TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om energisyn i visse virksomheder

BEK nr 308 af 01/05/1992

DanmarkBekendtgørelse1992

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på energisyn, der foretages med henblik på, at virksomheder kan opnå tilskud efter lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. Energisyn

§ 2

Ved energisynet foretager en energisynskonsulent en gennemgang af virksomheden og dens energiforbrug med henblik på at identificere muligheder for energieffektiviseringer.

Stk. 2

Energisyn foretages i virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven med selvstændigt momsnummer.

Stk. 3

Energisynet foretages efter retningslinierne i de lister, der er angivet i Bilag 1 og 2. Energistyrelsen kan revidere retningslinierne i bilagene.

Stk. 4

På baggrund af gennemgangen udarbejder energisynskonsulenten en rapport over energisynet, jfr. Bilag 1, bestående af:

  1. en kortlægning af virksomhedens energiforbrug,
  1. en opstilling over energieffektiviseringer, der anbefales gennemført i virksomheden, herunder delrapport over energisynets basisdel, jfr. stk. 5,
  1. anbefalinger om, hvorledes der kan gennemføres energistyring i virksomheden, og
  1. anbefalinger om energieffektivisering i forbindelse med nyinvesteringer.
Stk. 5

Der udarbejdes en særskilt delrapport over energisynets basisdel, jfr. Bilag 2, bestående af en opstilling over de foranstaltninger, som virksomheden skal gennemføre som betingelse for tilskud.

Stk. 6

Der udarbejdes en samlet energisynsrapport, herunder en samlet delrapport over energisynets basisdel, for en virksomhed, der er registreret med selvstændigt momsnummer, men som omfatter flere produktionssteder, energiforbrugende aktiviteter, lokaliteter m.v.

Stk. 7

Energisynsrapporter skal udfærdiges i en form, der er godkendt af Energistyrelsen. Energisynskonsulenter

§ 3

Energisyn efter § 2 udføres af energisynskonsulenter, der er registreret i en af Energistyrelsen godkendt registreringsordning for energisynskonsulenter.

Stk. 2

Energistyrelsen kan fastsætte særlige vilkår for energisynskonsulenter, der udfører energisyn. Bekendtgørelsens ikrafttræden

§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. maj 1992.

pre_paragraph I medfør af § 1, stk. 2 og 6, § 4 og § 9, stk. 3, i lov nr. 1 af 3. januar 1992 om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, som ændret ved § 3 i lov nr. 143 af 3. marts 1992, fastsættes: Anvendelsesområde


Energistyrelsen, den 1. maj 1992, den 1. maj 1992

/Ib Larsen Flemming Secher/

Bilag 1

Retningslinier for gennemførelse af energisyn

Bilaget indeholder retningslinier for de forhold, der som minimum skal vurderes af energisynskonsulenten i energisynet.

Bilaget er opdelt i flere dele:

Bilag 1 A Generelle retningslinier for gennemførelse af energisyn

De generelle retningslinier henvender sig til alle virksomheder med undtagelse af væksthusgartnerier og fiskefartøjer.

Bilag 1 B Retningslinier for gennemførelse af energisyn for fiskefartøjer

Bilag 1 C Retningslinier for gennemførelse af energisyn for væksthusgartnerier

Bilag 1 A

Generelle retningslinier for gennemførelse af energisyn

De generelle retningslinier finder anvendelse for alle virksomheder med undtagelse af væksthusgartnerier og fiskefartøjer.

Listen indeholder retningslinier for de forhold, der som minimum skal vurderes af energisynskonsulenten i energisynet.

Det skal fremgå af energisynsrapporten, at energisynet opfylder disse retningslinier.

Generelle forhold

I virksomheder med flere geografisk adskilte produktionssteder foretages energisynet for hvert produktionssted, hvor afgiftsbetalingen inden tilbagebetaling efter § 9, stk. 2, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter overstiger 100.000 kr/år. Såfremt intet produktionssted kommer over denne grænse, gennemføres energisynet på det produktionssted, der har den største afgiftsbetaling. Dog skal energisynet dække produktionssteder, som tilsammen står for mindst 50% af afgiftsbetalingen. Såfremt der udarbejdes rapporter fra flere produktionssteder, skal disse sammenfattes i en samlet rapport for virksomheden.

Energisynet omfatter primært elbesparelser og varmebesparelser. Sekundært inddrages mulighederne for kraftvarmeproduktion, anvendelsen af vedvarende energi og substitution mellem energiarterne. Tariftilpasninger er ikke en del af kravet til et energisyn.

