Bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i et andet EØS-land, på Færøerne, i Grønland eller det øvrige udland
BEK nr 141 af 28/02/1994
§ 1
Forsikrings- og beskæftigelsesperioder i andre lande kan ikke medregnes i de perioder, som i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. stk. 2, er betingelser for ret til efterløn, jf. dog §§ 2-7.
§ 2
Et medlem, der ønsker at overgå til efterløn, kan medregne forsikringsperioder i andre EØS-lande efter reglerne herom ved opfyldelse af betingelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2, om 20 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse inden for de sidste 25 år, jf. overgangsbestemmelsen i § 75 b, stk. 2, hvis
- medlemmet har forladt Danmark inden for de sidste 15 år og i et år umiddelbart før udrejsetidspunktet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark, og
- medlemmet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse i 5 år inden for de sidste 10 år samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark, og
- medlemmet opfylder betingelserne for ret til dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2 eller 5 på grundlag af arbejde i Danmark.
Bestemmelsen i stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet har bevaret sin bopæl i Danmark, men på grund af arbejde i et andet EØS-land er blevet omfattet af dette lands forsikringssystem. Det tidspunkt, hvor medlemmet tager arbejde uden for Danmark, sidestilles med udrejsetidspunktet .
§ 3
Et medlem, der ønsker at overgå til efterløn efter midlertidigt ophold i udlandet, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 2, kan medregne alle forsikringsperioder i en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse ved opfyldelse af betingelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2, om 20 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse inden for de sidste 25 år, jf. overgangsbestemmelsen i § 75 b, stk. 2, hvis
- medlemmet har forladt Danmark inden for de sidste 15 år og i et år umiddelbart før udrejsetidspunktet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark, og
- medlemmet har været medlem af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse i 5 år inden for de sidste 10 år samtidig med, at pågældende har haft bopæl i Danmark, og
- medlemmet opfylder betingelserne for ret til dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2 eller 5 på grundlag af arbejde i Danmark.
§ 4
Et medlem, der under midlertidigt ophold i Grønland har været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse efter reglerne herom, kan medregne arbejdsperioder fra Grønland og forsikringsperioder i en dansk kasse til opfyldelse af betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. stk. 2, for ret til efterløn.
§ 5
Et medlem, der under midlertidigt ophold på Færøerne har været medlem af den færøske arbejdsløshedsforsikring eller har bevaret sit medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse efter reglerne herom, kan medregne forsikrings- og arbejdsperioder fra Færøerne og forsikringsperioder i en dansk kasse til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. stk. 2, for ret til efterløn.
§ 6
Arbejde ved EU's institutioner, diplomatiske missioner, og konsulater i andre EØS-lande eller som udsendt arbejdstager i et andet EØS-land sidestilles med arbejde i Danmark, hvis medlemmet efter gældende regler har bevaret sit medlemskab af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse.
§ 7
Arbejde i udlandet for en dansk arbejdsgiver eller arbejde på en dansk ambassade og arbejde som u-landsfrivillig sidestilles med arbejde i Danmark i det omfang, det kan danne grundlag for optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse, hvis medlemmet har bevaret sit medlemskab af en dansk anerkendt arbejdsløshedskasse.
§ 8
Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. marts 1994 og har virkning fra den 1. januar 1994.
Samtidig ophæves:
- Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 68 af 29. januar 1992 om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet, på Færøerne eller i Grønland med tilhørende vejledning.
- Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 228 af 23. april 1993 om ændring af bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og arbejdsperioder i udlandet, på Færøerne eller i Grønland med tilhørende vejledning.
pre_paragraph I henhold til § 95 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 16 af 11. januar 1994, fastsættes efter forhandling med Landsarbejdsrådet:
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen, den 28. februar 1994 Troels Nørgaard /Susanne L. Bærentzen
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994