TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse (HA)

BEK nr 678 af 20/08/1993

DanmarkBekendtgørelse1993

§ 1

Formålet med den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse er at give de studerende et bredt anlagt og alsidigt overblik over private og offentlige virksomheders hovedproblemer.

Stk. 2

Uddannelsen giver dimittenderne umiddelbar erhvervskompetence og skal samtidig være forudsætning for kandidatuddannelse.

§ 2

Den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse er på 3 år.

Stk. 2

Uddannelseslængden angiver det antal årsværk, der skal lægges til grund for planlægningen af uddannelsen. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.

§ 3

I uddannelsen skal den studerende gennem opøvelse i behandling af virksomheds- og samfundsøkonomiske problemstillinger og under anvendelse af samfundsvidenskabelige teorier og metoder have opnået evne til selvstændigt og i samarbeje med andre

  1. at identificere og definere konkrete problemer vedrørende den enkelte virksomhed eller grupper af virksomheder,
  1. at fremsætte begrundede forslag til løsning eller afhjælpning af identificerede problemer på baggrund af systematisering, anvendelse af teori og praktisk erfaring,
  1. som led i fremsættelse af løsningsforslag at analysere og vurdere konsekvenser både for virksomheden og dens ansatte og for andre berørte grupper i og uden for virksomheden,
  1. at udføre økonomiske og ledelsesmæssige arbejdsopgaver til løsning af problemerne, og
  1. at forøge og udvikle sin faglige viden og kunnen ved læsning af faglitteratur på videnskabeligt niveau og ved opnåelse af større praktisk erfaring.

§ 4

Uddannelsen består af en 1. del på 1 år og en 2. del på 2 år, jf. § 20, stk. 1. Uddannelsen afsluttes med et projekt eller en anden større opgave.

Stk. 2

Ved Roskilde Universitetscenter varer uddannelsen dog 41 måneder, og består af en 1. del på 2 år og en 2. del på 11/2 år, jf. bekendtgørelse om uddannelser på Roskilde Universitetscenter. Den almene erhvervsøkonomiske uddannelse ved Roskilde Universitetscenter følger i øvrigt reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 5

Den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse giver ret til betegnelsen BA samt til at anvende bogstaverne HA som betegnelse for uddannelsen.

§ 6

Institutionen kan tillade, at studerende fra andre videregående uddannelser følger dele af den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse og aflægger prøve som led i deres egen uddannelse.

Stk. 2

I forbindelse med den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse kan en institution tilbyde afrundede uddannelsesdele af 1 til 3 semestres varighed, der kan indgå i andre uddannelser ved de videregående uddannelsesinstitutioner.

Uddannelsens indhold

Uddannelsens indhold

§ 7

Uddannelsen består af en samfundsøkonomisk fagblok, en erhvervsøkonomisk fagblok og en redskabsfaglig blok.

Stk. 2

Minimumskravene til omfanget af de enkelte fagblokke er:

  1. den samfundsøkonomiske blok: 1/2 årsværk
  1. den erhvervsøkonomiske blok: 1 årsværk
  1. den redskabsfaglige blok: 3/4 årsværk.
Stk. 3

Det endelige omfang af de enkelte fagblokke fastlægges af institutionen i studieordningen.

§ 8

Den samfundsøkonomiske bloks område er samfundets økonomiske struktur, udvikling og internationale relationer.

Stk. 2

Blokkens centrale fag er samfundsøkonomi. I faget integreres metodeorienteret behandling af offentligt og andet datamateriale med teoretiske elementer. Faget indeholder en mikroteoretisk og en makroteoretisk del.

Stk. 3

Den mikroteoretiske del omfatter markedet og dets funktion, herunder prisdannelse, ressourceallokering og markedsregulering.

Stk. 4

Den makroteoretiske del omfatter teorier om den nationale økonomis struktur og udvikling, herunder indkomstdannelsens teori og nationalregnskabsstatistikken og teorier om internationale økonomiske forhold, herunder markedsdannelser. I tilknytning hertil behandles teorier om og mål med styringen af den nationale økonomi.

