Bekendtgørelse om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion
BEK nr 250 af 11/04/1994
§ 1
Jordbrugsdirektoratet træffer afgørelse om
- ydelse af tilskud til omlægning til og opretholdelse af økologisk jordbrugsproduktion, anvendelse af økologiske dyrkningsprincipper, nedsættelse af gødningsforbruget og udviklingsprojekter, jf. lovens § 20 i, og
- bortfald af tilsagn om tilskud og tilbagebetaling af udbetalt tilskud, jf. lovens § 26, stk. 3 og stk. 4.
Jordbrugsdirektoratet udøver landbrugsministerens beføjelser
- efter lovens § 20 i, stk. 2, jf. stk. 1, med henblik på at træffe afgørelse efter § 20 i, stk. 1, og § 26, og
- efter lovens § 27 a, stk. 6, vedrørende tilkendegivelse af bødeforlæg.
Afgørelse efter §§ 5, 6, og 8 træffes efter indhentet udtalelse fra Det Økologiske Jordbrugsråd.
Afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Tilskud til økologiske arealer
Tilskud til økologiske arealer
§ 2
Jordbrugsdirektoratet kan efter ansøgning yde ejere eller forpagtere af jordbrugsbedrifter tilskud til omlægning af driften til økologisk jordbrug og til opretholdelse af økologisk jordbrug.
Jordbrugsdirektoratet kan efter ansøgning tillade, at den, der erhverver en ejendom, som er omfattet af tilsagn i medfør af denne bekendtgørelse, indtræder i tilsagnet.
Ved en jordbrugsbedrift forstås i denne bekendtgørelse en bedrift, der lovligt drives som en driftsenhed, og som anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, frugtavl, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed.
§ 3
Det er en betingelse for ydelse af tilskud til omlægning til økologisk jordbrug og til opretholdelse af økologisk jordbrug,
- at jordbrugsbedriften er autoriseret til økologisk jordbrug i henhold til Plantedirektoratets bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion,
- at omlægningen til økologisk jordbrug omfatter hele bedriften,
- at omlægningen til økologisk jordbrug skal være gennemført inden 4 år efter påbegyndelsen af omlægningen,
- at omlægningen til økologisk jordbrug skal være gennemført inden 8 år efter påbegyndelsen af omlægningen for så vidt angår bedrifter, der anvendes til frugtavl, og
- at jordbrugsbedriften opfylder bestemmelserne i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.
Det er endvidere en betingelse for ydelse af tilskud,
- at ansøgeren forpligter sig til at opretholde en allerede omlagt økologisk bedrift i mindst 5 år, eller
- at ansøgeren forpligter sig til at omlægge til og drive bedriften med økologisk jordbrug i mindst 5 år fra påbegyndelsen af omlægning, og
- at det årligt omlagte areal udgør mindst 1 ha.
Det er endvidere en betingelse for ydelse af tilskud til tilforpagtede arealer, at ansøgeren forpligter sig til at omlægge og drive de tilforpagtede arealer med økologisk jordbrug i mindst 5 år fra påbegyndelsen af omlægningen af de tilforpagtede arealer.
Jordbrugsdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 3.
§ 4
Bestemmelsen i § 3, stk. 2, nr. 3, gælder ikke for jordbrugsbedrifter, der anvendes til frugtavl, gartneri eller planteskole.
§ 5
Til jordbrugere, der påtager sig at omlægge jordbrugsdriften til økologisk jordbrug, og til jordbrugere, der påtager sig at opretholde en allerede omlagt økologisk bedrift, ydes der tilskud
- for anvendelse af økologisk produktionsmetode på 750 kr. pr. ha i 1994, 600 kr. pr. ha i 1995 og 450 kr. pr. ha i 1996 og følgende år, og
- for nedsat gødningstilførsel på 650 kr. pr. ha i 1994, 525 kr. pr. ha i 1995 og 400 kr. pr. ha i 1996 og følgende år.
Til arealer, der modtager tilskud efter stk. l, nr. 2, og som er beliggende i særligt følsomme landbrugsområder, jf. § 58, stk. 2, i Landbrugsministeriets bekendtgørelse om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, ydes et årligt tillæg på 215 kr. pr. ha.
Til jordbrugere, der påtager sig at omlægge jordbrugsdriften til økologisk jordbrug, ydes der ud over de i stk. 1 og 2 nævnte tilskud et omlægningstilskud i 2 år. Tilskuddet pr. omlagt ha udgør 300 kr. i 1994, 275 kr. i 1995 og 200 kr. i 1996 og følgende år.
Tilskud efter stk. 1, 2 og 3 ydes kun til arealer, der indgår i omdriften.
Tilskud efter stk. 1, nr. 2 og stk. 2, udbetales ikke for arealer, der i det pågældende år dyrkes med en afgrøde, der ikke har behov for tilførsel af kvælstof.
Tilskud efter stk. 1, 2 og 3, udbetales ikke for arealer, der i det pågældende år er udtagne.
Opgørelsen af behovet for kvælstoftilførsel, jf. stk. 5, sker i overensstemmelse med Plantedirektoratets bekendtgørelse om behov for tilførsel af kvælstof og indhold af kvælstof i husdyrgødning.
