TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven

BEK nr 959 af 10/12/1993

DanmarkBekendtgørelse1993

§ 1

Virksomheder, landbrug og vindmøller, der er nævnt i § 2, skal bidrage til dækning af de kommunale, amtskommunale og statslige myndigheders omkostninger i forbindelse med godkendelser efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse og tilsyn efter samme lovs kapitel 9, (brugerbetaling).

§ 2

Bekendtgørelsen omfatter følgende virksomheder og landbrug:

  1. Virksomheder, der er opført på bilag 1 i bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed.
  1. Virksomheder, der er opført på bilag 1 i bekendtgørelse nr. 367 af 10. maj 1992 vedrørende anden virksomhed end listevirksomhed.
  1. Autoværksteder, jf. bekendtgørelse nr. 793 af 13. cecember 1989 om milljøkrav i forbindelse med etablering og drift af autoværksteder m.v.
  1. Pelsdyrfarme, jf. bekendtgørelse nr. 12 af 3. januar 1992 om pelsdyrfarme.
  1. Landbrug, der er omfattet af bekendtgørelse nr. 1121 af 15. december 1992 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.
  1. Vindmøller, der er omfattet af bekendtgørelse nr. 304 af 14. maj 1991 om støj fra vindmøller.

§ 3

Kommunalbestyrelsen opkræver brugerbetaling af de virksomheder og landbrug, hvor kommunen er godkendelsesmyndighed efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og hvor kommunen fører tilsyn efter miljøbeskyttelseslovens § 65.

Stk. 2

Amtsrådet opkræver brugerbetaling af de virksomheder, hvor amtsrådet er godkendelsesmyndighed efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og hvor amtsrådet fører tilsyn efter miljøbeskyttelseslovens § 66, stk. 2 og 3, og bekendtgørelse om støj fra vindmøller, kap. 4.

Stk. 3

Miljøstyrelsen opkræver brugerbetaling af de virksomheder, hvor miljøstyrelsen er godkendelses- og tilsynsmyndighed.

Stk. 4

Brugerbetaling tilfalder godkendelses- og tilsynsmyndigheden. Der skal ikke betales moms af brugerbetalingen.

§ 4

Brugerbetalingstaksterne for godkendelser og tilsyn med de virksomheder og landbrug, der er omfattet af denne bekendtgørelse, fastlægges i et takstblad sammen med de forudsætninger, der skal lægges til grund for opkrævningen af brugerbetalingen. Dette takstblad er optrykt som bilag til bekendtgørelsen.

Stk. 2

Virksomheder og landbrug med aktiviteter, der er omfattet af mere end een af de satser, som er nævnt i takstbladets kapitel 1 eller 2, betaler alene brugerbetaling efter den højeste sats, såfremt tilsynet med samtlige aktiviteter kan gennemføres i een arbejdsgang af den pågældende tilsynsmyndighed.

Stk. 3

Miljøstyrelsen kan foretage ændringer i bekendtgørelsens bilag og derved revidere taksterne samt ændre eller fastsætte nye forudsætninger for opkrævningen.

Stk. 4

Miljøstyrelsen skal inden den 31. december 1996 revidere takstbladet.

§ 5

Brugerbetalingen forfalder til betaling hvert år den 1. juni.

Stk. 2

For virksomheder og landbrug, der starter produktionen eller indgiver ansøgning om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 efter den 1. juni, opkræves brugerbetaling først for det efterfølgende år. For virksomheder og landbrug, der indstiller produktionen inden den 1. juni, opkræves ingen brugerbetaling for det indeværende år. Der ydes ikke refusion for brugerbetaling, såfremt virksomheden eller landbruget indstiller produktionen efter den 1. juni .

§ 6

Kommunalbestyrelserne, amtsrådene og Miljøstyrelsen kan ikke dispensere fra reglerne og taksterne for brugerbetalingen.

