Bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr
BEK nr 591 af 09/07/1993
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse på opdræt af hjortedyr i indhegninger.
Hjortedyr i zoologiske haver, dyreparker og lignende, som kræver politiets tilladelse efter dyreværnsloven, er ikke omfattet af bekendtgørelsen.
§ 2
En indhegning med hjortedyr kan efter ansøgning fra ejeren helt eller delvis undtages fra reglerne i bekendtgørelsen, såfremt betingelserne i bilag 1 er opfyldt.
Til undtagelsen knyttes vilkår, herunder at tilsynet med indhegningen overtages af Skov- og Naturstyrelsen, og reglerne i lov om jagt og vildtforvaltning overholdes.
§ 3
En indhegning til hjortedyr skal før ibrugtagning af ejeren anmeldes til registrering i Veterinærdirektoratet.
Anmeldelse skal foretages på et skema rekvireret i Veterinærdirektoratet, Rolighedsvej 25, 1958 Frederiksberg C.
§ 4
Ejeren af en registreret indhegning med hjortedyr skal skriftligt underrette Veterinærdirektoratet om adresseændring, ejerskifte, bortforpagtning eller ophør med hjortehold senest en måned efter, at ændringen er sket.
§ 5
En indhegning med hjortedyr skal godkendes af Veterinærdirektoratet.
Godkendelse kan meddeles, hvis betingelserne i §§ 6-11 er opfyldt.
§ 6
I en indhegning med hjortedyr må kun holdes krondyr og dådyr.
Tilladelser til hold af andre hjortedyr end de i stk. 1 nævnte, der er meddelt i henhold til lov nr. 224 af 22. april 1987 om hjortehold, bevarer deres gyldighed på de meddelte vilkår.
§ 7
Antallet af hjortedyr (belægningsgraden) i en indhegning må ikke være større end, at græsproduktionen på arealet i normale år kan dække de voksne dyrs foderbehov i sommerhalvåret. Belægningsgraden må dog højst være 2,0 dyreenheder pr. hektar svarende til 10 kronhinder eller 18 dåer pr. hektar, jf. § 28 sammenholdt med § 2, nr. 11, i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1121 af 15. december 1992 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.
§ 8
Hjortedyr skal være sikret effektiv beskyttelse mod vejrliget.
Forekommer der ikke på det indhegnede areal tilstrækkelig bevoksning, slugter, bygninger eller lignende, skal der etableres læfaciliteter i form af læskure eller - skærme.
Er arealet uden bevoksning, skal der etableres et læbælte langs hegnet.
I kælvningssæsonen skal der være det nødvendige antal kalveskjul i forhold til antal kælvende hjortedyr.
§ 9
Hjortedyr skal være forsvarligt indhegnet.
Hegnet skal opfylde kravene i bilag 2.
Veterinærdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i stk. 2.
§ 10
Aflivning af hjortedyr på opdrætsstedet skal foretages i fanghus eller på en egnet skydeplads i hegnet.
Fanghuse og skydepladser skal opfylde kravene i bilag 3.
Kredsdyrlægen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1.
§ 11
Personer, der forestår driften af et opdræt af hjortedyr, skal have gennemgået et af Veterinærdirektoratet godkendt kursus i hjorteopdræt. Kurset skal være gennemgået inden 1 år efter, at den pågældende har overtaget ansvaret for driften, eller for personer, der før den 1. august 1993 forestod driften af et opdræt af hjortedyr senest den 31. juli 1994.
Undtaget fra kravet i stk. 1 er personer, der kan dokumentere, at de før den 1. august 1993 inden for de sidste 10 år har forestået driften af et opdræt af hjortedyr i mindst 2 år. Opdrættet skal have været på mindst 10 voksne hjortedyr.
§ 12
Godkendelse af en indhegning med hjortedyr kan tilbagekaldes, hvis betingelserne i §§ 6-11 ikke overholdes.
§ 13
Hold af hjortedyr på stald er ikke tilladt.
§ 14
Hjortedyr skal mærkes i forbindelse med fravænning og senest inden udgangen af april måned det år, dyrene bliver et år gamle.
Mærkningen skal ske med et plasticøremærke. Den udvendige del af mærket skal være gul, rund og have en diameter på 25 mm samt indeholde oplysning om indhegningens CKR-nummer og dyrets løbenummer.
Veterinærdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1.
§ 15
Hjortedyr, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden ikke er forsynet med et CKR-øremærke, skal inden den 1. januar 1994 være forsynet med det i § 14, stk. 2, nævnte øremærke.
Veterinærdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 1.
§ 16
Hjortedyr, der er forsynet med et CKR-øremærke, må ikke mærkes om.
§ 17
I forbindelse med mærkningen skal ejeren notere datoen for isættelsen samt øremærkets CKR-nummer og løbenummer.
Optegnelserne skal opbevares i mindst fem år og skal på begæring forevises Veterinærdirektoratet.
§ 18
Hjortedyr betragtes som husdyr, sålænge de er i menneskelig varetægt.
Ejeren skal skriftligt underrette Veterinærdirektoratet om undslupne hjortedyr straks efter at være blevet bekendt hermed.
Mærkede hjortedyr, der undslipper, betragtes som husdyr i to måneder efter den dato, hvor dyrene er undsluppet. Tilsvarende gælder afkom, der følger moderdyret.
§ 19
Transport af hjortedyr skal foregå i overensstemmelse med kravene i bilag 4.
§ 20
Indførsel af krondyr, herunder sæd og embryoner, af stammer, der genetisk afviger fra den danske stamme, er ikke tilladt.
§ 21
Hjortedyr må ikke udføres til jagt i lande, der tillader jagtformer, som det her i landet af dyreværnsmæssige hensyn er forbudt at anvende på hjortevildt.
Forud for udførsel til de i stk. 1 nævnte lande skal eksportøren afgive en skriftlig erklæring til Veterinærdirektoratet om formålet med eksporten.
§ 22
En indhegning med hjortedyr underkastes rutinemæssigt uanmeldt tilsyn af Veterinærdirektoratet.
Såfremt forholdene måtte give anledning hertil, kan yderligere tilsynsbesøg aflægges.
§ 23
Til dækning af udgifterne ved registrering af en indhegning med hjortedyr, jf. § 3, opkræves et gebyr på 320,00 kr.
Til dækning af udgifterne ved det i § 22, stk. 1, nævnte tilsyn opkræves en årlig afgift på 595,00 kr. Herudover betales der i forbindelse med aflæggelsen af de i § 22, stk. 2, nævnte tilsynsbesøg 350,00 kr. for første påbegyndte time. For hver efterfølgende påbegyndte halve time betales 175,00 kr.
For erindringsskrivelser vedrørende ikke rettidig betaling opkræves et gebyr på 40 kr.
Ved for sen betaling opkræves 1,3 pct. pr. påbegyndt måned fra kravets forfaldsdag.
Der er udpantningsret for de i stk. 1-2 nævnte beløb, jf. § 8, stk. 3, i lov om opdræt af vildt og ræve.
§ 24
Med bøde eller hæfte straffes den, der overtræder §§ 3-4, § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, §§ 7-8, § 9, stk. 1-2, § 10, stk. 1-2, § 11, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1-2, § 15, stk. 1, §§ 16-17 eller §§ 19-21.
§ 25
For en overtrædelse, der begås af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der i medfør af § 15, stk. 4, i lov om opdræt af vildt og ræve pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 26
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1993.
For indhegninger med hjortedyr, der er etableret før den 1. august 1993, træder reglerne i § 7 og § 8, stk. 1, 2 og 4, dog først i kraft den 1. januar 1995 og reglen i § 8, stk. 3, i kraft den 1. januar 1997.
Samtidig ophæves Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 390 af 5. juli 1988 om hegning af dyrehaver m.m. og Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 391 af 5. juli 1988 om hjortehold m.m.
pre_paragraph I medfør af § 1, § 2, § 4, stk. 2 og 3, § 5, § 6, stk. 2, § 8, § 12 og § 15, stk. 3, i lov nr. 341 af 14. maj 1992 om opdræt af vildt og ræve og tekstanmærkning nr. 59 ad § 24 på finansloven for 1993 samt efter bemyndigelse fra landbrugsministeren fastsættes:
Bilag 1
Betingelser for at en indhegning med hjortedyr helt eller delvis kan undtages fra reglerne i bekendtgørelsen:
- Indhegningens areal skal være over 50 ha.,
- Indhegningens vinterbestand må højst udgøre 2 krondyr eller 4 dådyr pr. ha. Hold af andre hjortedyr end krondyr og dådyr er kun tilladt, hvis der er meddelt dispensation, jf. § 6, stk. 2,
- Indhegningen skal primært etableres eller være etableret med rekreative eller jagtmæssige formål for øje, og
- Ejeren skal kunne godtgøre, at indhegningen ikke vil blive drevet med henblik på kødproduktion eller salg af levende hjortedyr.
