TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om optagelse i gymnasiet, på studenterkursus, på kursus til højere forberedelseseksamen og til studieforberedende enkeltfagsundervisning (Gymnasie- og hf-optagelsesbekendtgørelsen)

BEK nr 576 af 02/07/1993

DanmarkBekendtgørelse1993

§ 1

Amtsrådet drager omsorg for, at ansøgere og forældre i skriftligt materiale og ved orienteringsmøder på gymnasieskolerne og på kurser, der tilbyder 2-årige forløb til højere forberedelseseksamen (hf), orienteres om undervisningstilbud på gymnasieskoler og hf-kurser i amtskommunen, og om betingelserne for optagelse i 1. gymnasieklasse og på 2-årige forløb til hf. Vejledningen, der udsendes til skolerne og hf-kurserne til brug ved orienteringen om ungdomsuddannelserne, skal indeholde oplysninger om reglerne for befordringsgodtgørelse og amtskommunens ordning vedrørende elevbetaling for visse undervisningsmidler. Vejledningen skal indeholde tilsvarende oplysninger om private gymnasieskoler og kurser med 2-årige hf-forløb i amtskommunen, og det skal fremgå, at undervisningen på private gymnasieskoler og hf-kurser ikke er gratis for eleverne.

Stk. 2

Amtsrådet skal koordinere orienteringsmøderne dels inden for amtskommunen dels med orienteringsmøder på gymnasieskoler og hf-kurser i tilgrænsende amtskommuner, således at ansøgerne får mulighed for at deltage i flere orienteringsmøder inden for en rimelig afstand fra bopælen.

Stk. 3

Amtsrådet drager omsorg for, at offentligheden gennem skriftligt materiale, der udsendes senest den 15. januar, orienteres om det kommende kursusårs samlede undervisningstilbud til studieforberedende enkeltfagsundervisning i amtskommunen, og om betingelserne for optagelse til undervisningen. Vejledningen udsendes til biblioteker, arbejdsformidling m.v. samt til skoler og kurser. Den skal indeholde oplysninger om regler for befordringsgodtgørelse, gebyr for selvstuderende samt amtskommunens ordning vedrørende elevbetaling for visse undervisningsmidler. Vejledningen skal indeholde tilsvarende oplysninger om enkeltfagstilbud på private kurser i amtskommunen, og det skal fremgå, at undervisningen på private kurser ikke er gratis for kursisterne.

Stk. 4

For så vidt angår det storkøbenhavnske område, påhviler det Københavns Amtsråd samt Københavns og Frederiksberg kommuner i fællesskab at give denne orientering.

Optagelsesbetingelser

Optagelsesbetingelser

§ 2

Optagelse i 1. gymnasieklasse er betinget af, at ansøgeren

  1. har afsluttet 9. klassetrin i grundskolen,
  1. har modtaget undervisning i tysk på 7.-9. klassetrin i grundskolen eller på kursus, der forbereder til folkeskolens afgangsprøve i faget, eller har modtaget undervisning i fransk i tilsvarende omfang,
  1. efter den hidtidige skoles opfattelse forventes at kunne følge undervisningen på tilfredsstillende måde og fuldføre den på normal tid,
  1. har aflagt den skriftlige del af folkeskolens afgangsprøve i dansk og i regning/matematik, og
  1. har aflagt den mundtlige del af folkeskolens afgangsprøve i dansk samt - for ansøgere, der søger optagelse på sproglig linje, - i engelsk og i tysk eller tilsvarende prøve i fransk, og - for ansøgere, der søger optagelse på matematisk linje, - i fysik/kemi.
Stk. 2

En ansøger, der har afsluttet 10. klasse i folkeskolen, vil kunne optages i 1. gymnasieklasse, når ansøgeren opfylder de betingelser, der er fastsat i stk. 1, nr. 2 - 5. Folkeskolens udvidede afgangsprøve kan dog ved anvendelse af nr. 4 og 5 træde i stedet for folkeskolens afgangsprøve.

§ 3

Med hensyn til optagelse af ansøgere, der ikke opfylder betingelserne i § 2, samt om optagelse senere end i 1. gymnasieklasse henvises til bilag 1.

§ 4

Optagelse på et 2-årigt hf-forløb er betinget af, at ansøgeren enten eller

  1. a) har afsluttet 10. klasse,

b) har aflagt folkeskolens udvidede afgangsprøve i dansk og i to af fagene matematik, engelsk og tysk. Prøven i tysk kan erstattes af tilsvarende prøve i fransk,

c) efter den hidtidige skoles opfattelse forventes at kunne følge undervisningen på tilfredsstillende måde og fuldføre den på normal tid,

  1. har afsluttet skolegangen (9. eller 10. klasse) mindst eet år forud for optagelsen og på baggrund af personlige og faglige kvalifikationer forventes at kunne følge undervisningen på tilfredsstillende måde og fuldføre den på normal tid.
Stk. 2

Rektor/forstander kan bestemme, at en ansøger med en anden skolebaggrund end den i stk. 1, nr. 1, nævnte optages direkte i forlængelse af en tilsvarende 10-årig skoleuddannelse. Desuden kan rektor/forstander bestemme, at en ansøger med ganske særlige kvalifikationer, svarende til kravene i stk. 1, nr. 1, pkt. b og c, kan optages direkte i forlængelse af 9. klasse eller tilsvarende niveau. Optagelsen sker på baggrund af rektor/forstanders konkrete vurdering af ansøgerens kvalifikationer.

