Bekendtgørelse om privat byfornyelse
BEK nr 712 af 08/09/1993
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse i forbindelse med ombygning af:
- private udlejningsejendomme, hvor der i henhold til lov om privat byfornyelse er registreret en indgået aftale mellem udlejer og lejerne senest den 31. december 1995, og
- ejendomme ejet af private andelsboligforeninger, som ikke har modtaget støtte til opførelsen efter lov om boligbyggeri, hvor der i henhold til lov om privat byfornyelse er ansøgt om tilsagn om tilskud senest den 31. december 1995.
§ 2
Følgende forbedringsarbejder iværksat i medfør af lov om privat byfornyelse er omfattet af bekendtgørelsens bestemmelser:
- Nyinstallation af eller fornyelse af eksisterende varmeforsyningsanlæg og elinstallationer.
- Nyinstallation af eller fornyelse af eksisterende sanitære installationer.
- Installation af elevator og andre handicapforanstaltninger.
- Nyetablering af eller forbedring af eksisterende altaner.
- Forbedring af de enkelte boliger, herunder udskiftning af bestående køkken.
- Renovering af tag.
- Renovering af fælles adgangsarealer.
- Energibesparende foranstaltninger i ejendommen, herunder isolering af tag og lofter, gulve og mure samt udskiftning af vinduer og andre lysåbninger.
- Ressourcebesparende og bygningsøkologiske foranstaltninger med henblik på individuel begrænsning af el, vand- og gasforbrug.
- Nødvendige følgearbejder til ovenstående forbedringsarbejder.
Ved de i stk. 1, nr. 10 nævnte nødvendige følgearbejder forstås retablering og udbedring i direkte tilknytning til de omhandlede forbedringsarbejder.
Private udlejningsejendomme
Private udlejningsejendomme
§ 3
Aftale om forbedringsarbejder med hertil knyttede nødvendige følgearbejder efter lov om privat byfornyelse kan alene indgås mellem udlejer og lejere af lejligheder, der helt eller delvis anvendes til beboelse, og lejere af enkeltværelser, som ikke er en del af udlejers beboelseslejlighed eller ikke er en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejer bebor.
I ejendomme med 12 beboelseslejemål eller derunder skal aftalen med udlejer tiltrædes af mindst 75 pct. af de lejere, der bebor ejendommen. I ejendomme med mere end 12 beboelseslejemål skal aftalen med udlejer tiltrædes af mindst 60 pct. af de lejere, der bebor ejendommen. Aftalen skal være indgået skriftligt.
§ 4
Udlejer og lejerne skal i fællesskab udpege en byggesagsrådgiver. Byggesagsrådgiveren skal udarbejde en skriftlig erklæring om:
- at de påtænkte forbedringsarbejder med hertil knyttede nødvendige følgearbejder er omfattet af positivlisten i § 2, og
- de lejemæssige konsekvenser for det enkelte lejemål i såvel huslejeoptrapningsperioden som senere som følge af gennemførelsen af det samlede projekt. Erklæringen skal indeholde oplysning om lejeforhøjelsen såvel inklusiv som eksklusiv det tilskud, der kan opnås, jf. § 16.
§ 5
I ejendomme, hvor lejerne har valgt beboerrepræsentanter, jf. § 64 i lov om leje, skal udlejer inddrage disse i forbindelse med gennemførelsen af projektet. Beboerrepræsentanterne skal inddrages i projektet, for inden ejendommens øvrige lejere inddrages. Vetoret
§ 6
En lejer af et beboelseslejemål kan senest 6 uger efter, at udlejers meddelelse om gennemførelse af arbejder er kommet frem til lejeren, afvise gennemførelsen af arbejder, der alene vedrører det pågældende lejemål.
En lejer kan dog ikke modsætte sig gennemførelsen af arbejder, der er af almen betydning for boligens eller ejendommens forbedring.
Arbejder af almen betydning for boligens eller ejendommens forbedring omfatter: Erstatningsbolig
- Arbejder, som sikrer, at boligen eller ejendommen har sædvanlig tidssvarende opvarmningsmulighed, og energibesparende foranstaltninger.