Energisynskonsulenten skal se energiforbruget som en helhed og vurdere muligheder for andre systemløsninger, som kan føre til energieffektivisering. For virksomheder med procesenergiforbrug og med en afgiftsbetaling inden tilbagebetaling efter § 9, stk. 2, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter på over 1.000.000 kr/år skal mulighederne for energiintegration analyseres, f.eks. ved hjælp af simuleringsmetoder og pinch-point analyse.

Energisynskonsulenten skal diskutere effektiviseringsforslagene med relevante personer i virksomheden. Energisynskonsulenten skal særligt søge at behandle forslag til effektivisering, som virksomheden foreslår. Energisynskonsulenten opfordres til, i så stor udstrækning som muligt, at anvende materiale, som virksomheden har forberedt.

Energisynskonsulenten skal koncentrere indsatsen om tiltag af en rimelig størrelse, som er rentable. Dette vil almindeligvis være opfyldt, hvis den simple tilbagebetalingstid er under 4 år, og projektets overskud er over 10.000 kr (sum af besparelser minus investering, beregnet over 4 år, uden renter). Energisynskonsulenten skal igennem hele sit arbejde prioritere områder, som anses at være givtige i form af betydelige effektiviseringer, og skal tilpasse detaljeringsgraden i sit arbejde efter størrelsen af energistrømmene og mulighederne for at finde effektiviseringer.

I beregningen af effekten af effektiviseringstiltag skal der, så vidt muligt, anvendes standardiserede og alment anerkendte beregningsmetoder og -formler. Forudsætninger og metoder bør fremgå af rapportmaterialet.

Hvert effektiviseringsprojekt beskrives som et beslutningsforslag. Hvis et projekt kræver yderligere undersøgelser eller projektering, skal dette fremgå. Forventet tidsforbrug for virksomhedens personale skal fremgå.

Resultatet af energisynet beskrives i en rapport, som også indeholder et resume med en kort, præcis beskrivelse af de anbefalede projekter. De vigtigste projekter præsenteres først (i vigtigheden indgår projekternes størrelse, som evt. kan måles i form af overskud).

  1. Kortlægning

Virksomhedens vigtigste energiomsættende udstyr beskrives. Dette gælder f.eks. installationsteknisk udstyr som kedler, varmedistributionssystem, trykluftsystem, kølesystem, belysningsanlæg, ventilationsanlæg. Også det energimæssigt vigtigste procesudstyr skal beskrives.

Slutanvendelsen for energien beskrives for hver energikilde, idet el og anden energi fordeles på to separate lister.

Standardlisten for el omfatter:

  1. Belysning,
  1. Pumpning,
  1. Køling og frysning,
  1. Ventilation og blæsere,
  1. Smeltning,
  1. Trykluft og procesluft,
  1. Procesvarme,
  1. Findeling,
  1. Forarbejdende maskiner,
  1. Andet (incl. elektrolyse, elektronik, emballering og nettab).

Standardlisten for anden energi end el omfatter:

  1. Opløsning,
  1. Procesvarme,
  1. Tørring,
  1. Kogning,
  1. Inddampning og destillering,
  1. Brænding og sintring,
  1. Smeltning,
  1. Elproduktion,
  1. Tab i kedel og distribution,
  1. Andet (incl. komfortvarme og ikke fordelt).

Til brug for kortlægningen foretages i fornødent omfang målinger, som kombineres med oplysninger om det relevante udstyrs installerede effekter, belastning, benyttelsestider og temperatur.

Typiske benyttelsestider beskrives for de energimæssigt vigtigste afdelinger. De aktuelle energipriser og tariffer beskrives.

  1. Effektiviseringer

Der skal i fornødent omfang anvendes målinger i arbejdet med at finde og dokumentere besparelsesforslag.

Følgende punkter er eksempler på effektiviseringer, som energisynskonsulenten kan behandle. Anlæg med stort energiforbrug skal gennemgås særlig grundigt.

