TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved Hypotekbankens indeholdelse i løn m.v. efter lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Tilbagebetaling af dagpenge, overgangsydelse, efterløn, forældreorlovsydelse og orlovsydelse til uddannelse)

BEK nr 943 af 30/11/1992

DanmarkBekendtgørelse1992

§ 1

Pålæg om indeholdelse i løn m.v. for skyldige dagpenge-, overgangsydelses- eller efterlønsbeløb med tillæg af omkostninger gives af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken).

Stk. 2

Hypotekbanken giver ligeledes pålæg om indeholdelse i løn m.v. for skyldige beløb med tillæg af omkostninger vedrørende forældreorlovsydelse og orlovsydelse til uddannelse.

Stk. 3

Pålæg afgives efter forudgående vurdering af skyldnerens personlige og økonomiske forhold.

Stk. 4

Pålægget skal være skriftligt og angive indholdet af § 2, § 3, § 5, stk. 4, og § 6.

§ 2

Den, der har modtaget pålæg om indeholdelse i løn m.v. (den indeholdelsespligtige), skal indbetale indeholdte beløb til Hypotekbanken.

Stk. 2

Indbetaling skal ske, efterhånden som indeholdelse finder sted. Beløbene forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen. Sidste rettidige indbetalingsdag er den 15. i forfaldsmåneden. Hvis sidste rettidige indbetalingsdag er en lørdag, søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.

Stk. 3

Ved indbetalingen skal den indeholdelsespligtige give Hypotekbanken skriftlig meddelelse om skyldnerens CPR-nummer, navn og adresse, størrelsen af det indeholdte beløb og størrelsen af det indkomstbeløb, hvoraf indeholdelsen er beregnet.

§ 3

Den indeholdelsespligtige skal, hvis skyldneren ikke er eller ophører at være beskæftiget hos pågældende, eller udbetaling af indeholdelsespligtige ydelser i øvrigt ophører, inden 14 dage give Hypotekbanken skriftlig underretning herom.

Stk. 2

Den indeholdelsespligtige skal efter anmodning give Hypotekbanken alle oplysninger om skyldnerens arbejdsforhold og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen. Besvarelse skal ske inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen.

§ 4

Skyldneren skal give Hypotekbanken eller dennes inkassator alle nødvendige oplysninger om personlige og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen og spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages indeholdelse.

§ 5

Fremsætter skyldneren indsigelse mod beslutningen om indeholdelse, afgøres spørgsmålet af Hypotekbanken. Indsigelsen skal være Hypotekbanken i hænde inden 4 uger efter, at beslutningen er meddelt skyldneren.

Stk. 2

Hvis Hypotekbanken efter en fornyet vurdering kan give skyldneren medhold i indsigelsen, træffer Hypotekbanken afgørelse i sagen.

Stk. 3

Hvis den oprindelige beslutning om lønindeholdelse ikke ændres, eller hvis skyldneren fastholder indsigelsen, sender Hypotekbanken sagen til Finansministeriet, der træffer den endelige afgørelse i sagen.

Stk. 4

Indeholdelsen udsættes ikke ved skyldnerens indsigelse.

§ 6

Har en anden myndighed truffet beslutning om indeholdelse, skal den indeholdelsespligtige først fyldestgøre denne myndighed, hvis beslutningen herom er truffet før en beslutning om et pålæg efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Reglerne i kildeskatteloven om fortrinsret for skatterestancer berøres ikke af reglerne i stk. 1. Træffer skattemyndighederne beslutning om indeholdelse, går skattekravet forud for andre krav.

Stk. 3

Krav på bidragsbetaling, der inddrives ved tilbageholdelse i løn m.v. efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag, fyldestgøres efter skattekrav efter stk. 2, men forud for krav efter denne bekendtgørelse.

§ 7

Den, der overtræder §§ 2, 3 eller 4, straffes med bøde.

Stk. 2

Hvis overtrædelsen er begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan selskabet som sådant pålægges bødeansvar efter lovens § 86, stk. 11.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1993.

pre_paragraph (Tilbagebetaling af dagpenge, overgangsydelse, efterløn, forældreorlovsydelse og orlovsydelse til uddannelse) I henhold til § 86, stk. 10, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 1. september 1992, fastsættes:

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1992
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1992