TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om næringsdeklaration m.v. af færdigpakkede levnedsmidler (*

BEK nr 198 af 20/03/1992

DanmarkBekendtgørelse1992

§ 1

Denne bekendtgørelse omfatter regler for mærkning med næringsdeklaration af færdigpakkede levnedsmidler bestemt til salg til den endelige forbruger, herunder cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lignende.

§ 2

Denne bekendtgørelse omfatter

  1. regler om næringsdeklaration af levnedsmidler, undtagen naturligt mineralvand,
  1. særlige regler om næringsdeklaration af kosttilskud, herunder næringsstofpræparater, jf. kap. 4 og
  1. særlige regler om næringsdeklaration af mineralvand og drikkevand, jf. kap. 5.
Stk. 2

Denne bekendtgørelse anvendes, for så vidt angår levnedsmidler bestemt til særlig ernæring med forbehold af de specielle regler, der er fastsat herom.

§ 3

Ved færdigpakkede levnedsmidler forstås i denne bekendtgørelse levnedsmidler, som før og uden direkte sammenhæng med salg er indesluttet i detailemballage, der er bestemt til først at brydes af forbrugerne, herunder cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lignende.

§ 4

Ved næringsdeklaration forstås i denne bekendtgørelse enhver oplysning på emballagen, som vedrører levnedsmidlets indhold af

  1. energi,
  1. protein,
  1. kulhydrat,
  1. fedt,
  1. kostfibre,
  1. natrium og
  1. vitaminer og mineraler som anført i bilagene, når de forekommer i en betydelig mængde i overensstemmelse med bilagene.

§ 5

Ved ernæringsmæssig anprisning forstås i denne bekendtgørelse enhver angivelse på emballagen, i præsentationen eller i reklamer, som er egnet til at give forbrugerne indtryk af, at et levnedsmiddel har en særlig ernæringsmæssig egenskab med hensyn til energi eller næringsstoffer.

Stk. 2

Såfremt der i EF-regler eller nationale regler er fastsat krav om kvalitativ eller kvantitativ angivelse af et eller flere næringsstoffer, er dette ikke i sig selv en ernæringsmæssig anprisning.

§ 6

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Protein: indholdet af protein beregnet efter formlen: protein = total Kjeldahl-nitrogen x 6,25.
  1. Kulhydrat: ethvert kulhydrat, som fordøjes og omsættes i menneskets stofskifte, herunder sukkeralkoholer.
  1. Sukkerarter: alle monosaccharider og disaccharider, som forekommer i et levnedsmiddel. Sukkeralkoholer medregnes ikke.
  1. Fedt: det samlede indhold af lipider, herunder phospholipider.
  1. Mættede fedtsyrer: alle fedtsyrer uden dobbeltbinding.
  1. Enkeltumættede fedtsyrer: alle fedtsyrer med een cisdobbeltbinding.
  1. Flerumættede fedtsyrer: alle fedtsyrer med cis, cis- methylenafbrudte dobbeltbindinger.
  1. Gennemsnitsværdi: den værdi, der bedst repræsenterer den mængde næringsstof, som et givet levnedsmiddel indeholder, og ved hvilken der tages hensyn til den margen, der skyldes sæsonmæssige variationer, forbrugsmønstre og andre faktorer, som kan have indflydelse på den faktiske værdi.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 7

Næringsdeklarationen i henhold til denne bekendtgørelse skal være

  1. let læselig,
  1. klart synlig,
  1. uudslettelig,
  1. anført på dansk eller på andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk, og
  1. anført på et iøjnefaldende sted.
Stk. 2

Næringsdeklarationen skal være anført i samme synsfelt med oplysningerne listet under hinanden. Såfremt dette ikke er muligt, anføres oplysningerne i lineær form.

Stk. 3

Stk. 1, nr. 4, forhindrer ikke, at næringsdeklarationen anføres på flere sprog.

§ 8

Næringsdeklarationen skal anføres numerisk og i følgende enheder:

  1. Energi i kJ og kcal.
  1. Kolesterol i mg.
  1. Vitaminer og mineraler i de i bilag 1-3 angivne enheder.
  1. Øvrige næringsstoffer i g.