Varmeanlæg og varmegenvinding

  • Samproduktion af el og varme
  • Spjæld til reduktion af tomgangstræk
  • Begrænsning af skorstenstab
  • Isolering og overdækning af beholdere og kar
  • Mere effektive brændere
  • Regulering af fremløbstemperatur
  • Isolering af varme flader
  • Mulighed for varmegenvinding. Evt. decentralt ved det enkelte forbrugssted
  • Isolering af klimaskærm, evt. anbefale varmesyn gennemført
  • Salg af overskudsvarme til eksterne kunder

Specielt for dampanlæg

  • Reduktion af bundblæsning
  • Tørlægning af dampledninger, der kun bruges periodevis
  • Vandudladere effektiviseres
  • Trykket varieres afhængig af behovet

Trykluft

  • Lækagetætning fra trykluftsystem
  • Kontrol af kompressorens elforbrug under aflastning
  • Substitution af trykluftanvendelser til direkte elanvendelse
  • Varmegenvinding fra kompressorer
  • Opdeling af trykluftnettet i flere trykniveauer
  • Koldere indsugning til kompressorer

Køling

  • Nedsættelse af kølebelastningen
  • Køling ved højest mulige temperatur (såvel procestemperatur, som brine- og fordampertemperatur)
  • Nedsættelse af kondenseringstemperatur
  • Anvendelse af naturlig køling
  • Optimal anvendelse af flere kompressorer
  • Renholdelse af kondensatorer og fordampere
  • Automatisk system for udluftning af kølekredsløbet

Ventilation og blæsere

  • Begrænsning af luftmængden, f.eks. ved bedre regulering
  • Anvendelse af punktudsugninger
  • Varmegenvinding
  • Vedligeholdelse af transmissioner (kileremme)

Belysning

  • Effektivisering af lyskilder og armaturer
  • Mere pladsorienteret belysning, mindre almen belysning
  • Automatisk regulering af lysstyrke, lokal tænd/sluk

Pumpning

  • Regulering af pumper ved dellast. Forbedring af regulering

Procesanlæg skal gennemgås for mulige effektiviseringer. Disse kan dække bedre udnyttelse af udstyr (f.eks. møller), stop udenfor driftstid, ændring af varmevekslerarealer, opsplitning af kølesystem i flere temperaturniveauer, begrænsning af varmetab ved luftinfiltration, check af motorstørrelser mv.

  1. Energistyring

Energisynskonsulenten skal rådgive om, hvordan energistyring kan tilpasses virksomheden, herunder hvorledes nøgletal kan udformes, så det er meningsfuldt at sammenligne værdierne fra periode til periode. I udformningen af nøgletallene skal ligge en korrektion for de vigtigste forhold, som besværliggør en fortolkning af udviklingen i energiforbruget. Disse forhold kan f.eks. være fugtindhold i råvarer, produktionssammensætning eller lignende.

Energisynskonsulenten skal rådgive om relevante måleteknikker og evt. placering af yderligere målesteder.

  1. Effektivisering i forbindelse med nyinvesteringer

Energisynskonsulenten skal rådgive om, hvilke forhold virksomheden specielt skal være opmærksom på i forbindelse med indkøb af nyt udstyr.

Energisynskonsulenten skal forhøre sig om, hvorvidt virksomheden har planer for indkøb af udstyr inden for de næste 3 år.

Rådgivningen skal ikke bestå i detaljerede analyser af de fremtidige muligheder for energieffektiviseringer. Hovedvægten skal ligge på omtale af principper og henvisning til litteratur og videncentre, som kan lette behandlingen af effektiviseringsspørgsmål.

Bilag 1 B

Retningslinier for gennemførelse af energisyn for fiskefartøjer

Listen finder anvendelse for fiskefartøjer.

Listen indeholder retningslinier for de forhold, der som minimum skal vurderes af energisynskonsulenten i energisynet.

Det skal fremgå af energisynsrapporten, at energisynet opfylder disse retningslinier.

Generelt om energisynet

For momsregistrerede virksomheder med flere fiskefartøjer omfatter energisynet alle fiskefartøjerne.

Ved energisynet skal indsatsen koncentreres om foranstaltninger af en rimelig størrelse, som må anses for givtige i form af forbedret energieffektivitet.

Der udarbejdes en energisynsrapport, som beskriver fartøjets energimæssige tilstand, og hvoraf fremgår eventuelle forslag til foranstaltninger, som kan forbedre fartøjets energiudnyttelse.

Ved bedømmelse af forslag til forbedring af energieffektiviteten skal der så vidt muligt anvendes standardiserede og alment anerkendte beregningsmetoder. Indsatsen skal koncentreres om tiltag, der vurderes som værende økonomisk rentable. Dette vil almindeligvis være opfyldt, hvis der for projektforslaget kan forventes en simpel tilbagebetalingstid på under 4 år.

Energisynet omfatter følgende hovedpunkter:

a. Undersøgelse af fartøjet på land (skrog, propel mv.)

b. Vurdering af hovedmotors effektivitet.

c. Vurdering af effektivitet af øvrigt udstyr.

d. Rådgivning om energistyring.

e. Rådgivning om effektivisering i forbindelse med nyinvesteringer.

