TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om beboernes opgaver og beboerråd på indkvarteringscentre for personer fra det tidligere Jugoslavien med midlertidig opholdstilladelse

BEK nr 138 af 28/02/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Beboerne på et indkvarteringscenter efter lovens § 7, stk. 2, skal udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringscentret såsom:

  1. Rengøring af egne rum og fællesrum.
  1. Madlavning til sig selv og familien eller deltagelse i fælles madlavning på centret efter Direktoratet for Udlændinges nærmere bestemmelse.
  1. Indvendig vedligeholdelse af bygningerne, bortset fra administrations- og personalelokaler.
  1. Renholdelse og vedligeholdelse af udenomsarealer.
  1. Reparation, vedligeholdelse og udskiftning af standardudstyr i centret.
Stk. 2

De i stk. 1 nævnte opgaver skal den enkelte beboer udføre i overensstemmelse med de nærmere retningslinier herom, som centerledelsen eller det i § 4 nævnte beboerråd giver i medfør af reglerne i bekendtgørelsens kapitel 2 og 3.

§ 2

Beboerne kan medvirke ved gennemførelsen af undervisningen af børn og voksne, som tilbydes i henhold til lovens § 5. De pågældende opgaver skal udføres i overensstemmelse med de nærmere retningslinier, som Dansk Flygtningehjælp eller beboerrådet giver i medfør af reglerne i bekendtgørelsens kapitel 2 og 4.

§ 3

Beboerne kan tillige udføre andre opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringscentret, herunder forbedringer af indkvarteringscentret, sociale og kulturelle aktiviteter, børnepasning og sundhedshygiejniske opgaver, hvortil der efter lovgivningen ikke kræves særlig autorisation eller godkendelse. De pågældende opgaver skal udføres i overensstemmelse med de nærmere retningslinier, som centerledelsen eller beboerrådet giver i medfør af reglerne i bekendtgørelsens kapitel 2 og 3.

Beboernes medindflydelse, beboerråd og valg hertil

Beboernes medindflydelse, beboerråd og valg hertil

§ 4

Beboerne har efter reglerne i denne bekendtgørelse ret til medindflydelse gennem et beboerråd, som vælges efter reglerne i §§ 7-10.

§ 5

Beboerrådet forestår indenfor de rammer, der er fastsat af centerledelsen i medfør af kapitel 3, tilrettelæggelsen af de i § 1 nævnte nødvendige opgaver i forbindelse med indkvarteringscentrets drift.

§ 6

Beboerrådet medvirker ved tilrettelæggelsen af undervisningen af børn og voksne, som tilbydes i henhold til lovens § 5, indenfor de rammer, der er fastsat af Dansk Flygtningehjælp.

§ 7

Beboerrådet kan med bistand fra centerledelsen forestå tilrettelæggelsen af de i § 3 nævnte opgaver, jf. tillige § 16.

§ 8

Antallet af medlemmer i beboerrådet fastsættes på grundlag af antallet af pladser i indkvarteringscentret således, at beboerrådet i centre med op til 200 pladser har 9 medlemmer, i centre med 201-500 pladser 13 medlemmer, i centre med 501-800 pladser 15 medlemmer og i centre med over 800 pladser 17 medlemmer. Beboerrådet vælges for 6 måneder.

Stk. 2

Samtidig med valg af medlemmer og efter de samme regler vælges 2 suppleanter, jf. § 10, stk. 2.

Stk. 3

Alle beboere, der er fyldt 18 år senest på valgdagen, har valgret ved valg til beboerrådet.

Stk. 4

Alle, der har valgret, er valgbare.

§ 9

Enhver valgbar beboer kan opstille sig selv til valget eller foreslås opstillet af en eller flere andre valgberettigede beboere. Kandidater, der er foreslået af andre, skal skriftligt erklære sig villige til at modtage valg. Kandidatanmeldelser og erklæring om modtagelse af valg skal ske til centerledelsen senest 3 dage før valgmødet.

Stk. 2

Valg af beboerrådets medlemmer foretages i et valgmøde, som indkaldes af centerledelsen. Afstemningen er skriftlig og hemmelig, og der afgives een stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 10

De kandidater, der har opnået flest stemmer, er valgt. Ved stemmelighed mellem flere kandidater afgøres valget mellem disse kandidater ved lodtrækning.

Stk. 2

De to kandidater, der får flest stemmer, uden at blive valgt, er suppleanter.

§ 11

Udtræder et medlem af beboerrådet i løbet af valgperioden, indtræder den suppleant, der opnåede flest stemmer ved valget. Udtræder yderligere et medlem indtræder den suppleant, der herefter opnåede flest stemmer. Udtræder der herefter yderligere et medlem, afholdes der nyvalg til denne plads i beboerrådet. Valget afholdes efter reglerne om valg til beboerråd.

§ 12

Beboerrådet kan nedsætte udvalg til varetagelse af specielle områder. Hvert udvalg skal have en formand og 2-4 medlemmer, som vælges af beboerrådet.

