TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene

BEK nr 137 af 24/02/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Administration af loven og af denne bekendtgørelse varetages af Jordbrugsdirektoratet.

Stk. 2

Jordbrugsdirektoratets afgørelser kan påklages til landbrugsministeren. Klagen skal være landbrugsministeren i hænde inden 4 uger fra den dag, Jordbrugsdirektoratets afgørelse er kommet frem til klageren.

§ 2

Jordbrugsdirektoratet bistås af et rådgivende udvalg sammensat af en af landbrugsministeren udpeget formand samt 1 repræsentant for henholdsvis De Danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Skovforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA) og Specialarbejderforbundet i Danmark (SID) udpeget af disse. Undervisningsministeriet udpeger en tilforordnet, der tiltræder udvalget.

Stk. 2

Landbrugsministeren kan bestemme, at organisationer, der efter stk. 1 ikke er repræsenteret i udvalget, skal repræsenteres i udvalget ved et medlem eller en observatør.

Stk. 3

Udvalgets sekretatiatsforretninger varetages af Jordbrugsdirektoratet.

Kursiststøtte

Kursiststøtte

§ 3

Jordbrugsdirektoratet kan afkræve ansøgere dokumentation for, at de er omfattet af den i lovens § 2 omhandlede personkreds.

Stk. 2

Kursiststøtte kan kun ydes til personer, der ved kursets begyndelse er fyldt 18 år. Støtteberettiget kursusdeltagelse

§ 4

Kursiststøtte kan ydes til deltagere i efteruddannelseskurser, der er godkendt af Jordbrugsdirektoratet. Jordbrugsdirektoratets godkendelse kan efter indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg meddeles som godkendelse af nærmere angivne kursustyper.

Stk. 2

Kursiststøtte kan efter lovens § 3, stk. 2, ydes til deltagere i kurser, der har en varighed af mindst 3 sammenhængende undervisningsdage (mindst 18 undervisningstimer) eller omfatter sammenlagt mindst 3 undervisningsdage (mindst 6 undervisningstimer pr. dag) med samme deltagerkreds.

Stk. 3

Kursiststøtte kan efter lovens § 3, stk. 3, ydes til deltagere i kurser med en varighed af mindst 2 undervisningsdage (mindst 12 undervisningstimer) med henblik på opnåelse af sprøjtebevis i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 360 af 24. maj 1993 om undervisning for erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler.

Stk. 4

Kursiststøtte er betinget af, at kursusdeltageren har gennemført hele kurset. Kursiststøttens størrelse

§ 5

Kursiststøtte ydes efter lovens § 4. Jordbrugsdirektoratet fastsætter efter indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg maksimumbeløb for den udgift, hvortil kursiststøtte kan ydes. Maksimumbeløbet kan fastsættes for det enkelte kursus eller for nærmere angivne typer af kurser. Jordbrugsdirektoratet udsender meddelelse om de fastsatte maksimumbeløb.

§ 6

Forud for hvert kalenderår fastsætter Jordbrugsdirektoratet på grundlag af de i § 7 omhandlede ansøgninger den procentsats, hvormed kursiststøtte kan ydes i det kommende år. Jordbrugsdirektoratet udsender senest 1. december meddelelse om den fastsatte procentsats. Tilsagn om kursiststøtte

§ 7

Kursusarrangører, der agter at afholde efteruddannelseskurser med mulighed for kursiststøtte, indsender inden 15. september ansøgning om tilsagn om kursiststøtte til Jordbrugsdirektoratet.

Stk. 2

Ansøgningerne udfærdiges på et skema, der fås ved henvendelse til Jordbrugsdirektoratet.

Stk. 3

Jordbrugsdirektoratet sender senest 1. december kursusarrangørerne meddelelse om direktoratets afgørelse om tilskudsansøgningerne.

Stk. 4

Jordbrugsdirektoratet kan undtagelsesvis give tilsagn om kursiststøtte, uanset at den i stk. 1 fastsatte ansøgningsfrist ikke er overholdt. Udbetaling af kursiststøtte

§ 8

Ansøgning om udbetaling af kursiststøtte udfærdiges af kursusarrangøren særskilt for hvert enkelt kursus, når dette er afholdt.

Stk. 2

Ansøgningen udfærdiges på et skema, der fås ved henvendelse til Jordbrugsdirektoratet.

§ 9

Kursiststøtte udbetales af Jordbrugsdirektoratet til kursusarrangøren, der over for direktoratet er ansvarlig for afregning af kursiststøtten til den enkelte kursusdeltager.