Til bedrifter, der er autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion, ydes ikke tilskud til nedsættelse af kvælstoftilførslen eller etablering af sprøjtefrie randzoner efter kapitel 2 og 3 i Landbrugsministeriets bekendtgørelse om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger.
§ 6
Jordbrugsdirektoratet kan på baggrund af udviklingen i jordbrugets konjunkturer ændre de i § 5, stk. 1, 2, og 3 anførte beløb.
§ 7
Jordbrugsdirektoratet kan fastsætte nærmere regler om udbetaling af omlægnings- og opretholdelsestilskud, kontrol og indberetning af oplysninger, bl.a. med henblik på afgørelse af, om betingelserne i forordning (EØF) nr. 2328/91 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet, er opfyldt.
Tilskud til udviklingsprojekter
Tilskud til udviklingsprojekter
§ 8
Jordbrugsdirektoratet kan, jf. lovens § 20 i, yde tilskud til udviklingsprojekter i forbindelse med indsamling, forarbejdning, afsætning m.v. af økologisk fremstillede produkter.
Udviklingstilskud efter lovens § 20 i kan endvidere ydes til udarbejdelse af undervisnings- og informationsmateriale, praktikophold, undervisning og kursusafholdelse, gennemførelse af forskning og forsøg, herunder markforsøg, og andre foranstaltninger, som er af særlig betydning for udvikling af økologisk jordbrug og afsætning af økologiske produkter.
§ 9
Udviklingstilskud ydes med 40 pct. af meromkostningerne ved projektet, opgjort med fradrag af merværdiafgift.
Tilskud kan ydes med mindre end 40 pct., hvor der er et tilstrækkeligt incitament til gennemførelse af udviklingsarbejdet.
Tilskud kan ydes med mere end 40 pct., hvor
- projektet udføres af forsknings- og forsøgsinstitutioner,
- projektet vedrører gennemførelse af forskning og forsøg,
- projektet alene vedrører udarbejdelse af undervisnings- eller informationsmateriale,
- projektet vedrører informationsvirksomhed, herunder praktikophold, undervisning og kursusafholdelse,
- ydelse af den forhøjede sats må antages at være en forudsætning for at sikre gennemførelsen af et projekt, der skønnes at være af offentlig interesse, og hvor resultaterne af projektet vil blive offentliggjort, så snart de foreligger, eller
- særlige grunde i øvrigt taler herfor.
Forinden der træffes afgørelse efter stk. 3, nr. 6, skal ansøgningen forelægges Landbrugsministeriet.
Jordbrugsdirektoratet kan dispensere fra kravet om opgørelse af meromkostninger med fradrag af merværdiafgift, hvis tilskudsmodtageren ikke er momsregistreret.
§ 10
De i § 9 nævnte meromkostninger omfatter udgifter til direkte løn, konsulentbistand, materialer, særligt udstyr m.v., der kan henføres til projektet, udgifter til undersøgelse af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og lancering.
Tilskud til bygnings- og inventarudgifter ydes kun i det omfang, de er nødvendige forudsætninger for at gennemføre udviklingsprojektet eller nødvendige forudsætninger for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfase.
§ 11
Jordbrugsdirektoratet kan yde tilskud til rådgivningsvirksomhed inden for økologisk jordbrug, som er samordnet under landboorganisationernes rådgivningstjeneste.
Tilskud kan kun ydes til økologiske konsulenter, der er ansat af en sammenslutning for faglig oplysningsvirksomhed, som er tilskudsberettiget efter lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed.
Tilskud kan ydes med højst 70 pct. af de tilskudsberettigede udgifter ved rådgivningsvirksomheden, jf. lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed.
Tilskud kan ydes med mere end 70 pct., hvor konsulentvirksomheden udøves under særlige vanskelige forhold, eller hvor særlige aktiviteter ønskes fremmet.
Reglerne i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed finder i øvrigt anvendelse på tilskud, der ydes efter stk. 1.
§ 12
Udviklingstilskud efter § 8 nedsættes og kan eventuelt bortfalde, hvis der ydes tilskud efter anden lovgivning, eller hvis der i finansieringen af projekt indgår andre offentlige tilskud. Dette gælder dog ikke for tilskud fra EU.
Almindelige bestemmelser
Almindelige bestemmelser
§ 13
Ansøgning om tilskud indsendes til Jordbrugsdirektoratet på et særligt skema, der fås i Jordbrugsdirektoratet. Jordbrugsdirektoratet kan dog godkende andre skemaer.
§ 14
Tilskud i henhold til §§ 8 og 11 udbetales mod dokumentation af de med projektet forbundne meromkostninger. Opgørelsen skal udfærdiges på et særligt skema, der fås i Jordbrugsdirektoratet, og skal være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at de anførte udgifter er betalt, og at projektet gennemføres efter de godkendte planer.
Tilskud kan udbetales i rater, når omstændighederne taler herfor.
§ 15
Tilskud efter § 5 udbetales to gange årligt med et forskudsbeløb og et endeligt beregnet tilskud til jordbrugere, hvis jordbrugsbedriften er under omlægning eller er omlagt.
