TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer m.v. på havanlæg (* 1) (Kræftbekendtgørelsen)

BEK nr 633 af 28/07/1993

DanmarkBekendtgørelse1993

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på havanlæg, som omhandlet i havanlægslovens § 1.

§ 2

Ved anvendelsen af bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal følgende definitioner lægges til grund:

  1. Stoffer: Grundstoffer og deres forbindelser.
  1. Materialer: Sammensætninger af to eller flere stoffer, herunder biologiske materialer.

§ 3

Bekendtgørelsen omfatter arbejde med, herunder fremstilling, anvendelse og håndtering af:

  1. De stoffer og materialer, der fremgår af bilag 1 til Arbejdstilsynets bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer m.v., i det følgende kaldet bilag 1. Energistyrelsen varetager de opgaver, der i bilaget tillægges Arbejdstilsynet.
  1. Materialer, der indeholder 0,1% eller mere af disse stoffer, medmindre andet er angivet ud for det enkelte stof i bilag 1.
  1. Arbejdsprocesser, der er optaget i bilag 2 til Arbejdstilsynets bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer m.v., i det følgende kaldet bilag 2.
Stk. 2

I det omfang, det er angivet i bilag 1 ud for det enkelte stof, omfatter bekendtgørelsen tillige:

  1. Materialer, der indeholder mindre end 0,1% af det pågældende stof,
  1. Arbejdsprocesser, der afgiver et sådant stof.

§ 4

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på arbejde med

  1. asbest,
  1. montering og nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre,
  1. nærings- og nydelsesmidler, der er færdige til indtagelse samt
  1. lægemidler, der er gjort klar til indgivelse.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 5

Et stof eller materiale, der er omfattet af denne bekendtgørelse, må ikke anvendes, hvis det kan erstattes med et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende stof eller materiale.

Stk. 2

Det skal herunder sikres, at stofferne og materialerne anvendes i den form, der medfører mindst risiko for kontakt ved arbejdet.

Stk. 3

Hvis stoffet eller materialet ikke kan erstattes efter stk. 1 eller udelades, fordi en afvejning efter stk. 4 viser, at brugen af et erstatningsstof eller erstatningsmateriale vil medføre væsentlige tekniske problemer for arbejdsgiveren eller vil medføre en ikke uvæsentlig økonomisk belastning, jf. stk. 5, skal arbejdsgiveren skriftligt begrunde dette overfor sikkerhedsorganisationen. På havanlæg uden sikkerhedsorganisation skal begrundelsen gives over for de ansatte eller til deres repræsentanter. Endvidere skal det på forlangende dokumenteres overfor Energistyrelsen.

Stk. 4

Når brugen af et erstatningsstof eller erstatningsmateriale vil medføre ikke uvæsentlige forskelle i tekniske egenskaber, skal der foretages en samlet afvejning af de tekniske konsekvenser overfor de sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn.

Stk. 5

Såfremt substitution er teknisk mulig, men vil medføre en ikke uvæsentlig økonomisk belastning, skal en sådan økonomisk belastning tages i betragtning ved den i stk. 4 nævnte afvejning.

Stk. 6

Hvis stoffet eller materialet ikke kan erstattes efter stk. 1 eller udelades, fordi en afvejning efter stk. 4 viser, at brugen af et erstatningsstof eller erstatningsmateriale vil medføre væsentlige tekniske problemer for arbejdsgiveren eller vil medføre en ikke uvæsentlig økonomisk belastning, jf. stk. 5, skal arbejdsgiveren sikre, at mængden af stoffet eller materialet begrænses mest muligt samt at antallet af arbejdstagere, der udsættes for stoffet eller materialet, begrænses mest muligt.