  1. Kortlægning

Formålet med kortlægningen er at beskrive fartøjets vigtigste energiomsættende udstyr samt vurdere fartøjets friktionsmodstand mv. På baggrund heraf identificeres mulige, rimelige effektiviseringsforslag.

Ved kortlægningen skal beskrives hovedmotor og eventuelle hjælpemotorer, samt øvrigt større udstyr såsom gear, spil, hydraulik, pumper, varmeanlæg, isanlæg samt isolering af opvarmede/kølede rum.

Kortlægningen bør omfatte en beskrivelse af hovedmotorens effektivitet, samt af det øvrige udstyrs effektivitet.

Kortlægningen skal omfatte en besigtigelse af fartøjets skrog og fremdrivningssystem (propel mv.).

Endelig bør ved kortlægningen beskrives måleudstyr mv. til overvågning af energieffektivitet.

  1. Energieffektiviseringer

Blandt eksempler på mulige effektiviseringer kan nævnes:

  • Foranstaltninger, der kan nedsætte skrogets friktionsmodstand.
  • Forbedring af propellens virkningsgrad.
  • Optimal tilpasning mellem motor og propel.
  • Frikobling af hydraulikanlæg fra hovedmotor.
  • Foranstaltninger til forbedringer af effektivitet af motor og hjælpeudstyr (eftersyn og vedligeholdelse).
  • Udnyttelse af spildvarme fra motoren til opvarmning.
  • Installation af brændstofmåler mv.

Hertil kommer en del andre, mulige effektiviseringer, som kan være ret omkostningskrævende, og gennemførelse af sådanne effektiviseringer må i det enkelte tilfælde ses i sammenhæng med vedligeholdelse af fartøjet i øvrigt. Dette gælder eksempelvis udskiftninger af tekniske anlæg såsom motor og større teknisk udstyr.

Ved nyinvesteringer og større vedligeholdelsesarbejder bør der generelt indgå overvejelser om gennemførelse af forbedringer af fartøjets energieffektivitet.

  1. Energistyring

Energisynskonsulenten skal rådgive om tilrettelæggelse af overvågning og kontrol med fartøjets energiforbrug. Heri bør indgå rådgivning om installation af udstyr til overvågning af energieffektivitet, samt om rutiner vedrørende løbende kontroleftersyn.

  1. Effektivisering i forbindelse med nyinvesteringer

Energisynskonsulenten skal forhøre sig om eventuelle planer om indkøb af teknisk udstyr eller ændringer af fartøjet i øvrigt, som kan have betydning for energiforbruget. Konsulenten skal vejlede om, hvilke forhold vedrørende energieffektivitet der bør inddrages i overvejelser om indkøb af større teknisk udstyr.

Vejledningen bør blandt andet omfatte tilgængelig litteratur om besparelsesmuligheder, samt henvise til videncentre vedrørende større indkøb/ændringer.

Overgangsordning

For de fiskefartøjer, der ikke kommer på land i perioden 1. september - 31. december 1992, kan energisynet udføres i to dele:

  • et midlertidigt energisyn udført i 1992, mens fartøjet er i vandet,
  • et afsluttende energisyn, når fartøjet er på land, dog senest inden udgangen af 1993.

Det midlertidige energisyn

Ved det midlertidige energisyn kan de punkter i energisynet, der er afhængige af en undersøgelse af fartøjet på land, udskydes, indtil fartøjet næste gang kommer på bedding. Kommer fartøjet næste gang på land som følge af pludselig opstået skade, kan det afsluttende energisyn dog yderligere udskydes.

Der skal udarbejdes en energisynsrapport for det midlertidige energisyn. Det skal af rapporten fremgå, at fartøjet ikke forventes at komme på land i perioden 1. september - 31. december 1992.

Det midlertidige energisyn vil kunne lægges til grund ved ansøgning om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxiafgift, der indgives inden 1. april 1993.

Det midlertidige energisyn vil kun være tilskudsberettigende, hvis det afsluttende energisyn udføres senest inden udgangen af 1993.

Det afsluttende energisyn

Ved det afsluttende energisyn gennemgås de punkter af energisynet, der er er afhængige af en undersøgelse af fartøjet på land. Hvis der er sket væsentlige ændringer vedrørende punkter, der er gennemgået ved det midlertidige energisyn, skal disse punkter ligeledes behandles.

Efter udførelsen af det afsluttende energisyn på land skal der udarbejdes en sammenfattende rapport for hele energisynet.

