Bekendtgørelse om sundhedsmæssige betingelser for fiskeri, behandling, tilvirkning og omsætning af levende, toskallede bløddyr (*
BEK nr 202 af 15/04/1993
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter fiskeri, høst, behandling og omsætning af levende, toskallede bløddyr, herunder muslinger, bestemt til direkte konsum eller til yderligere tilvirkning.
Bortset fra bestemmelserne om rensning gælder bekendtgørelsen også for pighuder, sækdyr og havsnegle.
Ved toskallede bløddyr forstås bløddyr af klassen Lamellibranchiata, der filtrerer føden, inden den optages.
Ved et ekspeditionscenter forstås et anlæg, der er beliggende i land eller på et vandområde, og som er godkendt til modtagelse, konditionering, vaskning, rengøring, sortering og emballering af levende, toskallede bløddyr, der er egnet til konsum.
Ved et renseanlæg forstås et godkendt anlæg med tanke, som tilføres rent saltvand, og hvori bløddyrene anbringes i tilstrækkelig lang tid til, at der kan ske en mikrobiologisk rensning, således at de bliver egnet til konsum.
Ved konditionering forstås midlertidig opbevaring af levende, toskallede bløddyr af tilfredsstillende mikrobiologisk kvalitet i tanke eller i andre systemer med rent havvand eller på naturlige voksesteder for at fjerne sand, mudder og slim.
Ved genudlægning forstås, at der under Fiskerikontrollens tilsyn overføres bløddyr til godkendte vandområder i tilstrækkelig lang tid til, at der kan ske mikrobiologisk rensning. Flytning af toskallede bløddyr til genudlægning med henblik på yderligere vækst er ikke omfattet heraf.
Ved omsætning forstås opbevaring eller udbud med henblik på salg, markedsføring, levering eller enhver anden form for omsætning af levende, toskallede bløddyr til direkte konsum eller med henblik på tilvirkning inden for EF eller i et tredjeland.
Ved et produktionsområde forstås et vandområde, hvor der fiskes eller opdrættes toskallede bløddyr.
Produktionsområder
Produktionsområder
§ 2
Levende, toskallede bløddyr skal stamme fra produktionsområder (zoner), der opfylder de mikrobiologiske kvalitetsbestemmelser, der er nævnt i stk. 2-4. For muslinger af pectenslægten gælder dette dog kun for akvakulturprodukter.
Levende, toskallede bløddyr fra zone a skal indeholde mindre end 300 fækale colibakterier eller mindre med 230 E.coli pr. 100 g kød og væske og kan anvendes til direkte konsum eller til yderligere tilvirkning.
Bløddyr fra zone b kan fiskes eller indsamles, men må først omsættes til konsum efter behandling i et renseanlæg eller efter genudlægning. Tilvirkning må dog finde sted efter produktionsmetoder, der sikrer den bakteriologiske kvalitet, og som er godkendt af Fiskeriministeriet. Levende, toskallede bløddyr fra denne zone må ikke indeholde over 6.000 fækale colibakterier eller over 4.600 E.coli pr. 100 g kød i 90 pct. af prøverne.
Levende, toskallede bløddyr fra zone c kan fiskes eller høstes, men må først omsættes efter genudlægning i en periode på mindst 2 måneder, eventuelt kombineret med rensning. Bløddyrene kan dog anvendes til helkonserves. Bløddyr fra denne zone må ikke indeholde over 60.000 fækale colibakterier pr. 100 g kød.
Fiskeriministeriet træffer bestemmelse om, hvilke områder der indgår i de zoner, som er anført i stk. 2-4, på grundlag af mikrobiologiske undersøgelser af bløddyrene. Prøveudtagningerne og undersøgelserne sker efter nærmere vejledning fra Fiskeriministeriet.