Stk. 2

Kursusarrangøren kan afregne kursiststøtten til den enkelte kursusdeltager enten ved at fratrække kursusafgiften et beløb svarende til den forventede kursiststøtte eller ved at udbetale støttebeløbet til kursusdeltageren. Afregning skal være sket inden 1 måned efter modtagelse af den samlede kursiststøtte fra Jordbrugsdirektoratet.

Tilskud til planlægnings-, koordinations og oplysningsvirksomhed

Tilskud til planlægnings-, koordinations og oplysningsvirksomhed

§ 10

Der kan efter lovens § 5 ydes tilskud til planlægnings-, koordinations- og oplysningsvirksomhed vedrørende kursusvirksomhed, der berettiger til kursiststøtte. Tilskud vil fortrinsvis blive ydet på projektbasis. Tilskudsmodtagere

§ 11

Projekttilskud kan ydes til sammenslutninger og institutioner, der medvirker i efteruddannelsen og er godkendt af Jordbrugsdirektoratet efter indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg. Projekttilskuddets størrelse

§ 12

Det er en forudsætning for ydelse af projekttilskud, at tilskudsmodtageren i væsentlig grad selv er med til at finansiere de pågældende foranstaltninger.

Stk. 2

Jordbrugsdirektoratet fastsætter efter indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg, hvilke udgifter der kan godkendes som tilskudsberettigede.

Stk. 3

Jordbrugsdirektoratet fastsætter efter indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg tilskudsprocenten, der normalt ikke kan overstige 50% af de tilskudsberettigede udgifter. Tilsagn om projekttilskud

§ 13

Ansøgning om tilsagn om tilskud skal indsendes til Jordbrugsdirektoratet og indeholde:

a) oplysning om den sammenslutning eller organisation, der søger om tilsagn.

b) projektbeskrivelse.

c) specifikation af projektets omkostninger på udgifter til løn, materialer, udstyr og andre omkostninger.

d) specificeret tidsplan med tilhørende udgiftsfordeling.

e) redegørelse for projektets finansiering.

Stk. 2

Jordbrugsdirektoratet træffer efter indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg afgørelse om tilsagn om projekttilskud og fastsætter de nærmere betingelser for tilsagnet, herunder om dokumentation for tilskudsberettigede aktiviteter og for registrering og opgørelse af de tilskudsberettigede udgifter. Udbetaling af projekttilskud

§ 14

Ansøgning om udbetaling af projekttilskud indsendes til Jordbrugsdirektoratet i overensstemmelse med forskrifter og på de tidspunkter, der er fastsat af Jordbrugsdirektoratet ved dettes afgivelse af tilsagn om tilskud.

Stk. 2

Tilskud skal udbetales mindst en gang om året, og udbetaling kan ske indtil fire gange om året.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 15

Tilsagn om kursiststøtte og projekttilskud kan ikke overdrages, transporteres til sikkerhed eller på anden måde gøres til genstand for retshandler.

§ 16

Tilsagn om kursiststøtte og projekttilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen, eller hvis forudsætningerne for tilsagnet er bristet. Er kursiststøtte eller projekttilskud udbetalt, kan beløbet kræves tilbagebetalt.

§ 17

Kursusarrangører og projekttilskudsansøgere er forpligtede til at meddele Jordbrugsdirektoratet alle oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af ansøgningerne og for fastsættelsen af kursiststøttens og projekttilskuddets størrelse.

Stk. 2

Kursusarrangører og projekttilskudsansøgere skal straks underrette Jordbrugsdirektoratet, såfremt de bliver bekendt med forhold, der, jf. § 16, kan bevirke, at tilsagn om kursiststøtte eller projekttilskud bortfalder, eller udbetalt kursiststøtte eller projekttilskud kan kræves tilbagebetalt.

§ 18

Jordbrugsdirektoratet udfærdiger en vejledning om tilskudsordningen.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 19

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1994.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 174 af 3. april 1987 om tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for kurser afholdt inden 1. marts 1994.

§ 20

Det i § 5, stk. 3, omhandlede maksimumbeløb for den udgift, hvortil kursiststøtte kan ydes, fastsættes for kurser til opnåelse af sprøjtebevis til 650 kr. for 1994.

Stk. 2

Den i § 6 omhandlede procentsats fastsættes for 1994 til 100% for alle støtteberettigede deltagere i kurser til opnåelse af sprøjtebevis i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 360 af 24. maj 1993 om undervisning for erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler, afholdt efter denne bekendtgørelses ikrafttræden.


Landbrugsministeriet, den 24. februar 1994, den 24. februar 1994

/Bjørn Westh Søren Sørensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994