Bekendtgørelse om fyrværkeri
BEK nr 871 af 23/10/1992
§ 1
Ifølge § 2, stk. 1, i lov om fyrværkeri må fyrværkeri ikke overdrages, erhverves eller anvendes uden politiets tilladelse.
Fra forbuddet i stk. 1 undtages følgende fyrværkeri:
- Fyrværkeri uden knaldeffekt.
- Knaldhætter (amorces), knaldbånd (amorcesbånd), knaldperler og knaldpropper.
- Knallerter, bordbomber, trækbordbomber, stjernekastere og stormtændstikker.
§ 2
Tilladelse til erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri efter § 1, stk. 1, kan meddeles af politiet, når der dokumenteres en særlig interesse heri, f.eks. når fyrværkeriet ønskes anvendt i forlystelsesetablissementer eller i forbindelse med festligheder og lignende, hvortil offentligheden eller en større kreds har adgang (dyrskuer, byfester, rundskuer og lignende).
Tilladelse meddeles af politiet på det sted, hvor fyrværkeriet skal anvendes, og skal angive det tilladte kvantum og den måde fyrværkeriet må anvendes på. I tvivlstilfælde indhenter politiet erklæring fra Statens Brandinspektion.
§ 3
Til rederier, skibsførere, kutterejere og andre, der har behov for materiel til nødsignaler, kan der af politiet på det sted, hvor ansøgeren har bopæl eller forretningssted, udstedes såvel enkeltstående som generelle tilladelser i indtil 5 år til erhvervelse og anvendelse af typegodkendt fyrværkeri, jf. § 9, stk. 3.
Politiets tilladelse til erhvervelse og anvendelse af typegodkendt fyrværkeri, jf. § 9, stk. 3, er ikke nødvendig, såfremt erhvervelsen sker hos skibsprovianteringshandlere og forhandlere af skibsinventar mod forevisning og afstempling af vedkommende skibs tilsynsbog.
§ 4
Tilladelse til overdragelse af fyrværkeri, der er omfattet af § 1, stk. 1, samt af typegodkendt fyrværkeri, jf. § 9, stk. 3, meddeles af politiet på det sted, hvor ansøgeren har forretningssted. Tilladelsen meddeles som enkeltstående eller generel tilladelse i indtil 5 år. Skibsprovianteringshandlere og forhandlere af skibsinventar kan dog overdrage typegodkendt fyrværkeri, jf. § 9, stk. 3, uden tilladelse.
Fremstilling og indførsel af fyrværkeri
Fremstilling og indførsel af fyrværkeri
§ 5
Statens Brandinspektion meddeler tilladelse til fremstilling og indførsel af fyrværkeri og fastsætter de nærmere vilkår for tilladelserne.
Ansøgning om tilladelse til fremstilling eller indførsel af fyrværkeri skal indgives senest 3 måneder før varens fremstilling eller indførsel, med mindre anden skriftlig aftale er indgået mellem fabrikanten/importøren og Statens Brandinspektion.
§ 6
Ansøgning om tilladelse til fremstilling af fyrværkeri skal indeholde oplysning om
- varens art, herunder om den er omfattet af det i § 1, stk. 2, nævnte fyrværkeri,
- produktionens forventede årlige omfang,
- produktionsstedet, produktionslokaler og opbevaringsfor holdene og
- produktionslederens navn og kvalifikationer.
§ 7
Ansøgning om tilladelse til indførsel af fyrværkeri skal vedlægges ordrebekræftelse, faktura eller lignende indeholdende oplysning om varens art og fremstillingssted. Ansøgningen skal endvidere vedlægges en erklæring om, hvorvidt fyrværkeriet er omfattet af det i § 1, stk. 2, nævnte fyrværkeri.
Importører skal, hvis erklæring herom er afgivet, ved varens modtagelse stikprøvevis undersøge, hvorvidt fyrværkeriet er omfattet af det i § 1, stk. 2, nævnte fyrværkeri. Såfremt fyrværkeriet ikke er omfattet af det i § 1, stk. 2, nævnte fyrværkeri, skal Statens Brandinspektion underrettes herom.
§ 8
Til brug ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse til fremstilling eller indførsel af fyrværkeri kan Statens Brandinspektion lade prøver af fyrværkeri underkaste en teknisk undersøgelse. Udgifterne hertil afholdes af ansøgeren.