§ 6

Hvor der beskæftiges ansatte ved arbejde med stoffer og materialer, der kan være farlige for eller iøvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, skal der for hvert enkelt stof eller materiale udarbejdes en brugsanvisning med følgende oplysninger, såfremt det er teknisk og fagligt muligt:

  1. handelsnavn samt et eventuelt produktregistreringsnummer,
  1. anvendelsesområder på virksomheden,
  1. anvendelsesbegrænsninger på virksomheden,
  1. krav om særlig uddannelse,
  1. sundhedsfarlige egenskaber, herunder eventuelle symptomer ved indtagelse eller optagelse i organismen,
  1. forholdsregler ved omgang med stoffet eller materialet, herunder om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler samt eventuelt forbud mod enegang,
  1. førstehjælp,
  1. egenskaber ved opvarmning og brand,
  1. forholdsregler ved brand,
  1. forholdsregler ved spild og bortskaffelse på virksomheden,
  1. sikkerhedsforskrifter ved oplagring på virksomheden samt
  1. mærkning i overensstemmelse med de af Miljøministeriet fastsatte regler om mærkning af emballage.
Stk. 2

Brugsanvisninger skal foruden de i stk. 1 nævnte oplysninger indeholde oplysning om, at arbejde med stoffet eller materialet kan udgøre en kræftrisiko. Brugsanvisninger for materialer skal tillige oplyse om navnene på stofferne. Der skal anvendes de navne, hvormed stofferne og materialerne betegnes i bilag 1.

Stk. 3

Brugsanvisninger skal opbevares tilgængeligt for de ansatte og skal oplyse om eventuelle forholdsregler efter § 13.

Stk. 4

De ansatte, der er beskæftiget med stoffet eller materialet, skal vejledes i brugen heraf og have brugsanvisningen udleveret med effektiv instruktion.

§ 7

Der skal anvendes arbejdsprocesser, arbejdsmetoder og værktøj, der udelukker eller begrænser udvikling af dampe og støv, dannelse af røg og aerosoler m.v., samt sprøjt og stænk fra stofferne og materialerne så meget som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling.

Stk. 2

Hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af dampe og støv, dannelse af røg og aerosoler m.v. samt forekommer sprøjt og stænk fra stoffer og materialer, der anses for kræftfremkaldende, skal dette såvidt muligt imødegås på udviklingsstedet eller fjernes, primært ved etablering af mekanisk udsugning.

§ 8

Recirkulation af udsuget luft med indhold af stofferne eller materialerne må ikke finde sted.

§ 9

Tekniske anlæg og ventilationssystemer, der anvendes ved arbejde med stofferne eller materialerne, skal hvor det er teknisk muligt, forsynes med hensigtsmæssigt virkende overvågningsanordninger, der afslører og alarmerer ved unormale driftsforhold og ved uheld.

Stk. 2

I tilknytning til overvågningen skal der være udarbejdet instruktion, der angiver, hvilke forholdsregler, der skal følges ved unormale driftsforhold og ved uheld.

§ 10

De ansatte skal underrettes om unormale driftsforhold og om ethvert uheld, der kan medføre en øget risiko for påvirkning fra stofferne eller materialerne eller fra arbejdsprocesserne.

Stk. 2

Sålænge den øgede risiko er til stede, må der inden for det pågældende område kun beskæftiges personer i det omfang, det er nødvendigt for genoprettelsen af normale forhold. Den øgede risiko for påvirkning fra stofferne eller materialerne eller fra arbejdsprocesserne må ikke være konstant for den enkelte ansatte og skal begrænses til det strengt nødvendige.

§ 11

Affald, der indeholder stofferne eller materialerne, skal samles, opbevares og bortskaffes i egnede lukkede beholdere, eller hvor dette ikke er praktisk muligt på anden betryggende måde. Beholdere m.v. skal være mærket, som angivet i bilag A.

§ 12

Ved arbejde omfattet af denne bekendtgørelse skal der anvendes egnet særligt arbejdstøj og egnede personlige værnemidler, hvis arbejdet ikke på anden måde kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Stk. 2

Særligt arbejdstøj og personlige værnemidler må ikke bæres under spisepauser.

Stk. 3

Særligt arbejdstøj og personlige værnemidler skal opbevares adskilt fra andet tøj.

Stk. 4

Når særligt arbejdstøj eller personlige værnemidler skal til destruktion eller rengøring, skal de opbevares og bortskaffes i lukket emballage, mærket som angivet i bilag A.

Stk. 5

Rengøring af særligt arbejdstøj og personlige værnemidler skal foregå særskilt med udstyr egnet til formålet.

Stk. 6

For brugen af særligt arbejdstøj og personlige værnemidler ved det omhandlede arbejde gælder i øvrigt bestemmelserne i Energistyrelsens bekendtgørelse om anvendelse af personlige værnemidler på havanlæg.

