Bekendtgørelse om det erhvervsøkonomiske diplomstudium
BEK nr 712 af 17/08/1992
§ 1
Det erhvervsøkonomiske diplomstudium (erhvervsøkonomiske specialstudier med afsluttende diplomprøve, HD) er en videregående deltidsuddannelse med et omfang, der svarer til 2 års heltidsuddannelse. Uddannelseslængden angiver det antal årsværk, der skal lægges til grund for planlægningen af uddannelsen. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.
§ 2
Formålet med uddannelsen er at give de studerende indsigt i et erhvervsøkonomisk speciale og at sætte de studerende i stand til at løse erhvervsøkonomiske problemer i virksomheder, organisationer og offentlige institutioner ved kritisk anvendelse af specialets teorier og metoder.
§ 3
Den, der har erhvervet den erhvervsøkonomiske diplomprøve, har ret til at anvende bogstaverne HD efter sit navn som betegnelse for uddannelsen.
Uddannelsens indhold
Uddannelsens indhold
§ 4
Institutionen fastsætter i en studieordning, jf. § 19, indholdet og omfanget (i studieenheder) af de fagområder, der indgår i uddannelsen.
En studieenhed svarer til 1/32 årsværk, jf. § 1.
§ 5
Uddannelsen består af en 1. del og en 2. del, der hver er normeret til et årsværk.
§ 6
- del er et bredt, alment erhvervøkonomisk studium med hovedvægten lagt på grundlæggende samfundsvidenskabelige teorier og metoder.
Der skal ved anvendelsen af de 32 studieenheder på 1. del anvendes mindst 6 studieenheder på hvert af fagområderne:
- Erhvervsøkonomi.
- Nationaløkonomi.
- Statistik.
- Erhvervsret.
§ 7
For at kunne begynde på 2. dels studiet må den studerende have bestået 1. delseksamen.
En bestået 1. del giver adgang til 2. del ved alle uddannelsesinstitutioner med det erhvervsøkonomiske diplomstudium.
§ 8
Den almene erhvervsøkonomiske eksamen (HA) eller markedsøkonomeksamen giver adgang til HD 2. del.
§ 9
- del er et dyberegående studium inden for et af følgende erhvervsøkonomiske specialer:
- Afsætningsøkonomi.
- Finansiering og kreditvæsen.
- Forsikring.
- Logistik.
- Organisation.
- Regnskabsvæsen.
- Udenrigshandel.
- Informatik.
Efter indstilling fra en institution kan Undervisnings- og Forskningsministeriet godkende andre specialer end nævnt i stk. 1.
Specialerne er funktionsstudier, hvor hovedvægten lægges på de teorier og metoder, der direkte vedrører specialfunktionen, men studiet inddrager tillige tilgrænsende fagområder i nødvendigt omfang.
Af de 32 studieenheder på 2. del skal 26 anvendes på fagområder, der ligger inden for det valgte erhvervsøkonomiske speciale.
I 2. dels studiets fagområder indgår en større skriftlig hjemmeopgave (hovedopgave).
Bedømmelse
Bedømmelse
§ 10
De kvalifikationer, der er erhvervet ved uddannelserne, dokumenteres ved prøver, herunder bedømmelse af skriftlige opgaver.
§ 11
Prøverne er enten interne eller eksterne.
- Interne prøver bedømmes af eksaminator(erne) eller eksaminator(erne) og en eller flere censorer, der er beskikket af rektor, blandt lærerne ved institutionen.
- Eksterne prøver bedømmes af eksaminator(erne) og en eller flere censorer, der er beskikket af ministeriet.
§ 12
Mindst 1/3 af uddannelsen skal dokumenteres ved eksterne prøver. Disse skal dække uddannelsens væsentlige områder, herunder hovedopgaven.
Seminararbejder bedømmes alene af lederen af vedkommende seminargruppe.
En studerende kan forlange en ny bedømmelse af seminararbejdet under medvirken af en censor.
§ 13
Det kan bestemmes i studieordningen, at karakterer for skriftlige hjemmeopgaver indgår i eksamensresultatet, jf. § 19, stk. 2, litra 5.
§ 14
Prøveformerne skal sikre, at der sker en individuel bedømmelse af den studerende.
Ved bedømmelsen gives karakter efter 13-skalaen efter bekendtgørelse om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner eller bedømmelsen Bestået/Ikke bestået. Bedømmelsen Bestået/Ikke bestået kan højst anvendes ved prøver, der dækker 1/3 af uddannelsen.
§ 15
- del og 2. del bestås hver for sig.
Der udregnes et samlet eksamensresultat for 1. og 2. del. Eksamensresultatet beregnes som et simpelt gennemsnit af karaktergennemsnittene for hver del med 1 decimal.