Det samlede energisyn, dvs. både den midlertidige og den afsluttende del, skal gennemføres af den samme energisynskonsulent.

Retningslinier for gennemførelse af energisyn for væksthusgartnerier

Denne liste finder anvendelse for væksthusgartnerier.

Listen indeholder retningslinier for de forhold, der som minimum skal vurderes af energisynskonsulenten i energisynet.

Det skal fremgå af energisynsrapporten, at energisynet opfylder disse retningslinier.

Generelle forhold

I væksthusgartnerier med flere adskilte væksthuse omfatter energisynet alle væksthuse.

Energisynet omfatter varmebesparelser, elbesparelser, substitution mellem energiarterne og muligheder for kraftvarmeproduktion. Tariftilpasninger er ikke en del af kravet til et energisyn.

Energisynskonsulenten skal se energiforbruget som en helhed og vurdere muligheder for andre systemløsninger, som kan føre til energieffektivisering.

Energisynskonsulenten skal diskutere effektiviseringsforslagene med relevante personer i virksomheden (ofte gartneren selv). Konsulenten skal specielt søge at behandle forslag til effektivisering, som gartneriet selv foreslår. Konsulenten opfordres endvidere til, i så stor udstrækning som muligt, at anvende materiale, som virksomheden har forberedt.

Energisynskonsulenten skal koncentrere indsatsen om tiltag af rimelig størrelse, som er rentable. Rentabilitetskravet vil almindeligvis være opfyldt, hvis den simple tilbagebetalingstid er under 4 år.

I beregningen af effekten af effektiviseringstiltag skal der, så vidt muligt, anvendes standardiserede og alment anerkendte beregningsmetoder og -formler. Forudsætninger og metoder bør fremgå af rapportmaterialet.

Hvert effektiviseringsprojekt beskrives som et beslutningsforslag. Hvis et projekt kræver yderligere undersøgelser eller projektering, skal dette fremgå. Forventet tidsforbrug for gartneriets personale ved gennemførelse af projektet skal fremgå.

Resultatet af energisynet beskrives i en rapport, som også indeholder et resume med en kort, præcis beskrivelse af de anbefalede projekter. De vigtigste projekter præsenteres først (i vigtigheden indgår projekternes størrelse, som evt. kan måles i form af overskud).

  1. Kortlægning

Gartneriets vigtigste energiomsættende udstyr beskrives. Dette gælder f.eks. for udstyr som kedler, varmedistributionssystem og belysningsanlæg.

Endvidere beskrives væksthusenes konstruktion og materialer, deres orientering og deres nærmeste omgivelser, som kan have betydning for opgørelsen af varmetabet fra klimaskærmen.

Slutanvendelsen for energien beskrives for hver energikilde, idet forskellige energiformer opgøres hver for sig.

I det omfang, der foreligger tilstrækkelige data, skal der som led i kortlægningen foretages en beregning af gartneriets energisignatur (1).

Til brug for kortlægningen foretages i fornødent omfang målinger, som kombineres med oplysninger om det relevante udstyrs installerede effekter, belastning, benyttelsestider og temperatur.

Typiske benyttelsestider beskrives for de energimæssigt vigtigste afdelinger/afsnit/huse. De aktuelle energipriser og tariffer

beskrives

(1) Jf. Ole Skov: »Energistyring i væksthusgartnerier«, SBI meddelelser nr. 48, Statens Byggeforskningsinstitut.

  1. Effektiviseringer

Der skal i fornødent omfang anvendes målinger i arbejdet med at finde og dokumentere besparelsesforslag.

Følgende punkter er eksempler på effektiviseringer, som energisynskonsulenten kan behandle. Anlæg med stort energiforbrug skal gennemgås særlig grundigt.

Varmeanlæg

  • Samproduktion af el og varme
  • Spjæld til reduktion af tomgangstræk
  • Begrænsning af skorstenstab
  • Isolering af hovedledninger, beholdere og kar
  • Mere effektive brændere
  • Regulering af fremløbstemperatur

Klimaskærm

  • Tætning og forbedring af klimaskærm
  • Etablering eller forbedring af gardiner
  • Alternativ til enkelt lag glas

Belysning

  • Automatisk regulering af lysstyrke, lokal tænd/sluk
  1. Energistyring

Energisynskonsulenten skal rådgive om, hvordan energistyring kan tilpasses virksomheden, herunder hvorledes energisignaturen beregnes og kan benyttes som led i energistyringen. Energisynskonsulenten skal rådgive om relevante måleteknikker og evt. placering af yderligere målesteder.