Stk. 3

Optagelse til undervisning, der fører til højeste gymnasiale niveau i et fag, sker efter rektor/forstanders konkrete vurdering af ansøgerens kvalifikationer.

§ 5

Optagelse som kursist på et studenterkursus kan tidligst finde sted eet år efter undervisningspligtens ophør.

Stk. 2

Rektor afgør, eventuelt efter en optagelsessamtale, jf. § 22, ud fra en vurdering af ansøgerens kvalifikationer, om en ansøger til et 2-årigt forløb til studentereksamen kan optages. Nedenstående betingelser skal normalt være opfyldt:

  1. Ansøgere, der kommer direkte fra grundskolen, skal have afsluttet grundskolens 10. klasse og aflagt folkeskolens udvidede afgangsprøve i dansk og efter den hidtidige skoles opfattelse forventes at kunne følge undervisningen på tilfredsstillende måde og fuldføre den på normal tid. Ansøgere til sproglig linje skal have aflagt folkeskolens udvidede afgangsprøve i engelsk og i tysk eller tilsvarende prøve i fransk. Ansøgere til matematisk linje skal have aflagt folkeskolens udvidede afgangsprøve i matematik og folkeskolens afgangsprøve i fysik/kemi.
  1. Øvrige ansøgere skal have afsluttet skolegangen (9. eller 10. klasse) mindst eet år forud for optagelsen og på baggrund af personlige og faglige kvalifikationer forventes at kunne følge undervisningen og fuldføre den på normal tid.

§ 6

En ansøger kan optages til studieforberedende enkeltfagsundervisning efter reglerne i § 4, stk. 1, nr. 2, og stk. 3, eller efter at have afsluttet 10. klasse og være blevet optaget på grunduddannelse til social- og sundhedshjælper.

§ 7

Optagelse i gymnasiet, til 2-årigt hf-forløb, på studenterkursus og til studieforberedende enkeltfagsundervisning kan normalt kun ske ved undervisningens begyndelse, men rektor/forstander kan i særlige tilfælde optage elever/kursister senere.

Ansøgning om optagelse

Ansøgning om optagelse

§ 8

Ved ansøgning om optagelse i 1. gymnasieklasse anvendes et skema, der udarbejdes af Undervisningsministeriet, jf. § 9. Ansøgere, der går i grundskolens 9. eller 10. klasse, afleverer ansøgningsskemaet til deres hidtidige skole, som sender det til den primært søgte gymnasieskole. Ansøgere, der ikke går i skole, sender ansøgningsskemaet til den søgte gymnasieskole. Ansøgningsfristen fastsættes af Undervisningsministeriet.

§ 9

Ansøgningsskemaet forsynes med oplysninger fra den afleverende skole og fra ansøgeren.

Stk. 2

Den afleverende skole oplyser om

  1. optagelse søges efter 9. eller 10. klasse,
  1. ansøgeren har fulgt undervisningen i tysk eller fransk på 7.-9. klassetrin i grundskolen eller på kursus, der forbereder til folkeskolens afgangsprøve i faget, eller har modtaget undervisning i tysk eller fransk i tilsvarende omfang,
  1. ansøgerens resultater ved de senest afgivne standpunktskarakterer i fagene dansk, regning/matematik, engelsk, tysk eller fransk og fysik/kemi. Hvis en elev i 10. klasse ikke har fulgt undervisningen i et eller flere af fagene, oplyses dette, og de års- og prøvekarakterer, som ansøgeren har opnået ved slutningen af 9. klassetrin, anføres,
  1. ansøgeren i fag med kursusdelt undervisning har deltaget i undervisningen på grundkursus, på udvidet kursus eller uden kursusdeling og
  1. ansøgeren efter skolens opfattelse må anses for »egnet«, »måske egnet« eller »ikke egnet« til optagelse på den linje, hvortil optagelse søges.
Stk. 3

Ansøgeren oplyser: Med hensyn til definition af fortsætter- og begyndersprog henvises til bilag 2.

  1. om der søges optagelse på sproglig eller matematisk linje,
  1. hvilken gymnasieskole der primært søges optagelse på, samt indtil to subsidiære ønsker,
  1. for ansøgere til sproglig linje, om fransk og/eller tysk er fortsættersprog, og om der ønskes fransk, italiensk, japansk, russisk, spansk eller tysk som begyndersprog, og
  1. for ansøgere til matematisk linje, om der ønskes fransk eller tysk som fortsættersprog eller fransk, italiensk, japansk, russisk, spansk eller tysk som begyndersprog.

§ 10

Ved ansøgning om optagelse til 2-årigt hf-forløb anvendes et skema, der udarbejdes af Undervisningsministeriet, jf. § 11. Ansøgningsskemaet afleveres til det primært ønskede kursus inden en frist, der fastsættes af ministeriet. Ansøgere, der går i 10. klasse, afleverer dog ansøgningsskemaet til den hidtidige skole, der sender ansøgningen til det primært ønskede kursus.

§ 11

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om tidligere skolegang og uddannelse, herunder kopi af prøvebeviser og eksamenspapirer.