- Arbejder, som afhjælper sundheds- og brandfare.
- Arbejder, som sikrer boligens eller ejendommens senere forbedring, herunder foranstaltninger, der omfatter installation af basisinstallationer som ventilationskanaler, elinstallationer eller rørgennemføringer til varmt eller koldt vand samt gennemføringer af faldstammer med eventuelle grene.
§ 7
En lejer, som ikke skriftligt har accepteret forbedringsarbejdernes gennemførelse, og som ikke ønsker at blive boende i ejendommen efter arbejdernes gennemførelse, har krav på at få anvist en passende erstatningsbolig.
En erstatningsbolig anses for passende, hvis den har mindst samme størrelse, kvalitet, udstyr og beliggenhed som den hidtidige bolig og en beregnet nettoboligudgift, der ikke væsentligt overstiger den hidtidige, betalte nettoboligudgift.
Ved passende beliggenhed forstås, at erstatningsboligen fortrinsvis skal være beliggende i samme bykvarter eller minimum inden for kommunens grænser. Såfremt lejer og udlejer er enige herom, kan erstatningsbolig anvises i en anden kommune. Lejeforhøjelse
§ 8
Lejeforhøjelser for aftalte arbejder omfattet af § 2 kan alene gennemføres i lejligheder, der helt eller delvis anvendes til beboelse, og i enkeltværelser, som ikke er en del af udlejers beboelseslejlighed eller ikke er en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejer bebor.
En udlejer kan efter forbedringsarbejdernes gennemførelse ikke forlange en større lejeforhøjelse end aftalt på grundlag af byggesagsrådgiverens erklæring, jf. § 4.
Udlejer kan højst opkræve en lejeforhøjelse som beregnet i overensstemmelse med § 5, stk. 1-3, i lov om privat byfornyelse med fradrag af det tilskud, der kan opnås, jf. § 16.
I ejendomme, hvor ejeren opnår fritagelse for afgift efter § 3 b i lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v., kan udlejer højst opkræve en lejeforhøjelse, der i 8 år udgør 85 pct. af lejeforhøjelsen beregnet i overensstemmelse med § 5, stk. 1-3, i lov om privat byfornyelse med fradrag af det tilskud, der kan opnås, jf. § 16. Lejen forhøjes herefter hvert år i 3 år med 5 pct. af den aftalte lejeforhøjelse uden tilskud.
§ 9
Lejeforhøjelse for det enkelte lejemål beregnes på grundlag af de aftalte og dokumenterede udgifter, som er en følge af de arbejder, der er gennemført i det pågældende lejemål. Lejeforhøjelse som følge af gennemførte arbejder med hertil knyttede nødvendige følgearbejder, der vedrører hele ejendommen, skal fordeles forholdsmæssigt efter lejemålenes bruttoetageareal.
Kravet om lejeforhøjelse skal indeholde oplysning om lejerens adgang til at gøre indsigelse mod lejeforhøjelsen og om fristen herfor.
Lejeforhøjelse skal ske med 3 måneders varsel, såfremt andet ikke er aftalt. Lejeforhøjelsen kan dog tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor de aftalte arbejder er gennemført.
§ 10
I ejendomme, der indeholder såvel beboelse som erhverv, skal der ske en forholdsmæssig fordeling af udgifter, som vedrører både beboelsesdelen og erhvervsdelen. Den forholdsmæssige fordeling skal ske i forhold til de respektive deles andel af det samlede areal.
Ved opgørelsen af ejendommens areal anvendes Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 311 af 27. juni 1983 om beregning af arealet af boliger og erhvervslokaler.
§ 11
Har udlejer og lejer aftalt, at beløb afsat efter §§ 18, 18 a og 18 b i lov om midlertidig regulering af boligforholdene eller efter §§ 22 og 63 a i lov om leje eller henlæggelser til fornyelse efter § 8 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene eller støtte efter anden lovgivning helt eller delvis skal indgå i finansieringen af forbedringsarbejderne, indgår beløbet ikke i de udgifter, der kan danne grundlag for lejeforhøjelse.
