Bekendtgørelse om indretning og drift af medicindepoter
BEK nr 643 af 02/08/1993
§ 1
Et medicindepot er et centralt lager af lægemidler, som skal bruges i behandlingen, på et sygehus eller en anden behandlende institution. Fra medicindepotet udleveres lægemidler til de enkelte afdelinger.
§ 2
Medicindepoter oprettes og drives af sygehusejeren eller den behandlende institutions ejer.
Oprettelse og nedlæggelse af medicindepoter skal anmeldes til sundhedsstyrelsen.
§ 3
Medicindepoter er underkastet sundhedsstyrelsens kontrol. Kontrollen omfatter lægemidlernes indkøb, opbevaring og udlevering samt det hermed for visse lægemidler forbundne regnskab, jf. § 9.
De i forbindelse med sundhedsstyrelsens eftersyn udfærdigede rapporter skal af medicindepotet opbevares i kronologisk orden i mindst 5 år.
Personale og organisation
Personale og organisation
§ 4
Der skal gives meddelelse til sundhedsstyrelsen om, hvem der er ansvarlig leder for medicindepotet. Som ansvarlig leder kan udpeges en farmaceut eller læge.
Af øvrige ansatte, som er beskæftiget med håndtering af lægemidler ved depotet, skal mindst en være apoteksassistent/apoteksdefektrice eller sygeplejerske.
§ 5
Personalets ansvarsområde skal være fastlagt i skriftlig form, jf. § 13, stk. 1.
De ansatte, der er beskæftiget med lægemiddelhåndtering, skal være bekendt med gældende regler for området.
Lokaler
Lokaler
§ 6
Lokalerne skal i størrelse, udformning og indretning være velegnede til deres formål.
Lokaler og inventar skal vedligeholdes, og lokalerne skal holdes i god ordens- og renlighedstilstand.
Såfremt der i lokalerne lagerholdes lægemidler, for hvilke der stilles krav om særlige opbevaringsbetingelser, f.eks. med hensyn til temperatur, brandfare eller tyverisikring, skal lokalerne eller dele deraf være indrettet hertil.
Lægemidlerne skal opbevares på en sådan måde, at uvedkommende ikke har adgang.
Indkøb, opbevaring og udlevering af lægemidler
Indkøb, opbevaring og udlevering af lægemidler
§ 7
Indkøb (rekvirering) af lægemidler, som det er forbeholdt apotekerne at forhandle til forbrugere, skal foretages fra apotek.
Rekvirering af lægemidler fra apotek skal foretages af medicindepotets ansvarlige leder eller dennes stedfortræder efter reglerne i kapitel 9 i receptbekendtgørelsen.
§ 8
Ved modtagelse af en lægemiddelforsendelse skal det sikres, at denne er i overensstemmelse med den afgivne rekvisition. Eventuelle uoverensstemmelser skal straks afklares.
Lægemidler skal opbevares i de pakninger, i hvilke de er modtaget, og omhældning og anden form for fremstilling må ikke finde sted.
Farmaceutiske specialiteter skal opbevares i henhold til de oplysninger, som fremgår af den til enhver tid gældende specialitetstakst. Magistrelle lægemidler skal opbevares ved stuetemperatur, medmindre andet fremgår af etiketten.
Lægemidler må ikke udleveres, hvis udløbstiden er overskredet eller der er tvivl om lægemidlernes kvalitet.
§ 9
Medicindepotet skal føre regnskab med omsætning og lagerhold af lægemidler indeholdende euforiserende stoffer efter reglerne i bekendtgørelsen om apotekernes omsætning og lagerhold af euforiserende stoffer.
§ 10
Udlevering af lægemidler fra medicindepot kan kun ske til afdelinger tilknyttet sygehuset eller institutionen.
Udlevering af lægemidler fra medicindepotet skal ske efter reglerne i kapitel 9 i receptbekendtgørelsen.
§ 11
Den for ekspeditionen ansvarlige person skal omhyggeligt kontrollere overensstemmelse mellem det anførte på rekvisitionen og det udleverede.
§ 12
Lægemidler, som transporteres til afdelingerne, skal være indpakket eller forseglet således, at modtageren kan konstatere, at pakningerne ikke har været åbne.
Diverse bestemmelser
Diverse bestemmelser
§ 13
Der skal foreligge skriftlige instruktioner m.v. i et sådant omfang, at rekvirering og håndtering af lægemidler kan foregå efter gældende regler.
Der skal forefindes de for driften af medicindepotet nødvendige bekendtgørelser, meddelelser m.v.
§ 14
Håndtering af radioaktive lægemidler sker efter reglerne i bekendtgørelsen om indkøb og håndtering af radioaktive lægemidler på sygehuse, laboratorier m.v. Bekendtgørelsen gælder ikke for medicinske gasser.
§ 15
Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde og på vilkår, der fastsættes i hvert enkelt tilfælde, meddele dispensation fra en eller flere foranstående bestemmelser samt stille yderligere krav.
Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser
Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 16
Med bøde straffes den, der:
- overtræder § 3, stk. 2, § 4, stk. 2, §§ 5-6, § 7, stk. 1, §§ 8-9, § 10, stk. 1, eller §§ 11-12,
- undlader at efterkomme en oplysningspligt, der har hjemmel i § 2, stk. 2, eller § 4, stk. 1.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. august 1993.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 749 af 3. november 1987 om indretning og drift af medicindepoter som ændret ved bekendtgørelse nr. 40 af 21. januar 1992.
Sundhedsstyrelsen, den 2. august 1993, den 2. august 1993
/Knud Kristensen Mogens Bjørnbak-Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1993
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1993