  1. Effektivisering i forbindelse med nyinvesteringer

Energisynskonsulenten skal rådgive om, hvilke forhold virksomheden specielt skal være opmærksom på i forbindelse med indkøb af nyt udstyr med henblik på at udnytte effektiviseringsmuligheder. I denne forbindelse skal der lægges vægt på at oplyse om mulighederne for etablering af lokal kraftvarmeproduktion, tilkobling til fjernvarme og anvendelsen af renere brændsler.

Energisynskonsulenten skal forhøre sig om, hvorvidt virksomheden har planer for indkøb af udstyr inden for de næste 3 år.

Rådgivningen skal ikke bestå i detaljerede analyser af de fremtidige muligheder for energieffektiviseringer. Hovedvægten skal ligge på omtale af principper og henvisning til litteratur og videncentre, som kan lette gartneriets behandling af effektiviseringsspørgsmål.

Bilag 2

Retningslinier for gennemførelsen af energisynets basisdel

Bilaget indeholder lister over specifikke foranstaltninger, der skal gennemgås i energisynets basisdel. Det vil sige, at bilaget indeholder en opgørelse over de krav, der skal gennemføres som betingelse for at opnå tilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift.

Bilaget er opdelt i flere dele:

Bilag 2 A Generel liste over specifikke foranstaltninger, der skal gennemgås i energisynets basisdel

Denne del af bilaget indeholder den generelle liste. Denne liste henvender sig til alle virksomheder med undtagelse af væksthusgartnerier og fiskefartøjer.

Bilag 2 B Liste over specifikke foranstaltninger, der skal gennemgås i energisynets basisdel for fiskefartøjer

Bilag 2 C Liste over specifikke foranstaltninger, der skal gennemgås i energisynets basisdel for væksthusgartnerier

Bilag 2 A

Generel liste over specifikke foranstaltninger, der skal gennemgås i energisynets basisdel

Den generelle liste finder anvendelse for alle virksomheder med undtagelse af væksthusgartnerier og fiskefartøjer.

Listen omfatter foranstaltninger, som typisk vil indebære rentable energieffektiviseringer.

Ved energisyn på en virksomhed skal energisynskonsulenten gennemgå listen og på baggrund heraf foretage en opstilling over de foranstaltninger, som virksomheden skal gennemføre som betingelse for tilskud. Delrapport om resultatet af energisynets basisdel skal vedlægges ansøgning om tilskud.

Energisynskonsulenten skal vurdere, om

  • det omhandlede udstyr opfylder de tekniske betingelser for at kræve foranstaltningen gennemført.
  • det er rentabelt at gennemføre foranstaltningen. Foranstaltninger med en simpel tilbagebetalingstid på under 2 år anses for rentable.
  • tilbagebetalingstiden overstiger foranstaltningens skønnede levetid.
  1. Varmeproduktionsanlæg

For større kedelanlæg (samlet brændselsforbrug på over 40.000 MWh/år) skal følgende opfyldes:

  • Regulering af den aktuelle varmeproduktion, som minimerer energiforbruget og de øvrige driftsomkostninger for det samlede kedelanlæg.
  • Røggaskølere, såfremt røggastemperaturen er over 100IC for naturgas eller 150IC for kul eller 180IC for andre brændsler.
  1. Varmedistribution

Hvis kedler og varmedistributionssystemer i en længere periode drives ved lav belastning, skal alternative løsninger beskrives. F.eks. decentral produktion af varmt brugsvand.

Uisolerede rør og ventiler skal isoleres. Kravet gælder for anlægsdele, hvor overtemperatur gange driftstid er mere end 109ICs/år. Der skal anvendes optimale isoleringstykkelser, mindst svarende til DS452.

Der skal forefindes automatisk regulering af fremløbstemperaturen for anlæg til rumvarme. Reguleringen skal kunne kompensere for ændringer i udetemperatur og skal kunne foretage nat- og weekendsænkning. Energisynskonsulenten skal vurdere den samlede virkning af sparet varmetab og påvirkningerne af varmeproduktionssystemet.

  1. Trykluft

Hvis et trykluftnet dækker over flere produktionsafsnit, skal trykluftnettet til et produktionsafsnit kunne afspærres i de tilfælde, hvor der er tryk på trykluftnettet i mere end 3.000 timer/år uden for produktionstid, og hvor luftforbruget under produktion modsvarer et elforbrug på over 20 kW.