§ 13

I arbejdslokaler eller områder, hvor der er risiko for forurening fra stofferne og materialerne, må der ikke ryges, spises eller drikkes, ligesom opbevaring af tobak, mad og drikkevarer ikke må finde sted.

Særlige bestemmelser

Særlige bestemmelser

§ 14

Bestemmelserne i dette kapitel finder kun anvendelse i det omfang det følger af angivelserne i bilag 1 og 2 ud for det enkelte stof, materiale eller arbejdsproces eller af en vurdering i henhold til § 15. Vurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene

§ 15

Hvor det er angivet ud for det enkelte stof, materiale eller arbejdsproces i bilag 1 og 2, skal der i vurderingen af sikkerheds- og sundhedsforholdene, jf. § 23 i Energiministeriets bekendtgørelse om sikkerhed m.v. på havanlæg, ved arbejde hermed indgå en fastlæggelse og vurdering af arten, graden og varigheden af enhver påvirkning fra de pågældende stoffer, materialer og arbejdsprocesser.

Stk. 2

Ved den i stk. 1 nævnte vurdering skal arbejdsgiveren være særligt opmærksom på eventuelle virkninger hos særligt følsomme risikogrupper blandt arbejdstagerne. Hvis den fysiske eller psykiske tilstand hos en ansat ved visse arbejder kan betyde øget fare for den ansatte selv eller dennes omgivelser, må den ansatte ikke beskæftiges ved sådanne arbejder.

Stk. 3

Vurderingen skal fornys regelmæssigt og desuden ved enhver ændring i arbejdsforholdene, der kan medføre en øget risiko for påvirkning fra stofferne, materialerne eller fra arbejdsprocesserne.

Stk. 4

Arbejdet med de i stk. 1 nævnte stoffer, materialer og arbejdsprocesser skal planlægges og tilrettelægges under hensyn til denne vurdering, og det skal herunder sikres, at der om nødvendigt træffes sådanne særlige foranstaltninger, som angivet i § 16 og §§ 18-23. Særlige foranstaltninger

§ 16

I det omfang, det følger af ovennævnte vurdering, jf. § 15, skal arbejde med de omhandlede stoffer, materialer og arbejdsprocesser foregå i lukkede anlæg, hvis det er teknisk muligt.

§ 17

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, må arbejdsprocesser, hvori stoffer og materialer indgår, kun foregå i lukkede anlæg eller på anden måde, der hindrer frigørelse af stofferne eller materialerne, således at enhver påvirkning herfra udelukkes.

Stk. 2

Hvis det ikke er teknisk muligt at opfylde stk. 1, skal stofferne og materialerne fjernes fuldstændigt fra udviklingsstedet.

Stk. 3

Hvis det ikke er teknisk muligt fuldstændigt at fjerne stofferne og materialerne, skal egnede personlige værnemidler og egnet særligt arbejdstøj anvendes.

§ 18

I det omfang, det følger af ovennævnte vurdering, jf. § 15, skal arbejdspladser, hvor der arbejdes med disse stoffer, materialer eller arbejdsprocesser, være afgrænset og mærket med passende advarsels- og sikkerhedsskiltning, herunder med skilte om rygeforbud.

Stk. 2

Sådanne foranstaltninger skal altid træffes i det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2.

§ 19

I det omfang, det følger af ovennævnte vurdering, jf. § 15, må arbejde med disse stoffer, materialer og arbejdsprocesser kun udføres på arbejdspladser, som er effektivt adskilt fra andre arbejdspladser, og kun ansatte, hvis arbejde gør det nødvendigt, må have adgang til disse områder.

Stk. 2

Sådanne foranstaltninger skal altid træffes i det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2.

§ 20

I det omfang, det følger af ovennævnte vurdering, jf. § 15, skal bade- og omklædningsfaciliteterne omfatte 2 adskilte omklædningsrum henholdsvis for gangtøj og arbejdstøj.

Stk. 2

Omklædningsrummene skal være placeret således, at færdsel imellem dem kun kan ske gennem et baderum, og færdsel til og fra omklædningsrummet for gangtøj ikke går gennem områder med forurening.

Stk. 3

Omklædningsrummet for arbejdstøj skal være indrettet og udstyret, så der her på forsvarlig måde kan foretages pakning af arbejdstøjet i tæt emballage, inden det fjernes til vask. Benyttes engangsbeklædning eller udstyr, skal der findes lukkede, hensigtsmæssige affaldsbeholdere hertil.