Til jordbrugere, der autoriseres første gang efter den 1. januar 1994, udbetales tilskuddet i det første tilskudsår en gang årligt som et endeligt beregnet tilskud.
Jordbrugsdirektoratet kan ikke notere transport på tilskud ydet i henhold til denne bekendtgørelse.
§ 16
Tilskudsmodtageren skal på anmodning af Jordbrugsdirektoratet give oplysninger om regnskaber og produktionsresultater m.v. med henblik på undersøgelse af udviklingsmulighederne for økologisk jordbrug.
§ 17
Jordbrugsdirektoratet kan foretage kontrol i henhold til lovens § 27.
Tilskudsmodtageren har pligt til at ledsage eller lade en stedfortræder ledsage kontrolpersonalet og yde den nødvendige bistand for kontrollen.
Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling
Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling
§ 18
Jordbrugsdirektoratet kan bestemme, at tilsagn om areal- og udviklingstilskud bortfalder, og at udbetalt tilskud skal tilbagebetales med tillæg af renter beregnet fra fremsættelsen af kravet om tilbagebetaling med den rentesats, der er fastsat i renteloven, jf. lovens § 26, stk. 3 og 4, hvis
- betingelserne for at få tilskud ikke længere er opfyldt,
- tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ydelse af tilskud.
§ 19
Hvis arealer, der er omfattet af tilsagn om tilskud efter § 5, stk. 1, 2 og 3, bliver omfattet af tilsagn om tilskud efter § 1, nr. 3 eller nr. 6, i Landbrugsministeriets bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, bortfalder tilsagn om tilskud efter § 5, stk. 1, 2 og 3 til de pågældende arealer.
Straf
Straf
§ 20
Efter lovens § 27 a straffes den, der til brug for afgørelser, der træffes i medfør af denne bekendtgørelse, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller som forsøger herpå.
Efter lovens § 27 a, stk. 2, straffes den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til denne bekendtgørelse, med bøde. Det samme gælder den, som giver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Efter lovens § 27 a, stk. 3, straffes den, der overtræder lovens § 27, stk. 2, med bøde.
Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 21
Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. april 1994.
Bekendtgørelse nr. 16 af 12. januar 1989 om støtte til fremme af økologisk jordbrugsproduktion som ændret ved bekendtgørelse nr. 766 af 16. november 1990 og bekendtgørelse nr. 223 af 1. april 1992 ophæves.
Den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse er dog fortsat gældende for tilsagn om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug, der er afgivet inden den 31. december 1993, og hvor jordbrugeren ikke har afsluttet omlægningen eller opretholdelsesperioden inden 31. december 1993, og for øvrige tilsagn om tilskud, der er afgivet inden den 31. december 1993.
Jordbrugere, der har påbegyndt omlægning af jordbrugsbedriften i 1993, kan efter ansøgning til Jordbrugsdirektoratet modtage tilskud til omlægning efter reglerne i § 5, hvis betingelserne i § 3, stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, er opfyldt. Det samlede tilskud til omlægning til økologisk jordbrug kan ikke overstige det samlede tilskud efter § 5. Tilskud efter reglerne i § 5, stk. 2, ydes fra 1994.
Jordbrugere, der har påbegyndt omlægning til økologisk jordbrug før den 1. januar 1993, og hvor jordbrugeren ikke har afsluttet omlægningen inden 31. december 1993, kan efter ansøgning til Jordbrugsdirektoratet modtage tilskud efter reglerne i § 5 til omlægning af økologisk jordbrug og opretholdelse af økologisk jordbrug, hvis betingelserne i § 3 er opfyldt. Endvidere skal jordbrugeren forpligte sig til at drive jordbrugsbedriften med økologisk jordbrug i mindst 5 år beregnet fra det tidspunkt, jordbrugeren tilslutter sig ordningen. Jordbrugere, der har påbegyndt omlægning af arealer i 1992, og hvor det tredje års tilskud til omlægning til økologisk jordbrug ikke er ydet, kan få tilskud til opretholdelse af økologisk jordbrug. Det samlede tilskud til omlægning til økologisk jordbrug og til opretholdelse af økologisk jordbrug kan ikke overstige det samlede tilskud efter § 5. Tilskud efter reglerne i § 5, stk. 2, ydes fra 1994.
Jordbrugere, der inden 31. december 1993 har opnået tilskud til omlægning til økologisk jordbrug, og hvor jordbrugerne har afsluttet omlægningen, men ikke har afsluttet opretholdelsesperioden, kan efter ansøgning til Jordbrugsdirektoratet opnå tilskud i henhold til reglerne i § 5, hvis betingelserne i § 3, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, er opfyldt og hvis jordbrugeren forpligter sig til at drive jordbrugsbedriften med økologisk jordbrug i mindst 5 år beregnet fra det tidspunkt, jordbrugeren tilslutter sig ordningen. Tilskud efter reglerne i § 5, stk. 2, ydes fra 1994.
Landbrugsministeriet, den 11. april 1994, den 11. april 1994
/Bjørn Westh Søren Sørensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994