Bekendtgørelse om skolegang i en anden kommune end bopælskommunen
BEK nr 582 af 08/07/1993
§ 1
En elev har krav på at blive optaget i en folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen, hvis afstanden fra hjemmet til den ønskede skole er betydelig kortere end afstanden til distriktsskolen eller den nærmeste skole i bopælskommunen, som eleven ville kunne optages på. Det er en forudsætning, at den ønskede skole erklærer sig villig til at optage eleven, og det kan ske inden for de overordnede økonomiske retningslinier, kommunalbestyrelsen har fastsat.
Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse på de tilfælde, hvor afstanden fra hjemmet til den ønskede skole i nabokommunen er mindst 9 km kortere end afstanden fra hjemmet til distriktsskolen eller den nærmeste skole i bopælskommunen.
§ 2
En elev har krav på at forblive i en folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen, hvis den pågældende elev ønsker at undgå et skoleskift i tilfælde af flytning til en anden kommune. Det er en forudsætning, at elevens forbliven på skolen ikke medfører oprettelse af en ekstra klasse.
§ 3
Når en elev er optaget eller forblevet i en folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen, overtager denne skole distriktsskolens rolle. Flytning til en anden skole, herunder også den oprindelige distriktsskole må derefter ske efter reglerne i folkeskolelovens § 36 om skoleskift.
§ 4
Hvis der ikke indgås en aftale mellem kommunerne om bopælskommunens betaling til skolekommunen for børn, der er optaget i folkeskolen uden for bopælskommunen, fastsættes størrelsen af det beløb, der skal refunderes, til bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. folkeskoleelev, dog højst et beløb svarende til skolekommunens tilsvarende udgifter. En eventuel aftale kan omfatte betaling for optagelse i en skolefritidsordning.
Bopælskommunens betalingsforpligtelse udløses for elever, der den 5. september i et givet skoleår er optaget eller forblevet i en folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen i medfør af §§ 1 og 2. Betalingsforpligtelsen gælder for hele skoleåret.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1993.
pre_paragraph I medfør af § 36, stk. 6, i lov nr. 509 af 30. juni 1993 om folkeskolen fastsættes:
Undervisningsministeriet, den 8. juli 1993, den 8. juli 1993
/Ole Vig Jensen Nanna Christensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1993
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1993