Stk. 2

For ansøgere, der går i 10. klasse, påfører den hidtidige skole ansøgningsskemaet følgende oplysninger:

  1. Om ansøgeren har fulgt undervisningen i tysk eller fransk på 7.-9. klassetrin i grundskolen eller på kursus, der forbereder til folkeskolens afgangsprøve i faget, eller har modtaget undervisning i tysk eller fransk i tilsvarende omfang.
  1. Ansøgerens resultater ved de senest afgivne standpunktskarakterer i fagene dansk, regning/matematik, engelsk, tysk eller fransk og fysik/kemi. Hvis en elev i 10. klasse ikke har fulgt undervisningen i et eller flere af fagene, oplyses dette, og de års- og prøvekarakterer, som ansøgeren har opnået ved slutningen af 9. klassetrin, anføres.
  1. Om ansøgeren efter skolens opfattelse må anses for »egnet«, »måske egnet« eller »ikke egnet« til optagelse.
Stk. 3

Ansøgeren oplyser: Med hensyn til definition af fortsætter- og begyndersprog henvises til bilag 2.

  1. Hvilket kursus der primært søges optagelse på, samt indtil to subsidiære ønsker.
  1. Om tysk eller fransk er fortsættersprog, eller eventuelt skal erstattes af et af begyndersprogene tysk eller fransk, hvis ansøgeren ikke har forudsætninger til fortsættersprog, jf. hf-bekendtgørelsen, § 4 stk. 4.
  1. Om der ønskes billedkunst eller musik som fællesfag.
  1. Hvilke to af fællesfagene biologi, fysik-kemi og geografi der ønskes.
  1. Eventuelle ønsker om tilvalgsfag i første kursusår, herunder eventuelt valg af både tysk og fransk som fortsættersprog samt ønske om 2-årigt højniveaufag.

§ 12

Ansøgning om optagelse på studenterkursus og til studieforberedende enkeltfagsundervisning sker ved henvendelse til den uddannelsesinstitution, hvor ansøgeren ønsker at følge undervisningen.

Stk. 2

Ansøgningsfristen fastsættes lokalt, dog tidligst til den 5. august, og ansøgere, der tilmelder sig efter udløbet af fristen, og som i øvrigt opfylder optagelsesbetingelserne, optages i det omfang, der er plads på oprettede hold, jf. dog § 7.

§ 13

Ansøgere, der har et handicap, som medfører væsentlige vanskeligheder for ansøgeren ved skriftlige og/eller mundtlige præstationer, bilægger ansøgningen en erklæring, der dokumenterer handicappets tilstedeværelse, art og grad. Erklæringen skal indeholde oplysning om, ved hvilke præstationer handicappet medfører vanskeligheder for ansøgeren, samt om ansøgeren har fået eller har søgt særlig undervisning på grund af sit handicap. Erklæringen skal være afgivet af en, der er sagkyndig med hensyn til det pågældende handicap (skolepsykolog, læge m.v.). Ved læseretardering (ordblindhed) skal der altid foreligge en erklæring fra pædagogisk psykologisk rådgivningskontor.

§ 14

Ønsker en ansøger at blive optaget på kostafdelingen på en gymnasieskole eller et kursus, indsender ansøgeren udover det skema, der er nævnt i §§ 8 - 11, en særskilt ansøgning til kostskolen med oplysning om, hvilken gymnasieskole, evt. anden kostskole, ansøgeren ønsker at blive optaget på, hvis vedkommende ikke opnår plads på kostskolen.

Stk. 2

Ved ansøgning om optagelse som kostelev på en kostskole anvendes et skema, der rekvireres fra den kostskole, man primært søger optagelse på. Ansøgningen indsendes til kostskolen, jf. stk. 1, inden den frist, der er fastsat i henhold til § 8.

Stk. 3

Rektor træffer afgørelse om tildeling af kostelevpladser på kostskolerne.

Stk. 4

Med hensyn til betalingen for ophold på offentlige kostafdelinger ved gymnasieskoler henvises til bekendtgørelsen herom.

Stk. 5

Modtager en offentlig kostskole flere ansøgere, end der er plads til, skal rektor sætte sig i forbindelse med de afviste ansøgere med henblik på en eventuel henvisning til een af de øvrige offentlige kostskoler, uanset at det sekundære ønske ikke er en kostskole.

Optagelse

Optagelse

§ 15

Så snart resultaterne ved den skriftlige del af folkeskolens afsluttende prøver i dansk og regning/matematik foreligger, indberetter den afleverende skole karaktererne for de ansøgere, der er betegnet »måske egnet« eller »ikke egnet«, til vedkommende gymnasieskole. Har en ansøger fra 10. klasse ikke indstillet sig til prøve i dansk og/eller regning/matematik, er det de karakterer, som ansøgeren har opnået ved den skriftlige del af folkeskolens afgangsprøver i faget/fagene ved afslutningen af 9. klasse, der indberettes.

Stk. 2

Har en ansøger, der har indstillet sig til folkeskolens afsluttende prøve i den ordinære prøvetermin i dansk og regning/matematik, på grund af sygdom eller forhold, der må ligestilles hermed, ikke eller kun delvist gennemført de skriftlige prøver, indberettes i stedet de årskarakterer, som ansøgeren har opnået i skriftlig dansk og skriftlig regning/matematik, jf. § 9, stk. 2, nr 3.