§ 16
Hver prøve bestås for sig. Beståede prøver kan ikke tages om.
En studerende kan højst 2 gange indstille sig til samme prøve eller anden form for bedømmelse. Institutionen kan tillade indstilling en tredie gang.
Anden og tredie gang en studerende indstiller sig til en intern prøve, der alene bedømmes af eksaminator, kan den studerende forlange, at der medvirker en censor, der er beskikket af ministeriet.
§ 17
Eksamensklager behandles efter bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner.
§ 18
Institutionen udsteder bevis for gennemført erhvervsøkonomisk diplomprøve. I beviset angives resultatet og bedømmelserne af de enkelte prøver og skriftlige arbejder og det samlede eksamensresultat.
Studerende, der forlader uddannelsen uden at have gennemført denne, har ret til at få attestation for beståede prøver.
Andre bestemmelser
Andre bestemmelser
§ 19
Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning, jf. Styrelseslovens § 14.
Studieordningen skal indeholde:
- Mål for og indhold af de enkelte fag.
- Omfanget af fagene opgjort i studieenheder.
- Eventuelle særlige krav til undervisnings- eller arbejdsformer, herunder hvor mange studieenheder der anvendes på skriftlige arbejder.
- Eventuelle særlige krav til undervisnings- eller eksamensfordringer, herunder eventuelle bundne forudsætninger i studieforløbet.
- Regler om prøveformer, herunder at den studerende eventuelt kan vælge mellem flere prøveformer.
- Fastsættelse af, ved hvilke prøver der gives karakterer, og ved hvilke prøver der gives bedømmelsen Bestået/Ikke bestået.
- Antallet af prøver, placering af prøverne i uddannelsesforløbet og fastsættelse af vægtning af de karakterer, der gives ved de enkelte prøver.
- Regler om, hvilke prøver der bedømmes under medvirken af censorer, der er beskikket af ministeriet.
- Regler om genindstilling.
Studieordningen kan indeholde hjemmel for institutionen til at dispensere fra reglerne i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.
Inden en studieordning fastsættes, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter, herunder censorerne. De øvrige institutioner og fællesudvalget nedsat i henhold til § 20 orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen.
Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
Studieordninger og ændringer af studieordninger sendes til orientering til de andre institutioner, censorerne og ministeriet.
§ 20
Institutionerne kan nedsætte et fællesudvalg, der er rådgivende om uddannelsen over for institutionerne og ministeriet.
§ 21
Beståede uddannelseselementer eller dele heraf af uddannelsen ved en af institutionerne ækvivalerer tilsvarende uddannelseselementer eller dele heraf ved de andre institutioner. Med hensyn til overførsel med karakter eller som Bestået forholdes som nævnt i stk. 3.
Institutionen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved almindelige bestemmelser i studieordningen godkende, at gennemførte/beståede uddannelseselementer eller dele heraf fra en dansk eller udenlandsk uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer eller dele heraf, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Bedømmelser overføres som Bestået eller som karakterer efter 13-skalaen, jf. § 14, stk. 2. Forudsætningen for overførelse med karakter efter 13-skalaen er, at den pågældende studieenhed bedømmes efter denne skala ved begge uddannelsesinstitutioner, med mindre de involverede institutioner aftaler andet.
§ 22
Institutionen kan tillade, at studerende fra andre uddannelsesinstitutioner følger dele af uddannelserne og aflægger prøve heri som led i deres egen uddannelse.
§ 23
Ministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.
Ministeriet kan dispenere fra bekendtgørelsens bestemmelser, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
§ 24
Klager over institutionens afgørelser efter denne bekendtgørelse, jf. dog § 17, indgives til institutionen. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender institutionen klagen vedlagt en udtalelse til Undervisnings- og Forskningsministeriet.
Fristen for klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden m.v.
§ 25
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1992.
Følgende bestemmelser ophæves:
- Bekendtgørelse nr. 192 af 31. marts 1987,
- § 4, stk. 1, i anordning nr. 60 af 25. februar 1969 om indstilling til eksaminer og prøver ved universiteterne for så vidt angår det erhvervsøkonomiske diplomstudium.
Institutionen fastsætter overgangsregler for studerende, der er begyndt uddannelsen inden den 1. september 1992, og som ønsker at færdiggøre uddannelsen efter de nye regler.
Studerende, der færdiggør uddannelsen efter de hidtidige regler, skal senest afslutte uddannelsen ved sommereksamen 1996.
Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 17. august 1992, den 17. august 1992
/Bertel Haarder Karen Plessing/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1992
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1992