Bekendtgørelse om tilskud til bortskaffelse af spildolie
BEK nr 1179 af 23/12/1993
§ 1
Denne bekendtgørelse omfatter tilskud til bortskaffelse af spildolie, der er indsamlet her i landet. Spildolie indsamlet i udlandet, samt stammende fra skibe er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 2
Ved spildolie i denne bekendtgørelse forstås brugte eller forurenede smøreolier, gearolier, hydraulikolier og lignende.
§ 3
Det er en betingelse for at der kan ydes tilskud, at spildolien bortskaffes som brændsel i anlæg, der producerer og afsætter fjernvarme, og bortskaffelse af spildolien, herunder indsamling, forarbejdning og forbrænding til varmeproduktion, sker i overensstemmelse med lov om miljøbeskyttelse og regler fastsat i medfør heraf.
Ansøgning om tilskud m.v
Ansøgning om tilskud m.v
§ 4
Ansøgning om tilskud skal sendes til Miljøstyrelsen, der træffer afgørelse om udbetaling af tilskud. Miljøstyrelsen kan bestemme, at bestemte ansøgningsskemaer skal benyttes.
Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
- Virksomhedens navn og adresse.
- Virksomhedens SE-nummer.
- Dokumentation for at betingelserne i §§ 1-3 er til stede. På anmodning fra Miljøstyrelsen skal denne dokumentation indeholde en udtalelse fra tilsynsmyndigheden om at bortskaffelsen (indsamling, oparbejdning, forbrænding m.v.) af spildolien sker i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven og regler fastsat i medfør heraf.
- Oprindelsen af den indsamlede spildolie samt eventuel oparbejdning og rensning af spildolien.
- Dokumentation i form af indvejningssedler el.lign fra det fjernvarmeproducerende anlæg om arten og mængden af modtaget spildolie.
- Dokumentation for at ansøgeren har betalt olieafgift af spildolien, jf. lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.
Ansøgningen skal underskrives af den ansvarlige ledelse hos ansøgeren og være påtegnet af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor, der skal bekræfte rigtigheden af de afgivne oplysninger.
Miljøstyrelsen kan bestemme, at ansøgningen skal indeholde andre oplysninger, der skønnes nødvendige for at kunne afgøre om betingelserne for tilskud er til stede.
Ansøgninger, der ikke indeholder de i denne bestemmelse eller § 5 omhandlede oplysninger eller dokumentation, eller som åbenbart ikke opfylder betingelserne for tilskud, afvises af Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen kan endvidere afvise en ansøgning om tilskud, der er modtaget senere end de i § 7, stk. 2 og § 12, stk. 2 nævnte frister.
§ 5
Enhver, der frembringer eller bortskaffer, herunder indsamler, forarbejder og forbrænder spildolie skal på begæring meddele Miljøstyrelsen enhver oplysning, der er af væsentlig betydning for administrationen af denne bekendtgørelse, jf. § 55b i lov om miljøbeskyttelse.
Miljøstyrelsen kan bestemme, at ansøgeren for egen regning skal foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer og affaldsstoffer i spildolie efter retningslinier fastsat af Miljøstyrelsen.
Beregning, udbetaling m.v. af tilskud
Beregning, udbetaling m.v. af tilskud
§ 6
Tilskud kan højst udgøre den i § 4, stk. 2, nr. 6 faktisk afholdte udgift, jf. dog § 12, stk. 3.
§ 7
Tilskud ydes kvartalvis.
Ansøgning om tilskud skal være Miljøstyrelsen i hænde senest 8 uger efter udløbet af det kvartal, for hvilket der søges om tilskud, jf. dog § 12, stk. 2.
§ 8
Tilskud, der er givet, uden at betingelserne i §§ 1 - 3 var til stede, skal betales tilbage. Beløbet skal betales senest 14 dage efter at Miljøstyrelsen skriftligt har fremsat påkrav herom. Beløbet indbetales til Miljøstyrelsen.
Af beløb, der ikke betales rettidigt efter stk. 1, skal der betales et rentebeløb for perioden, fra det tidspunkt beløbet skal betales, til det tidspunkt beløbet er indbetalt til Miljøstyrelsen, svarende til den til enhver tid officielle diskonto med et tillæg på 6 pct (pro anno).
For betaling efter stk. 1 og stk. 2 hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning. Miljøstyrelsen har udpantningsret for beløbene.
§ 9
Miljøstyrelsen kan bestemme, at § 8 ikke finder anvendelse, når det forhold, der udløser tilbagebetalingspligten, har underordnet betydning.
Klage
Klage
§ 10
Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til højere administrativ myndighed.
Straf og ikrafttrædelsesbestemmelser
Straf og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 11
Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger til Miljøstyrelsen, jf. § 4 og lov om miljøbeskyttelse, § 110.
Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt og der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 110 i lov om miljøbeskyttelse pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1994 og finder anvendelse for spildolie afgiftberigtiget efter 1. maj 1993.
Ansøgning om tilskud for perioden indtil bekendtgørelsen træder i kraft skal, uanset bestemmelsen i § 7, stk. 2, være Miljøstyrelsen i hænde senest 8 uger efter bekendtgørelsens ikrafttræden.
For tilskud efter stk. 2 kan der i tillæg ydes et rentebeløb for perioden, fra det tidspunkt afgiften er indbetalt til bekendtgørelsen træder i kraft, svarende til den officielle diskonto den 1. august 1993 med et tillæg på 6 pct. (pro anno).
Miljøministeriet, den 23. december 1993, den 23. december 1993
/Svend Auken Morten Palle Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1993
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1993