§ 16

Rektor for den primært ansøgte gymnasieskole afgør, om en ansøger kan optages eller må afvises på grundlag af den afleverende skoles udtalelse, eller om der først tages stilling hertil efter en optagelsesprøve. Afgørelsen sker efter følgende regler:

  1. En ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »egnet«, optages, medmindre rektor i særlige tilfælde skønner, at optagelse først kan ske efter en optagelsesprøve.
  1. En ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »måske egnet«, optages normalt kun efter en optagelsesprøve. I tilfælde, hvor ansøgeren har opnået et tilfredsstillende resultat ved den skriftlige del af folkeskolens afsluttende prøver i dansk og regning/matematik, kan rektor dog optage ansøgeren uden optagelsesprøve.
  1. En ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »ikke egnet«, kan normalt ikke optages. I tilfælde, hvor ansøgeren har opnået resultater ved den skriftlige del af folkeskolens afsluttende prøver i dansk og regning/matematik, der skønnes væsentligt bedre end skolens standpunktsbedømmelse i samme discipliner på ansøgningstidspunktet, kan ansøgeren dog optages efter en optagelsesprøve.
Stk. 2

En ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »ikke egnet«, og som ikke opfylder de i stk. 1, nr. 3, fastsatte betingelser, kan forlange at komme til en optagelsesprøve. Begæring om at aflægge optagelsesprøve efter denne bestemmelse indgives inden den 1. august til rektor.

Stk. 3

For ansøgere, der på grund af sygdom eller forhold, der må sidestilles hermed, ikke eller kun delvis har gennemført de skriftlige prøver i dansk og regning/matematik, lægges ansøgerens årskarakter i skriftlig dansk og regning/matematik til grund ved afgørelsen efter stk. 1, jf. § 15, stk. 2, i det omfang, hvori prøverne ikke er gennemført.

Stk. 4

Ved bedømmelsen af, om resultatet er tilfredsstillende, tager rektor hensyn til, om en ansøger har et handicap, der medfører væsentlige vanskeligheder for ansøgeren.

Stk. 5

Optagelse sker under forudsætning af, at ansøgeren aflægger de mundtlige prøver, der kræves i § 2, jf. dog § 18, stk. 2.

§ 17

Optagelsesprøven, der er mundtlig, aflægges på den gymnasieskole, hvor ansøgeren primært ønsker af blive optaget. Med hensyn til prøvens forløb henvises til bilag 3.

Stk. 2

Rektor afgør efter drøftelse med de af skolens lærere, der har medvirket ved prøven, om ansøgeren kan optages. Afgørelsen træffes under hensyntagen til:

  1. Optagelsesprøvens forløb.
  1. Resultaterne ved den skriftlige del af folkeskolens afgangsprøve - for ansøgere fra 10. klasse eventuelt folkeskolens udvidede afgangsprøve - i dansk og regning/matematik.
  1. Resultaterne ved den mundtlige del af folkeskolens afgangsprøve - for ansøgere fra 10. klasse eventuelt folkeskolens udvidede afgangsprøve - i dansk samt - afhængig af, om ansøgeren søger optagelse på sproglig linje, eller matematisk linje - i engelsk og tysk eller fransk, henholdsvis i fysik/kemi.
  1. Årskaraktererne.
  1. Den afleverende skoles udtalelse efter § 9, stk. 2.
  1. Eventuel erklæring om handicap, jf. § 13.

§ 18

Elever, der er optaget inden aflæggelse af en optagelsesprøve, skal ved begyndelsen af skoleåret over for vedkommende gymnasieskole dokumentere, at de har aflagt de prøver, der kræves.

Stk. 2

Rektor kan tillade, at en ansøger, der på grund af sygdom eller forhold, der må sidestilles hermed, ikke eller kun delvis har gennemført de mundtlige prøver der kræves, alligevel optages, hvis ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse. 2-årigt hf-forløb

§ 19

Ansøgere efter § 4, stk. 1, nr. 2, indkaldes af det primært søgte kursus til en optagelsessamtale, der danner grundlag for rektor/forstanders vurdering af, om ansøgeren kan optages.

§ 20

For ansøgere direkte fra 10. klasse gælder, at den afleverende skole, så snart resultaterne ved den skriftlige del af folkeskolens afsluttende prøver foreligger, indberetter karaktererne for de ansøgere, der er betegnet »måske egnet« eller »ikke egnet«, til vedkommende hf-kursus.

Stk. 2

Har en ansøger, der har indstillet sig til folkeskolens afsluttende prøve i den ordinære prøvetermin på grund af sygdom eller forhold, der må ligestilles hermed, ikke eller kun delvis gennemført de skriftlige prøver, indberettes i stedet de årskarakterer, som ansøgeren har opnået, jf. stk. 5.