Stk. 4

Omklædningsrummet for arbejdstøj må ikke være til benyttelse for andre end de, der er udsat for den pågældende forurening.

Stk. 5

Bade- og omklædningsfaciliteterne skal altid indrettes på denne måde i det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2.

§ 21

I det omfang, det følger af ovennævnte vurdering, jf. § 15, skal arbejdsgiveren sørge for, at der i kontrollen med arbejdsmiljøet indgår måleprogrammer.

Stk. 2

Måleprogrammerne skal altid indgå i kontrollen i det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2.

Stk. 3

Måleprogrammerne skal være anerkendt af Direktoratet for Arbejdstilsynet.

§ 22

Arbejdsgiveren skal føre en ajourført liste over de ansatte, der vurderes, jf. § 15, at kunne være eller have været udsat for risiko ved arbejde med disse stoffer, materialer eller arbejdsprocesser, med angivelse af påvirkningen.

Stk. 2

De ansatte har adgang til de oplysninger, der for deres egen person er indført i listen. De ansatte og deres repræsentanter inden for virksomheden har adgang til de kollektive og anonyme oplysninger i listen.

Stk. 3

Oplysningerne om den enkelte ansatte skal opbevares i 40 år efter, at risikoen er ophørt. Ved virksomhedsophør skal listen sendes til Energistyrelsen.

§ 23

Arbejdsgiveren skal sikre, at ansatte, der vurderes, jf. § 15, at kunne være udsat for risiko for påvirkning fra disse stoffer, materialer eller arbejdsprocesser, har adgang til, jf. § 32 i Energiministeriets bekendtgørelse om sikkerhed m.v. på havanlæg, før ansættelsen og herefter med regelmæssige mellemrum at få foretaget en helbredsundersøgelse.

Stk. 2

Lægeundersøgelser skal forestås af arbejdsmedicinske klinikker eller afdelinger, herunder arbejdsmedicinske ambulatorier, eller af andre lignende sagkyndige.

Stk. 3

Hvis der ved en arbejdsmedicinsk undersøgelse konstateres en anomali, der kan skyldes påvirkning under arbejdet, kan Energistyrelsen bestemme, at andre, herunder tidligere ansatte, som under arbejde på virksomheden har været udsat for påvirkning af samme art, skal tilbydes undersøgelse.

Stk. 4

Den, der forestår undersøgelser, indsender resultaterne heraf til Energistyrelsen og orienterer den undersøgte ansatte om resultatet. Dette skal på anmodning meddeles den ansatte skriftligt.

Stk. 5

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, skal de ansatte have adgang til at få foretaget arbejdsmedicinske undersøgelser.

§ 24

Stoffer og materialer, der er omfattet af denne bekendtgørelse, skal, for så vidt der ikke er foreskrevet andet, være emballeret således, at emballagen med hensyn til modstandsdygtighed og uigennemtrængelighed opfylder følgende krav:

  1. emballagen skal være udformet og tillukket således, at indholdet ikke utilsigtet kan trænge ud,
  1. emballagens og lukningens materiale må ikke kunne angribes af indholdet eller kunne indgå farlige forbindelser med dette,
  1. emballagen og lukningen skal i alle dele være så solid og stærk, at den ikke utilsigtet kan løsne sig og den skal med sikkerhed kunne tåle den behandling, som den erfaringsmæssigt udsættes for,
  1. emballage med lukkeordning, der gør det muligt at lukke emballagen igen, skal være konstrueret således, at emballagen kan lukkes gentagne gange, uden at indholdet utilsigtet kan trænge ud,
  1. emballagen skal være udformet, så hel eller delvis tømning kan ske på forsvarlig måde.
Stk. 2

I det omfang, det fremgår af bilag 1, skal arbejdsgiveren sørge for, inden stofferne eller materialerne tages i anvendelse på virksomheden, at emballagen er forsynet med mærkning efter reglerne i bilag A.

§ 25

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, må arbejde med stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne kun udføres af personer, der har fået vejledning om sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer og foranstaltninger i forbindelse med arbejdet, foretaget af særlige sagkyndige.

