Bekendtgørelse om myxomatose hos kaniner
BEK nr 948 af 02/12/1992
§ 1
Den, der har en kaninbesætning i sin varetægt, skal ved viden eller mistanke om, at myxomatose forekommer i besætningen, tilkalde en dyrlæge.
Tilkaldelse skal ske, når der i forbindelse med stor dødelighed blandt kaninerne hos eet eller flere af dyrene optræder betændelse i øjnene og næseflåd eller væskefyldte hævelser, der især er lokaliseret til hovedet og kønsorganerne.
§ 2
Tilkaldes en dyrlæge på grund af forekomst eller mistanke om myxomatose, eller får en dyrlæge i øvrigt i forbindelse med sit arbejde mistanke om forekomst af myxomatose, skal dyrlægen snarest foretage en undersøgelse med henblik på at konstatere, om noget dyr viser tegn på at være smittet med sygdommen. Såfremt mistanken herefter ikke kan afvises, skal dyrlægen indsende fornødent materiale til undersøgelse på Statens Veterinære Institut for Virusforskning, Lindholm, 4771Kalvehave.
§ 3
En besætning skal anses for smittet med myxomatose, såfremt Statens Veterinære Institut for Virusforskning har påvist myxomatose-virus i materiale fra besætningen.
§ 4
En besætning med myxomatose kan af Veterinærdirektoratet sættes under tilsyn, og den, der er ansvarlig for besætningen, kan pålægges at overholde restriktioner, der omfatter
- forbud mod eller særlige betingelser for tilførsel og fjernelse af levende og døde kaniner samt kaninskind, kaninuld eller andre dele af kaniner,
- påbud om særlig gødningsbehandling samt forbud mod fjernelse af bure, transportkasser og lignende,
- påbud om fjernelse og nedgravning af det øverste jordlag under og ved siden af burene,
- påbud om insektbekæmpelse og
- påbud om rensning og desinfektion.
§ 5
For besætninger, hvor alle kaniner er døde eller aflivet som følge af myxomatose, kan det i § 4 nævnte tilsyn ophæves, når der er forløbet 1 måned efter, at rensning, desinfektion og insektbekæmpelse er gennemført og godkendt af kredsdyrlægen.
For besætninger, hvor der resterer kaniner efter udbruddet af myxomatose, kan det i § 4 nævnte tilsyn ophæves, når der er forløbet 5 måneder efter, at rensning, desinfektion og insektbekæmpelse er gennemført og godkendt af kredsdyrlægen.
§ 6
Veterinærdirektoratet kan påbyde udtagelse, indsendelse og undersøgelse på Statens Veterinære Institut for Virusforskning af materiale fra dyr, der formodes at have haft smittefarligt samkvem med andre dyr, hvori der er påvist myxomatose, eller som antages på anden vis at være smittet med myxomatose.
§ 7
Veterinærdirektoratet kan forbyde eller fastsætte særlige betingelser for afholdelse af udstillinger, skuer og andre samlinger med deltagelse af kaniner i et af Veterinærdirektoratet fastsat område, hvor der er konstateret myxomatose.
§ 8
Den, der har en besætning af tamkaniner i sin varetægt, må ikke indsætte vilde kaniner i besætningen.
§ 9
Udgifterne ved undersøgelse af de i §§ 2 og 6 nævnte prøver afholdes af Veterinærdirektoratet, jf. § 5, stk. 1, i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 239 af 12. april 1991 om udgifter og erstatning ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme. Alle andre udgifter, som afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Veterinærdirektoratet uvedkommende, jf. § 5, stk. 3, i førnævnte bekendtgørelse.
§ 10
Med bøde straffes den, der
- overtræder §§ 1, 2 eller 8,
- tilsidesætter vilkår, der er fastsat efter § 7, eller
- undlader at efterkomme påbud eller forbud efter §§ 4, 6 eller 7.
§ 11
For overtrædelse, der begås af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der i medfør af § 36 i lov om husdyrsygdomme pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. december 1992.
Samtidig ophæves Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 466 af 9. juni 1986 om foranstaltninger ved udbrud af myxomatose hos kaniner og Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 752 af 18. august 1986 om regler om myxomatose hos kaniner.
§ 13
Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.
pre_paragraph I medfør af §§ 4, 6-8, 10 og 35, stk. 2, i lov nr. 814 af 21. december 1988 om husdyrsygdomme fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1992
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1992