TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ydelser og betaling for bolig mv. i § 112-institutioner samt om betaling for midlertidigt døgnophold

BEK nr 1186 af 23/12/1993

DanmarkBekendtgørelse1993

§ 1

Reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1185 af 23. december 1993 om ydelser og betaling for bolig mv. i plejehjem, beskyttede boliger, daghjem og dagcentre finder, bortset fra § 1, stk. 1, § 1, stk. 2, 3. pkt., og § 5, tilsvarende anvendelse for beboere i institioner efter bistandslovens § 112, stk. 1 og 2, bestemt til længerevarende ophold.

Stk. 2

Amtsrådet skal som led i institutionsopholdet tilbyde beboerne bolig, el, varme, kost, vask, rengøring samt dækning af de særlige behov for bistand mv., som er forudsat i § 112, stk. 1 og 2.

Betaling for midlertidigt døgnophold i § 112-institutioner

Betaling for midlertidigt døgnophold i § 112-institutioner

§ 2

Amtsrådet kan tilbyde personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap midlertidigt døgnophold i institutioner efter bistandslovens § 112, stk. 1 og i særlige plejehjem efter bistandslovens § 112, stk. 2, bestemt til længerevarende ophold.

§ 3

For personer med midlertidigt døgnophold fastsætter amtsrådet betaling for de y delser, som den enkelte modtager som led i opholdet. Der kan ikke opkræves betaling for bolig. Betalingen fastsættes således, at pågældende bevarer et beløb til dækning af husleje og andre udgifter i forbindelse med opretholdelsen af en hidtidig bolig. Endvidere skal der ved fastsættelsen af betaling tages hensyn til, at pågældende har økonomisk mulighed for under det midlertidige ophold at opretholde forpligtelser f.eks. over for en hjemmeboende ægtefælle og børn.

Stk. 2

For kost og øvrige ydelser kan betalingen fastsættes som for personer med længerevarende ophold i institutioner efter bistandslovens § 112.

Stk. 3

Betalingen kan fastsættes som et beløb pr. døgn, udregnet efter de gennemsnitlige udgifter til ydelserne.

Stk. 4

Bestemmelserne i bistandslovens § 115 a, stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse for beboere med midlertidigt ophold.

§ 4

Reglerne i § 3 finder tilsvarende anvendelse for beboere i særlige plejehjem efter bistandslovens § 112, stk. 2, for personer med lidelser, der gør periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling påkrævet.

Personer, der opholder sig i en § 112-institution

Personer, der opholder sig i en § 112-institution

§ 5

For personer, der opholder sig i en § 112-institution i henhold til dom eller kendelse, og som ikke med egne indtægter kan betale efter denne bekendtgørelse for de ydelser, som den pågældende modtager, nedsættes betalingen til et beløb svarende til den pågældendes indtægter og bortfalder helt, hvis den pågældende ikke har indtægter. Til personer, som ikke med egne indtægter kan dække behovet for personlige fornødenheder, udbetales et beløb svarende til det i medfør af bistandslovens § 110 fastsatte beløb til personlige fornødenheder, fratrukket eventuelle indtægter efter betaling for ydelser, jf. 1. pkt.

Generelle bestemmelser og ikrafttræden

Generelle bestemmelser og ikrafttræden

§ 6

Amtsrådets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan, jf. bistandslovens § 15, indbringes for Den sociale Ankestyrelse. Klage til Ankestyrelsen skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2

Samtidig ophæves Socialministeriets bekendtgørelse nr. 706 af 13. august 1992. Bekendtgørelsens regler om beløb til personlige fornødenheder og betaling for ophold på institutioner efter bistandslovens § 112, stk. 1, har dog virkning indtil 1. januar 1995.

Stk. 3

Den betaling, der efter denne bekendtgørelses § 4 kan opkræves for ophold i særlige plejehjem efter bistandslovens § 112, stk. 2, bestemt til periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling, kan i 1994 fastsættes til kr. 52,20, svarende til den hidtil i bekendtgørelse nr. 706 af 13. august 1992 gældende takst, reguleret med satsreguleringsprocenten pr. 1. januar 1994.


Socialministeriet, den 23. december 1993, den 23. december 1993

/Karen Jespersen Birgit Elvang/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1993
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1993