Bekendtgørelse om tilslutning af vindkraftanlæg til elnettet
BEK nr 838 af 07/10/1992
§ 1
Denne bekendtgørelse gælder for ikke-elværksejede vindkraftanlæg med en effekt på 5 kW eller derover.
§ 2
Ved tilslutning af et vindkraftanlæg til elnettet påser kommunalbestyrelsen, at der er meddelt tilladelse efter planlægningsloven med baggrund i region- og kommuneplanen til etablering af vindkraftanlægget.
§ 3
Tilslutning af et vindkraftanlæg til elnettet er betinget af, at anlægget er type- eller systemgodkendt, og at det er produceret og opstillet i overensstemmelse med reglerne fastsat i Energistyrelsens godkendelsesordning for vindkraftanlæg.
§ 4
Tilslutning af et vindkraftanlæg til elnettet er betinget af, at ejeren af anlægget har bopæl i den kommune, hvor anlægget opstilles, eller i en nabokommune hertil.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et vindkraftanlæg i særlige tilfælde kan tilsluttes elnettet, uanset at betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.
§ 5
Tilslutning efter § 4 er betinget af, at størrelsen af anlæggets forventede årlige elproduktion samt elproduktionen fra andele i andre vindkraftanlæg erhvervet efter den 31. december 1985 ikke overstiger ejerens årlige elforbrug med mere end 50 procent. Det årlige elforbrug opgøres enten til 6.000 kWh pr. bopæl eller ejerens faktiske bopælsforbrug, hvortil kan lægges eventuelt erhvervsforbrug i den kommune, hvor anlægget opstilles, eller en nabokommune hertil.
Stk. 1 gælder ikke for et vindkraftanlæg, der opstilles på en ejendom, som ejes og bebos af anlæggets ejer, eller hvorfra anlæggets ejer udøver sit hovederhverv.
Der kan kun tilsluttes eet vindkraftanlæg efter reglen i stk. 2, og ejeren af et sådant anlæg kan ikke eje andele i andre vindkraftanlæg.
§ 6
Tilslutning af en virksomheds vindkraftanlæg til elnettet er betinget af, at virksomheden er beliggende i den kommune, hvor vindkraftanlægget opstilles.
Hvis et vindkraftanlæg ejes af en virksomhed, hvis hovedformål er drift af anlægget, gælder § 4, stk. 1, for samtlige virksomhedsdeltagere.
§ 7
Tilslutning efter § 6 er betinget af, at størrelsen af anlæggets forventede årlige elproduktion samt elproduktionen fra andele i andre vindkraftanlæg ikke overstiger virksomhedens faktiske elforbrug i kommunen med mere end 50 procent.
Hvis et vindkraftanlæg ejes af en virksomhed, hvis hovedformål er drift af anlægget, gælder § 5, stk. 1, for samtlige virksomhedsdeltagere.
Stk. 1 gælder ikke for vindkraftanlæg, der opstilles på en ejendom, hvorfra der drives erhvervsvirksomhed.
Der kan kun tilsluttes eet vindkraftanlæg efter reglen i stk. 3, og virksomheden, der driver et sådant anlæg, kan ikke eje andele i andre vindkraftanlæg.
§ 8
Såfremt en ejer eller virksomhed ikke længere opfylder betingelserne i §§ 4-7, skal vedkommende indberette dette til det elforsyningsselskab, i hvis forsyningsområde vindkraftanlægget er opstillet (elforsyningsselskabet), samt afhænde sine andele i vindkraftanlægget senest 1 år efter det tidspunkt, hvor betingelserne ikke længere er opfyldte.
Den, til hvem andelene overdrages, skal opfylde betingelserne i §§ 4-7 samt indberette erhvervelsen af andele til elforsyningsselskabet.
§ 9
Såfremt et vindkraftanlæg ejes af flere i fællesskab, herunder flere virksomheder, gælder de respektive bestemmelser i §§ 4-8 for hver enkelt ejer eller virksomhed.
§ 10
Vindkraftanlæg, der er godkendt til forsøgs- og demonstrationsformål i henhold til reglerne fastsat i Energistyrelsens godkendelsesordning for vindkraftanlæg, kan tilsluttes elnettet, uanset at betingelserne i §§ 3-7 ikke er opfyldte.
Elforsyningsselskabet underretter Energistyrelsen om tilslutning af sådanne vindkraftanlæg.
Vindkraftanlæg som nævnt i stk. 1 skal nedtages eller afhændes, når betingelserne i henhold til godkendelsesordningen ikke længere er opfyldte.
Ansøgning om fortsat tilslutning af sådanne vindkraftanlæg indsendes til elforsyningsselskabet efter bestemmelserne i § 13, stk. 1.
§ 11
Ved tilslutning af et vindkraftanlæg til elnettet påhviler alle omkostninger i forbindelse med anlæggets egen installation og lokale omkostninger til lavspændingstilslutning, lavspændingsstik, 10-20 kV transformerstation, stikledning til 10-20 kV elnettet, tilslutning til 10-20 kV elnettet samt fasekompensering vindkraftanlæggets ejer.
Omkostninger til udbygning af 10-20 kV elnettet eller forstærkning af et eksisterende 10-20 kV elnet, der er nødvendiggjort af et vindkraftanlægs tilslutning til elnettet, påhviler elforsyningsselskabet.
§ 12
Elektricitet, der leveres til elnettet, afregnes med 85% af elforsyningsselskabets salgspris til almindelige forbrugere opgjort ekskl. afgifter og tilskud.
Ved salgsprisen forstås den energibetaling, som indgår i elforsyningsselskabets pris til almindelige forbrugere med et årligt elforbrug på 20.000 kWh opgjort ekskl. afgifter og tilskud. Abonnementsafgift, ampereafgift eller lignende faste afgifter indgår ikke i energibetalingen.
§ 13
Ansøgning om tilslutning til elnettet indsendes til elforsyningsselskabet bilagt dokumentation for, at betingelsen for tilslutning i § 2 samt betingelserne for tilslutning fastsat i §§ 3-9 eller § 10 er opfyldte.
Elforsyningsselskabet påser, at betingelserne som nævnt i stk. 1 er opfyldte.
§ 14
Elforsyningsselskabets afgørelser i tvister om tilslutningsvilkår og andre forhold omfattet af denne bekendtgørelse kan indbringes for Energistyrelsen.
Klagefristen er 6 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Klage indgives til elforsyningsselskabet, der videresender klagen til Energistyrelsen inden 4 uger efter modtagelsen bilagt en udtalelse og de oplysninger, der har ligget til grund for afgørelsen.
Energistyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 15
Med bøde kan straffes den, der
- undlader at give indberetning eller afhænde andele efter § 8, stk. 1,
- undlader at nedtage eller afhænde vindkraftanlæg efter § 10, stk. 3, eller
- afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgning i henhold til § 13, stk. 1.
Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 1992.
Samtidig ophæves Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 251 af 23. april 1991.
Vindkraftanlæg, der er tilsluttet elnettet før bekendtgørelsens ikrafttræden, kan fortsat være tilsluttet elnettet efter de hidtidige tilslutningsvilkår.
pre_paragraph I medfør af §§ 10b, 10c og 11a i lov om udnyttelse af vedvarende energikilder m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 837 af 7. oktober 1992, fastsættes:
Energiministeriet, den 7. oktober 1992, den 7. oktober 1992
/Anne Birgitte Lundholt Jørgen Calundann/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1992
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1992