Fiskeri, høst og transport
Fiskeri, høst og transport
§ 3
Levende, toskallede bløddyr skal være fisket eller høstet og transporteret til et ekspeditionscenter, et renseanlæg, et genudlægningsområde eller en tilvirkningsvirksomhed under overholdelse af de betingelser, der er nævnt i stk. 2-9.
Fiskeri eller høst af bløddyr, herunder muslinger, må ikke finde sted, med mindre mindst een fisker en uge forinden har udtaget en bløddyrsprøve og en vandprøve fra det udvalgte produktionsområde til undersøgelse for eventuelt indhold af algegifte og giftige alger på laboratorier, der er godkendt af Fiskeriministeriet. For høst af bløddyr fra et akvakulturanlæg kan Fiskeriministeriet træffe bestemmelse om en særlig prøveudtagningsmetode.
Fiskeriministeriet træffer bestemmelse om inddeling af produktionsområder i forbindelse med overvågning for giftige alger. Vandprøver udtages efter retningslinier fastsat af Fiskeriministeriet.
Fiskeri eller høst i et område må først påbegyndes, når Fiskeriministeriet har modtaget resultaterne af algegiftundersøgelserne og algetællingerne og fundet bløddyrene egnet til konsum ved at åbne for området.
Når fiskeriet eller høsten i området er påbegyndt, skal fiskeren eller bløddyrsproducenten ugentligt på sin første fiskeri- eller høstdag i ugen i hvert område udtage en bløddyrs- og en vandprøve til undersøgelse, jf. stk. 2-3.
Ved fiskeri skal der i fartøjets logbog angives fiskeriposition i grader, minutter og sekunder samt områdets nummer eller geografiske navn, jf. stk. 3, og zonestatus, jf. § 2, stk. 2-4. Logbogen skal endvidere indeholde oplysning om autorisationsnummer og bestemmelsessted med henblik på indpakning, genudlægning, rensning eller forarbejdning af bløddyrene. Første fiskeridag i ugen i et område og ved skærpet overvågning skal det i logbogen angives, hvem der udtager og indsender vand- og bløddyrsprøver. Der skal tillige i logbogen angives bløddyrenes art og mængde med størst mulig nøjagtighed. Straks efter hver landing skal logbogsbladet og landingsopgørelsen for den afsluttede fangstrejse afleveres til Fiskerikontrollen. Ved høst udfyldes et registreringsdokument med bløddyrssproducentens identitet og underskrift, høstdatoen og produktionsområdets beliggenhed samt zonestatus, jf. § 2, stk. 2-4. Registreringsdokumentet skal endvidere indeholde oplysning om bløddyrenes art og mængde med størst mulig nøjagtighed samt autorisationsnummer og bestemmelsessted med henblik på indpakning, genudlægning, rensning eller forarbejdning af bløddyrene. Registreringsdokumentet skal straks efter indsamlingen afleveres til Fiskerikontrollen.
Såfremt undersøgelser af vandprøver, jf. stk. 2-3, viser et stigende indhold af giftige og eventuelt giftige alger i fiskeri- eller høstområdet, kan Fiskeriministeriet træffe bestemmelse om daglig undersøgelse af bløddyrs- og vandprøver og om, at bløddyrene skal tilbageholdes, indtil de er fundet fri for algegifte.
Fiskeriministeriet kan udstede fiskeri- og høstforbud for bestemte områder, såfremt antallet af giftige og eventuelt giftige alger i vandet eller algegiftindholdet i de toskallede bløddyr nærmer sig de internationalt fastlagte grænseværdier.
Fiskeriministeriet kan træffe bestemmelse om særlige betingelser for udsanding af muslinger i områder med giftige alger eller algegifte.
§ 4
Autoriserede virksomheder og ekspeditionscentre, som modtager levende, toskallede bløddyr, skal sikre sig, at der er udtaget bløddyrs- og vandprøver fra de områder, hvorfra bløddyrene modtages, jf. § 3, stk. 2-3. Det samme gælder for virksomheder, der sælger bløddyr til et andet EF-land eller et tredjeland.