Stk. 5

I blokken kan indgå yderligere fag af perspektiverende karakter, som økonomiske samfundssystemer, teorihistorisk udvikling og internationale forhold.

§ 9

Den erhvervsøkonomiske bloks område er den enkelte virksomhed eller gruppe af virksomheder med særligt henblik på økonomiske og organisatoriske forhold og relationer til det omgivende samfund.

Stk. 2

Blokkens centrale fag er erhvervsøkonomi. I faget behandles og integreres de væsentligste teorier og metoder inden for omkostningslære, investering og finansiering, afsætningsøkonomi, organisation og regnskabsvæsen med henblik på løsning af erhvervsøkonomiske problemer.

Stk. 3

I blokken kan indgå yderligere fag, f.eks. systemanalyse, økonomisk psykologi og arbejdssociologi.

§ 10

Den redskabsfaglige blok indeholder fag, der er forudsætninger for arbejdet i de øvrige blokke, og som er af betydning for behandling af praktiske erhvervsøkonomiske problemstillinger.

Stk. 2

Blokkens centrale fag er erhvervsret, statistik og databehandling.

Stk. 3

Erhvervsret omfatter retsområder af relevans for erhvervsøkonomiske problemstillinger med særlig vægt på civilrettens centrale dele.

Stk. 4

Statistik omfatter metoder til at indsamle, bearbejde og analysere data med henblik på at belyse erhvervs- og samfundsøkonomiske forhold og at tilvejebringe grundlag for beslutningstagen. I faget lægges særlig vægt på dataanalyse og læren om statistisk inferens baseret på sandsynlighedsteori.

Stk. 5

Databehandling omfatter datamatiske anvendelsesområder i erhvervs- og samfundsøkonomiske problemstillinger. I faget lægges særlig vægt på systemkonstruktion, programmering og implementering.

Stk. 6

I blokken kan indgå yderligere fag såsom matematik, bogføring, fremmedsprog og videnskabsteori.

§ 11

Med Undervisningsministeriets godkendelse kan der oprettes særlige kombinationslinier, i hvilke erhvervsøkonomi kombineres med et andet fag. Minimumskravene til omfanget af de enkelte fagblokke på kombinationslinierne er:

  1. den samfundsøkonomiske blok, jf. § 8, skal udgøre mindst 2/8 årsværk,
  1. den erhvervsøkonomiske blok, jf. § 9, skal udgøre mindst 7/8 årsværk,
  1. kombinationsområdet skal udgøre mindst 1 årsværk, og
  1. den redskabsfaglige blok, der på kombinationslinierne består af de redskabsfag, der ikke indgår i kombinationsområdet, jf. § 10, mindst 3/8 årsværk.
Stk. 2

For tiden er kombinationslinierne HA (jur), HA (dat), HA (int) og HA (mat) godkendt.

Stk. 3

For hver af kombinationslinierne fastsættes i studieordningen nærmere regler om uddannelsens indhold, studieforløb og eksamensfordringer.

§ 12

I uddannelsen kan indgå praktik. Nærmere regler om praktikkens omfang og placering om rapporteringsformen fastlægges i studieordningen.

§ 13

Uddannelsen skal indeholde tilvalgsfag, der vælges af den enkelte studerende. Det fastsættes i studieordningen inden for hvilke fagblokke, der oprettes tilvalgsfag.

Bedømmelse

Bedømmelse

§ 14

De kvalifikationer, der er erhvervet i uddannelsen, dokumenteres ved prøver, herunder bedømmelse af afløsningsopgaver, projekter og deltagelse i seminarer og øvelsesrækker.

Stk. 2

Prøveformerne skal tilgodese uddannelsens formål og sikre, at der sker individuel bedømmelse af den studerende.

§ 15

Prøver er enten interne eller eksterne.