§ 26

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, må arbejde med stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne kun udføres af personer, der har gennemgået en særlig uddannelse godkendt af direktøren for Arbejdstilsynet. Anvendelsesbegrænsninger, godkendelse, anmeldelse m.v.

§ 27

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, er fremstilling og anvendelse af stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne ikke tilladt.

§ 28

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, må arbejde med stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne ikke udføres i indkvarteringen.

§ 29

Fremstilling og anvendelse af stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne må i det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, ikke finde sted uden godkendelse fra Energistyrelsen, jf. dog § 30, stk. 3.

§ 30

Ansøgning om godkendelse skal indgives skriftligt til Energistyrelsen og indeholde oplysning om følgende:

  1. påtænkt anvendelse og vurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene ved arbejdet, jf. § 15,
  1. med hvilken begrundelse stoffet, materialet eller arbejdsprocessen ikke kan erstattes af et mindre farligt stof eller materiale eller en mindre farlig arbejdsproces,
  1. eventuelle tekniske anlæg og processer, og
  1. nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
Stk. 2

Energistyrelsen kan forlange supplerende oplysninger til brug for godkendelse.

Stk. 3

Godkendelse af bekæmpelsesmidler foretages af Miljøstyrelsen, jf. Miljøstyrelsens regler om kemiske bekæmpelsesmidler.

§ 31

Såfremt Energistyrelsens afgørelse ikke er meddelt ansøgeren senest 3 måneder efter, at ansøgningen er modtaget i Energistyrelsen, kan stoffet, materialet eller arbejdsprocessen umiddelbart fremstilles eller tages i brug.

Stk. 2

Tidsfristen regnes fra det tidspunkt, hvor tilstrækkelig dokumentation foreliigger, jf. § 30.

§ 32

Den, der har opnået godkendelse efter § 29, skal underrette Energistyrelsen om ændringer i de pågældende arbejdsprocesser m.v., som kan indebære fare for sikkerhed og sundhed.

§ 33

I det omfang, det fremgår af bilag 1, skal den, der fremstiller et stof eller materiale, foretage anmeldelse til Energistyrelsen.

§ 34

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, skal arbejdsgange, arbejdsprocesser og metoder m.v. anmeldes til Energistyrelsen.

Stk. 2

Anmeldelsen skal være skriftlig og indeholde de oplysninger, som er angivet i bilag B.

§ 35

I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, skal ethvert uheld, der kan medføre risiko for, at personer udsættes for sundhedsfare ved påvirkninger fra stofferne og materialerne eller fra arbejdsprocesserne, meddeles til Energistyrelsen.

Stk. 2

Meddelelsen skal omfatte beskrivelse af uheldet, herunder navne på de pågældende stoffer og materialer samt udslippets mængde.

Stk. 3

Meddelelsen skal omfatte en angivelse af den mulige årsag til uheldet samt en redegørelse for, hvordan lignende uheld kan imødegås for fremtiden.

Revision og dispensation

Revision og dispensation

§ 36

Den i bilag 1 og 2 fastsatte regulering revideres hvert andet år af Direktoratet for Arbejdstilsynet, og er umidddelbart gældende for denne bekendtgørelses anvendelsesområde.

§ 37

Energistyrelsen kan, hvor særlige forhold foreligger, dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt, og i det omfang, det er foreneligt med direktiv 90/394/EØF af 28. juni 1990 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer.

Stk. 2

For de stoffer og materialer, der er nævnt i bilag C, kan dispensation kun gives til de der nævnte formål. Ansøgning skal indeholde de i bilag C nævnte oplysninger. Straf

§ 38

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes med bøde eller hæfte den, der

  1. overtræder §§ 5-13, §§ 15-29 og §§ 32-35,
  1. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen,
  1. tilsidesætter vilkår for godkendelser eller tilladelser i henhold til bekendtgørelsen,
Stk. 2

For overtrædelse af §§ 5-13, §§ 15-29 og §§ 32-35, kan der pålægges rettighedshaverne og operatøren bødeansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom. Overtrædes de i 1. punktum nævnte bestemmelser under samme omstændigheder inden for andre arbejdsgiveres respektive arbejdsområder, pålægges vedkommende arbejdsgiver bødeansvar som nævnt i 1. punktum. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3

For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Ikrafttræden

§ 39

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1993.