De virksomheder, der er nævnt i stk.1, skal føre driftsjournal, hvoraf det fremgår, på hvilke datoer fiskeriet har fundet sted, hvilke fiskere der har leveret bløddyrene, fra hvilke områder disse hidrører, hvem der har udtaget prøverne, og hvor og med hvilket resultat prøverne eller prøver fra det samme område er undersøgt.
Såfremt der tilvirkes bløddyr under den løbende overvågning, skal produktionen tilbageholdes, indtil analyseresultater fra den aktuelle uge foreligger.
Virksomheder, der til et andet EF-land eller et tredjeland sælger levende bløddyr til videre tilvirkning, skal sikre sig, at modtageren tilbageholder bløddyrsprodukterne, indtil de undersøgelsesresultater, der er nævnt i stk. 2, foreligger.
§ 5
Autoriserede virksomheder skal efter Fiskeriministeriets nærmere vejledning udtage kontraprøver af dagsproduktionen, og disse prøver skal opbevares i 12 måneder, dog bortset fra levende bløddyr, hvoraf kontraprøver i konserveret, f.eks. frossen, tilstand skal opbevares i 1 måned. Det samme gælder for virksomheder, der modtager bløddyr med henblik på salg til et andet EF-land eller til et tredjeland.
De virksomheder, der er nævnt i stk. 1, skal stikprøvevis efter nærmere vejledning fra Fiskeriministeriet udtage og indsende bløddyrsprøver til undersøgelse for algegifte.
Undersøgelsesresultaterne for de prøver, der er udtaget og undersøgt i henhold til stk. 1 og 2, skal indføres i den driftsjournal, som er anført i § 4, stk. 2.
§ 6
Levende, toskallede bløddyr skal være fisket eller høstet og transporteret fra området til et ekspeditionscenter, et renseanlæg, et genudlægningsområde eller en tilvirkningsvirksomhed under overholdelse af betingelserne i stk. 2-6.
Fiskeri eller høst må ikke forårsage unødig skade på bløddyrenes skaller eller væv.
De metoder, der benyttes ved fiskeri, høst, ilandbringelse, transport og behandling af levende, toskallede bløddyr må ikke medføre forurening af bløddyrene, væsentlig forringelse af disses kvalitet eller ændringer, der i væsentlig grad vanskeliggør rensning, tilvirkning eller genudlægning.
Bløddyrene må ikke genanbringes i vand, der kan medføre forurening i tidsrummet mellem fiskeriet eller høsten og landingen.
Køretøjer eller anordninger til transport af levende, toskallede bløddyr skal anvendes på en sådan måde, at de beskytter mod forurening og knusning af skallerne. De skal være indrettet således, at der er passende afløb og rengøringsmuligheder.
En kopi af logbogsbladet eller af registreringsdokumentet skal ledsage hvert parti under transport fra fiskerfartøjet eller akvakulturanlægget til et ekspeditionscenter, renseanlæg, genudlægningsområde eller en tilvirkningsvirksomhed. Såfremt høsten foretages af ekspeditonscentrets, renseanlæggets, genudlægningsområdets eller tilvirkningsvirksomhedens personale, kan registreringsdokumentet erstattes af en permanent transporttilladelse fra Fiskeriministeriet.
Genudlægning
Genudlægning
§ 7
Levende, toskallede bløddyr må kun genudlægges under overholdelse af de betingelser, der er anført i stk. 2-9.
Bløddyrene skal behandles skånsomt, således at de kan genoptage fødefiltreringen efter genudlægningen.
Ved genudlægning må belægningstætheden ikke være større end, at rensning kan finde sted.
Levende, toskallede bløddyr skal anbringes i havvand på genudlægningsområdet i en passende periode, der skal være længere end den tid, det varer at nedbringe mængden af fækale colibakterier til det påbudte niveau.