§ 12
Har en lejer fremsat krav om anvisning af erstatningsbolig, og har udlejer ikke inden 12 måneder efter, at kravet er kommet frem til udlejer, anvist en passende erstatningsbolig, kan udlejer ikke gennemføre krav om lejeforhøjelse i den bolig, hvori den lejer, som har fremsat kravet, bor.
§ 13
Efter forbedringsarbejdernes gennemførelse skal lejerne, og i ejendomme, hvor der er valgt beboerrepræsentanter, jf. § 64 i lov om leje, tillige beboerrepræsentanterne have forelagt regnskab for ombygningsprojektet. Tilsagn om tilskud og reservation
§ 14
Bygge- og Boligstyrelsen kan inden for den årlige ramme, jf. § 34, meddele tilsagn om tilskud til gennemførelse af privat byfornyelse i private udlejningsejendomme.
Registrering af den mellem udlejer og lejerne skriftligt indgåede aftale samt ansøgning om tilsagn om tilskud indsendes til Bygge- og Boligstyrelsen på et af Bygge- og Boligstyrelsen udfærdiget skema. Registreringen skal ske i Bygge- og Boligstyrelsen senest 6 uger efter, at aftalen er indgået.
§ 15
Ansøgning om reservation af investeringsramme til et planlagt projekt kan ske, forinden skriftlig aftale mellem udlejer og lejere er indgået. Ansøgning skal indsendes på et af Bygge- og Boligstyrelsen udfærdiget skema.
En reservation efter stk. 1 bortfalder, hvis ansøgning om tilsagn om tilskud, jf. § 14, stk. 2, ikke er indsendt senest 9 måneder efter, at reservation er meddelt af Bygge- og Boligstyrelsen. Beregning af tilskud
§ 16
Tilskuddet til arbejder omfattet af lov om privat byfornyelse udgør i 8 år 40 pct., af den aftalte lejeforhøjelse uden tilskud, jf. § 8, stk. 3, for de i henhold til loven gennemførte arbejder, jf. dog stk. 2. Herefter nedsættes tilskuddet i hvert af de følgende 8 år med 5 pct. af den aftalte lejeforhøjelse uden tilskud.
Tilskud til ejere af ejendomme, der opnår fritagelse for afgift efter § 3 b i lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v., udgør i 11 år 25 pct., af den aftalte lejeforhøjelse uden tilskud, jf. § 8, stk. 4, for de i henhold til lov om privat byfornyelse gennemførte arbejder. Herefter nedsættes tilskuddet hvert af de følgende 5 år med 5 pct. af den aftalte lejeforhøjelse uden tilskud.
Tilskuddet kan højst udgøre 10.000 kr. årligt pr. bolig. Tilskud, der udgør mindre end 200 kr. pr. aftale pr. betalingstermin, udbetales ikke.
Forhøjelse af lejen som nævnt i stk. 1 og 2 kan ske alene ved udlejers skriftlige meddelelse herom til lejerne. Udbetaling af tilskud
§ 17
Ansøgning om udbetaling af tilskud kan tidligst indsendes til Bygge- og Boligstyrelsen efter udløbet af den i § 12 i lov om privat byfornyelse nævnte frist. Ansøgningen skal indsendes på et af Bygge- og Boligstyrelsen udfærdiget skema.
Ansøgningen skal indeholde oplysning om de dokumenterede udgifter og skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller af Kommunernes Revisionsafdeling.
§ 18
Tilskuddet ydes med virkning fra datoen for den aftalte lejeforhøjelses ikrafttræden. Udbetalingen sker kvartalsvis bagud til en af ejendommens ejer anvist konto i et pengeinstitut.
Tilskuddet udbetales første gang ved udgangen af det første hele kvartal efter ansøgning om udbetaling modtages i Bygge- og Boligstyrelsen.
