TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om beskyttelse af svin (*

BEK nr 998 af 14/12/1993

DanmarkBekendtgørelse1993

§ 1

Reglerne i denne bekendtgørelse finder anvendelse på bedrifter med svin, der holdes indelukket med henblik på avl og opfedning.

Stk. 2

Reglerne i § 3 og § 4 finder ikke anvendelse på bedrifter med under seks svin eller fem søer med deres pattegrise.

§ 2

Ved svin forstås et svin i enhver alder, uanset om det opdrættes til avl eller opfedning.

Stk. 2

Ved orne forstås et handyr efter puberteten, bestemt til avl.

Stk. 3

Ved gylt forstås et hundyr efter puberteten og inden faring.

Stk. 4

Ved so forstås et hundyr efter første faring.

Stk. 5

Ved en diegivende so forstås et hundyr fra perinatalperiode til fravænning af pattegrisene.

Stk. 6

Ved goldso og drægtig so forstås en so mellem fravænning og perinatal periode.

Stk. 7

Ved pattegris forstås en gris fra fødsel til fravænning.

Stk. 8

Ved fravænnet gris forstås en gris fra fravænning og indtil 10 uger.

Stk. 9

Ved avls- og slagtesvin forstås et svin fra 10 uger indtil slagtning eller avlsbrug.

Arealkrav

Arealkrav

§ 3

Der skal være frit gulvareal til hver fravænnet gris eller hvert avls- og slagtesvin, der opdrættes i flok, på mindst: - 0,15 (m2) til svin med en gennemsnitsvægt på 10 kg eller derunder. - 0,20 (m2) til svin med en gennemsnitsvægt på mellem 10 kg og 20 kg. - 0,30 (m2) til svin med en gennemsnitsvægt på mellem 20 kg og 30 kg. - 0,40 (m2) til svin med en gennemsnitsvægt på mellem 30 kg og 50 kg. - 0,55 (m2) til svin med en gennemsnitsvægt på mellem 50 kg og 85 kg. - 0,65 (m2) til svin med en gennemsnitsvægt på mellem 85 kg og 110 kg. - 1,00 (m2) til svin med en gennemsnitsvægt på over 110 kg.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 4

Opbinding af svin er forbudt.

§ 5

De materialer, der anvendes til stalde, navnlig bokse og inventar, som svinene kan komme i kontakt med, må ikke være skadelige for dem og skal kunne rengøres og desinficeres effektivt.

§ 6

Bygningens isolering, opvarmning og ventilation skal sikre, at luftcirkulation, støvindhold, temperatur, relativ luftfugtighed og koncentrationer af luftarter holdes på et niveau, som ikke er skadeligt for svinene.

§ 7

Alt automatiseret eller mekanisk udstyr, der er af betydning for svinenes sundhed og velfærd, skal kontrolleres mindst een gang daglig. Hvis der opdages defekter, skal disse straks udbedres, og hvis det ikke lader sig gøre, skal der træffes passende foranstaltninger til at sikre svinenes sundhed og velfærd, indtil defekten er udbedret.

Stk. 2

Anvendes der et mekanisk ventilationssystem, skal der forefindes et egnet reservesystem, således at der kan ske tilstrækkelig luftfornyelse til at beskytte svinenes sundhed og velfærd, hvis systemet svigter. Der skal endvidere være installeret et alarmsystem til at advare den ansvarlige for dyreholdet om svigtet. Alarmsystemet skal afprøves jævnligt.

§ 8

Svinene må ikke til stadighed holdes i mørke. For at imødekomme svinenes adfærdsmæssige og fysiologiske behov skal der forefindes en passende naturlig eller kunstig belysning. Den kunstige belysning skal svare til varigheden af den naturlige belysning mellem kl. 9 og kl. 17.

Stk. 2

Der skal endvidere være en passende (fast eller mobil) lyskilde af tilstrækkelig styrke til, at svinene til enhver tid kan tilses.

§ 9

Alle svin skal tilses mindst en gang daglig af den ansvarlige for dyreholdet.

Stk. 2

Syge eller tilskadekomne svin skal omgående plejes og skal om fornødent kunne isoleres i egnede stalde med tør og bekvem strøelse.

Stk. 3

En dyrlæge skal konsulteres hurtigst muligt, hvis de enkelte svin ikke viser tegn på bedring ved den i stk. 2 nævnte pleje.

§ 10

Hvis svinene er opstaldet flokvis, skal der træffes foranstaltninger til at forhindre slagsmål, der går ud over normal adfærd.

Stk. 2

Svin, der udviser vedholdende aggressivitet over for andre dyr, eller som er ofre for denne aggresivitet, skal isoleres eller holdes på afstand af flokken.

§ 11

Svinestaldene skal være indrettet således, at hvert svin kan lægge sig samt hvile og rejse sig uden besvær.

Stk. 2

Ethvert svin skal kunne anvende rene lejearealer.

Stk. 3

Ethvert svin skal kunne se andre svin med undtagelse af svin, der holdes isoleret på grund af sygdom eller tilskadekomst.

§ 12

Hvis der anvendes bindsler, må disse ikke skade svinene, og de skal kontrolleres jævnligt og om nødvendigt reguleres for at sidde bekvemt. Hvert bindsel skal være langt nok til, at svinene kan bevæge sig i overensstemmelse med § 11, stk. 1. Bindslerne skal være udformet således, at der såvidt muligt ikke er risiko for, at svinene kan blive kvalt eller komme til skade.

§ 13

Stalde, stier, inventar og redskaber til svin skal regelmæssigt rengøres og desinficeres for at forebygge tilstedeværelse af sygdomsbærende organismer.