Findes flere kompressorer på samme trykluftnet, undersøges om styringen mellem disse kan forbedres. Styringen bør automatisk kunne prioritere rækkefølgen, hvormed kompressorerne belastes, således at energiforbruget og de øvrige driftsomkostninger minimeres.

Sammenhængende trykluftnet, hvor kompressorerne forbruger mere elektricitet end 500 MWh/år, skal have en regulering af kompressorerne, som opfylder følgende krav:

  • Reguleringen skal kompensere for et varierende tryktab i filtre og trykluftnet.
  • Reguleringen skal automatisk sørge for, at der anvendes den kombination af kompressorer, som minimerer energiforbruget og de øvrige driftsudgifter.
  • Trykket skal automatisk kunne ændres i forudprogrammerede tidsintervaller.
  1. Køleanlæg

For køleanlæg, hvor kompressoren har en gangtid på over 3.000 timer/år, skal følgende iagttages:

  • Køleanlæg med ammoniak som kølemiddel skal kunne fungere med varierende kondenseringstemperatur. Ved lav udetemperatur og/eller lav kølebelastning (f.eks. 5IC udetemperatur og halv kølebelastning) skal kondenseringstemperaturen kunne være 25IC eller lavere. Hvis anlægget ikke kan fungere ved kondenseringstemperaturer på 25IC, skal det dokumenteres, hvordan der billigst muligt kan rettes op på dette.
  • For køleanlæg med andet kølemiddel end ammoniak skal det undersøges, om det er rentabelt at installere udstyr, som gør det muligt i større omfang at variere kondenseringstemperaturen.
  1. Belysning

Hvor der ikke findes særlige krav til lyskvalitet, skal følgende opfyldes:

  • Lysstofrør, som anvendes mere end 5000 timer/år, skal være monteret med reflektorer.
  • Glødelamper skal udskiftes med mere effektive lyskilder, hvor benyttelsestiden er over 4.000 timer/år.
  • Glødelamper må ikke anvendes i kølede lokaler, hvis benyttelsestiden er over 3.000 timer/år.
  1. Ventilation

Der skal forefindes automatikudstyr, som muliggør tidsstyring af luftmængder og driftstid. Kravet gælder for sammenhængende ventilationsanlæg, hvor den dimensionerende luftmængde er over 5 m3/s, og hvor driftstiden er over 3000 timer/år.

  1. Pumper

For pumpeanlæg med et elforbrug over 250 MWh/år skal det vurderes, om dellastreguleringen er tilstrækkelig. Omløbstalregulering (variabelt eller med flere hastighedstrin), indløbsregulering og anvendelsen af flere mindre pumper skal vurderes. Ligeledes skal den samlede regulering søges forbedret.

Bilag 2 B

Liste over specifikke foranstaltninger, der skal gennemgås i energisynets basisdel for fiskefartøjer

Denne liste finder anvendelse for fiskefartøjer.

Listen omfatter foranstaltninger, som typisk vil indebære rentable energieffektiviseringer.

Ved energisynet skal energisynskonsulenten gennemgå listen og på baggrund heraf foretage en opstilling af de foranstaltninger, som skal gennemføres som betingelse for ydelse af tilskud. Delrapport om resultatet af energisynets basisdel skal vedlægges ansøgning om tilskud.

Energisynskonsulenten skal vurdere, om

  • de tekniske betingelser for at gennemføre foranstaltningen er til stede,
  • det er rentabelt at gennemføre foranstaltningen. Foranstaltninger med en simpel tilbagebetalingstid på højst 2 år anses for rentable,
  • tilbagebetalingstiden overstiger foranstaltningens skønnede levetid.
  1. Skibsskroget

Der gennemføres en bundbesigtigelse almindeligvis i forbindelse med kølhaling af fartøjet:

  • forøget ruhed fjernes f.eks. ved sandblæsning,
  • begroning af bunden søges reduceret ved anvendelse af moderne antibegroningsbundfarver.
  1. Fremdrivningssystem

Ved bundbesigtigelsen undersøges, om propellens virkningsgrad kan forbedres. Der bør som minimum gennemføres

  • rensning og polering af propel.

Herudover skal vurderes

  • installation af propeldyse,
  • ændring af gearing, hvis propellen ikke har optimalt omdrejningstal.
  1. Hydraulikanlæg

For hydraulikanlæg skal vurderes

  • frikobling fra hovedmotor,
  • installation af reguleringspumpe.