Fiskeriministeriet kan træffe bestemmelse om den minimumstemperatur, vandet skal have for, at en effektiv genudlægning kan opnås for hver art levende, toskallede bløddyr og hvert godkendt genudlægningsområde.
Områder til genudlægning skal være godkendt af Fiskeriministeriet. Områderne skal være klart afgrænset ved hjælp af bøjer, pæle eller andre fastgjorte anordninger. Der skal være en indbyrdes afstand på mindst 300 m mellem de forskellige genudlægningsområder samt mellem genudlægnings- og akvakulturområder.
Stederne inden for et genudlægningsområde skal være adskilt således, at det undgås, at partier blandes. Det skal sikres, at et nyt parti ikke kan genudlægges, før hele det foregående parti er fjernet.
Den ansvarlige for et genudlægningsområde skal løbende registrere, hvorfra bløddyrene kommer, genudlægningsperioden, genudlægningsstedet og partiets bestemmelsessted efter genudlægning. De registrerede oplysninger skal stilles til rådighed for de tilsynsførende myndigheder efter anmodning fra disse.
Efter høst fra et genudlægningsområde skal hvert parti under transporten fra dette område til et ekspeditionscenter, renseanlæg eller en tilvirkningsvirksomhed være ledsaget af en kopi af det registreringsdokument, der er nævnt i § 3, stk. 6.
Renseanlæg og ekspeditionscentre
Renseanlæg og ekspeditionscentre
§ 8
Levende, toskallede bløddyr til direkte konsum skal behandles hygiejnisk. Eventuel rensning skal foregå i anlæg, der er godkendt af Fiskeriministeriet og opfylder betingelserne i stk. 2-22.
Gulve og vægge i et renseanlægs rensningstanke og eventuelle vandbeholdere skal have en glat, hård og vandtæt overflade og være lette at renholde. Rensningstankenes bund skal have den rette hældning og være udstyret med afløb, der er dimensioneret efter arbejdets omfang.
Bløddyr med mudder skal vaskes rene med rent vand inden rensning.
Til rensning skal anvendes rent havvand eller saltvand fremstillet af vand af drikkevandskvalitet. Recirkulering af vandet må kun finde sted efter særlig forhåndsgodkendelse af Fiskeriministeriet, og vandet skal i så fald inden hvert gennemløb renses effektivt.
Rensning skal foregå under forhold og i en periode, der sikrer, at de fastsatte mikrobiologiske normer kan overholdes.
Indeholder en rensningstank flere partier bløddyr, skal disse være af samme art og stamme fra det samme produktionsområde eller forskellige områder med den samme sundhedsmæssige status. Samtidig behandling af flere partier skal fortsætte lige så længe, som det er nødvendigt for det parti, der kræver den længste rensningstid.
Beholdere, der benyttes til rensning, skal være konstrueret således, at de tillader gennemstrømning af vand. Lagene af levende, toskallede bløddyr må ikke være tykkere end, at skallerne kan åbne sig under rensningen.
Fisk, krebsdyr eller andre marine arter må ikke opbevares i en rensningstank, hvor der foretages rensning af levende, toskallede bløddyr.
Efter rensningens afslutning skal bløddyrenes skaller vaskes ved spuling med drikkevand eller rent havvand.
Et renseanlæg skal i sit eget laboratorium undersøge eller i et andet af Fiskeriministeriet godkendt laboratorium lade undersøge rensningens effektivitet ved hjælp af de fastsatte mikrobiologiske specifikationer.
Et renseanlæg skal løbende registrere resultaterne af undersøgelser af mikrobiologiske prøver af
- vandet i rensningsanlægget, før rensningen påbegyndes,
- bløddyrene inden rensningen, og
- levende, toskallede bløddyr efter rensning.
De prøveudtagninger og -undersøgelser, der er nævnt i stk. 11, skal udføres stikprøvevis, men hyppigt.