Bilag 2
Krav til hegnet:
- Hegnsmateriale:
a) Nethegn ........................... mindste højde 190 cm b) Antal vandrette tråde ............. mindst 17 stk. c) Afstand mellem lodrette tråde ..... højst 32 cm i opsat tilstand d) Kanttråd .......................... mindste diameter 2,5 mm mindste brudstyrke 5.000 N. e) Andre vandrette tråde ............. mindste diameter 2,0 mm mindste brudstyrke 3.500 N.
f) Nethegnets overtråd skal være mindst 200 cm over jorden, eller der skal i 200 cm's højde anbringes en glat tråd med en brudstyrke på mindst 6.200 N. svarende til tråd nr. 8.
g) Hegnsmateriale af anden type, herunder flethegn, skal være godkendt af Veterinærdirektoratet.
- Hegnspæle:
a) Hegnspæle af træ skal opfylde følgende krav: - længde ............................ mindst 300 cm - hjørnepæle diameter - top ......... mindst 14 cm - mellempæle diameter - top ......... mindst 10 cm
b) Hegnspæle af andet materiale skal være godkendt af Veterinærdirektoratet.
- Montering:
Pæleafstanden fastsættes efter Veterinærdirektoratets nærmere anvisning under hensyntagen til terræn og opretholdelse af trampolineffekten.
Hegnet skal monteres på indersiden af mellempælene. Fra den nederste tråd til jorden må der maksimalt være 10 cm. Fra den øverste tråd til pæletoppen skal der være mindst 5 cm.
Alle indgange skal være forsynet med låger, der kun må være åbne i forbindelse med færdsel ind og ud af indhegningen.
- Vedligeholdelse:
Hegnet skal vedligeholdes, så det til enhver tid opfylder kravene i dette bilag.
Bilag 3
A) Krav til fanghus:
- Fanghusets vægge skal være uden fremstående kanter eller lignende, som kan beskadige hjortedyrene,
- Fanghusets gulv skal være jævnt og skridsikkert, og
- Hvis der til aflivningen anvendes boltpistol, skal fanghuset være forsynet med en håndteringskasse, hvor hjortedyret anbringes før aflivning.
B) Krav til skydeplads:
- Skydepladsen og de nærmeste omgivelser skal være fuldt overskuelige fra skydestandpladsen,
- Der skal være skabt skudfang, for eksempel ved at skydestandpladsen placeres højt, og
- Adgang til skydepladsen skal være en del af hjortedyrenes normale rutine.
Bilag 4
Krav til transport af hjortedyr:
A) Nedennævnte krav finder anvendelse på følgende forhold:
- national transport af hjortedyr over en afstand af højst 50 km regnet fra begyndelsen af transporten af dyrene til bestemmelsesstedet,
- national transport af hjortedyr, der foretages af opdrætteren i landbrugskøretøjer eller egne transportmidler, når forholdene nødvendiggør sæsonbetonet græsningsskifte i ikke-erhvervsmæssigt øjemed.
- Voksne handyr skal transporteres i seperat aflukke eller transportkasse.
- Hundyr, der lige har kælvet, eller som forventes at ville kælve inden for en måned, må ikke transporteres.
- Transportmidlerne, herunder transportkasser eller -bokse, skal have en sådan størrelse, at alle hjortedyr kan ligge ned samtidigt, og en højde, der muliggør, at hjortedyrene kan stå oprejst med hævet hoved uden at berøre loftet.
- Transportmidlerne skal være velstrøede.
- Endvidere gælder reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni 1964 om transport af dyr med senere ændringer.
B) For øvrige transporter gælder reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1993
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1993