Stk. 2

For stoffer og materialer, der allerede er taget i brug, skal den skriftlige begrundelse efter § 5, stk. 3 først foreligge senest 12 måneder fra bekendtgørelsens ikrafttræden.


Energistyrelsen, den 27. juli 1993, den 27. juli 1993

/Ib Larsen Hans Erik Christensen/

BILAG A

Regler for mærkning efter § 11 og § 24.

  1. Mærkningsforpligtelse og udformning af etiketten.

I det omfang, stofferne eller materialerne ikke allerede er mærket i henhold til Miljøministeriets regler om mærkning, skal emballagen på de pågældende stoffer/materialer være forsynet med en etiket med følgende tekst: »Indeholder et stof, der er omfattet af dansk arbejdsmiljøregulering med hensyn til kræftrisiko«.

a) Etiketten skal være mindst 2,5 cm høj og 5 cm bred.

b) Etikettens bredde skal som minimum være 2 gange højden.

c) Bogstaverne skal være sorte på gul bund.

  1. Etikettens anbringelse.

Etiketten skal anbringes synligt på hver enkelt af de enheder, der indeholder stoffet eller materialet, med mindre mærkning ikke på rimelig vis kan finde sted, f.eks. på grund af begrænsede dimensioner, almindelig uegnethed eller visse tekniske vanskeligheder.

BILAG B

Oplysninger om arbejdsgange, -processer og -metoder m.v., jf. § 34

Generelt.

  1. Virksomhedens navn og adresse.
  1. Virksomhedens art.
  1. Havanlæggets navn.

Stoffer og materialer m.v.

  1. Anvendt stof, materiale eller proces (brugsanvisning vedlægges ved anmeldelse til Energistyrelsen).
  1. PR-nr.
  1. Forbrug, årlig mængde.

Substitutionsovervejelse.

  1. Teknisk begrundelse for at anvende stoffet og materialet.
  1. Dokumentation for, at det ikke er muligt at erstatte stoffet og materialet.

Arbejdsområder og -metoder m.v.

  1. Afdeling(er), hvor der arbejdes med stoffet, materialet eller processen.
  1. Beskrivelse af arbejdsprocessen.
  1. Beskrivelse af arbejdsgangen.
  1. Beskrivelse af fremgangsmåden ved rengøring.
  1. Beskrivelse af fremgangsmåden ved reparations- og vedligeholdelsesarbejde.
  1. Fremgangsmåden ved opsamling og opbevaring af affald.
  1. Beskrivelse af sikkerhedsforanstaltninger, herunder personlige værnemidler, afskærmning af arbejdssted, sluser m.v.
  1. Maskiner/værktøj.
  1. Antal personer beskæftiget med stoffet, materialet eller processen.

Underskrift.

  1. Dato og underskrift.

BILAG C

Energistyrelsen kan tillade afvigelser fra forbudet mod anvendelse af:

  1. 2-naphtylamin og salte heraf ........... (CAS nr. 91-59-8) 2) 4-aminobiphenyl og salte heraf ......... (CAS nr. 91-67-1) 3) benzidin og salte heraf ................ (CAS nr. 92-87-5) 4) 4-nitrobiphenyl ........................ (CAS nr. 92-93-3)

til følgende formål:

  1. i ren videnskabelig forsknings- og forsøgsøjemed, herunder analyser,
  1. med henblik på aktiviteter, der har til formål at tilintetgøre stoffer, der har karakter af biprodukter eller spildprodukter,
  1. med henblik på fremstilling af stofferne til anvendelse som mellemprodukter, samt for så vidt angår anvendelse af stofferne til dette formål.

En ansøgning om tilladelse skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Med hvilken begrundelse stoffet/materialet ikke kan erstattes af et mindre farligt stof/materiale eller proces.
  1. Forslag til en brugsanvisning efter § 6.
  1. Anvendte mængder pr. år.
  1. De pågældende aktiviteter og/eller reaktioner eller processer.
  1. Antal eksponerede arbejdstagere.
  1. Tekniske og andre foranstaltninger, som er truffet for at hindre arbejdstagernes eksponering, herunder overvejelser om anvendelse af et lukket system ved fremstilling og anvendelse.

Ansøgningen skal være bilagt en udtalelse fra sikkerhedsorganisationen.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1993
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1993