- dato for og mængde af levende, toskallede bløddyr leveret til renseanlægget og dertil hørende registreringsdokumenter,
- tidspunkter for opfyldning og tømning af renseanlæg, og
- oplysninger om forsendelser efter rensning.
Den registrering, der er anført i stk. 11 og 13, skal være komplet og nøjagtig, let læselig og indført i et register, som skal være til rådighed for de tilsynsførende myndigheder efter anmodning fra disse.
Renseanlæg må kun modtage partier levende, toskallede bløddyr, der er ledsaget af registreringsdokumenter.
Renseanlæg, der transporterer bløddyr til ekspeditionscentre, skal medsende registreringsdokumenterne.
Emballage med rensede bløddyr skal forsynes med en etiket, der angiver, at de er blevet renset.
Konditionering, herunder udsanding, af levende, toskallede bløddyr må ikke medføre forurening af disse.
Et konditioneringsanlæg skal anvendes i overensstemmelse med retningslinier fastsat af Fiskeriministeriet, særlig om den bakteriologiske og kemiske kvalitet af det havvand, der benyttes i et sådant anlæg.
Udstyr og beholdere i et konditioneringsanlæg må ikke medføre forurening af bløddyrene.
Udsandingsanlæg, der fungerer adskilt fra ekspeditionscentret eller tilvirkningsvirksomheden, skal godkendes særskilt af Fiskeriministeriet.
Ved sortering af levende, toskallede bløddyr må der ikke ske forurening af bløddyrene eller ændringer, der bevirker, at disse dårligere tåler transport og oplagring efter emballering.
Vask eller rengøring af bløddyr skal foretages med rent havvand eller drikkevand under tryk. Vandet må ikke genanvendes.
§ 9
Et ekspeditionscenter skal være autoriseret af Fiskeriministeriet i overensstemmelse med de i medfør af loven til enhver tid fastsatte bestemmelser om omsætning, tilvirkning m.v. af fisk og fiskevarer i land samt opfylde betingelserne i stk. 2-5.
Ekspeditionscentre må kun modtage partier levende, toskallede bløddyr, der er ledsaget af de dokumenter, der er nævnt i § 3, stk. 6, og som kommer fra et godkendt produktionsområde, genudlægningsområde eller renseanlæg.
Et ekspeditionscenter skal have eget laboratorium eller sikre sig bistand fra et andet af Fiskeriministeriet godkendt laboratorium, der har det fornødne udstyr til bl.a. at kontrollere, at bløddyrene opfylder de fastsatte mikrobiologiske normer. Dette gælder dog ikke, hvis ekspeditionscentret udelukkende får bløddyr direkte fra et renseanlæg, hvor de er blevet undersøgt efter rensning.
Ekspeditionscentret skal løbende registrere
- resultaterne af mikrobiologiske undersøgelser af levende, toskallede bløddyr, der stammer fra et godkendt produktions- eller genudlægningsområde,
- dato for og mængde af bløddyr leveret til ekspeditionscentret og dertil hørende registreringsdokumenter, og
- oplysninger om forsendelser fra centret.
Den registrering, der er nævnt i stk. 4, skal være kronologisk og skal arkiveres i mindst 3 måneder. De registrerede oplysninger skal stilles til rådighed for de tilsynsførende myndigheder efter anmodning fra disse.
Særlige krav for levende, toskallede bløddyr
Særlige krav for levende, toskallede bløddyr
§ 10
Levende, toskallede bløddyr til direkte konsum skal opfylde kravene i stk. 2-5.
Bløddyrene skal udvise fysiske tegn på friskhed og levedygtighed, herunder have rene skaller og reagere, når der bankes på dem, samt have normal væskemængde mellem skallerne.