§ 7

Kommunalbestyrelsernes, amtsrådenes og Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 8

I kommunalbestyrelsernes, amtsrådenes og Miljøstyrelsens årlige tilsynsberetninger, jf. bekendtgørelse nr. 788 af 21. november 1986 om tilsynsberetning, skal der redegøres for den brugerbetaling, der er opkrævet i årets løb.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1994.


Miljøministeriet, den 10. december 1993, den 10. december 1993

/Svend Auken Marianne Rønnebæk/

Bilag

Takstblad for

brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven.

Brugerbetaling til de kommunale myndigheder

§ 1

Virksomheder og landbrug, hvor kommunalbestyrelserne er godkendelses- og tilsynsmyndighed, bidrager årligt til myndighedernes omkostninger ved godkendelse og tilsyn med følgende satser: Kom. 1) Landbrug omfattet af bekendtgørelse nr. 1121 af 15. december 1992 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. 300 kr.

Kom. 2) Virksomheder optaget på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 367 af 10. maj 1992 vedrørende anden virksomhed end listevirksomhed. Autoværksteder, jf. bekendtgørelse nr. 793 af 13. december 1989, og pelsdyrfarme, jf. bekendtgørelse nr. 12 af 3. januar 1992 800 kr.

Kom. 3) Virksomheder og landbrug optaget på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder 4.600 kr.

Brugerbetaling til de amtskommunale myndigheder

§ 2

Virksomheder og vindmøller, hvor amtsrådet er godkendelses- og tilsynsmyndighed, bidrager årligt til myndighedernes omkostninger ved godkendelse og tilsyn med følgende satser:

Amt 1) Vindmøller, jf. bekendtgørelse nr. 304 af 14. maj 1991 om støj fra vindmøller 500 kr.

Amt 2) Offentligt ejede eller drevne virksomheder, der ikke er optaget på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder 650 kr.

Amt 3) Virksomheder optaget på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder, hvor amtskommunen anvender mindre end 0,01 årsværk/år på tilsyn og godkendelse.

Offentligt ejede eller drevne virksomheder optaget på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder 2.500 kr.

Amt 4) Virksomheder optaget på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder 14.500 kr.

Amt 5) Virksomheder optaget på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder, hvor amtskommunen anvender mere end 0,25 årsværk/år på tilsyn og godkendelse 150.000 kr.

Stk. 2

Dog bidrager virksomheder, hvor amtskommunen er tilsynsmyndighed alene fordi virksomheden har tilladelse til selvstændig udledning eller udsprøjtning af spildevand, til myndighedens omkostninger ved tilsyn efter taksterne i § 1.

Brugerbetaling til Miljøstyrelsen

§ 3

Virksomheder, hvor Miljøstyrelsen er godkendelses- og tilsynsmyndighed, bidrager årligt til omkostninger ved godkendelse og tilsyn med satserne i § 2, dog således, at satserne for klasse Amt 3 anvendes for virksomheder, der ikke er a-mærkede og satserne for Amt 4 og Amt 5 anvendes for virksomheder, der er a-mærkede.

Almindelige bestemmelser

§ 4

Ved indplacering på satserne i kap. 2 og 3 skal myndigheden gå ud fra den gennemsnitlige nødvendige indsats til tilsyn og godkendelsesarbejde over en årrække. Gennemførelse af godkendelsesprocedure i et bestemt år berettiger ikke myndigheden til, at flytte virksomheden op i en højere klasse.

Stk. 2

Omplacering af en virksomhed i forhold til satserne i kap. 2 og 3 kan alene ske som følge af ændringer i virksomhedens produktion og teknologi, der medfører generelle ændringer i tilsyns- og godkendelsesindsatsen.

Stk. 3

Virksomheder, der registreres i henhold til artikel 8 i Rådets forordning nr. 1836/93 af 29. juni 1993 om industrivirksomheders frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision, bidrager til myndighedernes omkostninger med halv takst i forhold til satserne i kapitel 1, 2 og 3. Det nedsatte bidrag betales fra og med det førstkommende år efter registreringen.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1993
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1993