Overgangsordning

For de fiskefartøjer, der ikke kommer på land i perioden 1. september - 31. december 1992, kan energisynet udføres i to dele:

  • et midlertidigt energisyn udført i 1992, mens fartøjet er i vandet,
  • et afsluttende energisyn, når fartøjet er på land, dog senest inden udgangen af 1993.

Det midlertidige energisyn

Ved det midlertidige energisyn kan de punkter i listen vedrørende energisynets basisdel, der er afhængige af en undersøgelse af fartøjet på land, udskydes, indtil fartøjet næste gang kommer på bedding. Kommer fartøjet næste gang på land som følge af pludselig opstået skade, kan det afsluttende energisyn dog yderligere udskydes.

Der skal udarbejdes en delrapport for det midlertidige energisyns basisdel. Det skal af delrapporten fremgår, at fartøjet ikke forventes at komme på land i perioden 1. september - 31. december 1992.

Delrapporten vedrørende det midlertidige energisyns basisdel skal vedlægges ved ansøgning om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift, der indgives inden 1. april 1993.

Det midlertidige energisyn vil kun være tilskudsberettigende, hvis det afsluttende energisyn udføres senest inden udgangen af 1993.

Det afsluttende energisyn

Ved det afsluttende energisyn gennemgås de punkter af energisynets basisdel, der er afhængige af en undersøgelse af fartøjet på land. Hvis der er sket væsentlige ændringer vedrørende punkter, der er gennemgået ved det midlertidige energisyn, skal disse punkter ligeledes behandles.

Efter udførelsen af det afsluttende energisyn på land skal der udarbejdes en sammenfattende delrapport for hele energisynets basisdel. Den sammenfattende delrapport skal indsendes efter Energistyrelsens anvisninger.

Bilag 2 C

Liste over specifikke foranstaltninger, der skal gennemgås

i energisynets basisdel for væksthusgartnerier

Denne liste finder anvendelse for væksthusgartnerier.

Listen omfatter foranstaltninger, som typisk vil indebære rentable energieffektiviseringer.

Ved energisyn på et gartneri skal energisynskonsulenten gennemgå listen og på baggrund heraf foretage en opstilling over de foranstaltninger, som virksomheden skal gennemføre som betingelse for tilskud. Delrapport om resultatet af energisynets basisdel skal vedlægges ansøgning om tilskud.

Energisynskonsulenten skal vurdere, om

  • det omhandlede udstyr opfylder de tekniske betingelser for at kræve foranstaltningen gennemført.
  • det er rentabelt at gennemføre foranstaltningen. Foranstaltninger med en simpel tilbagebetalingstid på under 2 år anses for rentable.
  • tilbagebetalingstiden overstiger foranstaltningens skønnede levetid.
  1. Væksthusenes klimaskærm

Klimaskærmen skal være intakt og skal opfylde følgende krav:

  • Glasflader skal være hele.
  • Revner ved sprosser og lignende skal være tætnet.
  • Kitningen skal være intakt i væksthuse med træsprosser.
  • Topluftsvinduer skal være hele og slutte tæt til karmen.
  • Væksthuse skal være forsynede med gardinanlæg, med mindre de kulturmæssige forhold taler imod.
  • Gardinanlæg skal være hele og slutte tæt.
  1. Varmeanlæg

For kedelanlæg skal følgende være opfyldt:

  • Regulering af den aktuelle varmeproduktion, som minimerer energiforbruget og de øvrige driftsomkostninger for det samlede kedelanlæg.
  • Røggaskølere, såfremt røggastemperaturen er over 100IC for naturgas eller 150IC for kul eller 180IC for andre brændsler.
  1. Varmedistribution

Hovedledninger og ventiler i det fri skal være isolerede. Der anvendes optimale isoleringstykkelser, som opfylder godkendte standarder.

Hovedledninger og ventiler i væksthuse, hvor der er energitab, skal være isolerede.

Der skal forefindes automatisk regulering af fremløbstemperaturen for varmefladerne til de enkelte væksthusenheder. Reguleringen skal kunne kompensere for ændringer i udetemperatur. Energisynskonsulenten skal vurdere den samlede virkning af sparet varmetab og påvirkningerne af varmeproduktionssystemet.

Hovedcirkulationspumper fra fyringsanlæg skal have automatisk pumpestop, når 3-vejsventilerne i de enkelte væksthuses blandesløjfer lukkes.

Større cirkulationspumper, som indgår i blandesløjfer, skal have automatisk pumpestop.

  1. Belysning

Kunstlysanlæg skal have automatisk tænd- og slukfunktion.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1992
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1992
Bekendtgørelse om energisyn i visse virksomheder | TheLawyer.sh