Stk. 2

Gødning, urin og spildfoder skal fjernes så ofte som nødvendigt for at forhindre lugt og for at forhindre at fluer, rotter, mus og andre skadedyr tiltrækkes.

§ 14

Gulvene må hverken være glatte eller ujævne, så der er risiko for, at svinene kommer til skade, og de skal være konstrueret således, at svin, der står eller ligger på dem, ikke kommer til skade eller udsættes for lidelse. De skal være tilpasset svinenes størrelse og vægt og danne en hård, jævn og stabil overflade.

Stk. 2

Lejearealet skal være bekvemt, rent og passende drænet og må ikke kunne skade svinene. Hvis der udlægges strøelse, skal dette være rent, tørt og uskadeligt for svinene.

§ 15

Alle svin skal have adgang til foder, der passer til deres alder, vægt, adfærdsmæssige og fysiologiske behov af hensyn til deres velfærd og sundhed.

§ 16

Alle svin skal fodres mindst een gang daglig. Hvis svinene opdrættes flokvis og ikke fodres efter ædelyst eller ved hjælp af automatisk fodringssystem, skal hvert dyr have adgang til foder på samme tid som de andre i flokken.

§ 17

Svin på over to uger skal have fri adgang til frisk vand i tilstrækkelig mængde eller kunne stille deres væskebehov på anden måde.

§ 18

Udstyr til fodring og vanding skal være udformet, fremstillet, placeret og vedligeholdt på en sådan måde, at der er mindst mulig risiko for forurening af svinenes foder og vand.

§ 19

Ud over de foranstaltninger, der normalt træffes for at forhindre halebidning og andre uvaner, samt for at svinenes adfærdsmæssige behov skal kunne tilfredstilles, skal der til alle svin - under hensyn til det omgivende miljø og belægningen - være udlagt halm eller andet materiale eller egnede genstande.

Særlige bestemmelser vedrørende orner

Særlige bestemmelser vedrørende orner

§ 20

Ornestier skal være placeret og konstrueret således, at ornen kan vende sig, høre, lugte og se andre svin. Ornen skal have et rent, tørt og bekvemt lejeareal.

Stk. 2

Stien til en voksen orne skal være på mindst 6 m2. Arealet skal dog være større, når stierne anvendes til bedækning.

Særlige bestemmelser vedrørende søer og gylte

Særlige bestemmelser vedrørende søer og gylte

§ 21

Drægtige søer og gylte skal om nødvendigt behandles mod eksterne og interne parasitter. Drægtige søer og gylte skal gøres rene, når de anbringes i farestien.

§ 22

Søer og gylte skal have rent, veldrænet og bekvemt lejeareal og bør have adgang til egnet redebygningsmateriale.

§ 23

Der skal være et frit areal bag ved soen eller gylten for at lette naturlig faring eller faring, hvortil der kræves hjælp.

§ 24

Farestier, hvor søer holdes løse, skal være forsynet med en beskyttelsesanordning til pattegrisene, som f.eks. farebøjler.

Særlige bestemmelser vedrørende pattegrise

Særlige bestemmelser vedrørende pattegrise

§ 25

Om nødvendigt skal pattegrise have en varmekilde og et fast, tørt og bekvemt leje adskilt fra soen, hvor de alle kan hvile samtidigt.

§ 26

Hvis der anvendes en fareboks skal pattegrisene have tilstrækkelig plads til at die uden vanskelighed.

§ 27

Klipning af hale og tænder må ikke foretages rutinemæssigt, men kun hvis der på bedriften er forhold, som betyder, at der vil ske skader på søers patter eller svins ører eller haler som følge af, at denne klipning ikke er foretaget. Hvis det viser sig nødvendigt at klippe eller slibe tænder, skal dette ske inden for fire dage efter fødslen.

§ 28

Pattegrise må ikke vænnes fra soen, før de er mindst tre uger gamle, medmindre det ellers ville gå ud over moderdyrets eller pattegrisenes velfærd eller sundhed.

Særlige bestemmelser vedrørende fravænnede grise, avls- og

Særlige bestemmelser vedrørende fravænnede grise, avls- og

§ 29

Svinene inddeles i flokke snarest muligt efter fravænningen.

Stk. 2

Svinene bør holdes i stabile flokke og blandes så lidt som muligt.

Indførsel fra tredielande

Indførsel fra tredielande

§ 30

For at kunne indføre svin fra tredielande til Danmark, skal dyrene ledsages af et certifikat udstedt af den kompetente myndighed i det pågældende land, hvorved det attesteres, at de mindst har fået en lige så god behandling som den, der er foreskrevet i direktiv 91/630/EØF om fastsættelse af mindstekrav til beskyttelse af svin.

Straf

Straf

§ 31

Med bøde eller hæfte straffes den, der overtræder §§ 3 - 29.

Stk. 2

Er en overtrædelse begået af en aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 28, stk. 7, i dyreværnsloven pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelse

§ 32

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2

Bestemmelsen i § 4 træder dog først i kraft den 1. januar 1996. Bygninger, der er taget i brug inden den 1. januar 1996, skal senest opfylde § 4 den 31. december 2005.

Stk. 3

Bygninger, der er taget i brug før den 1. januar 1994, skal dog først opfylde de i § 3 nævnte arealkrav den 1. januar 1998.


Justitsministeriet, den 14. december 1993, den 14. december 1993

/Erling Olsen Niels Boesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1993
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1993
Bekendtgørelse om beskyttelse af svin (* | TheLawyer.sh