Stk. 3

Rektor/forstander for det primært ansøgte hf-kursus træffer afgørelsen om, hvorvidt en ansøger kan optages eller må afvises på grundlag af den afleverende skoles udtalelse, eller om der først tages stilling hertil efter en optagelsessamtale, efter følgende regler:

  1. En ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »egnet«, optages, medmindre rektor/forstander i særlige tilfælde skønner, at en optagelsessamtale skal danne grundlag for vurderingen af, om ansøgeren kan optages.
  1. For en ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »måske egnet«, danner en optagelsessamtale grundlag for rektor/forstanders vurdering af, om ansøgeren kan optages.
  1. En ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »ikke egnet«, kan normalt ikke optages. I tilfælde, hvor ansøgeren har opnået resultater ved den skriftlige del af folkeskolens afsluttende prøver i de i § 4, stk. 1, nr. 1, nævnte fag, der skønnes væsentligt bedre end skolens standpunktsbedømmelse i samme discipliner ved ansøgningens indgivelse, kan ansøgeren dog optages efter en optagelsessamtale.
Stk. 4

En ansøger, der af den afleverende skole er betegnet som »ikke egnet«, og som ikke opfylder de i stk. 3, nr. 3, fastsatte betingelser, kan forlange at komme til en optagelsessamtale. Begæring om en optagelsessamtale efter denne bestemmelse indgives inden den 1. august til rektor/forstander.

Stk. 5

For ansøgere, der på grund af sygdom eller forhold, der må sidestilles hermed, ikke eller kun delvis har gennemført de afsluttende skriftlige prøver i de i § 4, stk. 1, nr. 1, nævnte fag lægges ansøgerens skriftlige årskarakterer til grund ved afgørelsen efter stk. 3 i det omfang, hvori prøverne ikke er gennemført, jf. stk. 2.

Stk. 6

Ved bedømmelsen af, om resultatet er tilfredsstillende, tager rektor/forstander hensyn til, om en ansøger har et handicap, der medfører væsentlige vanskeligheder for ansøgeren.

Stk. 7

Optagelse sker under forudsætning af, at ansøgeren aflægger de mundtlige prøver, der kræves i § 4.

§ 21

Kursister, der er optaget uden optagelsessamtale, skal ved begyndelsen af kursusåret over for vedkommende hf-kursus dokumentere, at de har aflagt de prøver, der kræves.

Stk. 2

Rektor/forstander kan dog tillade, at en ansøger, der på grund af sygdom eller forhold, der må sidestilles hermed, ikke eller kun delvis har gennemført de mundtlige prøver, der kræves, alligevel optages, hvis ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse. Studenterkurser og studieforberedende enkeltfagsundervisning

§ 22

En ansøger, der søger optagelse på studenterkursus eller til studieforberedende enkeltfagsundervisning, indkaldes til en optagelsessamtale, der danner grundlag for rektor/forstanders vurdering af, om ansøgeren kan optages.

Stk. 2

Hvis en ansøger tidligere har været optaget til gymnasial undervisning, afgør rektor/forstander, om ansøgeren kan optages direkte eller skal indkaldes til en optagelsessamtale.

Stk. 3

Det enkelte kursus indberetter til Undervisningsministeriet om:

  1. antal kvalificerede ansøgere, der har søgt optagelse på de tilbudte fag inden ansøgningsfristens udløb, og
  1. antal optagne på de oprettede undervisningshold.
Stk. 4

Ministeriet fastsætter nærmere procedure for indberetningen.

Fordeling af ansøgerne

Fordeling af ansøgerne

§ 23

Ansøgerne optages på den gymnasieskole, de har søgt som deres første ønske. Såfremt der er flere primære ansøgere, end en skole kan optage, optages overskydende primære ansøgere i overensstemmelse med deres andet eller tredje ønske i størst mulig udstrækning.

Stk. 2

Fordelingsudvalget, jf. § 24, foretager fordelingen af de optagne ansøgere mellem amtskommunens gymnasieskoler, jf. stk. 1.

Stk. 3

Fordelingsudvalget sender ansøgningerne fra de ansøgere uden for amtskommunen, der ikke kan optages, til fordelingsudvalget i den amtskommune, henholdsvis det storkøbenhavnske område, hvor ansøgerne er hjemmehørende.

Stk. 4

Fordelingsudvalget indberetter efter fordelingen det samlede antal klasser ved de offentlige gymnasieskoler og klassernes fordeling på de enkelte gymnasieskoler samt ansøgertallet til de enkelte skoler til Undervisningsministeriet. De private gymnasieskoler indberetter på tilsvarende måde. Ministeriet fastsætter nærmere procedure for indberetningen.

§ 24

I hver amtskommune nedsættes et fordelingsudvalg omfattende rektorerne for de offentlige og private gymnasieskoler i amtskommunen samt 1-3 repræsentanter udpeget af amtsrådet.

Stk. 2

I det storkøbenhavnske område nedsættes et fordelingsudvalg for Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amtskommune omfattende rektorerne for de offentlige og private gymnasieskoler i området samt 1 - 2 repræsentanter for hver af de kommunale enheder.

Stk. 3

Fordelingsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden, herunder valg af formand og evt. nedsættelse af et forretningsudvalg. 2-årige hf-forløb

§ 25

Ansøgerne optages på det hf-kursus, de har søgt som deres første ønske. Såfremt der er flere kvalificerede primære ansøgere, end et kursus kan optage, optages overskydende primære ansøgere i overensstemmelse med deres andet eller tredje ønske i størst mulig udstrækning.

Stk. 2

Fordelingsudvalget, jf § 26, foretager fordelingen af de optagne ansøgere mellem de kurser, der tilbyder 2-årigt hf-forløb i amtskommunen.