§ 9

Oplysningerne i næringsdeklarationen givet i henhold til denne bekendtgørelse skal være gennemsnitsværdier fastsat på een af følgende måder:

  1. Producentens analyse.
  1. Beregning udført på basis af kendte eller faktiske gennemsnitsværdier vedrørende de anvendte ingredienser.
  1. Beregninger på basis af sædvanligt fastlagte og accepterede data.

Obligatorisk og frivillig næringsdeklaration

Obligatorisk og frivillig næringsdeklaration

§ 10

Levnedsmidler, der sælges med en ernæringsmæssig anprisning i mærkningen, præsentationen eller reklamen, skal være forsynet med en næringsdeklaration på emballagen.

Stk. 2

Dette gælder dog ikke ved kollektive reklamekampagner.

Stk. 3

En næringsdeklaration kan ligeledes anføres frivilligt.

§ 11

Der må kun anføres ernæringsmæssige anprisninger vedrørende

  1. energiindholdet,
  1. de næringsstoffer, som er nævnt i § 4, nr. 2-6, samt stoffer, der tilhører een af disse kategorier af næringsstoffer eller udgør bestanddele heraf, eller
  1. de vitaminer og mineraler, som er nævnt i bilag 1.

§ 12

En næringsdeklaration skal mindst omfatte oplysninger om levnedsmidlets totale indhold af

  1. energi, protein, kulhydrat og fedt eller
  1. energi, protein, kulhydrat, sukkerarter, fedt, mættede fedtsyrer, kostfibre og natrium.
Stk. 2

Oplysningerne skal anføres i den rækkefølge, som er nævnt i stk. 1.

Stk. 3

Når en ernæringsmæssig anprisning vedrører sukkerarter, mættede fedtsyrer, kostfibre eller natrium skal næringsdeklarationen mindst omfatte de i stk. 1, nr. 2, nævnte oplysninger.

§ 13

De i § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger kan suppleres med oplysning om et eller flere af følgende næringsstoffer:

  1. Sukkeralkoholer.
  1. Stivelse.
  1. Enkeltumættede fedtsyrer.
  1. Flerumættede fedtsyrer.
  1. Kolesterol.
  1. De vitaminer og mineraler, der er anført i bilag 1, når de forekommer i en betydelig mængde i overensstemmelse med nævnte bilag.

§ 14

Når en ernæringsmæssig anprisning vedrører stoffer, som tilhører de i § 12, stk. 1, og § 13 nævnte kategorier af næringsstoffer eller udgør bestanddele heraf, er det obligatorisk at næringsdeklarere de anpriste stoffer.

Stk. 2

Når man frivilligt næringsdeklarerer, kan man kun supplere oplysningerne i § 12, stk. 1, med de næringsstoffer, som er nævnt i § 13.

Stk. 3

Når varens indhold af enkeltumættede fedtsyrer, flerumættede fedtsyrer eller kolesterol oplyses, skal varens indhold af mættede fedtsyrer ligeledes deklareres, idet sidstnævnte oplysning dog ikke er en ernæringsmæssig anprisning.

Stk. 4

Sideordnet med oplysninger givet i henhold til § 13, nr. 6, skal anføres den procentdel, som indholdet af næringsstofferne udgør af den anbefalede daglige tilførsel (ADT), jf. bilag 1.

§ 15

Oplysninger i henhold til §§ 12-13 og § 14, stk. 1, skal angives pr. 100 g eller pr. 100 ml af varen, således som den sælges.

Stk. 2

Oplysningerne kan, hvis det er hensigtsmæssigt, supplerende gives for varen i tilberedt stand, forudsat at tilberedningsmåden er tilstrækkelig detaljeret beskrevet, og at oplysningerne vedrører varen, således som den forudsættes konsumeret.

Stk. 3

De oplysninger, som er nævnt i stk. 1 og 2, kan supplerende angives

  1. pr. portion, forudsat antallet af portioner er angivet, eller
  1. pr. afmålt ration anført på etiketten.

§ 16

Når sukkerarter, sukkeralkoholer eller stivelse deklareres, skal deklarationen ske i den nævnte rækkefølge umiddelbart efter angivelsen af kulhydrat. Deklarationen skal ske på følgende måde: - kulhydrat heraf: - sukkerarter - sukkeralkoholer - stivelse.

