Bekendtgørelse om diæter og vederlag for varetagelse af kommunale hverv
BEK nr 81 af 19/02/1993
§ 1
Det faste vederlag for medlemskab af kommunalbestyrelsen, jf. § 16, stk. 1, og § 16 a, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, udgør 18.400 kr. årligt.
§ 2
Et kommunalbestyrelsesmedlem kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i stedet for det faste vederlag efter § 1. Valget skal foretages forud for og med virkning for eet regnskabsår ad gangen. For det første år i valgperioden skal valget dog først foretages inden den 1. februar.
Erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for deltagelse i møder, kurser m.v., jf. § 16, stk. 2 og 3, og § 16 a, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, kan pr. dag højst udgøre 900 kr. Kommunalbestyrelsen afgør, om erstatningskravet kan anses for dokumenteret.
§ 3
Diætbeløbet for deltagelse i møder, kurser m.v., jf. § 16, stk. 2, 3 og 5, i lov om kommunernes styrelse og § 7 i denne bekendtgørelse, udgør 300 kr. pr. dag. For dage, hvor hvervet beslaglægger mere end 4 timer, ydes 600 kr.
§ 4
I kommuner, hvor kommunalbestyrelsens medlemmer vederlægges efter § 16 a i lov om kommunernes styrelse, ydes i stedet for diæter et tillægsvederlag, jf. § 5, og udvalgsvederlag, jf. § 6.
§ 5
Tillægsvederlag til medlemmer af kommunalbestyrelsen ydes for deltagelse i kommunalbestyrelsens møder og varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen, samt for deltagelse i kurser m.v.
Tillægsvederlaget udgør i kommunerne 14.200 kr. årligt, dog 19.700 kr. i Frederiksberg Kommune og 23.000 kr. i kommuner med magistratsordning. I amtskommunerne udgør tillægsvederlaget 19.700 kr. årligt, dog 14.200 kr. i Bornholms Amtskommune.
§ 6
Udvalgsvederlag til medlemmer af kommunalbestyrelsen ydes for medlemskab af økonomiudvalg og stående udvalg samt for medlemskab af faste udvalg i kommuner med magistratsordning.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der ydes vederlag til de medlemmer, der er udpeget af kommunalbestyrelsen til børn og unge-udvalget efter § 126 i lov om social bistand.
Summen af de årlige udvalgsvederlag, der kan ydes for medlemskab af de i stk. 1 og 2 nævnte udvalg, kan afhængigt af kommunens indbyggertal højst udgøre følgende procenter af borgmesterens vederlag pr. 1. april 1991: 1) Under 12.501 indbyggere 40 pct. 2) 12.501- 20.000 indbyggere 65 pct. 3) 20.001- 25.000 indbyggere 80 pct. 4) 25.001- 30.000 indbyggere 90 pct. 5) 30.001- 40.000 indbyggere 100 pct. 6) 40.001- 60.000 indbyggere 110 pct. 7) Over 60.000 indbyggere 120 pct. 8) Frederiksberg Kommune 165 pct. 9) Magistratskommuner 165 pct. 10) Bornholms Amtskommune 110 pct. 11) Øvrige amtskommuner 165 pct.
Kommunens indbyggertal efter stk. 3 er indbyggertallet pr. 1. juli i det foregående år i henhold til den af Danmarks Statistik offentliggjorte opgørelse over befolkningen i de enkelte kommuner.
Kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse om fordelingen af udvalgsvederlag mellem de udvalg, der er nævnt i stk. 1 og 2. Fordelingen gælder for mindst eet regnskabsår ad gangen. Fordelingen kan dog ændres, såfremt der foretages ændringer i udvalgsstrukturen.
Det beløb, der efter stk. 5 er fordelt til et udvalg, fordeles ligeligt mellem udvalgets medlemmer. Ved fordelingen ses der dog bort fra udvalgets formand, såfremt denne modtager vederlag for formandshvervet.
§ 7
Københavns Borgerrepræsentation kan bestemme, at de af borgerrepræsentationen i henhold til § 126 i lov om social bistand udpegede medlemmer af børn og unge-udvalget i Københavns Kommune kan modtage diæter, jf. § 3.
§ 8
Vederlag efter §§ 1, 5 og 6 udbetales månedsvis forud. Vederlaget ydes for hver påbegyndt kalendermåned.
Vederlæggelsen efter § 1 ophører med udgangen af den måned, hvor medlemmet fratræder hvervet eller i en uafbrudt periode på 6 måneder har været forhindret i at varetage hvervet. Ved fravær på grund af sygdom, graviditet, barsel eller adoption er der dog ret til vederlag i indtil 9 måneder.
Vederlæggelsen efter §§ 5 og 6 ophører med udgangen af den måned, hvor medlemmet fratræder hvervet, eller hvor medlemmet er forhindret i at varetage hvervet, jf. § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
§ 9
Til stedfortrædere i kommunalbestyrelsen ydes diæter, vederlag og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter samme regler som til medlemmerne. Vederlag ydes dog kun forholdsmæssigt for den periode, hvor den pågældende midlertidigt er medlem af kommunalbestyrelsen. For deltagelse i enkelte møder i kommunalbestyrelsen, jf. § 14, stk. 3, og § 15, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse ydes alene diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.
Til medlemmer af kommunalbestyrelsen, der midlertidigt indtræder i et udvalg, jf. § 28, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, ydes det i henhold til § 6 fastsatte udvalgsvederlag forholdsmæssigt for den periode, hvor den pågældende er medlem af udvalget.
Vederlag efter stk. 1 og 2 ydes månedsvis bagud.
§ 10
For deltagelse i det konstituerende møde ydes diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 15 a, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
§ 11
Enhver er forpligtet til at modtage de ydelser, der tilkommer den pågældende efter reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har virkning fra 1. januar 1993.
Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 471 af 20. juni 1991 om diæter og vederlag for varetagelse af kommunale hverv, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1112 af 15. december 1992, ophæves.
pre_paragraph I medfør af §§ 16 og 16 a i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483 af 21. juni 1991, som senest ændret ved lov nr. 501 af 24. juni 1992, § 10, stk. 5, i lov nr. 824 af 19. december 1989 om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven) og § 3 i lov om styrelse af sociale og sundhedsmæssige anliggender (den sociale styrelseslov), jf. lovbekendtgørelse nr. 552 af 10. juli 1991, som senest ændret ved lov nr. 1079 af 23. december 1992, fastsættes:
Indenrigsministeriet, den 19. februar 1993, den 19. februar 1993
/Birte Weiss Mette Jacobsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1993
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1993