  1. Interne prøver bedømmes enten af læreren (lærerne) eller af læreren (lærerne) og een eller flere censorer, der er beskikket af rektor blandt lærerne ved institutionen.
  1. Eksterne prøver bedømmes af læreren (lærerne) og een eller flere censorer, der er beskikket af ministeriet.

§ 16

Mindst 1/3 af uddannelsen, skal dokumenteres ved eksterne prøver. Disse skal omfatte uddannelsens væsentlige områder.

§ 17

Prøverne tilrettelægges normalt som individuelle prøver. I studieordningen kan dog fastsættes, at bestemte prøver afholdes som gruppeprøver. Samtidig fastsættes regler om gruppestørrelse.

Stk. 2

Der skal indgå eksamination af hver enkelt deltager i en mundtlig gruppeprøve, også hvor den er baseret på et skriftligt oplæg. I en skriftlig gruppeprøve skal den enkelte deltagers bidrag kunne konstateres umiddelbart, så individuel bedømmelse kan foretages.

§ 18

Ved bedømmelsen gives karakter efter 13-skalaen efter de fælles regler om karaktergivningen ved de højere uddannelsesinstitutioner, eller bedømmelsen Bestået/Ikke bestået.

Stk. 2

Bedømmelsen Bestået/Ikke bestået kan højst anvendes ved prøver, der dækker 1/3 af uddannelsen.

§ 19

En studerende kan forlange en studieaktivitet, der alene er bedømt af en lærer, efterprøvet af en censor, såfremt der ikke er opnået karakteren 6 eller derover eller bedømmelsen »Bestået«. Anmodning herom skal være skriftlig og begrundet og skal være indgivet senest ugedagen efter, at bedømmelsen er meddelt den studerende.

§ 20

  1. og 2. del bestås hver for sig efter reglerne i stk. 2-4, jf. dog stk. 5.
Stk. 2

For at bestå kræves:

  1. at karaktergennemsnittet er mindst 6,0 uden oprunding,
  1. at karakterer, der indgår i karaktergennemsnittet, er mindst 03, og
  1. at prøver, hvori der gives Bestået/Ikke bestået, er bestået.
Stk. 3

Det bestemmes i studieordningen, hvilke karakterer som er opnået for deltagelse i seminarer og øvelsesrækker, der indgår i karaktergennemsnittet.

Stk. 4

Regler for vægtning af karakterer, som indgår i et karaktergennemsnit, fastsættes i studieordningen. Fastsættelsen sker på grundlag af fagets andel af henholdsvis 1. og 2. dels samlede studieaktiviteter.

Stk. 5

Det kan bestemmes i studieordningen, at prøver skal bestås hver for sig, jf. § 14.

§ 21

En studerende kan højst indstille sig 3 gange til samme prøve eller anden form for bedømmelse. Institutionen kan tillade indstilling en fjerde gang.

Stk. 2

Tredje og fjerde gang en studerende indstiller sig til en intern prøve, der bedømmes af læreren, kan den studerende forlange, at der medvirker en ministerielt beskikket censor.

Stk. 3

Senest ved udgangen af 2. semester efter studiestart på baheloruddannelsen skal den studerende indstille sig til og bestå uddannelsens 1. del, jf. § 4, for at kunne fortsætte studierne, jf. bekendtgørelse om en 1. årsprøve.

§ 22

Hver prøve kan tages om for sig. Beståede uddannelseselementer, herunder prøver, der indgår i beståede deleksaminer, kan ikke tages om.

Stk. 2

En studerende, der ikke har bestået en prøve, skal have mulighed for genindstilling i samme eksamenstermin eller i umiddelbar forlængelse heraf, såfremt prøve i faget aflægges i den afsluttende eksamenstermin.

Stk. 3

Ved fornyet deltagelse i prøver, seminarer og øvelsesrækker er den sidst opnåede karakter gældende.

§ 23

Institutionen udsteder bevis for gennemført uddannelse. Beviset skal indeholde en beskrivelse af den konkrete uddannelses faglige sammensætning. Kombinationsbetegnelsen skal anføres. Kombinationsbetegnelsen påføres eksamensbeviset i parentes efter betegnelsen HA, jf. § 11, stk. 2.