Stk. 2

Udvalgets formand skal være medlem af beboerrådet. Udvalgets øvrige medlemmer kan være medlemmer af beboerrådet eller stemmeberettigede beboere i indkvarteringscentret.

§ 13

Direktoratet for Udlændinge fastsætter for hvert beboerråd en vedtægt, der indeholder de nærmere regler om, beboerrådets og udvalgenes virksomhed. En standardvedtægt er optrykt som bilag til denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Ændringer og fravigelser fra standardvedtægten kan dog ske efter godkendelse i Direktoratet for Udlændinge efter ansøgning fra centerledelsen, Dansk Flygtningehjælp eller beboerrådet.

Centerledelsens og personalets opgaver

Centerledelsens og personalets opgaver

§ 14

Centerledelsen er ansvarlig for centrets økonomi, herunder overholdelse af centrets bevillingsramme, jf. dog § 20.

Stk. 2

Centerledelsen skal afvise anmodning fra beboerrådet om afholdelse af udgifter, som ikke er omfattet af bevillingsrammen eller af beboerrådets kompetence.

Stk. 3

Centerledelsen skal indhente beboerrådets indstilling inden afholdelse af udgifter, der vedrører områder inden for beboerrådets kompetence.

§ 15

Centerledelsen er ansvarlig for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de i § 1 nævnte opgaver. Centerledelsen kan fastsætte rammer for beboerrådets tilrettelæggelse af opgaverne, jf. § 5.

Stk. 2

Centerledelsen kan, så vidt muligt efter høring af beboerrådet, overtage tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de i § 1 nævnte opgaver med henblik på at sikre, at de udføres forsvarligt.

Stk. 3

I tilfælde, hvor intet beboerråd er valgt, forestår centerledelsen tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de i § 1 nævnte opgaver.

§ 16

Centerledelsen skal yde bistand til beboerrådets tilrettelæggelse af de i § 3 nævnte opgaver. Centerledelsen kan i øvrigt fastsætte nærmere retningslinier for og indenfor centrets bevillingsramme afsætte midler til de i § 3 nævnte opgaver.

§ 17

Der påhviler centerledelsen følgende opgaver ved valg til beboerrådet:

  1. bekendtgøre datoen for valgmødet,
  1. udarbejde valglister og stemmesedler,
  1. udarbejde kandidatlister,
  1. føre valglisten under valgets afholdelse,
  1. optælle stemmerne,
  1. bekendtgøre valgets resultat efter valgmødet og,
  1. foretage lodtrækning ved stemmelighed, jf. § 10.

§ 18

Direktoratet for Udlændinge træffer beslutning om datoen for det første valgmøde på indkvarteringscentret. Herefter afholdes der valg ugedagen inden valgperiodens udløb, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.

Dansk Flygtningehjælps ansvar

Dansk Flygtningehjælps ansvar

§ 19

Dansk Flygtningehjælp er ansvarlig for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den undervisning, som tilbydes i henhold til lovens § 5. Dansk Flygtningehjælp kan fastsætte rammer for beboerrådets medvirken hertil.

Stk. 2

Dansk Flygtningehjælp kan, så vidt muligt efter høring af beboerrådet, overtage tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den undervisning, som tilbydes i henhold til lovens § 5, med henblik på at sikre, at undervisningen udføres forsvarligt.

Stk. 3

I tilfælde, hvor intet beboerråd er valgt, forestår Dansk Flygtningehjælp tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den undervisning, som skal tilbydes i henhold til lovens § 5, stk. 1.

§ 20

Dansk Flygtningehjælp er ansvarlig for økonomien i forbindelse med den undervisning, som tilbydes i henhold til lovens § 5.

Andre bestemmelser

Andre bestemmelser

§ 21

Direktoratet for Udlændinge eller den private organisation eller kommune, som direktoratet bemyndiger hertil, kan meddele en person med midlertidig opholdstilladelse efter loven pålæg om at udføre de i § 1 nævnte opgaver. Direktoratet for Udlændinge kan bestemme, i hvilket omfang tilsidesættelse af et pålæg meddelt efter 1. pkt. skal medføre flytning til et andet indkvarteringscenter.

Stk. 2

Direktoratet for Udlændinge kan fastsætte nærmere regler om valg af beboerråd og dets udvalg og om beboerrådets opgaver, herunder regler, som under hensyntagen til særlige forhold på enkelte eller grupper af indkvarteringscentre, herunder antallet af pladser i centret og bygningsmæssige forhold, alene gælder for et eller flere centre. Direktoratet for Udlændinge kan tillige træffe afgørelse om anvendelsen af reglerne i denne bekendtgørelse og af de i medfør heraf fastsatte regler.

§ 22

Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. marts 1994.