§ 9
Fyrværkeri, herunder det i § 1, stk. 2, nævnte skal konstrueres og udformes i overensstemmelse med bestemmelserne i bilaget til denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 3. Bestemmelserne i bilagets punkter 8-15 gælder dog ikke fyrværkeri til eksport eller fyrværkeri, der ikke udleveres til køberen, men affyres af fabrikanten (importøren) eller af en person, der er ansat hos denne eller udpeget af denne, og som er fortrolig med afbrænding af fyrværkeri.
Saturnmissiler, helikoptere og lignende artikler, hvis flugt i luften ikke kan styres, må ikke indføres eller fremstilles.
Nødsignaler og linekastningsapparater til skibe skal konstrueres og typegodkendes i henhold til Søfartsstyrelsens bestemmelser.
Salg, mærkning og opbevaring af fyrværkeri samt salg af kemikalier
Salg, mærkning og opbevaring af fyrværkeri samt salg af kemikalier
§ 10
Fyrværkeri må ikke sælges til personer under 18 år. Fra dette forbud undtages fyrværkeri, der er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, samt knallerter.
Fyrværkeri må ikke sælges ved selvbetjening. Fra dette forbud undtages fyrværkeri, der er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 3.
Fyrværkeri må kun sælges ved fjernsalg efter forud indhentet tilladelse fra Statens Brandinspektion.
§ 11
Følgende kemikalier må ikke sælges til personer under 18 år:
- Klorater, perklorater og nitrater af natrium, kalium, calcium, ammonium eller barium.
- Rødt og gult phosphor.
- Svovl.
- Aluminium- og magnesiumpulver.
§ 12
Fyrværkeriartikler skal være forsynet med påskrift om artiklens betegnelse og eventuelt fabrikationsnummer samt enten navn og hjemsted, varemærke eller særlige kendetegn for fabrikanten eller importøren. Anvendes varemærke eller kendetegn, skal meddelelse herom gives til Statens Brandinspektion.
På større fyrværkeriartikler skal tillige anbringes en kortfattet brugsanvisning.
Mærkningen af fyrværkeri skal foretages inden udlevering fra forhandler.
§ 13
I forretningslokaler eller lokaler i forbindelse hermed kan opbevares indtil 50 kg fyrværkeri. I øvrige erhvervslokaler kan opbevares indtil 50 kg fyrværkeri, såfremt der ikke i samme lokaler findes brandfarlige væsker eller F-gas, og indtil 100 kg, såfremt der ikke findes andet brandfarligt oplag i form af oplag af papir, pap, træ, stearinlys eller lignende. Tilladelse til opbevaring af større mængder meddeles af politiet efter indhentet erklæring fra Statens Brandinspektion.
Bestemmelserne i stk. 1 omfatter ikke fyrværkeri, der er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 3.
I andre husrum og huse må opbevares indtil 5 kg fyrværkeri.
§ 14
Fyrværkeri skal opbevares med forsigtighed og mindst 2 meter fra enhver varmekilde og mindst 5 meter fra brandfarligt oplag.
Forhandlerens beholdninger af fyrværkeri skal opbevares i godkendt transportemballage, i tætte trækasser (skabe) eller i træforede metalkasser (skabe) med tætsluttende lukke. Kasserne (skabene), der skal være mærket »Farlig: Fyrværkeri«, må kun indeholde fyrværkeri og skal anbringes utilgængeligt for publikum. Opbevares fyrværkeri i forretningslokaler eller i lokaler i forbindelse hermed, skal der i nærheden af kasserne (skabene) med fyrværkeri forefindes passende slukningsmidler.
Uanset bestemmelserne i stk. 2 kan der dog udstilles eet eksemplar (enhed eller detailpakning) af hver type fyrværkeri, der forhandles fra forretningen.
Tobaksrygning er forbudt i lokaler, hvor der opbevares fyrværkeri. Dette skal tilkendegives ved skiltning i overensstemmelse med bestemmelserne i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 19. november 1990 om sikkerhedsskiltning.
Affyring af fyrværkeri i lokaler, hvor der opbevares eller udstilles fyrværkeri, brandfarlige væsker eller F-gas, er ikke tilladt.
§ 15
Ved enhver levering af fyrværkeri til detailhandlere skal der medfølge en vejledning vedrørende sikkerhedsmæssige forhold ved opbevaring og anvendelse af fyrværkeri.
Ved enhver overdragelse til forbruger af andet fyrværkeri end det i § 1, stk. 2, nr. 3, nævnte, skal der udleveres en vejledning vedrørende anvendelsen af fyrværkeri. I sortimentspakninger skal vejledningen være indlagt i pakningen eller påtrykt denne.