Stk. 3

Fordelingsudvalget sender ansøgningerne fra ansøgere uden for amtskommunen, der ikke kan optages, til fordelingsudvalget i den amtskommune, henholdsvis det storkøbenhavnske område, hvor ansøgeren er hjemmehørende.

Stk. 4

Fordelingsudvalget indberetter efter fordelingen det samlede antal klasser ved de offentlige hf-kurser og klassernes fordeling på de enkelte kurser samt ansøgertallet til de enkelte kurser til Undervisningsministeriet. De private hf-kurser indberetter på tilsvarende måde. Ministeriet fastsætter nærmere procedure for indberetningen.

§ 26

I hver amtskommune nedsættes et fordelingsudvalg omfattende rektorerne/forstanderne for de offentlige og private hf-kurser, der tilbyder 2-årigt hf-forløb i amtskommunen, samt 1-3 repræsentanter udpeget af amtsrådet.

Stk. 2

I det storkøbenhavnske område nedsættes et fordelingsudvalg for Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amtskommune omfattende rektorerne/forstanderne for de offentlige og private hf-kurser, der tilbyder 2-årigt hf-forløb i området, samt 1-2 repræsentanter udpeget af hver af de kommunale enheder.

Stk. 3

Fordelingsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden, herunder valg af formand og evt. nedsættelse af et forretningsudvalg. Studenterkurser

§ 27

Rektor for et offentligt studenterkursus sender ansøgningsskemaerne for de ansøgere til det 2-årige forløb, som opfylder betingelserne for optagelse, men som kursus ikke kan optage af kapacitetsmæssige grunde, til den amtskommune, hvor ansøgeren er hjemmehørende. Amtskommunen henviser herefter ansøgeren til et andet offentligt eller anerkendt privat studenterkursus. Ved henvisning til et anerkendt privat studenterkursus betaler amtskommunen undervisningsafgiften for den pågældende ansøger, såfremt denne optages på kursus. Ved henvisningen skal det endvidere tilstræbes, at afstanden mellem ansøgerens bopæl, henholdsvis arbejdssted, og kursus sammenholdt med transportmulighederne bliver rimelig.

Kapacitetsfastsættelse

Kapacitetsfastsættelse

§ 28

Amtsrådet fastsætter på grundlag af gymnasieskolernes bygningsmæssige kapacitet det maksimale antal klasser ved den enkelte offentlige gymnasieskole (kapaciteten) samt det mindste antal elever pr. klasse, skolen er forpligtet til at optage efter ansøgning.

Stk. 2

Gymnasieskolens bestyrelse fastsætter det maksimale antal elever i klasserne ved skolen i overensstemmelse med den minimumsramme for klassestørrelser i amtskommunens gymnasieskoler, som amtsrådet fastsætter. Hf-kurser

§ 29

Amtsrådet fastsætter på grundlag af de bygningsmæssige forhold det maksimale antal klasser ved det enkelte amtskommunale selvstændige kursus og ved andre amtskommunale uddannelsesinstitutioner, der tilbyder 2-årige hf-forløb (kursuskapaciteten) samt det mindste antal kursister pr. klasse, kurset er forpligtet til at optage efter ansøgning.

Stk. 2

Bestyrelsen/centerrådet på de amtskommunale kurser/voksenuddannelsescentre fastsætter det maksimale antal kursister pr. klasse ved kursus i overensstemmelse med den minimumsramme for klassestørrelser på amtskommunens kurser, som amtsrådet fastsætter.

§ 30

Ændringer i kapacitetsfastsættelsen efter §§ 28 og 29 med henblik på optagelsen et bestemt år skal finde sted inden den 1. november i det forudgående år og indberettes til Undervisningsministeriet.

Stk. 2

I særlige tilfælde kan amtsrådet pålægge en gymnasieskole eller et kursus en midlertidig overbelægning.

§ 31

Kursuskapaciteten ved selvstændige private kurser og ved andre private uddannelsesinstitutioner, der tilbyder undervisning til 2-årige hf-forløb, fastlægges af kurset. Amtskommunen orienteres inden den 1. oktober i det forudgående år om kursuskapaciteten.

§ 32

Kursuskapaciteten ved statslige institutioner, der tilbyder undervisning til 2-årige hf-forløb, fastlægges af ministeriet. Amtskommunen orienteres inden den 1. oktober i det forudgående år om kursuskapaciteten.

Andre bestemmelser

Andre bestemmelser

§ 33

Bestemmelserne i §§ 2-27 finder tilsvarende anvendelse ved optagelse af elever og kursister ved private gymnasieskoler og kurser.

§ 34

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse for ansøgere, der søger optagelse i 1. gymnasieklasse i umiddelbar tilslutning til afslutningen af 9. eller 10. klassetrin på en efterskole eller en kommunal ungdomsskole med heltidsundervisning, som forbereder til folkeskolens afsluttende prøver.

Stk. 2

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder endvidere tilsvarende anvendelse for ansøgere, der søger optagelse i 1. gymnasieklasse i umiddelbar tilslutning til afslutningen af et 1 eller 2-årigt kursus ved et anerkendt privat grundskolekursus. Optagelsen er dog yderligere betinget af, at ansøgeren har fulgt undervisningen i enten samtidsorientering eller historie, geografi og biologi.

