TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om betalingsordninger inden for arbejdsmarkedsuddannelserne

BEK nr 13 af 03/01/1992

DanmarkBekendtgørelse1992

§ 1

Betalingsordningerne har til formål at sikre arbejdsmarkedsuddannelserne en indtægt, der anvendes til kursusaktivitet.

Stk. 2

Betalingsordningerne omfatter afmeldegebyr, virksomhedsbetaling for udstedelse af certifikater og virksomhedsbetaling ved meget dyre kurser. Udgiften afholdes af kursistens arbejdsgiver.

Personkreds

Personkreds

§ 2

Betalingsordningerne omfatter kursister, der er ansat hos arbejdsgiveren på tidspunktet for kursistens optagelse på kurset, og selvstændige erhvervsdrivende, der deltager i uddannelse efter kap. 3, 4 og 5 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Betalingsordningerne

Betalingsordningerne

§ 3

Kursistens arbejdsgiver betaler et afmeldegebyr på 2.000 kr., såfremt kursisten ikke er fremmødt på første kursusdag.

Stk. 2

Frameldes kursisten senere end 1 uge inden første kursusdag, betaler arbejdsgiveren et gebyr på 1.000 kr.

Stk. 3

Framelding tidligere end 1 uge før første kursusdag er gebyrfri.

Stk. 4

Dokumenterer arbejdsgiveren, at udeblivelse, jf. stk. 1, eller framelding, jf. stk. 2, skyldes et forhold, der i kursistens ansættelsesforhold er lovligt forfald, fritages arbejdsgiveren for gebyr.

Stk. 5

Såfremt en arbejdsgiver erstatter en udeblevet eller frameldt kursist med en anden, betales ikke gebyr.

Stk. 6

Afmeldegebyret skal betales til kursusiværksætteren senest 4 uger efter modtagelsen af opkrævning.

Stk. 7

Såfremt et planlagt kursus aflyses på kursusiværksætterens foranledning, betales ikke gebyr. Skyldes aflysning manglende fremmøde på første kursusdag eller for mange frameldinger, fritages de kursister, der er omfattet af stk. 1 og 2, ikke for gebyr. B. Virksomhedsbetaling for certifikater

§ 4

Arbejdsgiveren betaler for udstedelse af certifikater, der er baseret på krav udstedt af offentlige myndigheder.

Stk. 2

Betalingen udgør mellem 500-2.000 kr. pr. certifikat. Betalingen for det enkelte certifikat fastsættes af chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen efter forhandling med de respektive uddannelsesudvalg og revideres efter behov.

Stk. 3

Betaling skal ske til kursusiværksætteren forud for udstedelse af certifikatet. C. Virksomhedsbetaling ved meget dyre kurser

§ 5

Chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen kan efter nærmere fastsatte retningslinier, der efter forhandling med Uddannelsesrådet er godkendt af arbejdsministeren, pålægge kurser, der gennemføres ifølge lov om arbejdsmarkedsuddannelser, §§ 9, stk. 1, pkt. 1, 22, stk. 1, pkt. 1 og 34, stk. 2, en betaling, hvor kursernes gennemførelse stiller meget store krav til investeringer eller driftsudgifter.

Stk. 2

Betaling skal være erlagt af arbejdsgiveren inden kursusstart. Sker optagelse på et kursus mindre end en uge før kursusstart, kan betaling dog ske efterfølgende.

Stk. 3

Såfremt kurset foregår på en virksomhed, der stiller undervisningsudstyr m.v. til rådighed, bortfalder betaling.

Stk. 4

Aflyses et kursus på foranledning af kursusiværksætteren, tilbagebetales det beløb, som arbejdsgiveren har betalt for kurset.

Administration m.v.

Administration m.v.

§ 6

Betaling i henhold til §§ 3, 4 og 5 påhviler kursistens arbejdsgiver og opkræves af kursusiværksætteren. Har en uddannelsesinstitution fået overladt dele af et fagligt efteruddannelsesudvalgs administrative opgaver efter Arbejdsmarkedsstyrelsens godkendelse, kan opkrævning af betaling overlades til vedkommende uddannelsesinstitution.

Indtægternes anvendelse

Indtægternes anvendelse

§ 7

Indtægterne fra betalingsordningerne anvendes til kursusaktiviteter af kursusiværksætteren.

§ 8

Denne bekendtgørelse er ikke til hinder for, at kurser fortsat kan gennemføres med hel eller delvis betaling efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed og virksomhedstilpassede kurser med nedsat statstilskud, jf. §§ 18, 31 og 42, sidste punktum, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Klage

Klage

§ 9

Klage over afgørelser om betaling efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelse

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 1992.


Arbejdsministeriet, den 3. januar 1992, den 3. januar 1992

/Knud E. Kirkegaard Povl Holm/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1992
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1992
Bekendtgørelse om betalingsordninger inden for arbejdsmarkedsuddannelserne | TheLawyer.sh