Indenrigsministeriet, den 28. februar 1994, den 28. februar 1994

/Birte Weiss Per Hansen/

Bilag

Standardvedtægter for beboerråd m.v. ved indkvarteringscentre for personer med midlertidig opholdstilladelse fra det tidligere Jugoslavien

Konstituering af beboerråd

§ 1

Beboerrådet for indkvarteringscentret xx har xx antal medlemmer.

§ 2

Beboerrådet holder konstituerende møde dagen efter valgmødet og vælger selv sin formand blandt sin midte.

§ 3

Beboerrådet træffer beslutninger i møder, der ledes af beboerrådets formand. Beboerrådets afgørelser træffes med 2/3 flertal af beboerrådets medlemmer, med mindre andet er fastsat. Beboerrådet skal afholde møde mindst en gang om måneden.

Stk. 2

Centerledelsen kan deltage og udtale sig i beboerrådets og dets udvalgs møder.

Stk. 3

Dansk Flygtningehjælps repræsentant kan deltage i beboerrådets og dets udvalgs møder og alene udtale sig ved behandling af spørgsmål om undervisning.

§ 4

Beboerrådets formand drager omsorg for, at de sager, der hører under et udvalgs område, henvises til det pågældende udvalg, og at udvalget får lejlighed til at afgive indstilling til beboerrådet.

§ 5

Beboerrådets formand drager omsorg for, at der indkaldes til beboerrådets møder, og at der udarbejdes en dagsorden for hvert af beboerrådets møder. Mødeindkaldelsen og dagsordenen skal foreligge 3 dage inden mødet og skal uddeles til samtlige af beboerrådets medlemmer og centerledelsen samt ved dagsordenspunkter, der vedrører undervisning, til Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 2

Hvis centerledelsen anmoder herom skal beboerrådets formand indkalde til møde i beboerrådet efter reglerne i stk. 1.

Stk. 3

Den i stk. 1 nævnte frist kan fraviges ved sager af hastende karakter.

§ 6

Beboerrådets formand drager omsorg for, at der udfærdiges referat af hvert møde i beboerrådet umiddelbart efter mødet. Beboerrådets beslutninger skal klart fremgå af referatet.

Udvalg

§ 7

Beboerrådet nedsætter følgende udvalg:

  1. Økonomiudvalg
  1. Teknisk udvalg
  1. Undervisningsudvalg
  1. Børne- og ungdomsudvalg
  1. Aktivitetsudvalg.
Stk. 2

Beboerrådet nedsætter et køkkenudvalg i centre, hvor beboerne efter Direktoratet for Udlændinges nærmere bestemmelse deltager i fælles madlavning på centret.

§ 8

Økonomiudvalget medvirker indenfor de rammer, der fastsættes af centerledelsen i medfør af bekendtgørelsens kapitel 3, ved varetagelsen af den interne budget og bevillingskontrol. Centerledelsen udarbejder oplæg til budget- og bevillingskontrollen.

§ 9

Teknisk udvalg har over for beboerrådet ansvaret for centrets indvendige renholdelse og vedligeholdelse bortset fra administrations- og personalelokaler. Teknisk udvalg har tillige ansvaret for renholdelse og vedligeholdelse af udenomsarealer, og har i øvrigt ansvaret for centrets hygiejniske forhold. Teknisk udvalg foretager indstilling til beboerrådet om iværksættelse og finansiering af særlige projekter.

Stk. 2

Teknisk udvalg har over for beboerrådet ansvaret for de i stk. 1 nævnte opgaver indenfor de rammer, der fastsættes af beboerrådet og centerledelsen i medfør af bekendtgørelsens kapitel 2 og 3.

§ 10

Undervisningsudvalget medvirker indenfor de rammer, der fastsættes af beboerrådet og Dansk Flygtningehjælp i medfør af bekendtgørelsens kapitel 2 og 4, ved tilrettelæggelsen af undervisningen af centrets beboere.

§ 11

Under børne- og ungdomsudvalget hører planlægningen af pasningsopgaven af centrets børn og andre opgaver og aktiviteter i medfør af bekendtgørelsens § 3, som vedrører centrets børn og unge, jf. bekendtgørelsens §§ 7 og 16.

§ 12

Aktivitetsudvalget har ansvaret for tilrettelæggelsen af sociale og kulturelle aktiviteter i centret, jf. bekendtgørelsens §§ 7 og 16, dog jf. denne vedtægts § 11.

§ 13

Køkkenudvalget har indenfor de rammer, der fastsættes af beboerrådet og centerledelsen i medfør af bekendtgørelsens kapitel 2 og 3, ansvaret for den fælles madlavning til centrets beboere.

§ 14

Udvalgene skal afholde møde i ugen før beboerrådets faste møde. Udvalgene kan afholde flere møder. Det påhviler udvalgets formand at indkalde og lede mødet. Det påhviler endvidere udvalgets formand at udfærdige og fremsende indstillinger til beboerrådet. Centerledelsen yder beboerrådet den fornødne bistand til varetagelse af de i denne vedtægt nævnte opgaver.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994