyldelse af sidstnævntes lagringspligt.

Stk. 3

Energistyrelsen kan på nærmere vilkår godkende, at beholdninger af lagringspligtige produkter, der for en lagringspligtig virksomheds regning befinder sig i et andet land inden for Det europæiske økonomiske Fællesskabs område, medregnes til opfyldelse af lagringspligten, såfremt eventuelle aftaler herom bekræftes af henholdsvis de danske og vedkommende medlemslands myndigheder.

Stk. 4

Energistyrelsen kan på nærmere vilkår godkende, at beholdninger af lagringspligtige produkter, der for en lagringspligtig virksomheds regning befinder sig i et land inden for Den europæiske Frihandelssammenslutnings område, medregnes til opfyldelse af lagringspligten, såfremt Danmarks forpligtelser over for De europæiske økonomiske Fællesskaber og Det Internationale Energi Agentur er opfyldt, og såfremt der er indgået bindende aftale med vedkommende stat om, at de pågældende oliemængder i tilfælde af en oliekrise kan overføres til Danmark.

§ 8

Til opfyldelse af lagringspligten kan den lagringspligtige medregne lagre af råolie, kondensat og halvfabrikata i det forhold, der består mellem på den ene side den totale mængde lagringspligtige produkter, som er fremstillet her i landet i referenceåret, og på den anden side den mængde råolie, kondensat og halvfabrikata, der er medgået hertil i samme referenceår. Dette gælder dog kun for så vidt angår indtil 40 pct. af lagringspligten i kategori 1, indtil 40 pct. af lagringspligten i kategori 2 og indtil 50 pct. af lagringspligten i kategori 3.

Stk. 2

Energistyrelsen meddeler forud for hvert lagerår i hvilket forhold råolie, kondensat og halvfabrikata kan medregnes til opfyldelse af lagringspligten.

Stk. 3

Lagre af produkter, der ved blanding er bestemt til produktion af de lagringspligtige produkter, kan træde i stedet for de produkter, der skal produceres af dem.

Oplysningspligt

Oplysningspligt

§ 9

Lagringspligtige og FDO skal senest den 25. i hver måned på formularer godkendt af Energistyrelsen indsende oplysninger til Energistyrelsen om varebevægelser i den nærmest foregående måned af hver af de i §§ 4 og 8 nævnte varearter. Oplysningerne om varebevægelser skal specificeres på vareart, transaktionsart og kvantum med angivelse af, hvorfra varen er udleveret. Salg, der efter § 5, stk. 1 ikke skal medregnes ved beregningen af lagringspligtens omfang, skal anføres særskilt.

§ 10

Lagringspligtige og FDO skal senest den 25. i hver måned på formularer godkendt af Energistyrelsen indsende oplysninger til Energistyrelsen om den mængde af de varearter, der er nævnt i §§ 4 og 8, som vedkommende havde oplagret ved udgangen af den nærmest foregående måned.

§ 11

Rigtigheden af de for et kalenderår månedsvis indsendte oplysninger i medfør af § 9 og § 10, skal een gang årligt, senest 25 dage efter årets udløb, være bekræftet ved underskrift af statsautoriseret eller registreret revisor. Oplysningerne skal afgives på formularer, som udleveres af Energistyrelsen.

§ 12

Enhver, der omfattes af bestemmelserne i denne bekendtgørelse, har pligt til på opfordring at give Energistyrelsen alle oplysninger, som Energistyrelsen finder nødvendige for kontrollen med overholdelsen af bekendtgørelsen, samt at give repræsentanter for Energistyrelsen adgang til på stedet at kontrollere tilstedeværelsen af de krævede mindstelagre.

Ophør af virksomhed

Ophør af virksomhed

§ 13

En virksomhed, der er omfattet af § 1, ophører med at være lagringspligtig ved udløbet af et lagerår, såfremt den lagringspligtige er ophørt med at drive virksomhed med lagringspligtige produkter senest 6 måneder forud for nævnte lagerårs udløb, og såfremt virksomheden ikke havde lagringspligtig omsætning i referenceåret.

Nedsættelse af lagringspligten og dispensation

Nedsættelse af lagringspligten og dispensation

§ 14

En virksomheds lagringspligt kan nedsættes, såfremt virksomheden her i landet raffinerer eller lader raffinere råolie, der er udvundet her i landet. Endvidere kan en virksomheds lagringspligt nedsættes, såfremt virksomheden køber produkter produceret her i landet på grundlag af råolie, der er udvundet her i landet, og såfremt tidligere salgsled ikke har udnyttet adgangen til nedsættelse.

Stk. 2

Lagringspligten kan nedsættes med 10 pct. af mængden af de produkter, der i referenceåret er produceret på grundlag af nævnte råolie. Nedsættelsen kan dog højst andrage 1,5 pct. af den lagringspligtige omsætning.

Stk. 3

Ansøgning om nedsættelse af lagringspligten i henhold til stk. 1 og 2 skal være Energistyrelsen i hænde senest den 1. februar efter referenceårets udløb. Ansøgningen skal være ledsaget af en af statsautoriseret eller registreret revisor attesteret opgørelse over den mængde lagringspligtige produkter, der er fremkommet ved den nævnte raffinering.

§ 15

Energistyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når særlige forhold taler derfor.

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 16

Overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1993. Samtidig ophæves Energiministeriets bekendtgørelse nr. 307 af 25. juni 1985 om mindstelagre af mineralolie og mineralolieprodukter.


Energiministeriet, den 19. december 1992, den 19. december 1992

/Anne Birgitte Lundholt Thomas Bastholm Bille/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1992
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1992
Bekendtgørelse om mindstebeholdninger af mineralolieprodukter | TheLawyer.sh