§ 35

For ansøgere, som optages på en skole eller et kursus i en amtskommune, hvor den pågældende ikke er hjemmehørende, kan amtskommunen kræve betaling fra den amtskommune, hvor ansøgeren er hjemmehørende.

Stk. 2

Betalingen sker årligt på grundlag af elevtalsoplysninger pr. 5. september.

Stk. 3

En elev/kursist er hjemmehørende i den kommune, hvor den pågældende er tilmeldt folkeregistret, og i den amtskommune, hvor vedkommendes folkeregisterkommune ligger.

§ 36

For de kursister, der optages på et anerkendt privat studenterkursus efter § 27, betaler amtskommunen undervisningsafgiften. Er der ikke aftalt andet, påhviler betalingen den amtskommune, hvor kursisten er hjemmehørende. Betalingen sker på grundlag af kursistoplysninger pr. 5. september.

§ 37

Bestemmelserne om amtsrådet i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse i Københavns og Frederiksberg kommuner.

Stk. 2

For Sorø Akademis Skole træder Undervisningsministeriet i amtsrådets sted.

Klagebestemmelse

Klagebestemmelse

§ 38

Klage over afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan af eleven indbringes for Undervisningsministeriet inden to uger efter afgørelsen er meddelt eleven, jf. dog stk. 2 - 4.

Stk. 2

Fordelingsudvalgets afgørelser efter §§ 23 og 25 om ansøgernes fordeling på de enkelte gymnasieskoler og kurser kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3

Afgørelser, som amtsrådet træffer i medfør af § 35, stk. 1, kan ikke indbringes for Undervisningsministeriet.

Stk. 4

Den afleverende skoles afgørelse om egnethed efter § 9, stk. 2, nr. 5, og § 11, stk. 2, nr. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5

Hvis eleven er undergivet forældremyndighed, kan klage også indgives af dennes indehaver.

Stk. 6

Klagen indgives skriftligt til rektor, der videresender klagen til ministeriet sammen med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, skal rektor give klageren lejlighed til inden for en uges frist at kommentere udtalelsen. Klagerens eventuelle kommentar skal medsendes til ministeriet.

Stk. 7

Ministeriet træffer afgørelse om stadfæstelse af rektors afgørelse eller om ændring af denne til fordel for klageren.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 39

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1993.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 798 af 21. november 1990 om optagelse i gymnasiet og bekendtgørelse nr. 117 af 27. februar 1991 om optagelse på kursus til højere forberedelseseksamen og til studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne.


Undervisningsministeriet, den 2. juli 1993, den 2. juli 1993

/Ole Vig Jensen Steffen Jensen/

Bilag 1

Bestemmelser om optagelse i gymnasiet af ansøgere, som ikke opfylder optagelsesbetingelserne, samt om optagelse senere end ved begyndelsen af 1. gymnasieklasse m.v.

1.1 Ansøgere, som ikke har haft mulighed for at opfylde optagelseskravene, fx på grund af ophold i udlandet eller udenlandsk baggrund, kan optages i 1. gymnasieklasse, hvis rektor for den primært ønskede skole skønner, at vedkommende har den nødvendige faglige og sproglige baggrund for at gennemføre uddannelsen på den normerede tid. Ansøgeren kan evt. henvises til en optagelsesprøve.

1.2 Det er en forudsætning for optagelsen, at eleven efter studentereksamen vil have opnået et niveau i tysk eller fransk, som mindst svarer til folkeskolens afgangsprøve i faget, enten ved at eleven vælger et af sprogene som begyndersprog eller aflægger folkeskolens afgangsprøve i eet af sprogene inden udgangen af 3. gymnasieklasse.

2.1 For ansøgere, som ikke kommer direkte fra grundskolen, gælder de normale optagelsesbetingelser, idet en eventuel egnethedserklæring fra folkeskolen bevarer sin gyldighed i tre år, og ansøgerne behandles i overensstemmelse hermed. Rektor for den primært ansøgte skole kan dog i alle tilfælde henvise ansøgeren til en optagelsesprøve.

2.2 For ansøgere, som ikke har en egnethedserklæring fra grundskolen, afholdes en optagelsesprøve, idet rektor dog her også skal tage ansøgerens beskæftigelse i perioden efter folkeskolen i betragtning ved vurderingen af ansøgerens egnethed. Rektor træffer afgørelse om optagelse ud fra en helhedsvurdering af ansøgeren.

2.3 Elever fra Europaskolerne, som er oprykket i Europaskolens 5. klasse, kan optages i gymnasiet uden optagelsesprøve.

3.1 Ansøgere fra friskoler, private grundskoler og efterskoler, som ikke forbereder til folkeskolens afgangsprøver, kan optages efter en optagelsesprøve, idet rektor også skal tage den afleverende skoles beskrivelse af eleven i betragtning ved vurderingen af ansøgerens egnethed.

3.2 Der dispenseres kun fra kravet om folkeskolens afgangsprøver, og ikke fra kravet om forkundskaber svarende hertil, herunder kravet om 9 års skolegang og om, at der er fulgt undervisning i tysk eller fransk på 7.-9. klassetrin, ligesom ansøgere til matematisk linje skal have modtaget undervisning i fysik/kemi svarende til folkeskolens 9. klasse. Rektor træffer afgørelse om optagelse ud fra en helhedsvurdering af ansøgeren.