Stk. 2

Når mættede, enkeltumættede, flerumættede fedtsyrer eller kolesterol deklareres, skal deklarationen ske i den nævnte rækkefølge umiddelbart efter angivelsen af fedt. Deklarationen skal ske på følgende måde: - fedt heraf: - mættede fedtsyrer - enkeltumættede fedtsyrer - flerumættede fedtsyrer - kolesterol.

Stk. 3

Stk. 1 og 2 fastsætter rækkefølgen af de deklarerede elementer og medfører ikke noget krav om, at alle elementer skal deklareres.

§ 17

Den deklarerede energiværdi skal beregnes ved anvendelsen af de omregningsfaktorer, som er nævnt i bilag 4.

Særlige regler om næringsdeklaration af kosttilskud, herunder

Særlige regler om næringsdeklaration af kosttilskud, herunder

§ 18

Ved kosttilskud forstås i denne bekendtgørelse produkter, der uden at være lægemidler sælges som tilskud til sædvanlig kost, og som ikke er et almindeligt fortæret levnedsmiddel. Kosttilskud må ikke være af energimæssig betydning.

§ 19

Produkter omfattet af dette kapitel og tilsat næringsstoffer skal forsynes med oplysning om den totale mængde af de tilsatte næringsstoffer, inclusive de naturligt forekommende mængder af stofferne.

Stk. 2

Produkter, der sælges med en ernæringsmæssig anprisning, skal forsynes med oplysning om indholdet af det anpriste næringsstof.

Stk. 3

Man kan frivilligt deklarere de naturligt forekommende næringsstoffer.

§ 20

De i § 19 krævede oplysninger skal anføres

  1. pr. 100 g af varen,
  1. pr. 100 ml af varen eller
  1. pr. anbefalet daglig dosis.
Stk. 2

Sideordnet med de i stk. 1 krævede oplysninger anføres den procentdel, som indholdet af næringsstoffet udgør af den anbefalede daglige tilførsel (ADT). ADT-værdierne er anført i bilag 2.

Stk. 3

For de i bilag 3 nævnte næringsstoffer anføres »ikke fastlagt« i stedet for procentdelen af ADT.

Stk. 4

For de næringsstoffer, som hverken er nævnt i bilag 2 eller 3, anføres »betydning uvis« i stedet for procentdelen af ADT.

Stk. 5

Næringsstofferne anført i bilag 2 anføres først. Herefter angives stofferne i bilag 3. De næringsstoffer, der hverken er nævnt i bilag 2 eller 3, angives sidst.

§ 21

For så vidt angår de næringsstoffer, hvor der er fastlagt ADT-værdier, skal det totale indhold af det anpriste eller deklarerede næringsstof mindst udgøre 15 % af den anbefalede daglige tilførsel pr. 100 g eller pr. 100 ml eller pr. daglig dosis.

Særlige regler om næringsdeklaration af mineralvand og drikkevand

Særlige regler om næringsdeklaration af mineralvand og drikkevand

§ 22

Ved mineralvand forstås i denne bekendtgørelse usødet og ikke-aromatiseret mineralvand, som ikke er omfattet af bekendtgørelse nr. 463 af 5. september 1984 om naturligt mineralvand.

§ 23

Ved drikkevand forstås i denne bekendtgørelse vand, som opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.

§ 24

Produkter omfattet af dette kapitel og som sælges med en ernæringsmæssig anprisning skal forsynes med oplysning om indholdet af det anpriste næringsstof.

Stk. 2

Man kan frivilligt deklarere de tilstedeværende næringsstoffer.

§ 25

De i § 24 nævnte oplysninger skal anføres pr. liter.

Stk. 2

For anpriste næringsstoffer anføres sideordnet med de i stk. 1 krævede oplysninger

  1. den procentdel, som indholdet af næringsstoffet udgør af den anbefalede daglige tilførsel (ADT), når næringsstoffet er nævnt i bilag 2,
  1. »ikke fastlagt«, når næringsstoffet er nævnt i bilag 3, og
  1. »betydning uvis«, når næringsstoffet hverken er nævnt i bilag 2 eller 3.
Stk. 3

Næringsstofferne anført i bilag 2 anføres først. Herefter angives stofferne i bilag 3. De næringsstoffer, der hverken er nævnt i bilag 2 eller 3, angives sidst.