Bløddyrene skal indholde mindre end 300 fækale colibakterier eller mindre end 230 E.coli pr. 100 g kød og væske baseret på en MPN-test med 5 glas og 3 fortyndinger eller enhver anden bakteriologisk fremgangsmåde med tilsvarende præcisionsgrad. Der må endvidere ikke kunne påvises salmonella i 25 g kød.
Det samlede indhold af paralytisk skaldyrsgift (PSP) i de spiselige dele af bløddyrene, d.v.s. hele kroppen eller enhver del, der spises særskilt, må ikke overstige 80mg pr. 100 g ved anvendelse af den officielle biologiske analysemetode, om fornødent kombineret med en kemisk metode til påvisning af saxitoksin.
Indhold af diarrefremkaldende skaldyrsgift (DSP) i de spiselige dele af bløddyrene må ikke overskride den grænse, der er fastsat ved officielle biologiske analysemetoder.
Emballering
Emballering
§ 11
Levende, toskallede bløddyr skal være emballeret hensigtsmæssigt i overensstemmelse med stk. 2-4.
Bløddyrene skal emballeres under tilfredsstillende hygiejniske forhold, og emballagen
- må ikke forringe bløddyrenes organoleptiske egenskaber, og
- skal være solid nok til at beskytte bløddyrene tilstrækkeligt.
Østers skal pakkes med den konkave skal nedad.
Emballage med levende, toskallede bløddyr skal lukkes og forblive lukket, fra de forlader ekspeditionscentret, indtil de leveres til forbrugeren eller detailhandleren.
Opbevaring
Opbevaring
§ 12
Levende, toskallede bløddyr skal oplagres og transporteres under tilfredsstillende hygiejniske forhold i overensstemmelse med stk. 2-4 og § 13.
I lagerrum skal bløddyrene holdes på en temperatur, der ikke påvirker deres kvalitet og levedygtighed. Indpakningsmaterialet må ikke komme i berøring med gulvet i lagerrummet, men skal anbringes på en ren overflade, der er hævet over gulvet.
Bløddyrene må ikke neddykkes på ny eller oversprøjtes med vand, efter at emballering har fundet sted, og de har forladt ekspeditionscentret, medmindre der er tale om bløddyr, som ekspeditionscentret selv sælger en detail.
Transport fra ekspeditionscentret
Transport fra ekspeditionscentret
§ 13
Sendinger med levende, toskallede bløddyr, der er bestemt til direkte konsum, skal transporteres i lukket emballage fra et ekspeditionscenter, indtil de udbydes til salg eller overdrages til en detailhandler.
I transportmidler til forsendelse af bløddyr fra ekspeditionscentre skal vægge og andre dele, der kan komme i berøring med bløddyrene, være fremstillet af korrosionsbestandigt materiale, og væggene skal være glatte og lette at rengøre.
Transportmidlerne skal være udstyret således, at de effektivt beskytter bløddyrene mod ekstrem varme og kulde, snavs eller støv og beskadigelse af skallerne på grund af rystelser og stød.
Bløddyrene må ikke transporteres sammen med andre varer, der kan forurene dem.
Forsendelser af levende, toskallede bløddyr fra ekspeditionscentre skal transporteres og distribueres i lukkede køretøjer eller beholdere, der holder varerne på en temperatur, som ikke forringer deres kvalitet og levedygtighed. Pakninger med bløddyr må ikke transporteres direkte på køretøjets gulv eller beholderens bund, men skal ligge på flader, der er hævet over gulvet eller bunden eller støttes på anden måde, således at berøring forhindres. Såfremt der anvendes is ved transport af sendinger med bløddyr, skal isen være fremstillet af drikkevand eller rent havvand.
Mærkning
Mærkning
§ 14
Levende, toskallede bløddyr skal være mærket i overensstemmelse med stk. 2-6.
Alle pakninger i en forsendelse med bløddyr skal være forsynet med et sundhedsmærke med angivelse af
- oprindelsesland,
- de toskallede bløddyrs art, idet der skal angives både den almindeligt kendte danske og den latinske betegnelse,
- ekspeditionscentrets autorisationsnummer, og
- dato for emballering, idet der mindst skal angives dag og måned herfor.