Nedsættelse af tilskuddet, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt., sker hvert år med virkning fra samme dato som den aftalte lejeforhøjelses ikrafttræden.
§ 19
Såfremt der i medfør af § 12 i lov om privat byfornyelse er klaget over udlejers krav om lejeforhøjelse, udbetales tilskuddet a conto. Når kravet om lejeforhøjelse er endeligt afgjort, reguleres tilskuddet i overensstemmelse hermed.
Udlejer har i forbindelse med ansøgning om udbetaling af tilskud pligt til at oplyse, om der i medfør af § 12 i lov om privat byfornyelse er klaget over udlejers krav om lejeforhøjelse. Når kravet om lejeforhøjelse er endeligt afgjort, har udlejer ligeledes pligt til straks at underrette Bygge- og Boligstyrelsen om afgørelsen.
§ 20
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning varetager udbetalingen.
Såfremt der efter indsendelse af ansøgning om udbetaling af tilskud sker ejerskifte, har ejeren pligt til straks at meddele dette til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.
Udbetaling af tilskud sker med frigørende virkning til den, som på udbetalingstidspunktet er registreret som ejendommens ejer i Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning. Bortfald af tilskud
§ 21
Såfremt beboelseslejemålet efter indsendelse af ansøgning om udbetaling af tilskud ændrer status til ejerbolig eller almennyttig bolig eller ændrer anvendelse til andet end beboelse eller nedrives, bortfalder retten til tilskud efter lov om privat byfornyelse, med virkning fra ændrings- eller nedrivningstidspunktet.
I tilfælde af statusændring, jf. stk. 1, har udlejer pligt til straks at meddele dette til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.
For meget modtaget tilskud skal tilbagebetales.
Private andelsboligforeninger
Private andelsboligforeninger
§ 22
Beslutning om gennemførelse af forbedringsarbejder med hertil knyttede nødvendige følgearbejder efter lov om privat byfornyelse i ejendomme ejet af en andelsboligforening, som ikke har modtaget støtte til opførelsen efter lov om boligbyggeri, sker i overensstemmelse med foreningens egne vedtægter.
Der kan alene træffes beslutning om gennemførelse af privat byfornyelse i de andelsboliger, der er beboet af en andelshaver.
§ 23
Andelsboligforeningen skal udpege en byggesagsrådgiver. Byggesagsrådgiveren skal afgive en erklæring om, at de påtænkte arbejder er omfattet af positivlisten i § 2. Tilsagn om tilskud og reservation
§ 24
Bygge- og Boligstyrelsen kan inden for den årlige ramme, jf. § 34, meddele tilsagn om tilskud til gennemførelse af privat byfornyelse i ejendomme ejet af private andelsboligforeninger, som ikke har modtaget støtte til opførelsen efter lov om boligbyggeri.
§ 25
Ansøgning om tilsagn om tilskud indsendes til Bygge- og Boligstyrelsen på et af Bygge- og Boligstyrelsen udfærdiget skema.
Tilskud kan kun bevilges, såfremt arbejdet ikke er igangsat, når tilsagn om tilskud meddeles.
§ 26
Ansøgning om reservation af investeringsramme til et planlagt projekt kan ske, forinden andelsboligforeningen træffer beslutning om gennemførelse af privat byfornyelse. Ansøgning skal indsendes på et af Bygge- og Boligstyrelsen udfærdiget skema.
En reservation efter stk. 1 bortfalder, hvis ansøgning om tilsagn om tilskud, jf. § 25, ikke er indsendt senest 9 måneder efter, at reservation er meddelt af Bygge- og Boligstyrelsen. Beregning af tilskud
§ 27
Tilskuddet til arbejder omfattet af lov om privat byfornyelse udgør i 8 år 40 pct. af ydelsen på et 30-årigt annuitetslån med et kontant provenu svarende til de afholdte dokumenterede udgifter. Herefter nedsættes tilskuddet i hvert af de efterfølgende 8 år med 5 pct. af den i 1. pkt. nævnte ydelse. Ydelsen efter 1. pkt. fastsættes på grundlag af en rente svarende til den gennemsnitlige effektive rente, der beregnes af Københavns Fondsbørs for restløbetid 25-35 år for åbne fastforrentede krone-obligationer på tidspunktet for meddelelse af tilsagn.