§ 26

For så vidt angår de næringsstoffer, hvor der er fastlagt ADT-værdier, skal det totale indhold af det anpriste næringsstof mindst udgøre 15 % af den anbefalede daglige tilførsel pr. liter.

Tilsyn og kontrol

Tilsyn og kontrol

§ 27

Levnedsmiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinier for og træffe bestemmelse om gennemførelse af kontrollen med overholdelsen af denne bekendtgørelse, herunder prøveudtagning.

§ 28

Tilsynet med, at reglerne i denne bekendtgørelse og afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen overholdes, påhviler kommunalbestyrelsen, der kan lade tilsynet udøve gennem vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed.

§ 29

Tilsynsmyndigheden kan pålægge den, der fremstiller, importerer eller sælger varer, som er omfattet af bekendtgørelsen, at give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for tilsynet eller kontrollens gennemførelse. Tilsynsmyndigheden kan endvidere pålægge den pågældende at afgive prøver uden vederlag af råvarer, halvfabrikater og færdigvarer samt at emballere og forsende prøver efter tilsynsmyndighedens særlige bestemmelse og afholde udgifterne herved.

§ 30

Tilsynsmyndigheden kan meddele de påbud eller forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af bekendtgørelsen. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder bekendtgørelsens krav, skal beslaglægges eller tilintetgøres, og at virksomheden skal kalde varer tilbage fra senere omsætningsled.

Klage, dispensation m.m.

Klage, dispensation m.m.

§ 31

Tilsynsmyndighedens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Levnedsmiddelstyrelsen, hvis afgørelser er endelige.

§ 32

Levnedsmiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde, når forholdene taler herfor, meddele dispensation fra denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Levnedsmiddelstyrelsens afgørelser i henhold til stk. 1 er endelige. Sundhedsministeriet kan dog tillade, at Levnedsmiddelstyrelsens afgørelser inden 4 uger påklages til ministeriet, hvis afgørelsen er af principiel karakter eller i øvrigt må anses for at være af væsentlig betydning.

§ 33

Levnedsmiddelstyrelsen kan:

  1. Foretage ændringer i bekendtgørelsens bilag samt udfærdige yderligere bilag med henblik på gennemførelse af bestemmelser for tilladte vitaminer og mineraler samt den anbefalede daglige tilførsel.
  1. Tilføje stoffer på listen i bilag 4 eller ændre i de allerede fastsatte omregningsfaktorer. De stoffer, der tilføjes listen, skal tilhøre een af de kategorier af næringsstoffer, som er nævnt i listen, eller udgøre bestanddele heraf.
  1. Definere kostfibre og fastsætte den analysemetode, der skal anvendes ved målinger.
  1. Fastsætte regler for forskellene mellem de deklarerede tal og de tal, der findes ved den offentlige kontrol (tolerancer).

Straffebestemmelser, ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Straffebestemmelser, ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 34

Med bøde straffes den, der overtræder §§ 7-9, § 10, stk. 1, §§ 11-14, § 15, stk. 1, §§ 16-17, §§ 19-21 og §§ 24-26 i denne bekendtgørelse eller afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 2

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar i henhold til § 63, stk. 4, i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m. med senere ændringer.

Stk. 3

Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

  1. voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor eller
  1. opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder besparelser.

§ 35

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1992.

Stk. 2

Produkter, der opfylder de hidtil gældende regler, kan sælges indtil den 1. oktober 1993.

Stk. 3

Indtil 1. oktober 1995 medfører en angivelse i næringsdeklarationen af et eller flere af de næringsstoffer, som er nævnt i § 12, stk. 3, ikke nogen pligt til at nævne alle disse stoffer.

Stk. 4

Følgende regler ophæves:

  1. Bekendtgørelse nr. 161 af 20. april 1983 om anprisninger med hensyn til næringsværdien af færdigpakkede levnedsmidler.
  1. § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 460 af 15. september 1978 om næringsstofpræparater, der sælges som tilskud til sædvanlig kost.

