Bekendtgørelse om kontaktlinsevæsker
BEK nr 774 af 16/09/1992
§ 1
Ved kontaktlinsevæsker forstås væsker, der anvendes til rensning, desinfektion, indsætning samt anden brug i forbindelse med kontaktlinser. Bekendtgørelsen omfatter såvel brugsfærdige opløsninger som præparater beregnet til fremstilling af opløsninger hos brugeren.
Almindelige regler om kontaktlinsevæsker
Almindelige regler om kontaktlinsevæsker
§ 2
Kontaktlinsevæsker, der kommer i berøring med øjet, skal for at kunne forhandles og udleveres her i landet være fremstillet under anvendelse af arbejdsmetoder, der sikrer, at slutproduktet er sterilt.( 1)
Kontaktlinsevæsker i flerdosisbeholdere skal konserveres, såfremt indholdsstofferne ikke i sig selv har en tilstrækkelig antimikrobiel virkning. Opløsninger i flerdosisbeholdere i form af spraybeholdere med overtryk, hvor kontaminering med mikroorganismer under brugen kan udelukkes, er undtaget for krav om konservering.
Kviksølvholdige konserveringsmidler må ikke anvendes i kontaktlinsevæsker.
§ 3
Forbrugerpakningen skal være forsynet med følgende oplysninger:
- Indholdsstoffer. Konserveringsmidler skal deklareres såvel kvalitativt som kvantitativt.
- Brugsanvisning, herunder angivelse af, hvilken type kontaktlinse, kontaktlinsevæsken kan anvendes til, samt oplysning om desinfektion, opbevaring m.v.
- Eventuel advarsel, såfremt præparatet ikke må komme direkte i øjet.
- Udløbsdato.
- Opbevaringstid efter åbning.
- Batch nr.
- Producent eller importør.
De i stk. 1 nævnte oplysninger skal anføres på dansk og være letlæselige og letforståelige.
Den i stk. 1, nr. 2, nævnte brugsanvisning kan anføres i form af indlægsseddel, når nødvendige oplysninger om anvendelse m.m. af pladsmæssige grunde ikke kan anføres på emballagen.
§ 4
Sundhedsstyrelsen kan forbyde forhandling og udlevering samt pålægge fabrikanter eller importører at tilbagekalde restlagre af kontaktlinsevæske, der
- ikke er af konstant sammensætning, hvis indholdsstofferne mangler den fornødne kvalitet, eller som i øvrigt ikke fremstilles på betryggende måde,
- ikke svarer til det, der angives på etiket, i reklamer o.lign.,
- har et andet indhold eller anvendelsesområde end angivet, eller
- ved normal anvendelse frembyder fare af sundhedsmæssig art.
Straffebestemmelser
Straffebestemmelser
§ 5
Overtrædelse af de i §§ 2-4 fastsatte bestemmelser straffes med bøde.
For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1992.
Indtil den 1. juli 1993 kan der forhandles og udleveres kontaktlinsevæsker, som er markedsført før den 1. oktober 1992, uden angivelse af de i § 3 nævnte oplysninger.
Sundhedsministeriet, den 16. september 1992, den 16. september 1992
/Ester Larsen J. Bartels Petersen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1992
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1992