Stk. 2

Studerende, der forlader uddannelsen uden at have gennemført denne, har ret til at få attestation for beståede prøver.

Andre bestemmelser

Andre bestemmelser

§ 24

Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning, jf. universitetsloven, § 8.

Stk. 2

Studieordningen skal indholde bestemmelser om:

  1. Antal kombinationslinier og disses profil.
  1. Fagblokkenes indhold og omfang samt omfanget af de studieelementer, der indgår heri.
  1. Undervisnings- og studieformer og deres placering i studiet.
  1. Eventuel praktik.
  1. Tilvalgsfag samt deres omfang og placering i studiet.
  1. Pensumbeskrivelser.
  1. Prøveformer, herunder gruppeprøver.
  1. Medvirken af censorer.
  1. Antallet af prøver, deres indhold og fordeling på 1. og 2. del samt afløsningsopgaver m.v.
    1. årsprøven.
  1. Prøver, hvori bedømmelsen Bestået/Ikke bestået anvendes.
  1. Vægtning af karakterer, der indgår i karaktergennemsnit for en deleksamen, herunder hvorvidt karakterer for enkelte seminarer og øvelsesrækker indgår i gennemsnittet.
  1. Eventuel anvendelse af supplerende beståelseskriterium, hvorefter hver prøve bestås for sig.
  1. Eksamenstilmelding, eksamenstermin og omprøve, sygeeksamen m.v.
  1. Meritoverføring og overføring af karakterer.
  1. Andre studerendes adgang til dele af uddannelsen samt særligt tilrettelagte uddannelsesforløb.
Stk. 3

Institutionen kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.

Stk. 4

Inden studieordningen fastsættes og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter herunder censorer. De øvrige institutioner orienteres med henblik på koordinering af uddannelserne.

Stk. 5

Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.

Stk. 6

Studieordninger og ændringer af studieordninger sendes til de andre institutioner, censorerne og Undervisningsministeriet, til orientering.

§ 25

Institutionerne kan nedsætte et fællesudvalg, der er rådgivende om uddannelsen over for institutionerne og ministeriet.

§ 26

Institutionen kan beslutte, at beståede uddannelseselementer eller dele heraf i den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse ved en af institutionerne ækvivalerer tilsvarende uddannelseselementer eller dele heraf ved de andre institutioner. Med hensyn til overførsel med karakter eller som »Bestået« følges reglerne i stk. 3.

Stk. 2

Institutionen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved almindelige regler i studieordningen godkende, at gennemførte/beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse træder i stedet for uddannelseselementer i den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse.

Stk. 3

Ved godkendelse efter stk. 2, anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse. Bedømmelsen overføres som »Bestået« eller som karakterer efter 13-skalaen, jf. § 19, stk. 1. Forudsætningen for overførsel med karakter efter 13-skalaen er, at den pågældende studieenhed bedømmes efter denne skala ved begge uddannelsesinstitutioner, med mindre de involverede institutioner aftaler andet.

§ 27

Undervisningsministeriet kan tillade afvigelser fra bekendtgørelsen som led i studieforsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.

Stk. 2

Undervisningsministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 28

Klager over institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til institutionen. Institutionens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål indbringes for Undervisningsministeriet.

Stk. 2

Fristen for indgivelse af klage er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3

Eksamensklager behandles efter bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 29

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1993.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 73 af 18. februar 1987 om den almene erhvervsøkonomiske uddannelse (HA) ophæves.

Stk. 3

Institutionen fastsætter overgangsregler for studerende, der er begyndt på uddannelsen inden 1. september 1993, og som ønsker at færdiggøre uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 4

Studerende, der færdiggør uddannelsen efter de hidtidige regler, skal senest afslutte uddannelsen ved sommereksamen 1997.


Undervisningsministeriet, den 20. august 1993, den 20. august 1993

/Ole Vig Jensen Karen Plessing/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1993
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1993