Sundhedsministeriet, den 20. marts 1992, den 20. marts 1992

/Ester Larsen J. Bartels Petersen/

Bilag 1

Næringsdeklaration, jf. kap. 3

Vitaminer og mineraler, som kan deklareres, og den anbefalede daglige tilførsel (ADT)

--------------------------------------------------------------------- ADT --------------------------------------------------------------------- Vitaminer Vitamin A ( 2) ........................................ 800 micro g Thiamin (B( 2) ........................................ 1,4 mg Riboflavin (B( 3) ..................................... 1,6 mg Vitamin B6 ............................................. 2 mg Vitamin B12 ............................................ 1 micro g Folacin ................................................ 200 micro g Niacin( 3) ............................................ 18 mg Pantothensyre .......................................... 6 mg Biotin ................................................. 150 micro g Vitamin C .............................................. 60 mg Vitamin D .............................................. 5 micro g Vitamin E( 4) ......................................... 10 mg Mineraler Calcium ................................................ 800 mg Phosphor ............................................... 800 mg Magnesium .............................................. 300 mg Jern ................................................... 14 mg Zink ................................................... 15 mg Jod .................................................... 150 micro g ---------------------------------------------------------------------

Bilag 2

Kosttilskud, mineralvand og drikkevand, jf. kap. 4 og 5

Referenceværdier til mærkningsformål for anbefalet daglig tilførsel (ADT) af næringsstoffer

--------------------------------------------------------------------- Børn 1-10 år Voksne samt børn på 11 år og derover --------------------------------------------------------------------- Vitaminer Vitamin A (retinolækvivalenter)( 5) ............. 400 micro g 800 micro g Thiamin (B1) ........................... 0,7 mg 1,4 mg Riboflavin (B2) ........................ 0,8 mg 1,6 mg Vitamin B6 ............................. 0,9 mg 2 mg Vitamin B12 ............................ 1 micro g 1 micro g Folinsyre( 6) ......................... 20 micro g 100 micro g Niacin (niacinækvivalenter)( 7) .............. 9 mg 18 mg Pantothensyre .......................... 3 mg 6 mg Biotin ................................. 65 micro g 150 micro g Vitamin C .............................. 40 mg 60 mg Vitamin D .............................. 10 micro g 5 micro g Vitamin E (a-tocopherolækvivalenter)( 8) ........ 5 mg 10 mg Vitamin K .............................. 15 micro g 70 micro g Mineraler Calcium ................................ 600 mg 800 mg Phosphor ............................... 600 mg 800 mg Magnesium .............................. 150 mg 300 mg Jern ................................... 10 mg 14 mg Zink ................................... 5 mg 15 mg Kobber ................................. 1 mg 2 mg Jod .................................... 70 micro g 150 micro g Mangan ................................. 1 mg 2,5 mg Chrom .................................. 20 micro g 50 micro g Selen .................................. 25 micro g 50 micro g Molybdæn ............................... 50 micro g 150 micro g ---------------------------------------------------------------------

( 5) 1 retinolækvivalent (RE) = 1 micro g retinol eller 6 micro g

betacaroten.

( 6) Det bemærkes, at ADT for folacin fra kosten er henholdsvis 40

og 200 micro g, hvilket antages at svare til henholdsvis 20 og 100

micro g ren folinsyre.

( 7) 1 niacinækvivalent (NE) = 1 mg niacin eller 60 mg tryptofan.

( 8) 1 a-tocopherolækvivalent (a-TE) = 1 mg D-a-tocopherol.

Bilag 3

Kosttilskud, mineralvand og drikkevand, jf. kap. 4 og 5

Liste over næringsstoffer, for hvilke ADT ikke er fastlagt

--------------------------------------------------------------------- Næringsstoffer Enheder --------------------------------------------------------------------- Fluor ........................................................ mg Natrium ...................................................... g Kalium ....................................................... g Chlorid ...................................................... g n-3 fedtsyrer ................................................ g ---------------------------------------------------------------------

Bilag 4

Omregningsfaktor til beregning af energiindhold

  1. Kulhydrat (undtagen sukkeralkoholer) ....... 17 kJ/g og 4 kcal/g
  1. Sukkeralkoholer ............................ 10 kJ/g og 2,4 kcal/g
  1. Protein .................................... 17 kJ/g og 4 kcal/g
  1. Fedt ....................................... 37 kJ/g og 9 kcal/g
  1. Alkohol (ethanol) .......................... 29 kJ/g og 7 kcal/g
  1. Organisk syre .............................. 13 kJ/g og 3 kcal/g

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1992
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1992
Bekendtgørelse om næringsdeklaration m.v. af færdigpakkede levnedsmidler (* | TheLawyer.sh