Sundhedsmærket skal være trykt på emballagen eller være anbragt på en etiket, der er fastgjort til eller lagt inden i emballagen. Selvklæbende sundhedsmærker må kun anvendes, såfremt de ikke let kan fjernes. Sundhedsmærker må ikke genbruges.
Sundhedsmærket skal være holdbart og vandtæt, og de oplysninger, det indeholder, skal være let læselige, uudslettelige og klart synlige.
Sundhedsmærker på sendinger med levende, toskallede bløddyr, som ikke er emballeret i pakker i forbrugerstørrelse, skal opbevares i mindst 60 dage af detailhandleren, efter at sendingen er opsplittet.
Bløddyrene skal i øvrigt mærkes i overensstemmelse med de i medfør af loven til enhver tid fastsatte bestemmelser om mærkning af fisk og fiskevarer. Datoen for en færdigpakket vares holdbarhed kan dog erstattes af angivelsen: »Disse bløddyr skal være levende på købstidspunktet«.
Indførsel
Indførsel
§ 15
Ved indførsel af toskallede bløddyr fra et tredjeland skal importøren over for Fiskeriministeriet dokumentere, at produkterne opfylder de til enhver tid gældende EF-regler om indførsel fra vedkommende tredjeland.
Såfremt der ikke er udstedt EF-regler om indførsel fra tredjelandet, skal importøren tilsende Fiskeriministeriet dokumentation fra oprindelseslandet for, at der ikke forekommer algegifte i sundhedsbetænkelige mængder i importpartiet.
Kan dokumentationen, som er nævnt i stk. 2, ikke fremskaffes, skal importøren efter nærmere vejledning fra Fiskeriministeriet indsende prøver af de toskallede bløddyr til undersøgelse på et laboratorium, der er godkendt af Fiskeriministeriet.
Kopi af undersøgelsesresultaterne skal fremsendes til Fiskeriministeriet, og det importerede parti må ikke omsættes, før Fiskeriministeriet på grundlag af undersøgelsesresultaterne har givet importøren tilladelse hertil.
Undersøgelsesudgifter
Undersøgelsesudgifter
§ 16
Udgifter i forbindelse med udtagelse, forsendelse, analyse og test m.v. af prøver i henhold til bekendtgørelsen påhviler de implicerede fiskere og virksomheder.
Levende, toskallede bløddyr bestemt til yderligere forarbejdning
Levende, toskallede bløddyr bestemt til yderligere forarbejdning
§ 17
For levende, toskallede bløddyr, der erbestemt til yderligere forarbejdning, gælder §§ 2-7, § 8, stk. 1-17 og 19-23, § 9, § 10, stk. 2, 4 og 5, samt §§ 12 og 15.
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 18
Tilsidesættelse af § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, og § 6, stk. 1, kan medføre midlertidig inddragelse af tilladelsen til fiskeri efter toskallede bløddyr.
§ 19
Såfremt §§ 4-5, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 14, stk. 1, og § 15 tilsidesættes, kan autorisationen, godkendelsen, eksporttilladelsen og importtilladelsen midlertidigt inddrages.
§ 20
Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, §§ 4-5, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 14, stk. 1, og § 15 straffes med bøde eller hæfte.
§ 21
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1993.
Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 3, stk. 2-9, og § 4 gælder ikke for Grønland.
Bekendtgørelse nr. 104 af 22. marts 1984 om kontrol med østers og bekendtgørelse nr. 717 af 26. oktober 1990 om sundhedsmæssige betingelser for fiskeri, forarbejdning og afsætning af toskallede bløddyr ophæves.
Fiskeriministeriet, den 15. april 1993, den 15. april 1993
/Bjørn Westh Helle Emsholm/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1993
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1993