Tilskuddet kan højst udgøre 10.000 kr. årligt pr. bolig. Tilskud, der udgør mindre end 200 kr. pr. tilsagn pr. betalingstermin, udbetales ikke.
§ 28
I ejendomme, der indeholder udlejede andelsboliger, skal der ske en forholdsmæssig fordeling af udgifter, som vedrører både andelsboliger beboet af andelshavere og andelsboliger beboet af lejere. Den forholdsmæssige fordeling skal ske i forhold til de respektive deles andel af det samlede areal. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse i ejendomme, der indeholder andelsboliger beboet af andelshavere og erhverv.
Ved opgørelsen af ejendommens areal anvendes Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 311 af 27. juni 1983 om beregning af arealet af boliger og erhvervslokaler. Udbetaling af tilskud
§ 29
Ansøgning om udbetaling af tilskud indsendes efter arbejdernes færdiggørelse på et af Bygge- og Boligstyrelsen udfærdiget skema.
Ansøgningen skal indeholde oplysning om de dokumenterede udgifter og skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller af Kommunernes Revisionsafdeling.
§ 30
Tilskuddet ydes med virkning fra arbejdernes færdiggørelse. Udbetalingen sker kvartalsvis bagud til en af ejendommens ejer anvist konto i et pengeinstitut.
Tilskuddet udbetales første gang ved udgangen af det første hele kvartal efter ansøgning om udbetaling modtages i Bygge- og Boligstyrelsen.
Nedsættelse af tilskuddet, jf. § 27, stk. 1, 2. pkt., sker hvert år med virkning fra samme dato som arbejdernes færdiggørelse.
§ 31
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning varetager udbetalingen.
I tilfælde af andelsboligforeningens opløsning, har foreningen pligt til straks at meddele dette til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.
Udbetaling af tilskud sker med frigørende virkning til den som er registreret som ejendommens ejer i Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.
Øvrige bestemmelser
Øvrige bestemmelser
§ 32
Mangelfuldt udfyldte ansøgningsskemaer samt dokumentation, der efter Bygge- og Boligstyrelsens vurdering ikke opfylder de opstillede krav, returneres. Indsendelsestidspunktet beregnes fra det tidspunkt, hvor ansøgningen modtages i Bygge- og Boligstyrelsen.
§ 33
Ansøgninger om reservation samt om tilsagn om tilskud imødekommes i den rækkefølge, de modtages i Bygge- og Boligstyrelsen. Ansøgninger, som ikke kan imødekommes i det enkelte finansår, tildeles plads på en venteliste i den rækkefølge, de modtages i Bygge- og Boligstyrelsen.
§ 34
Lovens årlige investeringsramme på 2,4 mia. kr. deles i 2 delrammer. I ejendomme, der ejes af realrenteafgiftspligtige institutioner, der opnår fritagelse for afgift efter § 3 b i lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v., kan der foretages investeringer i privat byfornyelse inden for maksimalt 1 mia. kr. årligt. I øvrige private udlejningsejendomme og i ejendomme ejet af private andelsboligforeninger, som ikke har modtaget støtte til opførelsen efter lov om boligbyggeri, kan der foretages investeringer inden for maksimalt 1,4 mia. kr. årligt.
Investeringsramme, der ikke er udnyttet ved udgangen af henholdsvis 1993 og 1994, kan overføres til næste finansår. Der kan ikke ske overførsel fra en delramme til en anden.
§ 35
Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. september 1993 og har virkning fra 1. juli 1993.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 27 af 22. januar 1993 om privat byfornyelse.
Bygge- og Boligstyrelsen, den 8. september 1993, den 8. september 1993
/Rud Werborg Bent Fjord/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1993
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1993