Bekendtgørelse om henlæggelse af visse opgaver efter lov om affaldsdepoter for særlige virksomheder til amtsrådene samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser (Branchebekendtgørelse)
BEK nr 33 af 20/01/1992
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter registrerede affaldsdepoter, hvor forureningen stammer fra virksomhed, der er optaget på bilaget til bekendtgørelsen.
Undtaget fra stk. 1 er de nævnte registrerede affaldsdepoter, når det i forbindelse med udarbejdelse af skitseprojekt til afværgeforanstaltninger anslåes, at udgifterne hertil overstiger 7 mio. kr. excl. moms.
§ 2
Følgende opgaver i henhold til lov om affaldsdepoter vedrørende de omfattede affaldsdepoter udøves af amtsrådene samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser:
- Afgørelse efter § 5, stk. 1, om, i hvilket omfang og på hvilke pladser og lokaliteter, der skal iværksættes afværgeforanstaltninger i det følgende år.
- Afgørelse efter § 7, stk. 1, om, at et forslag til projekt til afværgeforanstaltninger kan bringes til udførelse uden godkendelse af miljøministeren, herunder stillingtagen til fremkomne indsigelser efter § 7, stk. 2.
- Beslutning efter § 13, stk. 3, om erstatning for skader uden godkendelse af miljøministeren.
- Beslutning efter § 14, stk. 2, om ekspropriation eller indgåelse af aftale om erhvervelse af ret over fast ejendom uden godkendelse af miljøministeren.
- Beslutning efter § 15, stk. 3, om vandindvindingsanlæg og vandforsyningsanlæg, jf. § 15, stk. 1 og 2, uden godkendelse af miljøministeren.
- Indgåelse af aftaler efter § 15, stk. 6, om erstatningens størrelse, jf. § 15, stk. 4 og 5, uden godkendelse af miljøministeren.
- Afgørelse efter § 17, stk. 1, om frigivelse af et affaldsdepot.
- Afgørelse efter § 17, stk. 3, om at et affaldsdepot kan udgå af registreringen.
§ 3
Afgørelser, der er truffet af amtsrådene samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser i henhold til bekendtgørelsen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed eller miljøministeren.
§ 4
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1992.
Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om afgrænsning af bekendtgørelsens område og om overgangsforhold.
pre_paragraph (Branchebekendtgørelse) I henhold til § 21, stk. 2-3 i lov nr. 420 af 13. juni 1990 om affaldsdepoter fastsættes:
Miljøministeriet, den 20. januar 1992, den 20. januar 1992
/Per Stig Møller Morten Palle Hansen/
Bilag til bekendtgørelse nr. 33 af 20. januar 1992 om henlæggelse af visse opgaver efter lov om affaldsdepoter indenfor særlige virksomheder til amtsrådene samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser
Følgende virksomhed er omfattet af bekendtgørelsen:
- Garverivirksomhed
- Tjære- og asfaltfremstilling
- Træimprægneringsvirksomhed
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1992
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1992