Optagelse senere end ved begyndelsen af 1. gymnasieklasse

4.1 Rektor kan optage elever senere i forløbet, hvis det, eventuelt efter faglige prøver, vurderes, at ansøgeren har de nødvendige forkundskaber til at kunne følge undervisningen på det klassetrin, hvor vedkommende optages, jf. her især kravet om tysk eller fransk, jf. § 1.

4.2 Det er en forudsætning for indstilling til studentereksamen, at eleven har gennemført mindst to års undervisning i gymnasieskolen, medmindre der gives merit fra andre gymnasiale uddannelser, jf. meritbekendtgørelsen.

4.3 Ansøgere fra andre nordiske lande, fra Europaskolerne og fra internationale skoler, som giver undervisning efter reglerne for International Baccalaureate, optages normalt på et sådant klassetrin, at de kan fuldføre deres uddannelse uden forsinkelse.

4.4 Rektor kan eventuelt dispensere fra undervisning og årskarakter i de fag, der afsluttes efter 1. gymnasieklasse under forudsætning af, at eleven enten kan dokumentere at have modtaget undervisning i faget på tilsvarende niveau (fx ved en udenlandsk uddannelsesinstitution) eller aflægger prøve i faget. Karakteren for prøver aflagt efter denne bestemmelse indgår i elevens eksamenskarakterer, men prøven tæller ikke med i elevens samlede prøveantal på 10 prøver som led i studentereksamen. Rektor kan endvidere tillade, at en elev følger undervisningen i et manglende fag på et andet klassetrin.

Bilag 2

Definition af fortsætter- og begyndersprog

  1. For holdindplacering af elever, der har valgt tysk, gælder følgende: Elever, som har gennemført tre års undervisning i tysk, eller som efter rektors skøn har tilsvarende kvalifikationer, optages på hold med fortsættersproget, og elever, som ikke har gennemført denne undervisning optages på hold med begyndersproget.
  1. For holdindplacering af elever, der har valgt fransk gældende følgende: Elever, der har gennemført undervisning i fransk, som afslutter med en prøve, der svarer til folkeskolens afgangsprøve i tysk, eller som efter rektors skøn har tilsvarende kvalifikationer, optages på hold med fransk som fortsættersprog. Der er kun krav om, at prøven skal være aflagt for ansøgere til sproglig linje, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, og kun hvis der ikke er aflagt afgangsprøve i tysk. I alle andre tilfælde optages eleverne på hold med fransk som begyndersprog.
  1. Elever, som i tysk eller fransk opfylder betingelserne for optagelse på fortsætterhold, kan ikke optages på begynderhold i dette sprog.

Bilag 3

Om optagelsesprøven til 1.g

  1. Optagelsesprøven har til formål at undersøge, om eleven er i besiddelse af en sådan modenhed og indsigt, at eleven må forventes at kunne følge undervisningen i gymnasiet på tilfredsstillende måde og fuldføre uddannelsen på normal tid.

2.1 En optagelsesprøve omfatter tre delprøver. Samtlige elever, der skal til optagelsesprøve, prøves i dansk. Herudover prøves ansøgerne til sproglig linje i engelsk og i tysk eller fransk og ansøgere til matematisk linje i matematik samt fysik og kemi.

2.2 Der medvirker to af gymnasiets lærere i hvert fag ved optagelsesprøven. Prøvens form er for hvert fags vedkommende en samtale af ca. et kvarters varighed. Hvor prøven har udgangspunkt i en ulæst tekst, gives eleven 5-10 minutter til en orienterende gennemlæsning.

  1. Eleven skal forud for prøven orienteres om indholdet af denne.
  1. I dansk har samtalen som grundlag en kort ulæst tekst.
  1. I engelsk og tysk eller fransk tager samtalen udgangspunkt i en ulæst og i fornødent omfang glosseret tekst på ca. 1/4 side. Tekststykkets sværhedsgrad bør svare til niveauet i grundskolens 9. klasse. Samtalen bør hovedsagelig foregå på det pågældende sprog. Oversættelse til dansk af enkelte sætninger kan indgå, og der kan, eventuelt i forbindelse hermed, stilles spørgsmål om elementære grammatiske begreber.
  1. I matematik og i fysik og kemi indledes prøven normalt med, at eleven redegør for, hvad han/hun har arbejdet med i det forløbne skoleår. Samtalen kan herefter dreje sig om nogle af disse faglige emner. Til belysning kan der i samtalen i matematik indgå løsning af opgaver med enkel problemstilling. I fysik og kemi kan eksperimentelt arbejde indgå. For elever, der ikke kommer direkte fra grundskolen, tages udgangspunkt i stof fra 9. klasse.
  1. For alle fag gælder, at samtalen skal belyse elevens generelle faglige modenhed og forståelse for arbejdet med faget. Prøven er således ikke primært en prøve, der tester specifikke faglige færdigheder.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1993
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1993
Bekendtgørelse om optagelse i gymnasiet, på studenterkursus, på kursus til højere forberedelseseksamen og til studieforberedende enkeltfagsundervisning (Gymnasie- og hf-optagelsesbekendtgørelsen) | TheLawyer.sh