De i stk. 1 og 2 nævnte vejledninger skal være godkendt af Statens Brandinspektion.
Kontrol og prøveudtagning
Kontrol og prøveudtagning
§ 16
Efter § 4 i lov om fyrværkeri har Statens Brandinspektion og politiet til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til virksomheder, der fremstiller, indfører eller forhandler fyrværkeri, og kan i forbindelse hermed for fabrikantens eller importørens regning udtage prøver af fyrværkeriartikler og underkaste disse en teknisk undersøgelse.
I tilfælde, hvor prøveudtagningen sker hos en detailhandler, godtgør Statens Brandinspektion eller politiet detailhandleren indkøbsprisen og opkræver beløbet hos importøren eller fabrikanten.
Straf og ikrafttræden m.v.
Straf og ikrafttræden m.v.
§ 17
Overtrædelse af § 7, stk. 2, §§ 9-12 og § 15 straffes med bøde. Overtrædelse af § 13, stk. 1 og stk. 3, og § 14 straffes efter § 11 i lov angående sprængstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 624 af 15. september 1986, med bøde eller under særlig skærpende omstændigheder med hæfte.
§ 18
Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. november 1992.
§ 5, stk. 2, og § 10, stk. 3, træder dog først i kraft den 1. januar 1993.
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 550 af 19. november 1976 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1 af 3. januar 1978 ophæves.
Indenrigsministeriet, den 23. oktober 1992, den 23. oktober 1992
/Thor Pedersen W. Willerslev-Olsen/
Bilag 1
Konstruktion og udformning af fyrværkeri i henhold til § 9
- Raketter skal være forsynet med en stiv og lige styrepind til sikring af rakettens balance i flugten og konstrueret således, at ild og glød er slukket ved nedslaget efter normal lodret flugt.
- Raketter må maximalt veje 400 g inkl. styrepind. Rakethylstret skal mindst være 60 mm langt og mindst 10 mm i diameter.
- Raketter må ikke udkaste udelukkende røde stjerner, som kan forveksles med nødblus.
- Raketfaldskærmsblus må ikke vise rødt lys.
- Røgsignaler må ikke afgive orangegul røg.
- Heksehyl og lignende artikler skal være forsynet med en sikkerhedslunte.
- Fyrværkeri må ikke være konstrueret til at holdes i hånden under affyring. Det i § 1, stk. 2, nr. 3, nævnte fyrværkeri samt bengalske fakler er undtaget herfra.
- Fyrværkeri må ikke indeholde strygesats.
- Knaldhætter (amorces) og knaldbånd (amorcesbånd) må højst indeholde 7,5 g fulminatfri knaldsats pr. 1.000 stk. Knaldhætter må kun forhandles i flade cirkulære æsker af mindst 0,5 mm tykt pap eller i anden mindst lige så god emballage. Hver æske må højst indeholde 100 knaldhætter (knaldpunkter) a 5 mg knaldsats eller 50 knaldhætter (knaldpunkter) a 7,5 mg knaldsats. Knaldbånd må kun forhandles i solid papemballage eller anden lige så god emballage. Hver pakning må højst indeholde 6 ruller knaldbånd a 100 knaldpunkter a 5 mg knaldsats eller 6 ruller knaldbånd a 50 knaldpunkter a 7,5 mg knaldsats.
- Knaldperler skal være fabrikeret på sølvfulminatbasis og må højst indeholde 2,5 g knaldsats pr. 1.000 stk., eller på grundlag af andet af Statens Brandinspektion godkendt kemikalie.
- Knaldpropper (hundepropper) må højst indeholde 0,025 g sats pr. stk. Satsen må kun indeholde rødt phosphor og kaliumklorat. Knaldpropper må kun forhandles i solide papæsker eller anden lige så god emballage, hvor hver enkelt prop fastholdes i bunden af æsken. Hver æske må højst indeholde 25 knaldpropper.
- Knallerter skal være fabrikeret på sølvfulminatbasis og må højst indeholde 2,5 g knaldsats pr. 1.000 stk.
- Bordbomber skal være fabrikeret på basis af nitreret cellulose og må højst indeholde 1 g heraf pr. stk.
- Japanske bordbomber må højst indeholde 7,5 g fulminatfri knaldsats pr. 1.000 stk. Er de fabrikeret på sølvfulminatbasis, må de højst indeholde 2,5 g knaldsats pr. 1.000 stk.
- Stjernekastere må ikke være forsynet med særlig tændsats.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1992
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1992